Rom, Geneve, Chicago og København

Peterskirken i Pavestaten, Rom

Peterskirken i Pavestaten, Rom

 Rom

Man kan dårligt undgå at høre, at Rom er en fantastisk by at feriere i. God varme, store kunstværker og fascinerende, gamle levn fra dengang, Cicero, Cæsar eller kejser Augustus eller en af de senere kejsere levede.

Middelalderen er et omstridt begreb, men der var ting, der forfaldt og gik i glemmebogen, f.eks. Roms akvædukter. Det ønskede renæssancens paver at ændre på. Pave Nikolaus V Parentucelli havde visioner for Rom.

En nøjere teologisk betragtning viser, at de ikke var så uskyldige, som mange måske tror. Kunsthistorikeren Mogens Nykjær skriver, at “Man har talt om et demagogisk aspekt i hans visioner” (I pavernes Rom, s. 23). I pave Nikolaus V’s testamente får man ren – og interessant – besked (s. 23-24):

Der har været to hovedgrunde til Vort virke som bygherre. Vi vil at I – ærværdige brødre – skal kende dem og forstå dem. At den romerske Kirkes magt er den største og den højeste, det forstår kun de, der har læst i Skrifterne om Kirkens oprindelse og udbredelse.

Men om folkets uvidende horder, som slet ikke har modtaget nogen undervisning gælder – også selv om det ser ud til, at de ofte hører om både denne og hin ting af lærde og belæste mænd, og at de påskønner, hvad de hører som sandt og rigtigt – at hvis de ikke bliver slået af påfaldende og usædvanlige ting, så vil denne deres overbevisning, baseret som den er på svage og ubestandige fundamenter, med tiden og lidt efter lidt smuldre, så at den for det meste bliver til intet.

Men når denne folkelige opfattelse baseret på lærde mænds ræsonnement dag for dag styrkes og grundfæstes ved hjælp af mægtige bygningsværker, uforgængelige monumenter og næsten evigt stående vidnesbyrd – der virker som var de rejst af Gud selv – så vil den til stadighed gives videre til de levende og til kommende beundrere af disse herlige konstruktioner, og den vil således bevaret og i vækst blive værnet og taget imod med den forunderligste hengivenhed.

Skrifterne og historien

Der er adskillige steder i Bibelen, der viser, at biskoppen i Rom ikke skal herske over andre biskopper, endsige over andre i det hele taget. Det redegør den milde Melanchthon udmærket for i Traktaten om pavens magt og overhøjhed. Man kan bl.a. henvise til Matt 20,25f.

Fra første færd blev sådanne tendenser modsagt af andre biskopper, f.eks. af Cyprian, der bl.a. henviste til, at Paulus ifølge Galaterbrevet kapitel 2 irettesatte apostlen Peter.

Påfaldende og usædvanlige ting

Pavens demagogiske visioner handler altså om, at han og pavekirken ikke havde tillid til, at Skriften kunne overbevise folket. Det var med rette, for Skriften støtter ikke pavernes drømme om verdslig magt og popularitet.

I stedet byggede man “påfaldende og usædvanlige ting” og lod dem udsmykke i et omfang, som verden ikke tidligere havde set og vel heller ikke siden har set.

Det er i det lys, hele pavekirkens helgendyrkelse også skal ses.

Alt sammen er det at sætte sin lid til ting, mennesker har fundet på og udført.

Rom og andre kirker

Det er trods de store forskellige ikke anderledes med andre kirker. Geneve – dvs. de reformerte – tror heller ikke på, at Skrifterne kan overbevise. Man er ganske vist arge modstandere af det store pavelige apparat, men herske over samvittighederne gør man ligesom paven gerne. Det var en af grundene til, at Luther afviste de reformerte. Den kristne frihed kender ikke andre åndelige herrer end Kristus og Skriften.

Mens traditionelle reformerte er tilbageholdende, har man de sidste 35 år set kirker, der er baseret på at imponere folk. Willow Creek i South Barrington i nærheden af Chicago har kæmpestore teatersale, hvor man kan imponere på mange måder. Undtagen med den grundige oplæring i den bibelske lære.

Ikke engang folkekirken tror længere på Skriften og den lutherske lære. Mere og mere følger man Rom, Geneve og Chicago, der sætter deres lid til det, mennesker kan sige og gøre. Og i øvrigt tilpasser man sig, så “tærsklen” ikke skal være for høj.

Wittenberg og Augsburg

Luther ville derimod, at folk skulle lære Bibelen at kende, men først og fremmest lære evangeliet at kende, sådan som den faktisk findes i Skrifterne. Derfor ville han have Bibelen oversat og salmer skrevet på folks modersmål. Og derfor skulle folk undervises og lære at læse, så andre ikke skulle herske over dem med magt, imponerende bygningsværker m.m., men i stedet sættes i frihed under nåden og evangeliet.

