Den almindelige kirke

Hvordan skal en kirke være? Ja, hvis man spørger folk nu om dage, så er der mange, rigtig mange, der synes at hævde, at kirken skal tilpasse sig. Det krav formuleres på mange måder.

Teologisk er der nogle, som formulerer det i godt indpakkede vendinger. En prædikenlære hedder f.eks. “Teksten og tiden,” skrevet af lektor Leif Andersen fra Menighedsfakultetet. Leif Andersen er meget påpasselig med at understrege, at der er noget, der ikke kan tilpasses. Men ikke desto mindre er det altså “tiden,” der får fokus, for undertitlen er “En midlertidig bog om forkyndelsen.” Men det er der ingen grund til. For loven er den samme og afslører de samme slags synder og syndere, som den altid har gjort. Evangeliet er også det samme, som det har været lige siden, Gud lovede Adam og Eva at sende Kristus.

Musikalsk er der f.eks. nogle, der mener, at kirken skal bruge tidens musikalske sprog. Man henviser til Luther, skønt Luther generelt var meget tilbageholdende med at bruge musik, der fik folk til at tænke på noget andet end kirken og dens budskab. Konkret blev Luther faktisk mere konservativ med alderen.

Et ultimativt argument for mange er, at man jo ikke kan skrue “tiden” tilbage. Men hvad betyder det egentlig? I virkeligheden betyder det bare, at man hævder selv at være moderne, mens de andre er umoderne, forældede, ude af trit med tiden osv. osv. Men kirkens virksomhed skal ikke styres af andet end evangeliet, dvs. kirkens lære. Dog skal loven forkyndes for at skabe den syndserkendelse, som er nødvendig, hvis man skal tro syndernes forladelse. Lovforkyndelsen skal være konkret og i den forstand rettet til mennesker på et bestemt sted og tidspunkt. Men de ti bud er relevante for hverdagens mennesker til alle tider og på alle steder.

Er det altså rigtigt, at kirken skal tilpasse sig tiden? Nej, det er faktisk ikke rigtigt. Den augsburgske Bekendelse siger, at vi tror på “én hellig almindelige kirke.” Luther oversætter med “én hellig kristelig kirke.” Almindelig betyder ‘generel’ eller ‘universelt’ i modsætning til det ‘specifikke.’ En almindelig tolkning heraf er, at kirken ikke er bundet af tid og sted. Den er ‘over det hele,’ som ordet ‘katholikos’ egentlig betyder. Den må ikke være bundet til tid og sted, sådan at noget er sandt et sted, men ikke et andet. I så fald er en kirke ikke længere ‘almindelig,’ men ‘speciel’. I den negative betydning.

Luthers oversættelse peger i samme retning, idet han siger mere om, hvad det vil sige, at kirken er ‘almindelig.’ Kirken er ‘kristelig.’ Kirken er Kristi legeme. Det kan kirken kun være, hvis den faktisk er i overensstemmelse med Kristus selv. Den kan altså ikke blive ‘selvstændig’ eller ‘anderledes.’ Den kan ikke være bundet til tid og sted. Kristus er heller ikke bundet til et bestemt sted eller en bestemt tid. Kristus er, som Hebræerbrevet skriver, “den samme i går og i dag og til evig tid” (Hebr 13,8). Kirken er på samme måde ikke bundet til et bestemt sted eller en bestemt tid og kan ikke være det.

Det kunne man ellers blive i tvivl om, når man ser på kirkerne nu om dage. Den største af dem, Den romersk-katolske Kirke, tror på en fremadskridende åbenbaring, som kirken med paven i spidsen kan fastslå som autoritativ. Mange andre agerer eller har ageret på samme måde. Det gælder f.eks. de kirker, der mener at have myndighed til at fastslå, hvilke skrifter Bibelen omfatter. Det gælder endnu mere dem, der vil tilpasse musik og salmer, for ikke at tale om prædikenerne, til tilhørerne i en sådan grad, at evangeliet næppe vil kunne forstås, hvis man er vokset op i en helt anden kultur eller blot subkultur.

Naturligvis skal man ikke ignorere tilhørerne. Men kirken skal føre tilhørerne ind i den kristne tro og i de kristelige ritualer. En kristen skal kende – og bruge – nadveren, når man ellers er døbt og har fået den nødvendige oplæring. Det samme gælder afløsningen, dvs. det ritual, hvor Kristus gennem (sædvanligvis) præsten tilgiver os vore synder. Det er egentlig den så at sige tidløse gudstjeneste, der lærer os, hvad kristendom er, og hvad det vil sige at være en kristen.

Men skal musikken så i det mindste ikke være “moderne,” i overensstemmelse med tiden? Nej, faktisk ikke. Indholdet skal altid være forkyndende eller bekendende. Salmerne er på samme tid forkyndelse og bekendelse. Det er forkyndelse, når indholdet er taget fra Guds ord. Det er også bekendelse, fordi de, der synger, ikke kun får evangeliet forkyndt, men også tilkendegiver over for Gud og alle mennesker, hvad de tror på. Det indhold er ikke bundet til tid og sted, f.eks. Århus eller Åbyhøj i 2009. Naturligvis handler evangeliet om, hvad der skete et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Evangeliet er bundet til Kristus. Men han lever og er til stede i sin kirke uanset tid og sted. Melodierne skal heller ikke være så tids- og stedbundne, at det udelukker nogle kristne fra at deltage.

Det giver derfor udmærket mening at have en musikalsk stil, som ikke er “moderne”. En “traditionel” gudstjeneste kan passende minde menigheden om, at Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid. Den traditionelle gudstjeneste kan belære os om, at den sande kirke har eksisteret lige siden, Adam og Evas troede det evangelium, de fik forkyndt. Den sande kirke vil findes indtil dommedag, netop fordi evangeliet ikke er bundet til vore tider og steder, men til Kristus og evangeliet. Det giver derfor også god mening, at man bruger det bedste af det bedste fra kirkens historie, når blot det udtrykker evangeliet og ikke modarbejder evangeliet.

Den sande kirke er altså ikke almindelig i betydningen ‘lige som alle andre organisationer.’ Den er almindelig i samme betydning, som Kristus er den samme i går, i dag og til evig tid, eller i den betydning, at evangeliet er det samme og ikke kan forandres uden at blive et ikke-evangelium (jf. Gal 1,6-9). Det bør ikke være teori, men noget, der ses i kirkens gudstjeneste.