Muslimske erobringer – et faktum

Raymond Ibrahim har skrevet en udmærket mindre artikel, som ender sådan:

In closing, the fact of the Muslim conquests, by all standards of history, is indisputable. Accordingly, just as less than impressive aspects of Western and Christian history, such as the Inquisition or conquest of the Americas, are regularly taught in U.S. textbooks, so too should the Muslim conquests be taught, without apology or fear of being politically incorrect. This is especially so because it concerns history—which has a way of repeating itself when ignored, or worse, whitewashed.

Som en af kommentarerne siger, burde der først og fremmest undervises i, hvordan islam har kapret en stor del af den akademiske verden og bragt islamkritikken til tavshed, også selv om den blot siger sandheden, også ifølge muslimske lærde.

Læs The Historical Reality of the Muslim Conquests.

Update: Der er en artikel, der supplerer denne, på sappho.dk: Vold i islam, jødedom og kristendom.

KFUM-spejderne – 100 år og nu med religionsblanderi

Det kan ikke komme som den store overraskelse, når man fra 2009 erindrer sig, at [intlink id=”142″ type=”post” /]. I år har man bygget en moské, fortæller Kristeligt Dagblad. En sognepræst har været skeptisk, men deltager alligevel som en blandt 35.

Lejr-moskéen er bygget for at imødekomme deltagerne fra det tunesiske spejderkorps, KFUM-spejderne har samarbejdet med de seneste to-tre år i forbindelse med korpsets 3. Verdens-projekt. Moskéen skal ses som et udtryk for åbenhed over for andre religioner, siger korpsets generalsekretær, Niels Johan Geil.

“Vi betragter spejderbevægelsen som verdens største fredsbevægelse, og hvis der i den sammenhæng ikke skulle være plads til også at dyrke sin egen religion, så bliver det lidt tomme ord,” fastslår generalsekretæren.

Islam benægter den kristne tro og lære og bekæmper ikke alene kristendommen, men også de kulturer, som er vokset ud af kristendommen og andre kulturelle påvirkninger i Vesten. Én ting er at vise åbenhed over for mennesker af anden tro. Noget ganske andet er at hjælpe dem med at dyrke deres falske tro.

Så fortjener man ikke længere navnet KFUM, men bør hedde Ukristelig Forening for Unge Mennesker,  som ikke har mandsmod til at stå ved deres egen tro, og som ikke har ledere, der kan hjælpe dem til det. Tværtimod.

Det rokker imidlertid ikke ved, at KFUM-spejderne står ved sit kristne tilhørsforhold, funderet i folkekirken, understreger Geil.

Det skal han jo sige, men det bliver det ikke sandt af. Kristendommen forkynder loven, så den afslører synden i og for alle mennesker, men endnu mere forkynder kristendommen evangeliet om Kristus og hans frelsesgerninger. Islam perverterer loven og benægter alle sider af evangeliet. Derfor er Geils udsagn meningsløst og vildledende. Med mindre folkekirken er på samme måde. Man kunne jo f.eks. spørge, hvordan biskop Karsten Nissen kan indvie en kirke et sted, hvor arrangørerne også har bygget en lejr-moské. Det er nok for meget at håbe, at Sct. Georg eller Sct. Jørgen, som lejrkirken er opkaldt efter, vil vågne til dåd og besejre disse drager.

Niels Johan Geil ser det dog ikke i dag nødvendigvis som et succeskriterium, at korpset får de unge til at gå i kirke:

“Men alt, hvad der ligger i kristendommen af respekt for ens næste, det er jo en væsentlig del af vores spejderarbejde, som vi håber afspejles i børnene på længere sigt og giver en dybere forståelse for kristendommen og ansvaret for sine medmennesker. Det er grundlæggende ved spejderbevægelsen, at man lærer at samarbejde og ikke bare være sig selv.”

Det er med andre ord Guds lov (men i afsvækket betydning), som UFUM-spejderne ser som en væsentlig del af spejderarbejdet. At formålet blandt andet er at “lade børn og unge møde det kristne evangelium”, lyder mest af alt som en forældet paragraf, der for længst er sat ud af kraft i praksis. Ukristelig og uden integritet, det er, hvad dette religionsblanderi er.

Et par borgerlige ord om islam

Der siges meget, der kan diskuteres, om islams væsen og historie. 1. februar 2010 blev der – for en gangs skyld, fristes jeg til at sige – sagt noget både klart og korrekt om islam, nemlig af lektor Thomas Hoffmann, der er en af redaktørerne af Gads leksikon om islam. Kim Møller fra Uriasposten har følgende transkription.

