Det teologiske Menighetsfakultet i Oslo – 100 år

En hundredårig med ny profil

100-års jubilæum

Det teologiske Menighetsfakultet i Oslo (Menighetsfakultetet) er Norges største teologiske uddannelsesinstitution. Her fejrer man næste efterår 100 års jubilæum, regnet fra hvornår den første undervisning fandt sted. Formelt har Menighetsfakultetet den 16. oktober 2007 eksisteret i 100 år (jf. dekanen leder i Lys og liv, 2007, nr. 1). Menighetsfakultetet blev oprettet i protest mod den liberale teologi på Det teologiske Fakultet på Oslo Universitet, men dets dogmatiske grundlag var og er ikke særlig klart formuleret.

Luthersk?

I de senere år har man lagt større og større vægt på praksis og Praktisk Teologi. Til gengæld har man nedprioriteret den lutherske lære. Faktisk er det et spørgsmål, om det er tilstrækkeligt at tale om en nedprioritering. I lyset af den dokumentation, jeg fremlægger neden for, må man vel snarere spørge, om Det teologiske Menighetsfakultet ikke har opgivet den lutherske lære.

Ja, i virkeligheden kan man nok spørge, om Menighetsfakultetet nogensinde har været virkelig bekendelsestro, hvis man vurderer ud fra den norm, som Den augsburgske Bekendelse og Konkordiebogen udgør. Leiv Aalen, som var ved Menighetsfakultetet fra 1937 til 1976, fra 1957 som professor, fik efterhånden en meget stærk konfessionel bevidsthed, men han sluttede sig – i modsætning til MF som helhed – ikke til “den pietistiske tradisjon i læremessig forstand,” udtalte professor Torleiv Austad til Lys og Liv, 2006, nr. 4 (s. 16).

En helt ny profil

Hvis Menighetsfakultetet som helhed nogensinde har haft en stærk konfessionel bevidsthed, har det i al fald ændret sig de seneste år.

Austad siger i ovennævnte interview, at “Det er grunn til å drøfte hvordan en endret økumenisk situasjon innvirker på vår tolkning av den kristne tro i luthersk sammenheng i dag” (sammesteds). Rektor Vidar L. Haanes er endnu tydeligere. Han skriver i Lys og Liv 2006, nr. 4, følgende i lederen: “Det er tydelig at knapt noen [af en lang række europæiske teologiske fakulteter. Dr. Spids] har kommet så langt som MF, både ved å åpne for flere kirkesamfunn ved samme institusjon, og ved å tenke både akademisk og profesjonsorientert” (min fremhævelse).

I det efterfølgende nummer, Lys og liv, 2006, nr. 5 (s. 16), kan man læse om tværkonfessionel undervisning med troen, dåben og Ånden som emner. Her sidder pentekostale, katolske og lutherske studerende og lærere sammen. Faktum er da også, at der er ikke-lutherske lærere i lærerkollegiet. Det er der, både hvis man vurderer i forhold til, hvor de er medlemmer, og hvis man vurderer den teologi, de lægger for dagen.

Bred studenterrekruttering

Det siger sig selv, at rekrutteringen så er tilsvarende bred. “Har du et tilhørsforhold til et luthersk, metodistisk, katolsk eller pentekostalt kirkesamfund?” spørger Menighetsfakultetet i studiekataloget (s. 23).

Selvforsvar: Forsøg på teologisk retfærdiggørelse

Det er derfor ikke så mærkeligt, at Haanes i lederen i nummeret efter kan omtolke Den augsburgske Bekendelse, artikel 7, til at sige, at “kirken er et fellesskap av døpte mennesker, forankret i samlingen om ord og sakrament.”

Men ifølge denne artikel selv er kirken “forsamlingen af de hellige, hvor evangeliet bliver lært rent og sakramenterne forvaltes ret.” Artikel 7 lægger i modsætning til Haanes’ gengivelse ikke op til Menighetsfakultetets læremæssige åbenhed. Eller ligegyldighed. For hvad skal man ellers kalde det, når kirkesamfund pludselig kan have fælles præsteuddannelse? Og det, skønt de ikke blot er uenige om læren, men har uforenelige bekendelser?

Kritik: Hvor bliver sandhedskriteriet af?

Det er i sig selv et teologisk problem, når forskellige kirkesamfund, dvs. kirkesamfund med forskellige bekendelser, er på samme institution. Man må jo spørge, om de lutherske mener, de andre tager fejl, eller om man mener, det hele er lige godt og gyldigt.

