Birthe Rønn Hornbech og Menighedsfakultetet

Om præsteuddannelse, videnskabelig teologi og bekendsesbunden kirke

I Indre Missions Tidende nr. 11/12, 2008, bringes et interview ved Jørgen Hedager Nielsen med kirkeminister Birthe Rønn Hornbech. Blandt meget andet, det kunne være fristende at kommentere på, udtaler Rønn Hornbech sig om Menighedsfakultetet (MF) og præsteuddannelse. Undervejs får hun i virkeligheden også sagt noget om (folke)kirken.

En minister med hjerteblod

»Vi skal for alt i verden ikke have en situation som i USA, hvor hver kirkeretning har sin egen præsteuddannelse. Ordentlig teologisk forskning og undervisning er fri for bindinger til trosbekendelser – hvad enten de er kristne eller ateistiske. Hvis MF skulle opfylde de krav, ville det ikke længere være menighedens fakultet. Derfor tror jeg, det bliver svært,« mener hun, og tilføjer: »Hvis MF vil ind på det område, der hedder efteruddannelse, skal de bare komme an. Det gælder her som andre steder, at alle, som har et kvalificeret indspil, også får indflydelse på resultatet.«

Menighedsfakultetet (MF) ville ikke længere være “menighedens fakultet,” hvis den ikke skulle være bundet af trosbekendelser, siger altså Rønn Hornbech. Deri har hun ret (hvis der ellers menes de lutherske trosbekendelser og hvis fakultetet faktisk er det i praksis).

Men hvad skulle MF så være bundet af, hvis man gerne vil have dansk eksamensret? Det fremgår lidt tidligere i interviewet, hvor Rønn Hornbech taler om “en videnskabelig teologisk basis.”

De teologiske fakulteters uddannelse er ikke præsteuddannelser, påpeger Birthe Rønne Hornbech. »Det er vigtigt for mig, at understrege det. Men en præst skal have en videnskabelig teologisk basis, og det får de på universitetet. Jeg har kontakt med Helge Sander med henblik på at sikre mig, at der er teologi nok i de teologiske uddannelser. Jeg fornemmer, at der er ved at komme for meget uvedkommende ind der.«

En sådan udtalelse rejser en del spørgsmål. Præsterne har altså fået en uddannelse, der ikke er en præsteuddannelse. Men pointen er jo, at det er i orden, fordi de har fået en videnskabelig uddannelse. Men har de det? Og er det i orden?

For at svare på det må man se på, hvad videnskab er eller burde være. Man må også se på, hvordan forholdet er mellem denne videnskab og det, som præsterne efterfølgende gør og bekender.

I dette indlæg vil jeg forsøge at bore lidt i disse spørgsmål. Men lad os først se nærmere på, hvad der principielt set er problemet.

Problemstillingen

Præsterne skal have en “videnskabelig teologisk basis, og det får de på universitet,” mener altså kirkeministeren. Hendes “fornemmelse” er dog, at der er ved at komme “for meget uvedkommende ind der.” Indrømmet, at jeg er enig i det sidste, men på hvilke præmisser afgør Rønn Hornbech det?

Vigtigere er hendes grundlæggende påstand om, at den videnskabelige teologiuddannelse er i modstrid med at være underlagt bekendelsestroskab. Den påstand rejser nemlig vigtige spørgsmål: Hvad er videnskab? Hvad er teologisk videnskab? Og hvad er bekendelsestroskab?

Hvad er videnskab

Det gængse svar er, formuleret på almindelig dansk, at det er viden-skabelse (forskning), viden-tilegnelse (studier) og viden-formidling (fagformidling) med udgangspunkt i og fuld respekt for et fags eksisterende viden og med anvendelse af fagets sagssvarende metoder. Nøgleordet er viden eller med andre ord: sandhed.

Hvad er – eller burde være – mål og motivation for en videnskabs udøvere? Jo, gaudium veritatis. Glæde over sandheden. Med andre ord er den vigtigste drivkraft i videnskabeligt arbejde lysten til og glæden over at frembringe ny viden. Den faglige nysgerrighed er den indre drivkraft.

Desuden må det gerne kunne bruges til noget. Det betyder ikke, at al videnskabelig erkendelse skal være brugbar her og nu. Der er videnskabelige resultater, som man først kan udnytte uden for videnskabens rum efter en tid, måske efter mange år. Ønsket om, at forskning gerne må være anvendelig, er altså ikke et argument imod grundforskning. Slet ikke.