Thomas Hoffmann: Det er jo vanskeligt for mig som ikke-muslim, at hævde muslimer fortolker deres religion forkert. Det kan godt være jeg synes det er moralsk forkert – det synes jeg selvfølgelig, men det er vanskeligt for mig at sige som forsker, at han eller hun som vælger at gå i martyrdøden i en selvmordsaktion, har fortolket islam forkert. For de kan jo ofte henvise til forskellige vers i Koranen, som netop henviser til martyrtraditioner eller til jihadtraditionen, hvor man kæmper mod uretfærdige herskere, eller hvor man kæmper for udbredelsen af islam. Der er jo simpelthen, dels passagerne i Koranen og i hele det helligtekstlige univers, og så er der også en lang og prominent historisk tradition for jihad, som de også kan henvise til. Alt sammen det udgør til sammen en meget – i bogstaveligste forstand – sprængfarlig cocktail som kan bruges til at legitimere forskellige former for væbnede konflikt.

Thomas Hoffmann havde en del gode sproglige pointer, som du kan læse mere om i artiklen: Thomas Hoffmann: – vanskeligt for mig som forsker at påstå jihadister fortolker islam forkert. Man kan jo håbe, at medierne vil bruge Thomas Hoffmann noget mere. Men måske vil de prøve at tie ham ihjel, sådan som de af og til gør, når der er synspunkter, der ikke passer dem. Men hvis du vil vide nok, skal du læse Møllers blog.

Kim Møller blev for nogle dage siden slået ned. Ikke af muslimer, men af venstreorienterede. Det er under al kritik, at der har været skrevet og sagt så lidt om det i medierne. Det er tankevækkende, hvem der griber til trusler og overfald, men det er en anden historie.

En anden religion, der burde siges noget mere om, er klimareligionen. Her har der været ganske vægtige afsløringer af videnskabelig uredelighed i de seneste måneder. Det skulle man ikke tro, hvis man vurderede ud fra de danske såkaldte mainstream medier.

Stor islamisk protest på vej?

Kristeligt Dagblads Allan Sørensen beretter om trusler mod kristne og shiamuslimer i Pakistran.

Mens den pakistanske hær øger presset på Taleban-bevægelsen, skruer de muslimske fundamentalister bissen på over for sårbare religiøse mindretal.

I et brev, Taleban har sendt til kristne ledere i Pakistan, giver bevægelsen det religiøse mindretal et simpelt ultimatum.

– Konverter til islam, betal den særlige skat, som islam påkræver religiøse mindretal, eller forlad landet, står der i brevet.

Men brevet omfatter også meget alvorlige trusler mod de kristne, der måtte vælge at ignorere Talebans ultimatum.

– Hvis de kristne ikke accepterer vores ultimatum, vil vi dræbe dem, brænde deres huse og bruge deres koner som sex-slaver, står der i brevet, som afsluttes med ordene: Nu er de kristne selv ansvarlige for deres egen skæbne.

Eftersom mange “eksperter” i islam samt islam-repræsentanter i den vestlige verden har travlt med at civilisere islam, så må vi nu regne med, at der kommer en kæmpeprotest mod talibanerne i Pakistan, ikke?

Ikke?

Men så fra medierne, ikke?

Ikke?

Heller ikke fra vestlige politikere og menneskerettighedsforkæmpere?

FN fordømmer “ærekrænkelse” af religion

Ifølge Jyllands-Posten 26. marts 2009 meddeler Ritzau, at FN-forum har vedtaget en “religionsresolution”:

Et forum i FN vedtog i dag en resolution, der fordømmer “ærekrænkelse” af religion som et brud på menneskerettighederne, selv om der er udbredt bekymring for, at den kan anvendes til at retfærdiggøre censur og begrænsninger af ytringsfriheden i muslimske lande.

Resolutionen er ikke bindende, men der kan ikke være tvivl om, at den ikke er rettet mod muslimernes kritik og ærekrænkelse af jødedom, kristendom og andre religioner. Den skal tværtimod beskytte islam mod kritik.

Jøderne, som ikke bryder sig om det kristne kors – den jødiske rabbiner med ansvar for Grædemuren ønsker ifølge Kristeligt Dagblad, at paven ikke skal bære det kristne kors, når han besøger Grædemuren – endsige om den kristne tro og lære om Jesus som Kristus/Messias, kunne måske bruge resolutionen til at undertrykke den kristne bekendelse. Eller de kunne anklage islam for ærekrænkelse af jødedommen (og kristendommen med, når vi nu er i gang). For ikke alene er der talrige misforståelser af jødedom og kristendom i islam, men det er jo tydeligt for enhver, at islam og mange muslimer tænker og udtrykker sig alt andet end positivt om jødedom og jøder.

