Ægte samtale kræver respekt for fakta

Birthe Rønn Hornbech

Medlem af Folketinget, formand for Kirkeudvalget, cand.jur. og tidligere stud.theol. Birthe Rønn Hornbech kommenterer i “Kirkeligt set” i Kristeligt Dagblad 27. juli 2007 på pavekirkens udtalelser, som jeg tidligere har skrevet om.

Rønn Hornbech har ret i sin påpegning af, at papisterne blot følger deres teologi. Desværre gør det modsatte sig også gældende. Rønn Hornbech følger sin egen teologi i sin kommentar. Man må i al fald håbe, at det ikke er den folkekirkelige teologi, hun eksponerer. Under alle omstændigheder er der så mange misforståelser, at det er nødvendigt med lidt oprydning. Ellers bliver samtalen ikke en ægte dialog.

Hvem rev sig løs?

“Det er protestanterne, der rev sig løs fra Rom,” skriver Rønn Hornbech. Ja, det kan man godt sige, for Luther brændte ikke kun den pavelige bandbulle den 10. december 1520, men også den papistiske kirkeret. Det måtte Luther gøre, fordi behandlingen af hans sag havde vist, at kirkeretten ikke længere værnede om den rette lære, men om den pavelige magt og pengemaskine. Selv om kirkeretten også indholdt mange gode elementer, kunne den derfor ikke bevares.

Men i en helt anden og mere grundlæggende forstand var årsagen til reformationen ikke, at protestanterne rev sig løs. Den egentlige årsag var, at pavekirken havde revet sig løs fra Guds Ord og derfor ikke længere kunne anses for at være en ret kirke. Ja, kun for så vidt papisterne havde noget af Guds Ord tilbage – og det havde man – kunne pavekirken kaldes kirke. For så vidt paven og de papistiske konciler satte deres egen magt og tradition i Guds sted – og det gjorde de – så vidt var pavekirken en mod-kirke og paven en mod-kristus, en anti-krist(us). “Vi indrømmer ikke at de er Kirke, og det er de heller ikke,” skrev Luther i De schmalkaldiske Artikler i 1537, og fortsatte, at man derfor heller ikke vil lytte til det, som de i kirkens navn byder eller forbyder.

Derfor var det pavekirken, som rev sig løs fra den hellige, almindelige (“katolske”) kirke. “Den hellige, almindelige kirke er de hellige troende og lam, som hører deres Hyrdes røst.” Det ved selv en syv-årig nu, skrev Luther videre, og henviste til, at også børnene beder “Jeg tror på en hellig, kristelig kirke.” Luther havde oversat ‘catholica’ med ‘kristelig’ i stedet for ‘almindelig,’ som vi bruger. “Denne hellighed består … i Guds Ord og sand tro,” sluttede Luther artiklen om kirken.

Embedet og det almindelige præstedømme

Rønn Hornbech beskriver endvidere den protestantiske opfattelse af biskop og præst. Præsten er “den, der fører ordet i menigheden, fordi det nu engang er praktisk at have en, der har begreb om tingene til at føre og ordet og vejlede menigheden, selvom den enkeltes tro er et personligt anliggende, som ingen verdslig eller kirkelige myndighed kan råde over,” mener Rønn Hornbech. Hun begrunder det med, at kun Kristus “kan være mellemmand mellem Gud og mennesker.”

Dette afsnit hos Rønn Hornbech er fyldt af misforståelser og udeladelser. Såvel pavekirken som den lutherske kirke lærer det almindelige præstedømme. Men indhold og vægtning i dogmatikken er forskellig. Rønn Hornbech får det imidlertid til at lyde, som om der kun findes en rent praktisk eller pragmatisk begrundelse for det kirkelige embede: “… fordi det nu engang er praktisk ….” Hvad “protestantiske kirker angår,” er der sikkert meget forskelligt at sige, men det er i al fald ikke sandt, at den lutherske kirke kun har lærere og hyrder (“præster”) af praktiske eller pragmatiske grunde.