Hvad er teologisk videnskab?

Det er ikke nogen let sag at beskrive, hvad teologisk videnskab er. Man kan heller ikke sige, at der er nogen enighed om, hvad teologisk videnskab er. Især ikke hvis man inddrager historien.

Danmark har haft et teologisk fakultetet siden 1479. Fra og med reformationen drev man teologi, dvs. luthersk teologi. Sagen var, at teologi skulle begrundes i Skriftens klare lære. Som hjælperedskaber gjorde man brug af grammatik, logik og retorik, tre af de såkaldte frie kunster (trivium, den første del af artes liberales).

Inden reformationen var der i såvel skolastikken som humanismen en såkaldt syntese af teologi og filosofi. Men Luther angreb begge dele, fordi han mente, det var udtryk for en

naturlig-menneskelig metafysik, som var i strid med eller fordunklede den guddommelige åbenbaringsvirkelighed og -sandhed. Denne tænkning tilintetgjorde nåden og troen og fremmede i stedet gerningsvæsen og spekulation. Lige så radikalt som Luther derfor brød med filosofien, lige så radikalt hævdede han Skriften som absolut kilde og autoritet for gudserkendelsen. …

Om det end kan siges, at Luther stort set opfattede forholdet mellem material filosofi og åbenbaring som et enten–eller, hvorved det ene udelukkede det andet, så må det dog betones, at Luther selv både værdsatte og gjorde brug af filosofiens formale discipliner, logik og metodelære, dog uden at tilkende disse formale discipliner nogen bestemmende betydning for trosindholdet.

Det var filosofiens materiale discipliner, han bekæmpede. Og i den kamp fandt han helhjertet støtte, også hos Melanchton [sic]. Da Melanchton [sic] således gennemførte sin skolereform for præsteuddannelsen, så genoptog han i undervisningen sådanne rent formale discipliner fra den ældre filosofi som grammatik, logik og retorik. Af materiale discipliner blev der kun optaget etik og politik (socialetik), samt fysik. Men metafysikken blev udtrykkelig udelukket, fordi man i den stadig sporede kilden til alt ondt i teologien. (O. Valen-Sendstad, Ordet som aldrig kan dø, p. 25).

Lutheranerne var overbevist om, at Skriftens lære var dækkende for virkeligheden. Teologi var altså et fag, som beskæftigede sig med sandheden og virkeligheden. Derfor måtte brugen af filosofi begrænses til filosofiens formale discipliner. På dansk har vi ordene forstand og fornuft. Hvis man skal skelne, kan man måske sige, at anvendelsen af filosofiens formale discipliner var at gøre brug af forstanden, mens filosofiens materiale discipliner og indhold var at gøre brug for af fornuften. Fornuften, men ikke forstanden, er altså i skarp modstrid til Skriften.

Luther og de lutherske teologer gjorde op med den materiale filosofi. Det gjorde de reformerte og de romersk-katolske teologer ikke. Den materiale filosofis eller fornuftens betydning var dog forskellig hos de reformerte og de romersk-katolske teologer.

Med oplysningstiden, særligt Immanuel Kant, trængte den materiale filosofi igen ind i teologien med afgørende styrke. Med andre ord betød den såkaldte oplysningstid, at man ikke blot anvendte forstanden og fornuften i de øvrige videnskaber og i samfundslivet, hvor den hører hjemme. Man lod den igen trænge ind på teologiens eller den kristne religions område.

Det betød, at teologi nu fandtes i mange udgaver. Med tiden fik man endnu flere teologier, for de “fornuftige” mennesker var ikke enige med hinanden.

I vore dage er teologi i realiteten ikke længere Skriftteologi i luthersk forstand, selv om man stadigvæk studerer Bibelen i større eller mindre omfang.

Men hvad er teologi så? Det er faktisk ret vanskeligt at afgøre. Det er vanskeligt at finde ud af, hvad der egentlig er teologiens grundlag. Derfor er der også mange, der har meget vanskeligt ved at finde ud af, hvorfor teologi egentlig er et videnskabeligt fag og hører hjemme på universitetet.

