Bibelen, treenighedslæren og slør

På kristendom.dk besvarer Helge Kjær Nielsen spørgsmålet: Kendte Jesu disciple til treenighedsteologien?. Svaret er imidlertid alt for upræcist. Det spørgsmål, Kjær Nielsen besvarer, kunne nemlig antyde, at treenighedsteologien ikke findes i Bibelen. Svaret kan nemt tolkes i samme retning.

Det præcise eller korrekte svar er, at treenighedsteologien  findes i Bibelen, men at (nogle af) de præcise formuleringer ikke gør det. Det afgørende er imidlertid, om der er belæg i Bibelen for treenighedslæren, som den senere formuleres, f.eks. i Den nikænske Trosbekendelse, Den athanasianske Trosbekendelse og i Den augsburgske Trosbekendelse, artikel 1. Helge Kjær Nielsens svar kunne (mere end) antyde, at der ikke er belæg. Det mener Helge Kjær Nielsen forhåbentlig ikke, for i så fald har han forladt den kristne tro.

Al sand teologi formulerer, hvad Skriften lærer. Som det hedder i en gammel formulering: “Hvad der ikke er bibelsk, er ikke teologisk” (se mere i “ ‘Husregler for teologi …’ “).

Den oldkirkelige “refleksion,” som Kjær Nielsen taler om, var oldkirkelige stridigheder, som blev affødt af, at nogle kirkefolk mere eller mindre direkte nægtede at tro, hvad Skriften lærer. For deres egen og deres tilhøreres skyld måtte sådan vranglære bekæmpes (jf. Bekendelsesskrifternes fordømmelser).

Helge Kjær Nielsen citerer nogle trinitariske steder fra Det nye Testamente og mener, at de har været “med til at fremkalde de senere trinitariske refleksioner.” Det er en misvisende måde at formulere sagen på.

Treenighedsteologien er begrundet på de bibelsteder, som ikke blot har været med til at fremkalde trinitariske refleksioner. De har åbenbaret, hvad kristne tror om treenigheden. Det siger Jesus f.eks. helt utvetydigt i Matthæusevangeliet.

Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds Søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader i Himlene. (Matt 16,16-17)

Jesu disciple bliver i Jesu ord (Joh 8,31) og i hans lære:

Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen. (2 Joh 9)

Derfor kan også Den athanasianske Trosbekendelse fastslå, at man skal tro det, som den indeholder, fordi det er ikke er “senere refleksioner,” men er Kristi lære, åbenbaret af Faderen ved Helligånden og formidlet med ord, som Helligånden har lært apostlene (1 Kor 2,13). Se mere i “Bekendelse for professionelle kristne.”

Treenighedslæren bekræftedes dog allerede på kirkemøderne i Nikæa og Konstantinopel i 300-tallet (jf. Den nikænske og nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse fra 300-tallet). Det var blevet nødvendigt, fordi der opstod protester imod kirkens lære. Se mere i “Folkekirken, Den augsburgske Bekendelse og islam.”

Ifølge kristen lære findes treenighedsteologien allerede i Det gamle Testamente, omend ikke så klart som i Det nye Testamente. Bekendelsen “Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er een” (5 Mos 6,4) er ikke en bekendelse til den jødiske ikke-trinitariske monoteisme. Jesus citerer 5 Mos 6,4 i Mark 12,29f:

Jesus svarede: “Det første bud er: ‘Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.’ ” (Mark 12,29-30; jf. 1 Kor 8,6)

5 Mos 6,4 er en bekendelse til den sande, treenige Gud. Afviser man det, gør man fælles sag med jøderne, som har et slør for øjnene, så de ikke kan se evangeliet (jf. 2 Kor 3–4). Forhåbentlig har Helge Kjær Nielsen ikke slør for øjnene, men hans svar om treenighedslæren er for sløret.

Helge Kjær Nielsen om forholdet mellem Bibel og treenighedslære 2