Det ville naturligvis gøre enhver religiøs tale “ærekrænkende”. Men det er jo selvfølgelig ikke meningen.

Resolutionen og de talrige andre tiltag fra muslimers side på at undertrykke kritik af islam og muslimer er en del af den islamiske religionskamp, for ikke at sige religionskrig. Hvor kristendommen ikke kan og ikke vil udbrede den ene rette kristne tro med militær magt – det kan slet ikke lade sig gøre – forholder det sig helt anderledes med islam. Islam taler ikke om troen som en gave, Helligånden skænker og skaber ved forkyndelsen af lov og evangelium. Islam er underkastelse, og midlerne er anderledes slagkraftige.

En afgørende forskel er, at islam derfor ikke viger tilbage for at true for at udbrede islam. Truslerne kan være direkte eller indirekte. Religionsresolutionen er måske ikke formelt bindende, men det er et eksempel på slet skjulte trusler. Islamkritikere skal nu undertrykkes med juridisk pres. Og der er altså en hel del, der gerne vil være islam behjælpelig med det.

Den vestlige verden og ikke mindst kristne bør ikke blot være på vagt, men imødegå denne resolution og strategien bag på enhver måde. For den vil skade forkyndelsen af det kristne evangelium. Den vil også undergrave de vestlige samfund. Men mange er grænseløst naive og tiltror de islamiske strateger den samme holdning, som de kender fra de allerfleste kristne, ja, fra de allerfleste vestlige. Man tænker godt om andre, man vil gerne finde kompromiser, og man regner med, at de andre respekterer en selv.

Det kan kun skyldes et overfladisk eller fejlagtigt kendskab til islam. Hvis man ikke var uvidende eller lukkede øjnene for den viden, man har, ville man vende en sådan religionsresolution mod de islamiske propagandister. Så ville man sige til dem: Ja, vi er ikke helt uenige i denne resolution. I kan derfor se frem til så mange anklager for ærekrænkelse, at I vil få nok at lave med at forsvare jer de næste 100 år.

Som kristen er islams behandling af jøder og kristne dybt ærekrænkende. Dertil kommer, at islams manglende skelnen mellem religion og politik, mellem det verdslige regimente og det åndelige regimente ikke kun er dårlig teologi, men det er også ødelæggende for den vestlige verden.

Der er nok at tage fat på.

Muslimsk reformbevægelse?!

I Jyllands-Posten fra den 24. marts kan læse om tyske muslimer, der er under mistanke for svindel og støtte til militante islamistiske aktiviteter. Det er i sig selv en interessant historie. Artiklen er ikke online i skrivende stund.

En af dem, der officielt er mistænkt, er Ibrahim El-Zayat. Officielt fraskriver han sig enhver forbindelse med “ekstremistiske islamister”.

Men den øverste leder af “det ekstremistiske Islamiske Broderskab i Egypten” har betegnet ham som “chef for De muslimske Brødre i Tyskland”.

Faktisk har El-Zayat omtalt broderskabet som “den vigtigste islamiske reformbevægelse i det 20. århundrede”.

Reformbevægelse? Ja, men man skal huske, at reform jo har ret så forskellig betydning afhængig af, hvad der er målet med en reform. Vestlige er nok tilbøjelige til at tolke religiøse reformer i retning af liberalisering eller – hvis man har nogen historisk viden – som en tilbagevenden til en religions oprindelige indhold.

Nu kan man måske ikke helt vide, hvad islam oprindeligt var. Den har udviklet sig, både før og efter at kilderne er skrevet ned.

Men Det islamiske Broderskab har i al fald ikke til hensigt at gennemføre nogen reformation à la Luther eller en  moderne liberalisering.

De er tværtimod ekstremistiske, sådan som også artiklen af Jørn Uz Ruby nævner det.

Så meget desto vigtigere er det at se på, hvad sådanne bevægelser mener, og hvilke pengestrømme der er i forbindelse med dem.

Læs artiklen og bliv lidt klogere. Læs Helle Merete Brix’ Mod mørket og blive endnu klogere.

Saudi-arabisk afradikalisering?

Anne Kirstine Waage Beck, cand.mag. i arabisk og forskningsassistent på Dansk Institut for Internationale Studier har en analyse i Jyllands-Posten den 23. marts 2009.

Saudi-arabien har et rehabiliteteringsprogram for militante islamister. Hvordan rehabiliteres de? Der er en social side, hvor socialrådgivere og psykologer hjælper de unge til “job, bolig, bil og i nogle tilfælde en kone.” Det ligner jo næsten en belønning.