Selv siger Menighetsfakultetet, at man vil lægge vægt på, at “teologien skal være en akademisk disiplin, men samtidig vil vi at uddannelsen i teologi skal fungere i praksis” (min fremhævelse). Akademisk burde sige noget om indholdet, men det gør det ikke, som det forstås nu om dage. Det gør det heller ikke i dette tilfælde, for akademisk betyder jo da vanligvis, at man ikke kan eller må lade uforenelige påstande stå side og side. Men det gør Menighetsfakultetet nu.

Det andet kriterium er da, at noget fungerer i praksis. Det er et kriterium, som kun gælder i nogle forhold, men ofte ikke i teologiske. I så fald burde man jo være katolik, eftersom katolicismen (formentlig) er den største og åbenbart mest succesrige religion i verden.

Man kan måske forstå, at Menighetsfakultetet med sin pietistiske tradition kan leve med at lade praksis (“livet”) være vigtigere end læren. Men hvordan kan et fakultet se stort på akademiske dyder, så man kan leve med uforenelige teologier under samme tag?

At det er tilfældet, fremgår af det følgende.

Dokumentation

Forholdet til katolsk teologi

Professor i kirkehistorie, Bernt Oftestad, blev for nogle år siden afsat som professor og givet en arkivstilling, da han konverterede til Den katolske Kirke (se førnævnte artikel). Men han har siden, i 2004, fået et nyt professorat i “europeisk kulturhistorie med vekt på kirkehistorie). I praksis er det imidlertid ikke til at se den store forskel på hans virke i de to professorater, og han er fortsat ressourceperson på fx de lutherske bekendelsessskrifter (se Kompetansekatalogen på http://www.mf.no). Forskningsengagementet ligger inden for nyere katolsk teologi og kirkeliv, ifølge Oftestads egen hjemmeside. Ifølge Lys og liv, 2007, nr. 2 (s. 13) er Oftestad “en ivrig debattant på stat-kirke-området … de siste årene fra en katolsk synsvinkel.” På bedding har han desuden et nyt bogprojekt: den katolske kirke og den moderne liberalisme.

En anden ansat, stipendiat i kirkehistorie, Sigurd Hareide, er i øvrigt også katolik. Men det giver naturligvis heller ikke mening at udelukke katolske stipendiater, når man har andre konfessioner i lærerkollegiet.

Oftestad fik sit nye professorat 1. august 2004 (jf. Lys og liv, 2004, nr. 3, s. 17), dvs. omkring det tidspunkt, Menighetsfakultetet ifølge Broen, Katolsk Kirkeblad (Broen, Katolsk Kirkeblad nr. 3, 2004, s. 20) indgik en samarbejdsaftale med Det pavelige universitet Gregoriana i Rom. Menighetsfakultetet havde endda ifølge Broen henvendt sig til biskop Gerhard Schwenzer med et tilbud om studier, som man ville tilrettelægge for katolske præstestuderende. Det blev ikke til noget dengang. Men den 25. august 2005 lanceredes to nye studieprogrammer i katolsk teologi. Det skete med officiel hilsen fra Den katolske Kirke i Norge og med deltagelse af en professor fra Gregoriana.

Lys og Liv, 2005, nr. 4 (ss. 8-9) citerer blandt andet rektor Haanes for at sige, at “Det er heldigvis få som fremdeles mener at den lutherske lære i sin norske form er i besittelse av hele sannheten.” Nu er rektor Haanes selv kirkehistoriker, så han ved sikkert godt, at det ikke er den lutherske, men den reformerte kirke, der har lokale læretraditioner. Rektorens formulering er så tilpas upræcis, at de fleste nok ikke vil være uenig. På den anden side kan det være svært at være enig, når man ikke rigtig kan sige, hvad det egentlig betyder. Signalet er imidlertid tydelig nok. Rektor Haanes lader katolikkerne vide, at man ikke fordømmer dem eller deres teologi. Artiklen er i øvrigt skrevet af Terje Hegertun, som er ansvarlig for mastertilbudet i pentekostal teologi (se tekstboks s. 9).

Siden har man også (eller i stedet for?) etableret et samarbejdsprojekt med St. Dominikus teologiske seminar. I Lys og liv, 2007, nr. 2 (s. 6) står der da også i en billedtekst, at prorektor Robert Christian underviste på Menighetsfakultetet i katolsk ekklesiologi som en del af dette samarbejdsprojekt. Christian er dominikaner og prorektor på det teologiske fakultet ved Det pavelige universitet Angelicum i Rom.