Nok er der blevet bygget store, flotte kirker i lutherske lande, men hensigten har ikke været den, pave Nikolaus 5 Parentucelli og de senere pave havde. Man ville i stedet bygge kirker, der var store nok til menighederne, og som afspejlede evangeliets herlighed. Måske skulle visse kirker også af og til vise bygherrens verdslige magt og rigdom, men hensigten var ikke at erstatte og forkaste Guds Ord.

Bevægelige kalkmalerier

Flere kirker bruger fladskærme, skrev Kristeligt Dagblad for lang tid siden.

Ligeledes har Sct. Michaelis Kirke i Fredericia installeret tre store skærme, og det har gjort menigheden mere aktiv i gudstjenesten.– Der er kommet mere volumen på, når kirkegængerne siger fadervor og trosbekendelsen, fordi teksterne nu vises på skærmene, siger sognepræst Bjarne Hvid.

Man må da i det mindste glæde sig, hvis det betyder, at kirkegængerne får lært Fadervor og Trosbekendelsen. Når de har lært dem (og hvad de ellers skal kunne fra katekismen) og tror evangeliet, så kan de jo også deltage i nadveren. I al fald hvis man vil følge luthersk teologi. Dét ville være en aktivitet, der var værd at nævne.

Men volumen, når man siger Fadervor og Trosbekendelsen? Det var da virkelig en flad nyhed, lige så flad som de skærme, der er tale om. Jeg vælger nu at tro, at sognepræst Bjarne Hvid har sagt noget, der var væsentligere end dette.

Og overskriften? Jo, lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, Niels Brügger, har en ekspertudtalelse i ovennævnte artikel.

Det mærkelige er, at det ikke sker før nu. Kirken har altid brugt medier til at udbrede sit budskab, og fladskærme ligger fint i forlængelse af kirkens kalkmalerier og farverige mosaikker, siger han.

Brügger mener, at med tiden vil langt flere kirker få smag for det moderne medie. Det er heller ikke så farligt. Kalkmalerier derimod smager næppe godt – og ætser. Nuvel, nu har der vist været tilstrækkeligt med ætsende bemærkninger i dette indlæg.

Men har danskere virkelig brug for bevægelige kalkmalerier? I så fald er der tale om et kulturhistorisk tilbageskridt af dimensioner.

Luther og hans medarbejdere var helt klare over, at det var vigtigt med skoler. Skoler til at lære kristendom og at læse og regne. Såvel drenge som piger havde brug for undervisning. Samfundet havde brug for bl.a. præster og jurister. Præsterne skulle prædike og undervise i kirken. Juristerne skulle sørge for, at samfundet fungerede. Den kulturhistoriske betydning af Luthers og Melanchthons tænkning er enorm.

I Danmark fik vi efterhånden næsten alle børn i skole. Der var dog børn, man havde svært ved at hjælpe. Det er imidlertid ikke længere nogen undskyldning, for der findes specialskoler til ordblinde, til blinde og døve og til handicappede. Uddannelse og viden er jo vores vigtigste ressource – siger man.

Behovet for at lære katekismen og salmerne udenad og for at kunne læse Bibelen og senere salmebogen betød, at rigtig mange efterhånden fik lært at læse. Man fik i al fald lært sit fadervor, som man siger.

Man så måske også på kalkmalerier, men man må trods alt understrege, at kalkmalerierne findes i bygninger, hvor det vigtigste foregik, dels fra prædikestolen og alteret, dels på kirkebænkene, hvor menigheden bad, sang og lyttede.

Men siden er det gået tilbage. Man ville have kirke og kristendom ud af skolerne. Det fik man. Og med det har man åbenbart også fået grundlæggende færdigheder ud af mange mennesker. Om meningen er, at man så blot skal lære at stole på diverse eksperter, skal jeg ikke kunne sig med sikkerhed. Men resultatet af, at folk ikke kender Fadervor og Trosbekendelsen, efterlader dem som alt andet end myndige.

Paulus skrev:

“Og han [Kristus] har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. (Ef 4,11-15)

Kristen myndighed betyder ikke kun, at man kender den kristne tro og f.eks. kan skelne mellem kirke og stat/samfund. Det betyder også, at man yder sit bedste for sin familie, for kirken og for samfundet. Behovet for bevægelige kalkmalerier afslører, at det er så som så med fremskridtet – trods alle de teknologiske muligheder, vi har.

Luthersk præst afsat i Berlin

Pastor Paul Gerhardt

Pastor Paul Gerhardt

Præsten og salmedigteren Paul Gerhardt er kendt og skattet af mange – med rette. Det skyldes salmer som

  • Befal du dine veje
  • Den grund, hvorpå jeg bygger
  • Gak ud, min sjæl, betragt med flid
  • Hjerte, løft din glædes vinger!
  • Hvorledes skal jeg møde
  • Nu hviler mark og enge
  • Skulle jeg dog være bange?

