Den Nye Aftale får en problematisk begrundelse af Geert Hallbäck

Forsiden på den alternative oversættelse Den Nye Aftale

Geert Hallbäcks begrundelser for oversættelsen Den Nye Aftale kan i høj grad diskuteres.

Lektor Geert Hallbäck, der har siddet i konsulentgruppen bag Den Nye Aftale (som jeg tidligere har blogget om her), har skrevet kronikken Den Nye Aftale er på plads (“her“) i Kristeligt Dagblad den 16. november 2007.

1992-oversættelsen ikke læselig

Hallbäck mener, der var problemer med 1992-oversættelsens læselighed:

Erfaringerne med 1992-oversættelsen har imidlertid afsløret et mere alvorligt problem. Den er faktisk ikke nem at læse. Selv om den er skrevet på et nutidigt dansk, er den ikke altid forståelig for almindelige mennesker. Især brevene i Det Nye Testamente rummer knudrede og uoverskuelige konstruktioner, som betyder, at mennesker, der ikke er vant til at læse komplicerede tekster, kan have svært ved at forstå oversættelsen.

Alle disse almindelige mennesker har gået i skole i mindst ni år, men kan ikke læse den vigtigste bog i vores kulturkreds? Mener altså Hallbäck. Nu er der jo – en hel del – mennesker, der faktisk har vanskeligheder ved at læse tekster (dyslektikere i varierende grad). Men alligevel vil jeg anfægte, om det nu er så entydigt, at “almindelige mennesker” ikke er “forståelig” for almindelig mennesker. Det kommer helt an på, hvad det er, der gør det vanskeligt. Græske konstruktioner kan være komplekse, men det er heller ikke normalt, at man gengiver dem uden at dele dem op i mindre bidder.

1992-oversættelsen forudsætter kendskab til »kirkeligt sprog«

Men hvis almindelige mennesker ikke ved ret meget om kristendom og ikke har megen erfaring med at læse i Bibelen, vil den da være vanskelig. Dem vil man altså hjælpe ved at give dem en oversættelse, som fremdeles ikke hjælper dem til at forstå, hvad der egentlig står. Det kan man jo diskutere, men om det er en direkte skadelig idé, kommer jo an på, hvor godt det lykkes.

Men dertil kommer, at oversætterne og redaktionen har forestillet sig, at de mulige læsere af Den Nye Aftale er mennesker, der ikke har noget stort forhåndskendskab til det kirkelige sprog. Den autoriserede oversættelse benytter en række formuleringer, som er velkendte for dem, der er fortrolige med det særlige kristne og kirkelige sprog. Det kan give oversættelsen en stor præcision. Men det kan samtidig virke afskrækkende på folk, der ikke er fortrolige med det sprog. Man kan naturligvis ikke lade, som om Det Nye Testamente ikke er en religiøs tekst. Men man kan godt forsøge at udtrykke de religiøse forestillinger i så almindeligt et sprog som muligt.

Men grunden til, at den autoriserede oversættelse indeholder “det kirkelige sprog,” er jo ikke, at oversætterne kender det, men at det er det sprog, vi finder i Bibelen. En oversættelse bør jo altid være nøjagtig. Men her smugler man en tilladelse til at være unøjagtig ind. Hallbäck taler om, at det kirkelige sprog kan give de autoriterede oversættelser “en stor præcision” (den seneste fra 1992 er i øvrigt ikke så præcis, så det gør noget). Meningen må vel være, at Den Nye Aftale stadigvæk er præcis, men blot ikke har den “store præcision,” som kirkesproget giver mulighed for. Men efter min opfattelse er det rigtige spørgsmål at stille, om præcisionen lider så meget, at der ikke længere er tale om en oversættelse med den nøjagtighed, man altid må kunne forvente af en oversættelse. Man kunne jo have valgt at kalde det noget andet end en oversættelse, fx en genfortælling, en gendigtning, gengivelse, et eller andet ord for parafrase. Som det er nu, forsøger man at foregive, at man stort set kan undlade at bruge alle de ord, som svarer til, hvad Bibelen selv bruger.

Måske er der mere på spil end de problemer, “almindelige mennesker” angiveligt har. Måske er der også tale om, at man har en anden filosofisk tilgang. Mange vil jo nemlig mene, at det vigtige ikke så meget er, hvad en tekst siger og “mener.” For en tekst mener ikke noget selv, vil disse receptionsæstetikere eller modtagerorienterede fortolkere mene. Det handler om et værks evne til så at sige at skabe et nyt værk inde i hovedet på den, der læser. Hvis det er tilfældet, kan lidt eller meget unøjagtighed her og der jo ikke betyde noget særligt.

Hvis der derimod er tale om, at Bibelen er ord, som Gud bruger til at frelse med – og det er, hvad Bibelen selv siger: fx Joh 2,10; 19,30f; 2 Tim 3,15f; Rom 1,16; 10,17; 1 Kor 1,17-25; 2,13 –
så betyder det selvfølgelig meget, at Bibelen er oversat så præcist som muligt. Det gælder ikke mindst de steder, som er vigtige for de enkelte trosartikler.

