Den – i bedste fald – delte præst

Sognepræst Morten Skovsted, Hjortshøj, har fået biskop Kjeld Holms tilladelse til en gang om måneden at holde Frirum, en alternativ form for gudstjeneste. I JP 21. juni 2008 svarer han på kritik fra et bekymret folkekirkemedlem.

Blandt en del andet, der kunne kommenteres på, skriver Skovsted:

jp.dk – Kirken må forny sig

Præstekjolen har jeg lagt på hylden i et forsøg på at etablere et nærvær i forhold til forkyndelsen i stedet for at gemme mig under en fortidig embedsdragt.Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er både præst og Morten Skovsted, når jeg for eksempel prædiker til Frirum.

Det er mit indtryk, at mange mennesker foretrækker denne personlige tilstedeværelse frem for præstekjolens autoritet, og det store fremmøde bestyrker mig i denne opfattelse.

I øvrigt ifører jeg mig altid messeklæder under nadveren for at markere, at der her netop er tale om noget, der på ingen måder har noget at gøre med min person.

Når Skovsted forretter nadveren, har det altså på ingen måder noget at gøre med Skovsteds egen person. Det har han fuldstændig ret i. Han er nemlig forvalter (1 Kor 4,1f; Luk 12,42-44).

Når det gælder forkyndelsen, mener Skovsted åbenbart, at hans egen person er involveret. Det er aldeles fejlagtigt. Her er han nemlig også forvalter. Guds hemmeligheder er både sakramenterne og forkyndelsen.

Af forvaltere af Guds hemmeligheder kræves kun – men det kræves netop også – at de skal være tro. Det betyder, at de skal forvalte evangeliet, ordet og sakramenterne. Det fremgår helt utvetydigt af Bibelen, at de skal tale “som Guds ord” (1 Pet 4,11). De må ikke forkynde noget andet evangelium, der faktisk heller ikke er noget evangelium (Gal 1,6-9; Matt 7,15-27).

Ja, de forkynder overhovedet ikke på egne vegne:

Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste; thi det var Gud, som i Kristus forligte verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser og lod ordet om forligelsen lyde iblandt os. Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Den, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. (2. Korintherbrev 5,18-21; jf. denne gennemgang af 2 Kor 5,14-21)

Præstekjolen er ikke påbudt i Skriften. Men den er et udmærket pædagogisk redskab til at vise og give anledning til at forklare, at en præst ikke prædiker på egne vegne. Det er en embedsdragt, ligesom politiet f.eks. har embedsdragter, uniformer.

Grunden til at bære embedsdragt er, at præsten ved at prædike og forvalte sakramenterne forvalter det, der formidler Kristi nærvær, fordi Kristus selv har knyttet sit nærvær sammen med den rene forkyndelse og den rette sakramentsforvaltning. Det gjorde han ved de løfter, han gav herom i Det nye Testamente.

Når Skovsted lægger præstekjolen, signalerer han – uden måske at ville det – at han ikke prædiker på Kristi vegne, men på egne vegne. Han tror åbenbart, at han skal formidle sit eget nærvær i gudstjenesten.

Naturligvis er en præst en konkret person, men vil man sætte denne person i centrum, sådan som Skovsted i virkeligheden gør, er man i bedste fald en meget dårlig repræsentant for Kristus. Skovsted selv fremtræder i bedste fald som “delt.”

I værste fald repræsenterer en præst slet ikke Kristus, når man er optaget af sit eget nærvær i stedet for af Kristi nærvær.

Hvis det er det, der efterspørges, hvis det er det, som “virker,” så bedrages menigheden, og præsten svigter, i og med at han selv bidrager til bedraget. Men det er jo også længe siden, at folkekirken var en luthersk kirke i både lære og praksis.

Comments

  1. Jacob Octavius Jarlskov says

    Det er et besynderligt angreb på det ”ikke at bære præstekjole”. Som Dr. Spids gør det klart, er præstekjolen ikke påbudt i skriften, men fremhæver samtidig, at den som ikke bærer præstekjole signalerer, at man prædiker på egne og ikke på Kristi vegne. Om det krævede en særligt klædedragt, for at kunne prædike på Kristi vegne, ville skriften så ikke have fastsat regler herom? Dr. Spids må konkretisere med hvilket argument den manglende foreskrift for præstekjole i skriften, i hans øjne bliver til et nødvendigt krav, for at kunne prædike på Kristi vegne. Er der tale om en forglemmelse i skriften? En vor tids bedreviden? Et verdsligt krav?

  2. Dr. Spids says

    Det er et besynderligt angreb på det ”ikke at bære præstekjole”. Som Dr. Spids gør det klart, er præstekjolen ikke påbudt i skriften, men fremhæver samtidig, at den som ikke bærer præstekjole signalerer, at man prædiker på egne og ikke på Kristi vegne. Om det krævede en særligt klædedragt, for at kunne prædike på Kristi vegne, ville skriften så ikke have fastsat regler herom? Dr. Spids må konkretisere med hvilket argument den manglende foreskrift for præstekjole i skriften, i hans øjne bliver til et nødvendigt krav, for at kunne prædike på Kristi vegne. Er der tale om en forglemmelse i skriften? En vor tids bedreviden? Et verdsligt krav?

    Tak for din kommentar.

    Hvis du ser nærmere efter, mener Skovsted at kunne prædike uden, hvorimod han ikke mener at kunne forrette nadver uden præstekjolen, fordi han der ikke handler på egne vegne. Men hvis det gælder for nadveren, gælder det ikke mindre for forkyndelsen.

    Min kritik og analyse tager med andre ord udgangspunkt i Skovsteds egen begrundelse.

    Hvor vidt man af andre grunde kunne ændre eller evt. afskaffe præstekjolen eller en anden præstelig uniform, er da også en debat værd. Jeg har blot ikke set overbevisende argumenter for at afskaffe præstekjolen, så lidt som jeg mener, der er det for at afskaffe f.eks. politiets uniformer.

    Faktisk mener jeg, at der er rigtig god grund til at beholde præstekjolen af netop den grund, som Skovsted anfører for at have messeklæder på under nadveren.

    Jeg anfægter, at man ud fra Skriftens lære kan skelne mellem nadverforvaltning og evangelieforkyndelse.