Det er vist kendt, at Paul Gerhardt ydede meget sjælesorg, mens han var præst i Mittenwalde, som var frygtelig hærget af krig, ildebrand og pest. Kun 17 % af husstandene var tilbage efter førstnævnte. Men Gerhardt ydede også sjælesorg på anden vis: Ægte sjælesorg i betydningen at sørge for sjælene, som var ham betroet. Den sjælesorg varetages jo med Ordet og sakramenterne. Den hverken ville eller kunne Paul Gerhardt svigte.

Pastor Gerhardt måtte holde fast ved den lutherske lære og praksis for sjælenes skyld. Det gjorde han også i Berlin, selv om den reformerte kurfyrste i Berlin lagde stor pres på ham. Så stor, at pastor Gerhardt – formentlig den 9. februar 1666 – blev afsat fra sit embede i Berlin af kurfyrsten. Årsagen var altså, at Gerhardt ikke ville svigte sin lutherske bekendelse og sin præsteed og indgå et kompromis omkring nadverlæren med de reformerte. Det var kulminationen på mere end tre års drøftelser, forhandlinger og “forhandlinger” mellem kurfyrstens teologer og de lutherske præster i Berlin. Pastor Gerhardt var sekretær og talsmand for de sidstnævnte.

Der var ikke kommet nye argumenter på bordet siden 1529, hvor Luther i Marburg afviste at indgå kirkefællesskab med Zwingli og de øvrige reformerte, hvad der reelt heller ikke er siden. Men Gerhardts sag var blevet ekstra vanskelig, for der var “lutherske” teologer, der støttede kurfyrstens anliggende. De kurfyrstelige teologer argumenterede med, at Gerhardt kunne mene, hvad han ville, men han skulle blot ikke tillægge det en sådan vægt, at han ikke kunne være i samme kirke som de reformerte, og han skulle ophøre med at advare sine menigheder mod den reformerte lære som vranglære. Men for Gerhardt var det ikke blot en del af evangeliet, der kunne udelades. Det var selve evangeliet. Akkurat som Luther mente det i 1529, og som de lutherske bekendelsesskrifter lærer.

For tvivlen at afvise
du givet har dit nadverbord.
Dér lader du mig spise
og drikke på dit klare ord.
Her mærker jeg i marv og ben,
at Gud er nu min ven.
Du giver mig at nyde
dit dyre kød og blod,
og ord du lader lyde,
som giver mig nyt mod.
Du lader mig indbyde:
”Kom, kom og tag den føde god!”

Sådan skrev Paul Gerhardt i en nadversalme, som hans sognebørn kunne bruge derhjemme og således fortsat blive belært om og trøstet af den lutherske nadverlære. Den er oversat til dansk af pastor Magnus N. Sørensen: O Jesus du min kære.

Selv om Gerhardt ikke bøjede af i Berlin, var der mange, der gav efter for de reformertes tvang. Siden fortsatte de reformerte deres kamp mod den lutherske teologi i Preussen, igen med anvendelse af tvang. Denne politiske tvang virkede. Lutheranere gav efter, eller de udvandrede. Allerede mens Luther levede, var der “lutheranere”, der hældte mod den reformerte nadverlære, som blot taler om et mindemåltid, men ikke reelt om, at Herren giver os sit eget, sande legeme og blod under brød og vin. I 1900-tallet er de blevet flere og flere. Lutheranere verden over har nu frivilligt forladt deres lutherske nadverlære eller i al fald (som et første skridt) gået med til at betragte deres egen lære som en unødvendig del af evangeliet. Reelt er det nu også at forlade den lutherske nadverlære.

Men der er heldigvis stadigvæk lutheranere, som deler de lutherske bekendelsesskrifters lære og følger Paul Gerhardts eksempel. For menighedernes skyld prædiker de et klart og stærkt nadverevangelium og værner menighederne mod at miste denne herlige, nådefulde lære! Og der findes heldigvis stadigvæk menigheder, som bekender deres tro på dette herlige evangelium til et klart vidnesbyrd for vor tids mennesker!

Kristus giver os sit legeme og sit blod under brød og vin og skænker derigennem syndernes forladelse, evigt liv og salighed til den, der tror. Og han, sand Gud og sandt menneske, tager bolig i vort hjerte! Vor himmelske Herre gives os i munden skjult under brød og vin! Hvilken fornedrelse for Ham! Hvilket evangelium for os!