Til gengæld skal de så afsværge sig deres militante ideologi. Nå nej. De får godt at vide, at man ikke skal benægte legitimiteten af det saudi-arabiske kongestyre, og mon ikke de kan gå med til det?

Men de får også undervisning af 150 skriftlærde, der skal lære dem en form af islam, der “tager luften ud af Al Qaidas retfærdiggørelse af vold”. Men denne form for islam er wahhabismen, som Saudi-Arabien støtter og udbreder både indenlands og udenlands.

I samme avis kan man for øvrigt læse, at Københavns politi mener, at indvandrerbanderne i København har mange unge, der går ind for de mere radikale udgaver af deres religion.

Af en eller anden grund  – eller måske snarere af mange grunde – lykkes det ikke rigtig for de virkelig seriøse muslimer at leve i selvhengivende næstekærlighed osv. I al fald ikke sådan, som vi forstår disse begreber i Vesten.

Det virker ikke at sætte ræven til at vogte fjerkræ. Slet ikke hvis ræven undervises i at være ræverød, eller hvad sådan noget nu hedder.

“Ethvert dannet menneske ved …”

Religionshistorikeren Henrik Jensen kommenterer på debatten mellem Abdul Wahid Pedersen og integrationsborgmester Jakob Hougaard i Jyllands-Posten 6. marts 2009.

jp.dk – Hvad sagde Abdul Wahid?

JH har ikke fattet det dobbeltspil, som foregår for næsen af ham. Bogstaveligt talt.

Lige under JH’s indlæg i JP 4/3 var et debatindlæg fra en af AWP’s tros- og meningsfæller, Hakan Jayyousi.

Denne skriver bl.a., at »ethvert dannet menneske ved, at hvis praktiserende muslimer tager afstand fra sharia, vil de ikke længere kunne betragtes som muslimer.« Rene ord for pengene, men måske er det lige hårdt nok at antyde, at Hougaard ikke er dannet.

For det kan være vanskeligt at gennemskue det dobbeltspil, som ”Allahs slaver” bedriver. Især for venstrefløjen, der jo aldrig har orket at beskæftige sig seriøst med religion. (min fremhævelse)

Henrik Jensens forklaring kan sagtens tænkes at være rigtig. Men det kunne også tænkes, at man har beskæftiget sig med religion, men på et abstraktionsniveau, hvor forskellene i den virkelige verden tolkes bort. Det kan venstrefløjen sikkert have lært af mange religionshistorikere. Det kunne vel også tænkes, at de har svært ved at tage opgøret med denne retorik, fordi den i forbavsende (?) høj grad ligner deres egen.

PS: Der er flere godbider i JP fra samme dag, også om dette emne.

Mange jøder imod nye kirker i Israel

Jøder siger nej til kristne kirker i Jerusalem | Kristeligt Dagblad

De fleste israelske jøder har ikke noget imod, at kristne bor i Israel – men de vil ikke have nye kristne kirker i hovedstaden, Jerusalem.

75 procent mener, at staten ikke skal give kristne lov til at købe byggegrunde i Jerusalem til at bygge nye kirker på.

Nu er det kun 75 % af de adspurgte 500, men det er meget muligt, at det faktisk er repræsentativt, sådan som den israelske avis, der bringer historien, siger.

Hvis nu f.eks. danskere afviste at ville give tilladelse til en jødisk synagoge, så skulle der nok blive opmærksomhed omkring det. Antisemitisme ville anklagen lyde på.

Sagen er imidlertid, at det har konsekvenser, om man bekender eller benægter Jesus som Kristus for såvel Israel som alle folkeslagene. Udgør det ens bekendelse, ligger der implicit heri, at jødernes be- eller fornægtelse heraf er religiøs løgn. De siger med andre ord, at de kristne lyver, når de bekender, at Jesus er Kristus. I den forstand har disse jøder selv givet anledning til den skepsis og modstand, kristne gennem tiden har mødt dem med.

Selvom 41 procent mener, at kristendommen er den religion, som ligger tættest på jødedommen, vil kun halvdelen anerkende, at Jerusalem er et centralt sted for den kristne tro.

Jerusalem er naturligvis et centralt sted, for så vidt de vigtigste begivenheder i Jesu Kristi gerning som frelser foregik i Jerusalem.

På den anden side var det netop Jesus, som lærte den samaritanske kvinde, at det ikke længere var Jerusalem, der var centrum:

Men der kommer en time, ja, den er nu, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. For det er sådanne tilbedere, Faderen vil have. (Joh 4,23)

Jerusalem skal heller ikke spille nogen særlig rolle, når Jesus kommer igen. Derfor har jøderne ret i denne del af deres påstand. Den hviler på det, som de selv benægter. Sådan har det faktisk konsekvenser, hvad man tror og bekender.