Man siger, det skal være et videnskabeligt arbejde. Dermed menes i realiteten, at Bibelen ikke skal bestemme, hvis den er i strid med det, som til enhver tid hævdes at være “fornuftigt.” Eller i al fald det, der nogen tid har været anset for “fornuftigt.” Nu om dage er det i øvrigt af og til, som om ikke engang det er noget kriterium. Alt er lige gyldigt, undtagen det, som Bibelen siger. Man kan måske sige, at teologi i realiteten og i bedste fald er blevet et “religionsvidenskabeligt” studium af “kristendommen.”

Dette “religionsvidenskabelige” studium er derimod ikke et videnskabeligt studium af de skrifter, som ifølge kirken er autoritative. Studiet af selve Bibelens skrifter fylder faktisk ikke meget. Dertil kommer, at i det omfang, Bibelens skrifter faktisk studeres, sker det med en gennemgribende anvendelse af fornuften, dvs. af den materiale filosofi, og med for ringe anvendelse af grammatik, retorik og logik. Dét er et af problemerne i Rønn Hornbechs opfattelse.

Menighedsfakultetet og folkekirkens bekendelsesskrifter (grundlagsskrifter) har jo en anden opfattelse. Her skal Bibelen være grundlag for teologien (jeg ser i denne sammenhæng bort fra, at det er en diskussion værd, hvordan det nærmere skal forstås; det er ikke sikkert, at jeg og Menighedsfakultetet reelt er enige om det). Men denne opfattelse eller holdning er ifølge Rønn Hornbech “kirkelig,” ikke “videnskabelig,” altså videnskabelig i den moderne betydning af ordet.

Hvorom alting er, så mener kirkeminister Birthe Rønn Hornbech altså, at folkekirkepræsterne skal have en videnskabelig uddannelse. Men hvorfor er det en modsætning til at være bundet af trosbekendelser? Eller rettere: Er det en modsætning til at være bundet af trosbekendelser?

Trosbekendelser

Hvad er en trosbekendelse? Det er et læremæssigt udsagn, som man – som regel i fællesskab med andre troende – fremsiger som sand over for Gud og mennesker. En kirkes bekendelse er, hvad denne kirke lærer (det er ganske vist ikke sådan i praksis, hvilket jeg skal vende tilbage til). Den apostolske Trosbekendelse blev fra allertidligste tid brugt som dåbsbekendelse. Den nikænske eller nikænokonstantinopolitanske Trosbekendelse blev brugt fra det fjerde århundrede i forbindelse med nadveren, og man kunne ikke deltage i nadveren, hvis man ikke tilsluttede sig denne bekendelse.

Man kan bruge disse to trosbekendelser både i jeg-form og vi-form, men uanset formen siger man jo, hvad der er tilfældet. “Jeg tror …” eller “Vi tror ….” Der ligger en påstand om, at det er sandt. Og den uudsagte forudsætning er, at det er sandt, fordi Gud har lært os det i Bibelen. Tilsvarende gør det sig gældende, at indholdet af disse trosbekendelser skal forstås ud fra, hvad der står i Bibelen. Sådan blev de til, og sådan har de været forstået i kirkens historie. I al fald indtil oplysningstiden.

Det hævdes ofte, at Den augsburgske Bekendelse ikke har nogen artikel om læren om Guds Ord. Det er i og for sig rigtigt. Men Den augsburgske Bekendelse lærer meget klart, at kun Guds ord, evangeliet, har nogen autoritet i kirken. Det er særligt i artikel 28, at reformatorerne drøfter dette spørgsmål. Det blev aktualiseret af de romerske biskoppers sammenblanding af deres kirkelige og verdslige magt.

Når der altså spørges om bispernes embedsmyndighed, må man skelne mellem den verdslige magt og den kirkelige embedsmyndighed. Endvidere – i følge evangeliet eller, som de siger, efter guddommelig ret tilkommer der biskopperne som biskopper, d.v.s. som dem, hvem ordets og sakramenternes betjening er betroet, den embedsmyndighed at forlade synder, at forkaste den lære, som strider mod evangeliet, og at udelukke de ugudelige, hvis ugudelighed er åbenlys, fra menighedens samfund, uden at anvende menneskelig magt, men ved ordet. På disse punkter bør menighederne nødvendigvis og efter guddommelig ret vise dem lydighed i følge det ord (Luk.10.16): “Den, der hører eder, hører mig.”

Men når de lærer eller fastsætter noget imod evangeliet, da har menighederne en befaling fra Gud, som forbyder lydighed. Mat.7.15: “Vogter eder for de falske profeter.” Gal.1.8: “Hvis en engel fra himlen ville forkynde et andet evangelium, skulle han være en forbandelse.”