Kristus og det almindelige præstedømme

Kristus er ganske rigtig den eneste mellemmand. Ordet betyder én, der går mellem to parter. Det er mennesket Jesus Kristus, Paulus omtaler som “mellemmand” (1907- og 1948-oversættelsen; 1992-oversættelsen har “formidler,” men det er en temmelig misforståelig oversættelse). Han “gav sig selv som løsesum for alle” (1 Tim 2,5f). Man skal bede for alle, fordi Gud vil, at alle skal frelses og komme til erkendelse af sandheden, og fordi mennesket Jesus Kristus er blevet mellemmand mellem Gud og mennesker, da han gav sig selv som løsesum for alle. Jesus udøvede sit præstelige eller ypperstepræstelige embede, da han gav sig selv. Alle kristne har del i Kristi præstelige status. Vi er bl.a. “præster for vor Gud og Fader” (Åb 1,6; jf. 5,10). Vi er et kongeligt præsteskab (1 Pet 2,9). Men at der kun er én mellemmand, betyder ikke, at alle så skal – eller kan – være lærere og hyrder.

Forligelsens tjeneste i Kristi sted og på hans vegne

Paulus selv lærer os om forholdet mellem Kristi frelsesgerning og det kirkelige embedes tjeneste i 2 Korintherbrev: “Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser” (2 Kor 5,18-19a). Det svarer til, at mennesket Jesus Kristus er dén ene mellemmand mellem Gud og mennesker, der gav sit liv til løsesum for alle (1 Tim 2,5f). Men der skal forkyndes om det.

Paulus fortsætter: “men betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham (2 Kor 5,19b-21). Her er der tydeligvis tale om mere end en praktisk ordning. Dels skal forligelsens evangelium forkyndes, så syndere kan forliges med Gud. Dels er der et ganske bestemt forhold mellem Kristus og disse forkyndere. De er “udsendinge i Kristi sted,” og de taler “på Kristi vegne.” Deres formaning er egentlig Guds formaning. Menighedens forkyndere er i den forstand Kristi stedfortrædere.

Embedet indstiftet af Gud og givet af Kristus

Det er ikke kun en praktisk ordning, og det er slet ikke nogen pragmatisk ordning. Gud har i kirken sat nogle til at være … “lærere” (1 Kor 12,28). Kristus har givet os nogle til at være … “hyrder og lærere” (Ef 4,11). Den augsburgske Bekendelse lærer i artikel 5, at “der er indstiftet et embede,” så vi kan få den retfærdiggørende og frelsende tro. Det er naturligvis Gud, der har indstiftet embedet. Som den tyske udgave siger: “For at kunne nå til en sådan tro, har Gud indstiftet prædikeembedet [og] givet evangeliet og sakramenterne.” Der er derfor på ingen måde tale om, at det kun er en praktisk ordning. Embedet, der varetager evangelieforkyndelsen og sakramentsforvaltningen, er indstiftet af Gud selv, og embedet skal bruge evangeliet og sakramenterne som de værktøjer, Gud bruger til at skænke den retfærdiggørende og frelsende tro.

Præstedømmet og embedet

Det er tydeligt i Det nye Testamente, at der er forskel på at være en del af det almindelige præstedømme og at være hyrde og lærer. Jesus kaldte ikke alle disciple som hyrder, og Paulus siger med et retorisk spørgsmål udtrykkeligt, at ikke alle er lærere (1 Kor 12,29f). I 1 Timotheusbrev, som Rønn Hornbech formentlig har i baghovedet, fortsætter Paulus med at forbyde kvinder at lære evangeliet i menighederne (1 Tim 2,9-15) og med at fastsætte personlige og faglige kvalifikationer til tilsynsembedet (3,1ff). Det fremgår, at de skal prøves (3,10). Som faglig kriterium nævnes, at kandidaten skal være “en god lærer” (3,2). Han skal i øvrigt også være “en kvindes mand,” hvad pavekirken stort set har valgt at forbyde. Det er derfor alle kvinder og de fleste mænd, der ikke opfylder kravene til at få givet det kirkelige embede.

I Romerbrevet lærer Paulus klart om troen, men lærer også, at ingen kan prædike uden at være udsendt (Rom 10,15).

I 1 Petersbrev, som nævner det almindelige præstedømme i 2,9, hører vi også om “de ældste,” dvs. dem, der er lærere og hyrder. Det er sandt, at Kristus er den gode hyrde, som har sat sit liv til for fårene (Joh 10) og derfor er den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker. Men apostlen Peter lærer os altså også, at ældste er hyrder, der har Kristus som ærke- eller overhyrde (1 Pet 5,4). ‘Ærkehyrde’ oversættes i 1992-oversættelsen med “hyrden over alle hyrder.”