Thomas Kingo

Thomas Kingo

Det var ikke kun pastor Paul Gerhardt, der forkyndte nadverevangeliet i prædikener og salmer. I 1689, kun nogle få år efter, at pastor Gerhardt døde, skrev salmedigter og biskop, pastor Thomas Kingo, følgende om nadveren:

O Jesus, søde Jesus, dig
ske hjertens tak evindelig,
som med dit legem og dit blod
så kærlig mig bespise lod!

2  Bryd ud, min sjæl, med tak og sig:
O, hvor er jeg nu bleven rig!
min Jesus i mit hjerte bor,
tak, tak, hvor er min glæde stor!

Når Luther og pietismen skævvrides

Jeg sad og surfede lidt på diverse hjemmesider og faldt over følgende citat i Indre Missions Tidende:

Jeg tror ikke, Luther selv troede, at han havde “grebet Gud” fuldstændigt – derfor vil jeg også glæde mig over og lære af det, som jeg ser, Gud har velsignet andre med at gribe, lutheranere som ikke-lutheranere. Ikke mindst også fordi der er mange, der bekender sig som lutheranere, som jeg har meget lidt til fælles med, og mange frikirkefolk, jeg nok er uenige med, men som jeg alligevel har meget til fælles med.

Det er underordnet, hvem der har skrevet læserbrevet, for det kunne være så mange. Citatet begynder med noget, der er helt rigtigt, men fortsætter ad et spor, som Luther under ingen omstændigheder ville have erklæret sig enig i. Tværtimod.

Luther troede naturligvis ikke, at han havde “grebet Gud” “fuldstændigt”. Men Luther var fuldstændig sikker på, at hans læremæssige bekendelse var sand og ville blive fuldt ud anerkendt på dommedag af Kristus selv. På samme måde var Luther slet ikke i tvivl om, at der også var vranglære, som ikke ville blive anerkendt, og som var ekstremt farlig for det åndelige liv, hvis det ikke var direkte udtryk for frafald. Med andre ord er henvisningen til Luther i forbindelse med en accept af ikke-luthersk lære aldeles uluthersk.

Luther var en principiel tilhænger af at bruge vores forstand, så længe den var en hjælper og ikke udartede til det, vi kunne kalde fornuft. Så længe forstanden eller filosofien var hjælperedskaber, var Luther for. Luther ville derfor også anholde det første “derfor” i citatet ovenfor. For det første begrunder ikke det sidste. Luther vidste så udmærket, at der er forskel på at gribe Gud og at bekende, hvad Skriften lærer. Men når man bare skal bruge Luthers navn som alibi for sin egen sag, behøver man jo ikke hænge sig i den slags “småting”.

Læserbrevsskribenten mener, der er mange, der bekender sig som lutheranere, som han har meget lidt til fælles med, mens han omvendt har meget til fælles med frikirkefolk. Nu fremgår det ikke rigtigt, hvad han tænker på. Men det er jo rigtigt, at de fleste, der kalder sig lutheranere – faktisk de allerfleste af disse – ikke er lutheranere, hvis man vurderer dem ud fra de lutherske bekendelsesskrifter. Og hvad skulle man ellers vurdere ud fra?

Nogle numre tidligere skrev en stud.theol. i et læserbrev, at bevægelser som Indre Mission har været gode til at få nåden til at stå i centrum.

Faktisk så gode, at man ofte er kommet til at underprioritere, at Bibelen også taler virkelig stærkt om den kristnes efterfølgelse og discipelskab.

Det vil jeg tillade mig at stille et meget stort spørgsmålstegn ved. Det er snarere karakteristisk, at man har talt meget om helliggørelsen og det kristne liv gennem tiden. Og det er i al fald karakteristisk, at man ikke har holdt fast ved hele den lutherske lære. Det kan enhver forvisse sig om ved at læse om de to bevægelsers historie og sammenligne med Den augsburgske Bekendelse og Luthers lille katemismus.

Pietismen, som gennemsyrer såvel Indre Mission som Luthersk Mission, har netop svært ved at skelne ret mellem lov og evangelium. Man har aldrig kæmpet for den rene lære i alle trosartikler. Luthersk Mission har fx haft svært ved at få dåben forkyndt, sådan som Ny Testamente gør det. Og man ignorerede eller endog foragtede det embede, man trods alt brugte, når børnene skulle døbes. Indre Mission havde ofte store vanskeligheder med det samme embede, men fastholdt, at man præsterne skulle døbe og tage en til nadver. Når Anders Stubkjær kunne gå til sin sognepræst for at bede om at komme til alters tre gange i stedet for to gange om året – men ellers gik man gerne i kirke andre steder, fordi de læremæssigt ikke var enige og på det menneskelige plan også havde et dårligt forhold, så er det udtryk for den samme åndelige rod. Til gengæld har det ofte været afgørende for at kunne blive regnet med, at man levede på ganske bestemte måder.