Senere citeres også ApG 5,29, som “byder … at adlyde Gud mere end mennesker.” Den tro, som menighederne tror, lærer og bekender, er altså og skal være begrundet helt og holdent i evangeliet, Guds Ord eller, hvilket er det samme, Bibelen.

I Konkordieformelen, som afslutter flere årtiers teologiske diskussioner blandt de lutherske teologer, hedder det tilsvarende:

Vi tror, lærer og bekender, at den eneste regel og rettesnor, som al lære og alle lærere skal prøves og dømmes efter, er de profetiske og apostoliske skrifter i Det gamle og Det nye Testamente, sådan som der står skrevet: “Dit ord er en lygte for min fod og et lys på min sti” (Sl 119,105). Og Paulus siger: “Om så en engel fra Himmelen skulle komme og forkynde noget andet, så skal han være forbandet” (Gal 1,8).

Når man bekender den kristne tro, bekender man derfor, hvad man tror, er sandt, fordi og kun fordi Skriften lærer det.

Det er både kristeligt og almen-menneskeligt (etisk) forkert at påstå, at man tror noget, hvis man ikke gør det. Når såvel præster som læge kristne bekender sig til trosbekendelserne, må man derfor regne med, at de tilslutter sig trosbekendelserne, fordi de af hjertet er overbevist om, at bekendelserne er sande.

Hvis en kandidat til et præsteembede eller en præst ikke (længere) kan stå inde for de bekendelser, som han og menigheden bekender i fællesskab, er det etisk rigtige at lade være at bekende disse bekendelser. Om en præst virkelig kommer i tvivl om holdbarheden af sin bekendelse, må han søge orlov eller afsked. For alle gælder det, at man ikke bør fortsætte med at fremsige trosbekendelsen, hvis man faktisk ikke længere står inde for den.

Det er imidlertid en alt for udbredt praksis, at man i stedet forsøge at omtolke bekendelserne. F.eks. omtolkes “undfanget ved Helligånden,” så det ikke længere betyder det, som der fremgår af Bibelen, nemlig at den tredje person i treenigheden udførte det under, at Guds Søn blev undfanget i jomfru Marias moderliv uden medvirken af nogen mand. Det er kristeligt og etisk uholdbart at omtolke.

En trosbekendelse er altså et læremæssigt udsagn, som man frivilligt fremsiger og tilslutter sig over for Gud og mennesker, fordi man uden reservationer er overbevist om, at det er sandheden, sådan som den hellige Skrift, Bibelen, lærer.

Forholdet mellem bekendelseskirke og teologisk videnskab

En kirke, der hver søndag fremsiger trosbekendelser som de ovennævnte, og som forlanger tilslutning til disse trosbekendelser af sine præster – og dét gør folkekirken formelt – kan man kalde en bekendelseskirke (Jeg bruger i denne sammenhæng dette ord i en lidt anden betydning end jeg og andre vanligvis gør). I dette afsnit vil jeg se lidt på forholdet mellem en bekendelseskirke, trosbekendelser og teologisk videnskab.

Et enten–eller?

Nu mener kirkeminister Birthe Rønn Hornbech altså, så vidt jeg kan se, at en præsteuddannelse ikke på samme tid kan være videnskabelig og underlagt trosbekendelserne. Jeg kan ikke forstå det anderledes, end at Rønn Hornbech siger, at enten er trosbekendelserne ikke sande, eller også er den teologiske videnskab det ikke.

Birthe Rønn Hornbech synes dermed at have en forkert forståelse af, hvad (teologisk) videnskab er, eller af, hvad en trosbekendelse er. Det er naturligvis også muligt, at hun har en forkert opfattelse af, hvad begge dele er. Hendes position er meget overraskende, hvis såvel teologisk videnskab som kirkens trosbekendelser grundlæggende beskriver sandheden og virkeligheden (omend selvfølgelig ikke hele virkeligheden).

Eller et hverken–eller?

Man kunne dog også forestille sig, at Rønn Hornbech ikke ser nogen modsætning, men selv mener, at såvel trosbekendelserne som den teologiske videnskab skal forstås på fornuftens præmisser. Det er der i al fald mange andre, som faktisk mener.