Rektor Vidar L. Haanes forelæste i øvrigt i Vatikanet i 2006. Her hilste han på pave Benedikt XVI. Lys og liv, 2006, nr. 5 (s. 13) bringer et billede heraf og skriver om paven, at han kender Menighetsfakultetet som et luthersk fakultetet. “Han var svært interesseret i å høre om de katolske studiene på [Menighetsfakultetet] og sendte sine hilsener, og da spesielt til de katolske studenterne.”

En notits i Lys og liv, 2006, nr. 4 (s. 7) fortæller, at Menighetsfakultetet har haft besøg af rumænske ortodokse teologer. “Temaet for kurset var ‘misjon og økumenikk,’ og hensikten var å ‘trene’ rumenske teologiske lærere til å undervise i disse fagene.” I den forbindelse var der en ortodoks morgenbøn i Menighetsfakultets kapel. Lys og liv bringer et billede fra morgenbønnen.

Forholdet til ikke-lutherske frikirker

Men det er ikke kun forholdet til Den katolske Kirke, der har ændret sig. Menighetsfakultetet har indgået samarbejdsaftaler med ikke-lutherske frikirker. Man samarbejder med Pentekostalt senter for ledelse og teologi, Metodistkirkens Studiesenter og Frelsesarmeens Offiserskole. Såvel Menighetsfakultetets styre som forstanderskab er tilfredse, ifølge Lys og liv, 2004, nr. 3 (s. 3).

Samarbejdet med Frelsens Hær er omtalt i Lys og liv, 2006, nr. 4 (s. 17).

Samarbejdet med Metodistkirkens Studiesenter begyndte i 2001, men blev formelt godkendt december 2005 ifølge Lys og liv, 2006, nr. 1 (s. 17). Lys og liv, 2007, nr. 1 har et billede af metodister med mastergrad. Metodistpræsten, dr.art. Roar G. Fotland er ansat som førsteamanuensis på Menighetsfakultetet og fakultetets specialist i metodisme. Fotland slår fast, at metodisterne forudsatte og fik reel frihed i samarbejdet med Menighetsfakultetet. Fakulteteten har snarere, siger Fotland til Lys og liv, 2003, nr. 2 (s. 17), “tilskyndet oss til en tydelig metodistprofil enn de har begrenset oss.” Det måtte man jo også forvente, når Menighetsfakultetet har valgt at ansætte Fotland.

Fotlands understregning viser på den anden side, at man nu har bragt profiler sammen, som tidligere ikke kunne samarbejde. Metodisterne har ikke ændret sig. Hvem har så? Fotland er ikke bange for at få metodismen udvandet. “Faren er der alltid, men jeg ser heller at dette gir oss en god mulighet for å gjøre metodismen kjent for flere. [Menighetsfakultetet] har oppmuntret oss til å være tydelige, og denne likeverdighet er viktig for oss,” slutter Fotland.

Menighetsfakultetet kan næppe siges at være blevet metodister – i al fald ikke mere end pietismen plejer at være. Men man tager ikke den lutherske lære så alvorligt, så man siger nej til at lade andre kirkesamfunds præster propagandere for deres lære, som er i modsætning til den lutherske.

Samarbejdet med Pentekostalt Senter for Ledelse og Teologi omtaltes i Lys og liv, 2004, nr. 3 (s. 12f). Undervisning begyndte i marts 2004, oplyses det i Lys og liv, 2004, nr. 2 (s. 18). Dette samarbejde blev præsenteret således: “Like etter nyttår ble det kjent at fakultetet har ansatt cand.theol Terje Hegertun i en engasjementsstilling for å bistå MF med kompetanseutvikling innenfor pentekostal teologi, som er et felt der MF ønsker å utvide sitt tilbud både på bachelor- og på masternivå. I fjor har det vært ført samtaler med representanter for pinsebevegelsen som på vegne av dette trossamfunnet har fått i oppdrag å utarbeide forslag til en kommende høyskole. Disse samtalene har så langt ført til at det i inneværende semester gis undervisningstilbud i to moduler innenfor pentekostal teologi. Disse studiemodulene vil bli avviklet som et prøveprosjekt ved tanke på et mer langsiktig samarbeid med pinsebevegelsen med henblikk på en mastergrad med vekt på pentekostal teologi.” Ansættelsen var tidsbegrænset, men er senere blevet forlænget, og Hegertun er nu stipendiat.

Kvindelige præster

Men der er også andre problemer på Menighetsfakultetet. Det er allerede mange år siden, man fik kvindelige studerende og anerkendte kvindelige præster. Studenterpræsterne på Menighetsfakultetet er også af begge køn. En stærkt medvirkende årsag var, at staten truede med at inddrage statsstøtten, hvis ikke Menighetsfakultetet makkede ret. Nu er der få lærere, som er imod. Men man har også ændret sig på mange andre måder. Der er teologer, der mener, at ja’et til kvindelige præster før eller siden vil føre til et ja til homoseksuelt samliv. I al fald er også dette spørgsmål blev et problem på Menighetsfakultetet.