Det er trist, når man forsøger at styrke sine kæpheste med løsrevne citater og påstande. Sidstnævnte læserbrev hopper også uden videre fra at rose Luther til at kritisere de pietistiske bevægelser, han selv er udrundet af. Luther havde faktisk meget at sige om forholdet mellem tro og gode gerninger. Og det er bestemt ikke Luthers lære herom, man finder i vore dages bevægelser, der lader sig inspirerere fra alle verdenshjørner uden at bekymre sig om det, der udgjorde det helt centrale og uopgivelige i kristendommen.

PS: Ovenstående læserbreve var reaktioner på en artikel om luthersk lære og Evangelisk Alliance.

Indvandreres tillid til kirken?

Kristeligt Dagblad meddeler:

Toneangivende præster og konsulenter i folkekirkens integrationsarbejde frygter, at politiets rydning natten til i torsdags af Brorsons Kirke vil betyde et tillidsbrud mellem kirken og flygtninge og indvandrere.

Claus Vincents og Kristeligt Dagblad har bl.a. selvudnævnt indvandrer- og sognepræst i Apostelkirken på Vesterbro Niels Nymann Eriksen og netværkskoordinator ved Tværkulturelt Center, Birthe Munck-Fairwood, til at være blandt disse “toneangivende præster og konsulenter.”

Men hvorfor kan det føre til et tillidsbrud? Det kan det jo bl.a., hvis man bliver ved med at udsprede usandhederne om, at der findes noget, der hedder kirkeasyl, dvs. at kirkerne skulle være rum, hvor samfundets love er sat ud af kraft, og hvor myndighederne ikke må komme. Sådan er det ikke, og har ikke været det i Danmark siden reformationen.

Det er nemlig grundlæggende, at Guds rige og kejserens rige holdes adskilt. Disse toneangivende præster og konsulent – sekunderet af Kristeligt Dagblad – blander dem derimod sammen. Det er mere end problematisk, for de har hverken lovgivende eller udøvende magt i samfundet. Og i kirken har de kun den magt, som lov og evangelium giver. Det betyder helt præcist, at de ikke har nogen magt til at foreskrive, hvordan samfundet skal opføre sig, så længe kirken kan holde gudstjeneste og skriftemål og undervise, som de har pligt til.

Det burde en præst som Nymann Eriksen vide, for han har selv skrevet under på, at det er sådan. Dels er det helt fundamentalt i Det nye Testamente (se Matthæusevangeliet 22,15-22). Dels siges det helt klart i Den augsburgske Bekendelse (se “Kirkebygninger er ikke undtaget fra loven“).

Det er en ulykke for vores samfund og for de berørte kirker, at så mange vil gå den vej, som de romersk-katolske (pavedømmet), de reformerte og nu også de ikke-længere-lutherske folkekirkepræster går. De blander alle den kirkelige og den verdslige myndighed sammen til skade for begge.

Når de også – mere end almindelig godt hjulpet af godhedsindustrien og politikere ikke kun fra socialistisk hold, men desværre fra alt for store dele af det politiske spektrum – går ud og proklamere denne vranglære, så skaber de falske forventninger, som efterfølgende ødelægger deres arbejde. De mister tillid, hedder det nu.

De ligger, som de selv har redt. Heldigvis, for det ville være en alvorlig ulykke for vort land og folk, hvis disse toneangivende skal bestemme, hvordan samfundet skal benytte sin magt,

PS: Hvorfor er det i øvrigt, at muslimer vil søge såkaldt “kirkeasyl” i en kirke, som de ellers ikke vil være medlemmer af? Hvorfor synes mange præster og visse menighedsråd, at det er helt naturligt?

10-årig ville være nonne

På kristendom.dk – en web-portal ejet af Kristeligt Dagblad – fortæller en række mennesker deres “troshistorie”. En af dem, der fortæller, er dr.phil. Kirsten Stoffregen Pedersen. Hun siger bl.a.

I en tidlig alder, endnu inden jeg var 10 år gammel, havde jeg forstået, at det var nonne, jeg skulle være. Og den vished har aldrig forladt mig. Det førte mig til katolicismen, fordi Folkekirken jo desværre havde mistet den mulighed at kunne leve i ensomhed med Gud, i cølibat, noget der netop er og fra begyndelsen var så typisk for Kristendommen.

Historisk set er det helt forkert, at cølibatet var typisk for kristendommen. Selv om der i sig selv ikke er noget galt i at leve alene, så har Kristus ikke sat skaberordningen ud af kraft. Tværtimod omtaler apostlen Paulus, at der i de sidste tider skal være nogle, der vil forbyde ægteskab.