Der er desværre ingen tvivl om, at mange på de teologiske fakulteter og ikke så få i folkekirken er enige i, at trosbekendelserne ikke er sande i videnskabelig forstand (hvad de så end mener med det). Nogle mener, at det gælder store dele af de trosbekendelser, som eksempelvis folkekirken har. Andre mener vel, at det blot gælder nogle elementer heri. For nogle af de sidstnævnte gælder, at de måske ikke har nogen sammenhæng i deres teologi. For andre af dem er der reelt tale om, at de forstår trosbekendelserne på en måde, der omtolker hele kristendommen.

Men hvis man ikke mener, at den trosbekendelse, man fremsiger, er sand, hvordan kan man så overhovedet tale om at bekende troen? Så er det jo i realiteten at lyve.

Hvorfor ikke et både–og?

Hvis såvel videnskab/teologisk videnskab som trosbekendelserne udtaler sig om, hvad der er sandt, burde der ikke være nogen modsætning med at tilslutte sig og endog være bundet af trosbekendelser på den ene side og at arbejde teologisk videnskabeligt på den anden side.

Derfor burde man faktisk spørge, om et menighedsfakultet ikke netop med rette burde kunne være bundet af trosbekendelser, hvis man definerer teologi som et videnskabeligt studium af Skriften? Hvis man altså accepterer, at forstanden, den formale filosofi, skal bruges i det teologiske arbejde, men derimod ikke, at fornuften, den materiale filosofi, skal herske over det teologiske indhold?

Kunne et menighedsfakultet ikke være bundet af trosbekendelser, hvis teologi var en videnskab som defineret med reformationen, dvs. en videnskab, hvis primære erkendelseskilde er Skriften (Bibelen)?

Hvis man virkelig stoler på, at ens kristne bekendelse er sand, kan et menighedsfakultet så ikke være bundet af trosbekendelser? Det kan vel ikke være diskvalificerende, at man som videnskabsmand mener, at ens fags resultater er sande.

Hvorfor er det i realiteten ikke et både–og?

Hvis det i princippet er muligt, at et teologisk fakultet både er videnskabelig og underlagt trosbekendelserne, hvorfor er det så ikke muligt ifølge Birthe Rønn Hornbech?

Svaret er, at moderne “videnskabelig” teologi i høj grad benytter sig af den materiale filosofi. Med andre ord er fornuften i realiteten blevet herre over Skriften i teologiske anliggender.

Videnskab defineres altså i dag anderledes end med reformationen. Det sker med henvisning til “fornuften” eller muligvis uden noget andet grundlag end en cirkulær henvisning til sig selv.

I realiteten er det uklart, i hvilket omfang kirken stadigvæk afviser en teologi eller en videnskab, der gør brug af den materiale filosofi, “fornuften.” Men dens trosbekendelser er ikke ændret, og der er også stadigvæk dele af trosbekendelsen, som mange præster og folkekirkemedlemmer ikke omtolker eller direkte fornægter.

Det burde imidlertid give anledning til, at man stillede Rønn Hornbech – og egentlig også hendes kollega i Videnskabsministeriet – to vigtige spørgsmål:

  1. Er teologi overhovedet en videnskab, sådan som den drives på teologi?
  2. Er det i det hele taget rimeligt, at folkekirkens præster skal uddannes på sådanne fakulteter? Kan folkekirken med andre ord leve med en forståelse af teologisk videnskab, som tillader den materiale filosofi, “fornuften,” at herske?

Etisk behov for forskellige bekendelseskirker med egne præsteuddannelser

Birthe Rønn Hornbech mener ikke, at hver kirkeretning skal have sin egen præsteuddannelse. Jeg er af den opfattelse, at det forholder sig stik modsat.

For det første må det være indlysende, at hverken en kirke eller en videnskabelig uddannelse burde kunne leve med at blive anklaget for ikke at beskrive og bekende sig til sandheden og virkeligheden.

Set fra en bekendelseskirkes synsvinkel må der være tale om, at man i realiteten accepterer en undsigelse eller fornægtelse af ens egen bekendelse, hvis man er uenig med den teologiske videnskab, som ens præster er uddannet i.

Set fra et teologisk fakultets synsvinkel må man enten være enig med den kirke, hvis præster man ifølge loven skal uddanne – også selv om fakultetets lærere ikke er skal tilslutte sig de kirkelige trosbekendelser. Eller man må i virkeligheden mene, at kirkens trosbekendelser er helt eller delvist falske. Eller man må mene, at begge dele er uforpligtende tidsfordriv, som man kan mene om, hvad man vil.