Ny indvandring, samme retorik – pseudoforskning

Religionssociologen Brian Arly Jacobsen er blevet Ph.D. Han

undersøgt den politiske debat i Folketinget i forhold til jødiske immigranter i perioden 1903-1945 med den tilsvarende debat om muslimske immigranter i 1967-2005.

Helt fejl tager Arly Jacobsen jo ikke:

– I debatten om immigranter er det ikke tilfældigt, at betegnelsen fremmedarbejder i årenes løb er afløst af betegnelsen muslim. På Christiansborg afsøger man, hvad der anses for det største problem. Tidligere var det gruppens placering på arbejdsmarkedet, men i dag er det den religiøse anderledeshed, som både betragtes som hæmmende for integrationen og et nationalt sikkerhedsproblem, forklarer han.

Dansk religionssociologisk forskning kan altså konkludere, at “den religiøse anderledes” er hæmmende for integrationen og et nationalt sikkerhedsproblem. I al fald ifølge politikerne på Christiansborg. Nu kan man have sine mistanker om, at Arly Jacobsen ikke er enig.

Arly Jacobsen bagatelliserer nemlig den nutidige diskussion. Han taler om “negative generaliseringer,” men i hvert fald i interviewet fremgår det ikke, om der er grundlag herfor. Det mener han næppe, for det er ikke politisk korrekt på Bjerget, dvs. i universitetsverdenen, at mene det.

Sammenligningen af jøder og muslimer er helt grotesk.

– I begge tilfælde er det tydeligt, at politikere har haft svært ved at forholde sig til en religionspraksis, der ikke var taget højde for før, og en immigrantgruppe, man betragtede som mindre civiliseret, siger Brian Arly Jacobsen.

Det første er uden tvivl rigtigt. Det er der eksempler på snart sagt hver dag. Senest gælder det debatten om Fadervor, som politikerne ikke kan håndtere, fordi de ikke tør give kristendommen forrang.

Måske betragtede man jøderne som mindre civiliserede som gruppe. Det kan meget vel være udslag af antisemitisme, ikke mindst i den periode, Arly Jacobsen undersøger. Men hvordan kan man undgå at få mistanke om, at muslimerne står fremmede og afvisende over for den vestlige civilisation, når man ser deres angreb på den igen og igen, stort set over hele verden?

Om Arly Jacobsen skriver sådan i sin Ph.D., fremgår ikke. Men det er under alle omstændigheder et eksempel på en uholdbar sammenligning. Man må abstrahere så meget og se så meget bort fra, om man stadig beskriver virkeligheden, at det ikke længere giver mening. Arly Jacobsens forskning er politisk – og altså virkelighedsfjern.

Men man skal ikke komme og sige, at Arly Jacobsen ikke har grundlag for sine påstande.

Som eksempel nævner han, at der er en klar parallel mellem debatten i begyndelsen af det 20. århundrede om den jødiske slagtemetode schæchtning og den tilsvarende debat om muslimsk rituel slagtning, som har verseret siden 1980’erne.

Det forekommer mig, at der er tale om en parallel, der nok er gyldig, men ikke repræsentativ. Hvor det i forhold til jøderne er en af de større uenigheder, så er den muslimske rituelle slagning af en helt anden karakter. For jøderne drejer det sig om en bestemt opfattelse af blodet, som har med sjælen at gøre (1 Mosebog 9,4f). Selvfølgelig har det konsekvenser, men de er overskuelige, og handler bl.a. om slagteprocedure.

Anderledes er det med den muslimske rituelle slagtning. Den er en lille del af en altomfattende skelnen mellem rent og urent, som ikke kun forsøges påtvunget muslimer, men også alle andre – med henvisning til, at man skal tage hensyn og ikke f.eks. få børn til at føle sig udenfor. For at muslimske børn ikke skal føle sig udenfor, må alle andre bøje sig for den muslimske lære om rent og urent. Det er med andre ord shari’a, der er tale om, og som får lov at brede sig, fordi muslimerne kræver det, og fordi folk som Arly Jacobsen problematiserer modstanden herimod. Er man imod udbredelsen af den muslimske lære om rent og urent, er man indirekte sat i bås med dem, der kritiserede jøderne.

Måske har Arly Jacobsen forstand på sociologi, men religion ser det ikke ud til, at han har forstand på. Om han har forstand på, hvad videnskab er, må der ud fra denne artikel også stilles spørgsmålstegn ved.