Men Ånden siger udtrykkeligt, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, fordi de lytter til vildledende ånder og dæmoners lærdomme, som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed. De forbyder ægteskab og kræver, at man holder sig fra føde, som Gud har skabt til at modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden. For alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak; for det helliges ved Guds ord og ved bøn. Lægger du brødrene dette på sinde, vil du blive en god tjener for Kristus Jesus, næret af troens og den gode læres ord, som du har fulgt. (1 Tim 4,1-6)

Tanken om at forbyde ægteskab og mad, som Gud har skabt til at modtages med tak, stammer fra “vildledende ånder”  og er “dæmoners lærdomme”, og udbredelsen heraf sker ved “som udbredes ved løgnagtige læreres hykleri, folk der er brændemærket i deres samvittighed” (v. 2).

Når en 10-årig kan “forstå”, at hun skal angiveligt skal være nonne, så er det naturligvis ikke en tanke, der kommer af ingenting. Gud åbenbarer ikke den slags direkte. Men det betyder ikke, at han efterlader kristne – eller for den sags skyld andre – uden vejledning.

Bibelens lære er vejledning, der er rettet til alle (hvad enten man vil lytte dertil eller ej). Findes der ikke vejledning om et bestemt spørgsmål i Bibelens lære, må vi gøre brug af vores fornuft. De fleste politiske problemer hører til spørgsmål, der skal afgøres af fornuften. Personlige valg som f.eks. uddannelse hører også til disse.

En 10-årig kan være påvirket af den forkyndelse og undervisning, man har fået. Og alle er påvirket af de kræfter, som vores syndige natur har. Derfor skal alle – også børn – oplæres i, hvad kristendom er. Det er vigtigt at være lydig mod Gud, men det er også vigtigt at lære om den kristne frihed. Den kristne frihed går bl.a. ud på, at ingen kan eller må tiltage sig magt til at indskrænke den frihed, vi har som kristne. Det er tværtimod en løgnagtig lære, der stammer fra de dæmoner, der vil tage os til fange under lovtrældom.

En 10-årig kan og skal altså lære om, hvad der virkelig er Guds vilje, sådan som vi lærer det i Luthers lille katekismus. Gud har befalet os at værne om ægteskabet i det 6. bud. “Vi skal frygte og elske Gud, så vi lever kysk og ærbart i ord og gerning, og enhver elsker og ærer sin ægtefælle,” som Luther forklarer.

Lærer man ikke det, er (af)vejen åbnet for at tro, at det skulle være noget særligt, endsige fortjenstfuldt, at leve “i ensomhed med Gud.” Det er tværtimod Guds gode vilje, at enhver (med ganske få undtagelser) skal have sin egen ægtefælle og elske og ære denne. Det frelser ingen, for det gør kun den rette kristne tro. Til gengæld gavner det en hel del, både for den enkelte og for familien og samfundet.

Den almindelige kirke

Hvordan skal en kirke være? Ja, hvis man spørger folk nu om dage, så er der mange, rigtig mange, der synes at hævde, at kirken skal tilpasse sig. Det krav formuleres på mange måder.

Teologisk er der nogle, som formulerer det i godt indpakkede vendinger. En prædikenlære hedder f.eks. “Teksten og tiden,” skrevet af lektor Leif Andersen fra Menighedsfakultetet. Leif Andersen er meget påpasselig med at understrege, at der er noget, der ikke kan tilpasses. Men ikke desto mindre er det altså “tiden,” der får fokus, for undertitlen er “En midlertidig bog om forkyndelsen.” Men det er der ingen grund til. For loven er den samme og afslører de samme slags synder og syndere, som den altid har gjort. Evangeliet er også det samme, som det har været lige siden, Gud lovede Adam og Eva at sende Kristus.

Musikalsk er der f.eks. nogle, der mener, at kirken skal bruge tidens musikalske sprog. Man henviser til Luther, skønt Luther generelt var meget tilbageholdende med at bruge musik, der fik folk til at tænke på noget andet end kirken og dens budskab. Konkret blev Luther faktisk mere konservativ med alderen.

Et ultimativt argument for mange er, at man jo ikke kan skrue “tiden” tilbage. Men hvad betyder det egentlig? I virkeligheden betyder det bare, at man hævder selv at være moderne, mens de andre er umoderne, forældede, ude af trit med tiden osv. osv. Men kirkens virksomhed skal ikke styres af andet end evangeliet, dvs. kirkens lære. Dog skal loven forkyndes for at skabe den syndserkendelse, som er nødvendig, hvis man skal tro syndernes forladelse. Lovforkyndelsen skal være konkret og i den forstand rettet til mennesker på et bestemt sted og tidspunkt. Men de ti bud er relevante for hverdagens mennesker til alle tider og på alle steder.