Der opstår altså en meget mærkelig situation, hvis en bekendelseskirke, som reelt fastholder sin(e) trosbekendelse(r), accepterer eller direkte forlanger en videnskabelig uddannelse, som er i strid med disse trosbekendelser.

Det burde derfor være en selvfølge, at der er overensstemmelse mellem en kirke og dens præsteuddannelse.

Behov for forskellige (bekendelses)kirker

Hvis der overhovedet er tale om en bekendelseskirke, bør det følge ud fra ovennævnte analyse af, hvad en trosbekendelse er, at man ikke kan acceptere afvigende eller omtolkende bekendelser i samme kirke. Det ville nemlig være en accept af, at ens trosbekendelserne er helt eller delvist falske. Det ville dermed i realiteten være en accept af, at man er kristeligt og almen-menneskeligt uredelig, idet man på samme tid gør gældende, at både a og ikke-a er sande.

Den naturlige konsekvens er, at der skal og vil være forskellige kirker med forskellige bekendelser, så længe der ikke er enighed om lære, forkyndelse og sakramentsforvaltning. Og hvor ønskeligt det end vil være, vil en sådan enighed ud fra Skriften ikke blive en realiteten i denne verden. Tværtimod (jf. Luk 18,8; 1 Kor 11,19; 1 Tim 4,1).

Hvor bedrøveligt det end er, at der ikke er enighed om lære, forkyndelse og sakramentsforvaltning, så er det rigtigt, ja, nødvendigt at have hver sin bekendelseskirke, så længe det er tilfældet. Dertil må knyttes to bemærkninger.

Den første er, at det er udtryk for etisk integritet, når forskellige opfattelser af, hvad der er sandt, fører til, at man samles om hver sin bekendelse og derfor i hver sin kirke. Faktisk kan man sige, at alene af etiske grunde kan man ikke have kirkefællesskab, dvs. aflægge samme bekendelse i ord (forkyndelse og bekendelser) og handling (forvaltningen af sakramenterne), når man i virkeligheden har forskellige opfattelser.

Det er f.eks. ikke lige meget, om man mener, at man kan og skal døbe børn, eller man mener, at det er forkert. Men det er rigtigt at tage konsekvensen af at være uenige herom frem for over for Gud og mennesker at lade som om, at man er enig, når man ikke er det.

Den anden bemærkning er, at man naturligvis kan drøfte med hinanden, hvem der har ret. En rimelig forudsætning er dog, at der er udsigt til at kunne nå til enighed. Det er der jo f.eks. sjældent, hvis man har grundlæggende forskellige udgangspunkter. Jeg ville f.eks. næppe blive enige med romersk-katolske teologer, eftersom de ikke holder sig til Skriften alene i deres teologiske arbejde.

Behov for forskellige fakulteter/præsteuddannelser

En videnskabelig, teologisk uddannelse, der med de lutherske reformatorer afviser, at den materiale filosofi eller “fornuften” skal have indflydelse i teologien, bør ikke kunne acceptere, at lærere eller studerende afviger fra, hvad der er sandt.

Omvendt vil en videnskabelig teologi, der forlanger anvendelse af den materiale filosofi, “fornuften,” næppe være begejstret for at acceptere kandidater, som i virkeligheden afviser den videnskab, man uddannes i.

Er der derimod tale om, at man betragter sit fag ikke som en videnskab, men som et holdningsfag, som man kan være mere eller mindre enig i, så er situationen en anden. Men så må man igen spørge, om der overhovedet er tale om videnskab, og om en sådan teologisk videnskab overhovedet kan gælde som en betingelse for at blive præst.

Man kan naturligvis gøre gældende, at det ikke så meget er selve den videnskabelige, teologiske viden, der kvalificerer en kandidat til præstetjeneste, men derimod de generelle akademiske kompetencer, man erhverver sig.

Men er det tilfældet, vil det være meget svært at argumentere for, at man skal have en videnskabelig uddannelse fra ét af to offentlige statsdrevne teologiske fakulteter. Så kunne man jo lige så godt uddannes så mange andre steder.

Man kunne her over for gøre gældende, at præsteprofessionen kræver en faglig viden. Det er jeg personligt enig i. Men så er man tilbage ved spørgsmål om, hvilken faglig viden præsterne har brug for. Efter min opfattelse er der brug for en faglig viden, som er i overensstemmelse med den bekendelse, man afkræves for at blive præst.

