At være lutheraner

Pastor Paul Michael skrev i Kirke-Nyt fra Den evangelisk-lutherske frikirke følgende:

I året 1530 spurgte en katolsk fyrste de katolske teologer, om de kunne gendrive den augsburgske bekendelse. De svarede: Ikke med den hellige skrift, men med fædrenes skrifter. Da sagde hin fyrste: Jeg mærker det vel: Lutheranerne sidder i skriften, men vi sidder ved siden af den. Man har i tidens løb skrevet meget imod Luthers lære, men ingen har kunnet bevise, at den ikke var i overensstemmelse med Guds ord. Derfor var og er Luthers sag Guds sag, hans værk Guds værk, hans lære guddommelig sandhed, og derfor er navnet luthersk eller lutheraner et æresnavn, som vi ikke skammer os ved men roser os af. Den, der fornægter dette navn, han fornægter Guds sandhed.”

Vi kalder os lutheranere. Er vi det også? Er vi i sandhed Luthers åndelig efterfølgere? Lad os tage dette spørgsmål alvorligt. Thi ligesom der er mange, som kalder sig kristne, men slet ikke er det, ligeså er der hele kirkesamfund, som kalder sig evangelisk-lutherske, men som langtfra er det. At være evangelisk-luthersk betyder ikke andet end at være en oprigtig og rettroende kristen, som bekender, at hele bibelen er Guds ord og også fast tror derpå, som i alle lærespørgsmål alene anerkender bibelen som eneste autoritet, og som i liv og død henter sin trøst alene fra bibelens lære om, at vi bliver frelst og salig alene af Guds nåde, for Jesu Kristi skyld ved troen. Måtte vor evangelisk-lutherske frikirke altid blive på denne grund.” (Paul Michael, “Lutheraner,” Kirke-Nyt 2. årg., nr. 6, 1952, s. 2-3; fremhævelser tilføjet)

Et spørgsmål til pastor Michaels egen kirke

55 år senere kan man konstatere, at Den evangelisk-lutherske Frikirke ikke længere står på denne grund. Man vil ikke anerkende den lutherske lære om kirke og embede og indrette sin praksis herefter. For Luther var læren ikke bare teori, men læren afgjorde, hvad praksis skulle være. Gud give, at Den evangelisk-lutherske Frikirke og alle andre såkaldte lutherske kirker vil tage Paul Michaels spørgsmål alvorligt og vende tilbage til at være luthersk. Det vil skabe stor glæde både på jorden og i Himlen.

Et spørgsmål til alle kirker

Men for alle er der god grund til at tage dette spørgsmål til sig. For det ligger til vores syndige, menneskelige natur at afvise Guds og Guds Ords myndighed. Vores syndige natur bryder sig ikke om, at vi erkender og vedgår, at vi er syndere. Derfor foragtes også den frelsesvej ved retfærdiggørelse af tro, som Gud har indstiftet.

Trods alle ydre forskelle – og de er mange – ligner både de romersk- og øst-katolske kirker og de tusindvis af såkaldte frikirker hinanden deri, at de ikke reelt holder fast ved Guds Ords myndighed og læren om retfærdiggørelsen af tro – og indretter deres gudstjeneste efter det. Måske er det derfor, at de såkaldte frikirker har svært ved for alvor at opretholde deres kritik af især pavekirken.

Det kan heller ingen glæde sig over.

Se også En bekendelse.