Er det altså rigtigt, at kirken skal tilpasse sig tiden? Nej, det er faktisk ikke rigtigt. Den augsburgske Bekendelse siger, at vi tror på “én hellig almindelige kirke.” Luther oversætter med “én hellig kristelig kirke.” Almindelig betyder ‘generel’ eller ‘universelt’ i modsætning til det ‘specifikke.’ En almindelig tolkning heraf er, at kirken ikke er bundet af tid og sted. Den er ‘over det hele,’ som ordet ‘katholikos’ egentlig betyder. Den må ikke være bundet til tid og sted, sådan at noget er sandt et sted, men ikke et andet. I så fald er en kirke ikke længere ‘almindelig,’ men ‘speciel’. I den negative betydning.

Luthers oversættelse peger i samme retning, idet han siger mere om, hvad det vil sige, at kirken er ‘almindelig.’ Kirken er ‘kristelig.’ Kirken er Kristi legeme. Det kan kirken kun være, hvis den faktisk er i overensstemmelse med Kristus selv. Den kan altså ikke blive ‘selvstændig’ eller ‘anderledes.’ Den kan ikke være bundet til tid og sted. Kristus er heller ikke bundet til et bestemt sted eller en bestemt tid. Kristus er, som Hebræerbrevet skriver, “den samme i går og i dag og til evig tid” (Hebr 13,8). Kirken er på samme måde ikke bundet til et bestemt sted eller en bestemt tid og kan ikke være det.

Det kunne man ellers blive i tvivl om, når man ser på kirkerne nu om dage. Den største af dem, Den romersk-katolske Kirke, tror på en fremadskridende åbenbaring, som kirken med paven i spidsen kan fastslå som autoritativ. Mange andre agerer eller har ageret på samme måde. Det gælder f.eks. de kirker, der mener at have myndighed til at fastslå, hvilke skrifter Bibelen omfatter. Det gælder endnu mere dem, der vil tilpasse musik og salmer, for ikke at tale om prædikenerne, til tilhørerne i en sådan grad, at evangeliet næppe vil kunne forstås, hvis man er vokset op i en helt anden kultur eller blot subkultur.

Naturligvis skal man ikke ignorere tilhørerne. Men kirken skal føre tilhørerne ind i den kristne tro og i de kristelige ritualer. En kristen skal kende – og bruge – nadveren, når man ellers er døbt og har fået den nødvendige oplæring. Det samme gælder afløsningen, dvs. det ritual, hvor Kristus gennem (sædvanligvis) præsten tilgiver os vore synder. Det er egentlig den så at sige tidløse gudstjeneste, der lærer os, hvad kristendom er, og hvad det vil sige at være en kristen.

Men skal musikken så i det mindste ikke være “moderne,” i overensstemmelse med tiden? Nej, faktisk ikke. Indholdet skal altid være forkyndende eller bekendende. Salmerne er på samme tid forkyndelse og bekendelse. Det er forkyndelse, når indholdet er taget fra Guds ord. Det er også bekendelse, fordi de, der synger, ikke kun får evangeliet forkyndt, men også tilkendegiver over for Gud og alle mennesker, hvad de tror på. Det indhold er ikke bundet til tid og sted, f.eks. Århus eller Åbyhøj i 2009. Naturligvis handler evangeliet om, hvad der skete et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Evangeliet er bundet til Kristus. Men han lever og er til stede i sin kirke uanset tid og sted. Melodierne skal heller ikke være så tids- og stedbundne, at det udelukker nogle kristne fra at deltage.

Det giver derfor udmærket mening at have en musikalsk stil, som ikke er “moderne”. En “traditionel” gudstjeneste kan passende minde menigheden om, at Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid. Den traditionelle gudstjeneste kan belære os om, at den sande kirke har eksisteret lige siden, Adam og Evas troede det evangelium, de fik forkyndt. Den sande kirke vil findes indtil dommedag, netop fordi evangeliet ikke er bundet til vore tider og steder, men til Kristus og evangeliet. Det giver derfor også god mening, at man bruger det bedste af det bedste fra kirkens historie, når blot det udtrykker evangeliet og ikke modarbejder evangeliet.

Den sande kirke er altså ikke almindelig i betydningen ‘lige som alle andre organisationer.’ Den er almindelig i samme betydning, som Kristus er den samme i går, i dag og til evig tid, eller i den betydning, at evangeliet er det samme og ikke kan forandres uden at blive et ikke-evangelium (jf. Gal 1,6-9). Det bør ikke være teori, men noget, der ses i kirkens gudstjeneste.

Ny hjemmeside om Hvad er kristendom

I dag er HvadErKristendom.dk gået i luften. En kort velkomst kan læses her.

På www.HvadErKristendom.dk kan du læse og høre om, hvad kristendom er. Svarene er i overensstemmelse med Bibelen og de lutherske bekendelsesskrifter. Bibelen er klar og præcis, når det gælder den kristne lære. Denne lære er uddraget og gengivet i de lutherske bekendelsesskrifter. Derfor er alle disse skrifter troværdige vejledere i, hvad kristendom er.