Johannes’ Åbenbaring, der også taler om det almindelige præstedømme, har syv såkaldte menighedsbreve, hvori fem af syv navngivne menigheders “engle” stilles til ansvar for menigheden. “De syv stjerner er de syv menigheders engle, og de syv lysestager er de syv menigheder,” hedder det i Åb 1,20. De syv “engle” er ikke menighederne selv, men nogle, der har ansvar for menighederne. De er heller ikke engle, for man formaner ikke engle til omvendelse. Det er derfor menighedens hyrder og lærere, ældste, tilsynsmænd (biskopper) eller hvad de nu kaldes i Det nye Testamente.

Menighedens hyrder og lærere skal ikke “råde” over den enkeltes tro. Men man skal “se til” alle i menigheden. Dette “til-syn” handler om at forkyndelse loven, prædike evangeliet og forvalte sakramenterne. Det gør menighedens hyrder og lærere offentligt i især gudstjenesten, men også privat, når han fx er på husbesøg. Menighedens medlemmer skal undervises og vejleder, men om nødvendigt også irettesættes. I værste fald må de udelukkes af menigheden, hvis de ikke vil omvende sig fra synd (Matt 18,15-18), eller hvis de volder læremæssige splittelser ved at propagandere for meninger, der er i strid med Guds Ord og evangelium (Tit 3,10f).

Den nødvendige kaldelse

Af alle disse grunde lærer den lutherske kirke, at man skal være retteligt kaldet. Man skal opfylde kravene. Det er en nødvendig forudsætning at have del i det almindelige præstedømme, men det er ikke den eneste. Slet ikke. Man skal være kaldet og dermed sendt for på Kristi vegne og i hans sted at forkynde evangeliet og række sakramenterne i menigheden.

Den lutherske lære findes i artikel 14 i Den augsburgske Bekendelse. Her står der, at ingen skal lære offentligt – eller måske bedre: officielt – eller forvalte/række sakramenterne “uden at være retteligt kaldet.” Baggrunden herfor er altså ikke kun praktisk, som om det alene er ordet “retteligt,” der betyder noget. Meningen er, at man skal være kaldet. Uden kaldelse må ingen passe embedet (Rom 10,15; Jer 23,21; Hebr 5,4), og ingen må lytte til dem, der ikke er kaldede (Rom 14,14-15; Jer 27,14-15).

Årsager til misforståelserne

Der er sikkert mange grunde til, at Rønn Hornbech – og mange, mange andre – gerne vil aflede det kirkelige embede af det almindelige præstedømme. Hun skriver jo selv, at “den enkeltes tro er et personligt anliggende, som ingen verdslig eller kirkelig myndighed kan råde over.” Det er ikke en helt forkert begrundelse. Når det gælder kritikken af pavekirken, er det reelt nok at tage det frem. Papisterne kræver nemlig, at man skal tro på ting og gøre ting, som Gud ikke har befalet. Luther blev jo selv udelukket fra pavekirken, fordi han nægtede at bøje sig for disse krav. Rønn Hornbech har helt ret i, at det er en af grundene til reformationen. Men det begrunder ikke og kan ikke begrunde, at “præsten” blot er en praktisk ordning. Det kan heller ikke begrunde eller betyde, at menighedens lærere og hyrder ikke har ansvar for menighedens medlemmer. Det har vi set ovenfor, at de i høj grad har. Det kan også tænkes, at Rønn Hornbech kender til reformerte kirkeordninger, hvor kirkeledelsen har en magt over medlemmerne, som let kan misbruges. Traditionelt har de reformerte forlangt, at kirketugt skal være en del af kirkeordningen.

På den anden side kan det måske tænkes, at Rønn Hornbech i virkeligheden er “smittet” af de reformerte. De mente netop, at lutheranerne ikke var gået langt nok, når de fastholdt det kirkelige embede. Det virkede “katolsk,” som man siger. Det er det langt på vej også. Det hører nemlig til kirkens væsen at have et embede, som forkynder ord og forvalter sakramenterne. Det lærer Luther os i skriftet om Kirken og koncilerne. Det er altså i bedste forstand “katolsk” eller “almindelig,” for det er det, ordet “katolsk” betyder. Det er derimod ikke specielt romersk eller papistisk. Det er der imidlertid mange, der tror.