Ja til homoseksuelt samliv

En professor i Systematisk Teologi, Jan Olav Henriksen, måtte se sig degraderet i 2001. Man kan ikke fortænke nogen i at fortolke dette som krisekontrol snarere end en egentlig teologisk reaktion. Henriksen måtte nemlig ikke undervise i etik og dogmatik. Men han måtte gerne undervise i teologiske grundlagsspørgsmål (se “Enighetsfakultetet,” Universitas, 7. november 2001, og “Vingeklippes etter homofiliutspil,” Aftenposten, 7. oktober 2001). Professoren er naturligvis fortsat forpligtet på “Den hellige Skrift og den norske kirkes evangelisk-lutherske bekjennelse og skal være lojal mot fakultetets læremessige profil” (Aftenposten). Menighetsfakultetets informationsblad Lys og liv præsenterer i øvrigt Henriksen som professor i Systematisk Teologi, dvs. tilsyneladende også i etik og dogmatik (nr. 3, 2007).

I 2006 kommer det frem, at førsteamanuensis i kirkehistorie, Jan Schumacher, allerede i 2003 havde skiftet syn på homofilispørgsmålet. Informationschef og ansvarshavende redaktør på Utsyn.no (Norsk Luthersk Misjonssamband), Espen Ottosen, skriver i artiklen “MF-lærer støtter homofilt samliv“, at Schumacher orienterede dekanen i 2003 og året efter lagde sit syn frem på et internt seminar. Schumachers eget syn kan læses i et debatindlæg på Aftenposten.no den 31. marts 2006. Heri går han bl.a. i rette med Knut Alfsvåg fra Misjonshøgskolen i Stavanger.

Luthersk?

Et luthersk fakultet, der samarbejder med et paveligt universitet og tilbyder uddannelse til romerske præstestuderende? Et luthersk fakultet, der samarbejder med metodister, pentekostale og Frelsens Hær? Nej, der kan ikke længere være tale om et luthersk fakultet.

Forklaringer?

Økonomi og politik

Man må vel regne med, at flere samarbejdspartnere er godt for økonomien. Man kan også tænke sig, at flere samarbejdspartnere gør Menighetsfakultetet mere uafhængig politisk set. Det gør netværket og afsætningsmarkedet større, og dermed bliver det vanskeligere for politikerne at skære i statsstøtten.

Pietistisk baggrund

Alligevel må man undre sig over, hvordan et luthersk fakultet kan samarbejde både med reformationens såkaldte højre- og venstrefløj. Svaret kan måske ligge i Menighetsfakultetets pietiske baggrund, hvor man bl.a. har vanskeligt ved at skelne mellem retfærdiggørelse og helliggørelse.

Evangelikal indflydelse

Samtidig har amerikanske kirker og bevægelser fået stor indflydelse, også i Norge. Det gælder f.eks. Willow Creek Community Church, hvis leder, Bill Hybels, ofte er i Norge. Også missionstænkningen har ændret sig.

Ikke-lutherske studerende siden 1970

Samtidig er det måske også en udvikling, som kunne være svær at standse, når først ikke-lutherske studerende fik adgang i 1970 efter den såkaldte dissentersag. Ifølge rektor Haanes mente Leiv Aalen, at Menighetsfakultetet “ved dette hadde gitt rom for moderne økumenisme, og dermed brutt sin forpliktelse på kirkens evangelisk-lutherske bekjennelse, som i likhet med den gamle kirke gjør læremessig konsens til ubetinget vilkår for enhver form for kirkelig samfunn.”

Uluthersk forståelse af den lutherske lære

Rektor Haanes forklarer om sit eget syn, som man må antage, er nogenlunde repræsentativ for Menighetsfakultetet: “Jeg er ikke av dem som mener at den lutherske lære i sin norske form er i besittelse av hele sannheten. Det betyr ikke at man åpner for relativisme. Det avgjørende spørsmål for en luthersk teolog er om andre kirkers teologiske tradisjoner er i samsvar med
Skriftens ord, ikke om de er identiske med den lutherske bekjennelse i ett og alt.” (Lys og liv, 2005, nr. 4 (Lederen, s. 4). Haanes siger indirekte, at den lutherske bekendelse ikke altid er korrekt.

Men det afgørende spørgsmål er da: Hvornår er den lutherske lære korrekt? Er de andre kirkers teologiske traditioner faktisk i overensstemmelse med Skriftens ord? Eller er de ikke? Er det den lutherske bekendelse, der lærer ret om retfærdiggørelsen og nådemidlerne? Eller er det en af de andre?