Strukturen på sitet er bygget op over Luthers lille katekismus, som præsenteres i en ny, konservativ, men ikke gammeldags oversættelse. Du kan læse den eller høre katekismen.

Du kan også høre fem foredrag, hvori de fem hovedafsnit i Den lille Katekismus gennemgås. Eller du kan læse og høre prædikener, som er opført efter Trosbekendelsens emner.

Der er også artikler, der går lidt mere i dybden. Endelig er der en sektion med Spørgsmål – og svar. Svarekassen, kunne det måske have heddet!

Smut forbi og lad dig opbygge af evangeliet!

Omsorg og det store tag-selv-bord

Omsorg er ikke et nyt kodeord. Det har været på dagsordenen i mange år. Dels formaner apostlen Paulus de kristne til omsorg for hinanden, dels har særligt den psykologisk inspirerede sjælesorgstænkning peget på behovet for omsorg. Omsorg var temaet på Indre Missions lederkonference 2009 (lk09, som det opfindsomt kaldes). Man får et levende indtryk af konferencestemningen i Anette Ingemansens artikel “Over tusinde ledere på omsorgskonference“.

Artiklen slutter med dels at sammenligne konferencen om omsorg med et måltid, dels at omtale nadverfejringen.

Lederkonferencen blev et kæmpe måltid med mange forskellige retter, så der var noget for alle. Og det lagde folk mærke til.

“Styrken ved denne konference er, at der er noget, som alle kan bruge og tage med hjem,” lød det igen og igen.

Det er der ikke i sig selv noget galt i.

Derfor blev det en helt speciel oplevelse, at alle ledere deltog i et særligt måltid, inden de drog hjem med ny styrke og inspiration til omsorgsarbejdet lokalt.

Indre Missions Lederkonference blev afsluttet søndag eftermiddag med en gudstjeneste, hvor nadveren blev fejret på den måde, at alle spiste og drak Jesu legeme og blod på samme tid.

Med præstens ord som en stærk ramme: “Hos Gud er der omsorg for dig.”

Hvordan viser Gud sin omsorg her? Det sker ikke ved at sørge for den enkelte. Præsten har altså ikke uddelt Jesu Kristi legeme og blod til hver enkelt. Han er ellers sat til at sørge for at give sine medtjenere mad i rette tid (Luk 12,41-44) og være forvalter over Guds hemmeligheder (1 Kor 4,1f).

Gud har bestemt omsorg for ikke blot dem, der tror på Jesus Kristus, men også for alle andre (Matt 5,45). Men den ypperligste og vigtigste omsorg er den, der har at gøre med vores åndelige liv. Denne omsorg er ikke kun for præster. Vi skal have omsorg for hinanden (1 Kor 12,25), trøste hinanden (f.eks. 1 Thess 4,18; 5,11), formane hinanden (Gal 6,1; Hebr 3,13) og bære hinandens byrder (Gal 6,2).

Men vigtigst er dog den omsorg, der vises os, hvor Gud lader uddele syndernes forladelse. Det sker først og fremmest, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes. Her skal man vises individuel omsorg. Her tages man til bords, én og én. Her skal præsten kende hver enkelt og give den enkelte, hvad man har brug for. Denne guddommelige omsorg, som Kristi stedfortrædere skal yde Kristi venner, lægger ikke op til, at alle skal spise og drikke på samme tid.

Tværtimod kunne det give det indtryk, at det er ved at spise og drikke på samme tid, at man har et fællesskab. Men sådan er det ikke. Det kristne fællesskab er et fællesskab i Kristus. Dette fællesskab består på tværs af tid og rum. Den består i et fællesskab om et rent og rent forkyndt evangelium og ret forvaltede sakramenter. Den består derfor også i et fællesskab om den rette bekendelse, som vokser ud af det rene evangelium. Det rette fællesskab har altså sit centrum og sit fokus på den rene lære og den rette sakramentsforvaltning. Derfor er det sørgeligt og udtryk for utilstrækkelig omsorg, når man skifter fokus til deltagerne og deres samtidige spisen og drikken. Og så på en lederkonference. Men det måske meget symptomatisk, at den megen fokus på vores omsorg.

Og så nævner jeg ikke noget om stand-up og rap søndag morgen, hvor man ellers traditionelt holder gudstjeneste.

Efter bibelsk og luthersk tankegang skal man forkynde lov og evangelium, hvis man vil have mere omsorg, dvs. flere gode gerninger. For man kan opfordre alt det, man vil, til at yde omsorg. Men kraften til at gøre det kommer ikke fra loven eller formaningen. Den kommer fra evangeliet og Helligånden, som Gud giver i gave til dem, der tror på evangeliet om syndernes forladelse.