Pavekirken og den lutherske kirke

Der er, som Rønn Hornbech rigtigt skriver, forskelle mellem pavekirken og den lutherske kirke, som “ikke lader sig udslette, og som er naturlige konsekvenser af den reformation, vi holder fast ved.” Ja, gid det var sandt, at “vi” holder fast ved reformationen. Man må glæde sig over, at Rønn Hornbech gerne vil, for så må hun også være interesseret i at kende og følge den lutherske lære.

Fælles nadverbord

Rønn Hornbech viser nemlig, at hun slet ikke har forstået luthersk lære om nadveren. Hun skriver nemlig: “Forskellen kommer vel tydeligst frem i nadversynet. Om man er nok så meget inviteret til messe i en særlig anledning, må man affinde sig med, at præsterne under altergangen ganske enkelt passerer uden om de protestantiske kættere, som havde de Kainsmærket i panden. Det ved man, og man kan blive væk, hvis ikke man kan tåle at blive konfronteret med denne konsekvens, hvor trist det end er, at katolikkerne ikke ønsker fælles nadverbord.” Hun har heller ikke forstået Det nye Testamentes lære om nadveren. Paulus skriver jo, at “Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.” Men dette ene legeme skal stræbe efter “at fastholde Åndens enhed” (Ef 4,3), dvs. bl.a. have “én tro” i betydningen ‘den tro, vi tror på’ (Ef 4,5). Vi skal have “én Herre.” Men hvordan kan man sige at have fælles Herre, når pavekirken insisterer på, at Traditionen er lige så vigtig – og dermed i praksis vigtigere – end Guds Ord? Hvordan kan man sige, at man har “én Herre,” når paven insisterer på have magten til at tolke Skriften ret og fastsætte nye dogmer?

Alligevel mener Rønn Hornbech, at det er ulykkeligt, at “to ægtefæller i et blandet ægteskab ikke kan følges til alters i den katolske kirke. Hvad de kan i den protestantiske.” Rønn Hornbech har sikkert ret i, at det kan de i den protestantiske kirke. Hvis udtrykket “den protestantiske kirke” skal tages for fuldt pålydende, betyder det vel, at Rønn Hornbech ikke længere kan se forskelle på lutherske og ikke-lutherske såkaldt protestantiske kirker. Det er med få undtagelser desværre en korrekt iagttagelse. Måske forestiller Rønn Hornbech sig også, at alle “protestantiske” kirker vil føre samtale med katolikkerne og lade katolikker gå til alters? Så er vi sandelig langt fra den lutherske reformation. Og vi er virkelig endnu længere fra de reformerte kirker. Den lutherske reformation holdt jo fast ved alt “almindeligt” i pavekirken. Alt, hvad der i sandhed var “katolsk.” Det var alt det ikke-katolske og dermed u-evangeliske, man ikke ville acceptere. Man må virkelig spørge, om Rønn Hornbech ikke i virkeligheder lægger ord til en forståelse, som mest af alt har afskaffet autoritet og bekendelse. Hverken den lutherske reformation eller den reformerte “reformation,” som snarere må kaldes en “deformation,” accepterede nadvergæster fra pavekirken, med mindre de konverterede.

Ligeværdig og respektfuld samtale?

Rønn Hornbech mener, at dialogen mellem protestanter og paven drejer sig om “ligeværdig og respektfuld samtale mellem kristne, der har dåben og trosbekendelsen til fælles.” Men det er kun tilsyneladende. Hvis man studerer, hvordan man udlægger trosbekendelsen, kommer uenighederne straks til syne. Pavedømmet er en del af den papistiske forståelse af “vi tror på én, hellig, almindelig kirke” (se Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 748-975). Bekendelsen er i virkeligheden forskellig, afgrundsdybt forskellig, og den autoritet, man påberåber sig, er også afgrundsdyb forskellig.

Enten er Rønn Hornbech uvidende eller også lukker hun øjnene for fakta. Men begge dele undergraver ægte samtale.

Men Rønn Hornbech anviser selv vejen. “Den enkeltes tro må egentlig være kompromisløs. Og det er da netop i uenigheden, at vi kan demonstrere, at vi mestrer samtalen.” Der er nok at tage fat på. Spørgsmålet er bare, hvor realistisk det er.

Birthe Rønn Hornbech, “Samtale er bedre end fornærmethed,” Kirkeligt Set, Kristeligt Dagblad, 27. juli 2007 http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/samtale-er-bedre-end-fornærmethed).