1992-oversættelsen er for ordret

En meningsbaseret oversættelse vil nødvendigvis være mere fortolkende end en ordret oversættelse.

Det, som Hallbäck her siger, lyder umiddelbart tilforladelig. Men hvad betyder det egentlig? Hvad vil “mere fortolkende” sige? Ifølge Hallbäck drejer det sig bl.a. om, at man angiveligt – i modsætning til 1992-oversættelsen – undlader at vælge mellem et græsk ords betyder, hvis det har flere end én. Men det er ærligt talt noget, der gælder alle oversættelser. Det er imidlertid ikke nogen dyd at undgå flertydighed, hvis det ellers er godt dansk. Hvorfor skulle man det?

Hvis man er af den opfattelse, at selve meningen i den græske tekst er knyttet til bestemte, markante ord på dansk som nåde, retfærdiggørelse, herlighed, kød (i betydningen kropslighed) og så videre, så vil man finde, at den nye oversættelse ikke gengiver den græske mening ordentligt, for vi benytter ikke den slags ord.

Umiddelbart ser det jo indlysende ud, men igen er der tale om en polemisk retorik, som savner et indhold – samt et meget alvorligt forhold. Selve meningen i den græske tekst er naturligvis ikke knyttet til bestemte danske ord. Den mening er der uafhængig heraf. Det er derfor, det giver mening at ajourføre oversættelser af og til.

Men det afgørende spørgsmål er, hvilke ord der gengiver den mening, der faktisk er. Hallbäck – og han er ikke alene – får det til at lyde, som om folk som jeg bare vil bevare “kirkesproget.” Men nej. Jeg vil bevare kirkesproget, fordi det bevarer meningen. Tag nu det eksempel, som Hallbäck giver: “kød (i betydningen kropslighed).” Det græske ord, Hallbäck taler om: sarx (gr. σάρξ), kan betyde det at være menneske af kød og blod: “Ordet blev kød,” som det hedder i Joh 1,14. Den Nye Aftale gengiver det med “menneske i kød og blod” (jeg ville have foretrukket ‘menneske af kød og blod,’ som det fremgår).

Men i det foregående vers bruges også ordet sarx. Den Nye Aftale gengiver ‘ikke af køds vilje’ med “ikke … fordi mennesker ville det” (Joh 1,13). Men her bruges ordet ‘kød’ (sarx) ikke i betydningen ‘kropslighed,’ men i betydningen ‘syndig natur.’ En tilsvarende borttolkning af den syndige menneskenatur finder vi i Joh 3,6. Man kan godt sige, at Den Nye Aftale her lægger sig fast på en bestemt tolkning. Men det er så lige præcist det, der er problemet.

Jeg undrer mig over, hvorfor folkene bag Den Nye Aftale – og folk bag andre tilsvarende oversættelser – dækker sig bag denne polemiske retorisk.

Den Nye Aftale kan kontrolleres med … 1992-oversættelsen

Hallbäck er tryg ved Den Nye Aftale, men begrundelsen er tankevækkende:

Vi søger at gengive meningen med mere almindelige ord eller ved hjælp af omskrivninger. Det er jeg helt tryg ved, fordi vi stadig har den autoriserede oversættelse, der benytter et mere nuanceret sprog, og som derfor kan gengive de græske udtryk mere ordret.

Hvis jeg skal oversætte det – og det bekræftes af min bladren i Den Nye Aftale – så siger Hallbäck her, at det ikke gør noget, at Den Nye Aftale er mindre præcis og korrekt, for man kan altid tage den autoriserede. Men man kan frygte, at det netop er, hvad man af Den Nye Aftales målgruppe, ikke vil gøre.

Hvis man gerne vil have en umiddelbar adgang til meningen i de nytestamentlige tekster, vil jeg påstå, at den nye oversættelse giver den bedste hjælp.

»Det danske sprog« bestemmer, hvordan tingene kan siges?

Det bør Hallbäck også påstå, eftersom han jo har deltaget i arbejdet som “græsk- og bibelkyndig.” Man får en umiddelbar adgang, men sandheden er, at det er en umiddelbar adgang til det, der nogen gange er upræcis, og andre gange næsten er noget helt andet.

At oversættelsen er målsprogsorienteret, betyder, at det er det danske sprog, der bestemmer – ikke hvad der kan siges, men hvordan det kan siges.

Men det er igen en tilsnigelse. Det danske sprog tillader jo rent faktisk fx 1992-oversættelsen. Man kan ikke hævde, at den ikke er dansk. Den er bare … sværere. Sandheden er, at det er et bevidst udvalg af det danske sprog, der bestemmer. Og her har man valgt at undgå så meget som muligt af det sprog, folk, der er opvokset med Bibelen, kender til. Hvis man gjorde det samme med en lærebog i bilreparationer, ville man blive mødt med hånlatter.