Det er i al fald næppe holdbart at hævde, at man ikke kan erhverve sig den nødvendige viden på et menighedsfakultet. Tværtimod.

Kun hvis man fastholder, at det ikke kun er (mere eller mindre) formelle færdigheder, men sand viden, der skal karakterisere ens uddannelse og faglighed, giver det mening at kræve en bestemt videnskabelig uddannelse.

I så fald lader det sig i praksis ikke gøre, at kommende præster fra andre kirkesamfund skal færdiguddannes og certificeres af et fakultet, som er uenige med det pågældende kirkesamfund. Traditionelt har disse heller ikke ønsket det.

Med mindre man vil acceptere, at sandhedsbegrebet forvitrer og eventuelt helt forsvinder, både fra videnskaben og fra kirken, må man altså acceptere, at videnskabelig og kirkelig uenighed ikke blot fører til forskellige kirker, men også til forskellige præsteuddannelser.

Birthe Rønn Hornbechs position

(Folke)kirke

Birthe Rønn Hornbech giver udtryk for, at “Hvis MF skul[l]e opfylde de krav, ville det ikke længere være menighedens fakultet.” De krav, der er tale om, er en binding til trosbekendelser, i det aktuelle tilfælde de lutherske bekendelsesskrifter, som Menighedsfakultet officielt bekender sig til. Gjorde fakultetet ikke det, ville det ifølge Rønn Hornbech ikke være “menighedens fakultet.” Det er jeg faktisk enig i.

Men det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvordan skal man så vurdere folkekirken? Det er jo ikke blot sådan, at folkekirken i praksis får sine præster uddannet på de statslige fakulteter. Det er også formelt et krav. Enten skal man være uddannet ved et af de statslige teologiske fakulteter. Eller man skal kunne dokumentere, at man har tilsvarende kvalifikationer. De statslige teologiske fakulteter er imidlertid ikke bundet af trosbekendelserne. De skal heller ikke være det ifølge Rønn Hornbech. De kan ikke være “menighedens fakultet(er)”, men de kan godt være folkekirkens. Ja, de skal være det.

Den logiske slutning er, at folkekirken ikke er “menigheden.” Men det kan næppe være det, Rønn Hornbech mener. Det er imidlertid ikke nemt at se, hvad Rønn Hornbech så egentlig mener.

Måske er sagen “bare,” at Rønn Hornbech taler “politisk”? Måske betyder det ikke så meget, om der er hold i, hvad hun siger? Det vigtigste er, at det ser ud, som om hun giver et svar.

Mange af IMT’s læsere vil sikkert nikke og sige, at selvfølgelig skal Menighedsfakultetet fortsat være “menighedens fakultet.” Og Rønn Hornbech kan formentlig være helt sikker på, at de statslige teologiske fakulteters medarbejdere er helt enige med hende i, at Menighedsfakultetet ikke skal have eksamensret, og at de ikke selv skal underlægges bekendelsestroskab.

Man kunne have ønsket, at IMT’s journalist havde fulgt op på Rønn Hornbechs svar og undersøgt, hvordan hun egentlig forstår størrelserne folkekirke, trosbekendelse og videnskab.

Magt og status quo

Kirkeministeren mener ikke, vi skal have en situation som i USA. Måske er det bare en anden måde at sige på, at hun gerne vil opretholde den nuværende situation. Det kunne jo skyldes, at hun egentlig grundlæggende er meget enig. Det kunne jo også tænkes, at hun ikke vil lægge sig ud med de teologiske fakulteter, endsige med det politiske flertal i folketinget. Det er nok klogt, for man skal i al fald tænke sig godt om som minister, førend man desavouerer de fakulteter, som faktisk drives af det offentlige.

Spørgsmålet er også, om man som minister ikke skal tænke sig rigtig godt om, førend man taler for en godkendelse af et tredje fakultet, som tilmed siger nej til kvindelige præster (endnu i al fald), vielse af fraskilte og velsignelse af homofile. Det kunne gøre ens ministerperiode meget kort.

Men hvorfor skulle Rønn Hornbech i øvrigt også gøre det, når folkekirken ikke gør det? Hvorfor skulle hun gøre det, hvis hun ikke selv støtter disse synspunkter?

