Bevægelige kalkmalerier

Flere kirker bruger fladskærme, skrev Kristeligt Dagblad for lang tid siden.

Ligeledes har Sct. Michaelis Kirke i Fredericia installeret tre store skærme, og det har gjort menigheden mere aktiv i gudstjenesten.– Der er kommet mere volumen på, når kirkegængerne siger fadervor og trosbekendelsen, fordi teksterne nu vises på skærmene, siger sognepræst Bjarne Hvid.

Man må da i det mindste glæde sig, hvis det betyder, at kirkegængerne får lært Fadervor og Trosbekendelsen. Når de har lært dem (og hvad de ellers skal kunne fra katekismen) og tror evangeliet, så kan de jo også deltage i nadveren. I al fald hvis man vil følge luthersk teologi. Dét ville være en aktivitet, der var værd at nævne.

Men volumen, når man siger Fadervor og Trosbekendelsen? Det var da virkelig en flad nyhed, lige så flad som de skærme, der er tale om. Jeg vælger nu at tro, at sognepræst Bjarne Hvid har sagt noget, der var væsentligere end dette.

Og overskriften? Jo, lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, Niels Brügger, har en ekspertudtalelse i ovennævnte artikel.

Det mærkelige er, at det ikke sker før nu. Kirken har altid brugt medier til at udbrede sit budskab, og fladskærme ligger fint i forlængelse af kirkens kalkmalerier og farverige mosaikker, siger han.

Brügger mener, at med tiden vil langt flere kirker få smag for det moderne medie. Det er heller ikke så farligt. Kalkmalerier derimod smager næppe godt – og ætser. Nuvel, nu har der vist været tilstrækkeligt med ætsende bemærkninger i dette indlæg.

Men har danskere virkelig brug for bevægelige kalkmalerier? I så fald er der tale om et kulturhistorisk tilbageskridt af dimensioner.

Luther og hans medarbejdere var helt klare over, at det var vigtigt med skoler. Skoler til at lære kristendom og at læse og regne. Såvel drenge som piger havde brug for undervisning. Samfundet havde brug for bl.a. præster og jurister. Præsterne skulle prædike og undervise i kirken. Juristerne skulle sørge for, at samfundet fungerede. Den kulturhistoriske betydning af Luthers og Melanchthons tænkning er enorm.

I Danmark fik vi efterhånden næsten alle børn i skole. Der var dog børn, man havde svært ved at hjælpe. Det er imidlertid ikke længere nogen undskyldning, for der findes specialskoler til ordblinde, til blinde og døve og til handicappede. Uddannelse og viden er jo vores vigtigste ressource – siger man.

Behovet for at lære katekismen og salmerne udenad og for at kunne læse Bibelen og senere salmebogen betød, at rigtig mange efterhånden fik lært at læse. Man fik i al fald lært sit fadervor, som man siger.

Man så måske også på kalkmalerier, men man må trods alt understrege, at kalkmalerierne findes i bygninger, hvor det vigtigste foregik, dels fra prædikestolen og alteret, dels på kirkebænkene, hvor menigheden bad, sang og lyttede.

Men siden er det gået tilbage. Man ville have kirke og kristendom ud af skolerne. Det fik man. Og med det har man åbenbart også fået grundlæggende færdigheder ud af mange mennesker. Om meningen er, at man så blot skal lære at stole på diverse eksperter, skal jeg ikke kunne sig med sikkerhed. Men resultatet af, at folk ikke kender Fadervor og Trosbekendelsen, efterlader dem som alt andet end myndige.

Paulus skrev:

“Og han [Kristus] har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn, til at være et fuldvoksent menneske, en vækst, som kan rumme Kristi fylde. Da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind, ved menneskers terningkast, når de med snedighed fører os på lumske afveje, men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. (Ef 4,11-15)

Kristen myndighed betyder ikke kun, at man kender den kristne tro og f.eks. kan skelne mellem kirke og stat/samfund. Det betyder også, at man yder sit bedste for sin familie, for kirken og for samfundet. Behovet for bevægelige kalkmalerier afslører, at det er så som så med fremskridtet – trods alle de teknologiske muligheder, vi har.