Menighedsfakultetet, folketing og folkekirken

Folkekirken og Menighedsfakultetet

Folkekirken har ikke vist den store interesse for at samarbejde med et menighedsfakultet, som efter sine vedtægter er bundet af kirkens lære og ønsker at drive en teologisk videnskab, der afviser at lade material filosofi, “fornuften,” herske over den teologiske videnskab (særligt bibelforskning og troslæren).

Folkekirken og post-konfessionel Menighedsfakultet

Måske vil et menighedsfakultet være mere interessant, hvis det nedtoner de standpunkter, som Folketinget og det store flertal i folkekirken ikke vil acceptere.

Spørgsmålet er i øvrigt, om ikke det er den udvikling, man ser både i Norge og i Danmark. Det teologiske Menighetsfakult i Oslo har for længe siden opgivet al modstand mod kvindelige præster (se mere om det norske fakultet i “Det teologiske Menighetsfakultet i Oslo – 100 år“).

Det danske Menighedsfakultet synes også i færd med at opgive sin lutherske identitet (jf. pastor Magnus Sørensens “MF hilser karismatisk undervisning velkommen“). På papiret opretholder man modstanden mod kvindelige præster, men i praksis gør man det ikke længere. Og man stiller ikke krav til de studerende, oplyser Menighedsfakultetets leder, Ingolf Henoch Pedersen, i Kristeligt Dagblad den 28. maj 2008:

Det kommer imidlertid i forsideartiklen til at fremstå, som om der på vore institutioner bliver stillet krav ikke blot til lærerne, men også til de studerende om et bestemt konfessionelt tilhørsforhold. Det er på ingen måde tilfældet.

Der stilles alene rent uddannelsesmæssige krav for at blive optaget. Disse krav er i øvrigt de samme som ved optagelse på universiteternes teologiske uddannelser. Vi eksaminerer ingen om deres personlige tro. Og rent faktisk er der unge med tilknytning til andre kirker end de lutherske, der er optaget på bacheloruddannelserne både på DBI og MF. (mine fremhævelser)

Et sådant fakultet vil måske nok være nemmere at acceptere, men nogle vil uden tvivl mene, at prisen er høj. Den er nemlig, at et sådant fakultet går på kompromis med såvel teologisk videnskab som trosbekendelsen.

Fakultet uden menighed og kirke

Måske er problemet for Menighedsfakultetet, at det er et fakultet uden menighed og kirke. Ganske vist er der mange enkeltpersoner, som bakker op om Menighedsfakultetet. Der er sikkert også enkelte menigheder, der som menighed gør det. Men i det store og hele er MF uden menighed og kirke.

I princippet kunne et menighedsfakultet uddanne præster, som dels har en videnskabelig, teologisk uddannelse, dels stod inde for trosbekendelserne, uden at se nogen modsætning mellem disse.

Var der rent faktisk en kirke, der efterspurgte og forlangte sådanne præster, kunne såvel et menighedsfakultet som en kirke være ligeglad med, om en kirkeminister eller for den sags skyld en videnskabsminister ville godkende og anerkende sådan en uddannelse. Men det er der jo altså ikke.

Kirkelig og teologisk kamp opgivet

Man kunne ønske sig, at Menighedsfakultetet ville foretage et opgør på linje med ovenstående. Men det er fakultetet ikke i færd med, og det ville som nævnt næppe bidrage til at få dansk eksamensret eller dansk SU-godkendelse. Tværtimod.

Man kunne også ønske sig, at de mange teologer, der har modtaget undervisning på Menighedsfakultet, ville træde i karakter og forlange fuld overensstemmelse mellem videnskabelig teologi og bekendelseskirke.

Når det ikke sker, hænger det måske sammen med, at de har erkendt, hvilke konsekvenser det vil få. Der er, for det første, næppe tvivl om, at det vil betyde, at de selv kunne blive nødt til at forlade folkekirken med alle de konsekvenser, det vil få. Der er, for det andet, ikke megen tvivl om, at de fleste af deres sognebørn ikke vil forlade folkekirken. Der er dog nogle, som har dannet valgmenigheder, men de er inden for folkekirken.

Naturligvis er der også den mulighed, at de mange teologer, der har studeret på Menighedsfakultetet, i virkeligheden er udmærket tilfreds med, at man ikke bliver alt for principielle. Hverken når det gælder folkekirkens bekendelsesskrifter eller når det gælder den teologiske videnskab.