Men det spørgsmål besvarer Haanes ikke. Men sådanne spørgsmål må man rimeligvis besvare. Og da må man også svare på, hvordan kan man lade fx katolikker undervise, hvis man mener, de grundlæggende ikke har forstået Skriftens lære?

Ellers må man nødvendigvis konkludere, at Menighetsfakultetet ikke regner den lutherske lære for noget.

Økumenisk åbenhed

Men naturligvis har Menighetsfakultetet ikke forandret sig. Man er bare blevet bedre til at samtale – siger man selv. “MF har ingen planer om å bli et interkonfesjonelt eller konfesjonsløst lærested. Den teologiske identiteten som ligger i fakultetets læregrunnlag er viktig for undervisningen, læringsmiljøet og læreuttalelsene. Men det trenger ikke være noen motsetning mellom et evangelisk-luthersk læregrunnlag og en økumenisk åpenhet. Den som både er sannhetssøkend og trygg på sitt eget teologiske ståsted, vil fungere best i dialog med andre. Dersom Den norske kirke i fremtiden skal være en troverdig samtalepartner i økumeniske dialoger, er det bare en fordel at samtalen starter allerede i studietiden,” skriver rektor Haanes i Lys og liv, 2005, nr. 4 (Lederen, s. 4).

Men jeg mener ikke, at problemet drejer sig om at være en troværdig samtalepartner, for der er ikke noget til hinder for at lade den evangelisk-lutherske lære komme til orde i økumeniske samtaler – hvis ellers andre kirker vil lytte.

Problemet drejer sig derimod om, hvad Menighetsfakultetet teologisk og akademisk blåstempler ved at at lade andre kirker stå for undervisningen på Menighetsfakultetet. Her er det ikke den lutherske lære, men den økumeniske åbenhed, som bestemmer.

Et økumenisk studiested

At Menighetsfakultetet ikke skulle have forandret sig, er umiddelbart svært at få til at harmonere med, hvad professor Terje Stordalen skrev i Lys og Liv, 2005, nr. 3 (s. 16). Stordalen beskriver, hvordan man allerede har studieprogrammer med studieretninger for metodistisk, pentekostal og katolsk teologi, og skriver så: “Med en slik utvikling blir [Menighetsfakultetet] et økumenisk studiested.”

Stordalen beskriver det økumeniske miljø, som Menighetsfakultetet nu har etableret og fortsætter: “Samtidig betyr felles studiested ikke identisk teologi. Det forblir reell ulikhet og uenighet mellom kirkelige tradisjoner. MF ønsker ikke å fortie eller utviske dette. Med et åpent, faglig perspektiv håper vi å bidra til at norske kristne kan samles om det vi er felles om, og lære å forstå og respektere hverandre der vi ikke er enige. Kanskje oppdager vi, hver fra vårt utgangspunkt, hva som er vår tradisjons sterkeste bidrag til verdenskirkens teologi. Og motsatt ser vi kanskje noen punkter der vi kan lære av andre kirker – uten å oppgi egen identitet.”

Ikke længere bekendelse, men refleksion

Menighetsfakultetet har ændret sig, mener Stordalen. Menighetsfakultetets tradition forstår “teologi som en refleksjon som foregår i kirken.” Men det forstod man tidligere konfessionelt, mens man nu forstår det hermeneutisk.

Man “forstår kirken som et faktisk fellesskap av troende mennesker samlet om troens sannhetter. Man aksepterer at ulike kirkesamfunn har del i disse sannhetene, hver på sin måte. Dermed bliver det muligt å ha et felles perspektiv på f.eks. luthersk og katolsk teologi,” forklarer Stordalen. Men han forklarer nu ikke, hvordan den lutherske retfærdiggørelseslære kan eksistere side om side med den katolske.

Stordalen siger også, at man lægger vægt på teologi som en faglig aktivitet. Hvis man oversætter det, betyder det, at man ikke længere er optaget af, om man tolker Skriften korrekt, dvs. i overensstemmelse med den lutherske lære. Man har etableret faglige regler, som man skal rette sig efter. Og de omfatter ikke længere det konfessionelle.

Stordalen mener dog, det er værd at lægge mærke til, at dogmatiske og praktisk-teologiske emner fortsat studeres inden for konfessionelle traditioner. Som GT-professor må Stordalen vide, at han dermed også siger, at de bibelske fag ikke studeres inden for disse traditioner. Men dermed har man jo reelt sagt, at man ikke længere mener, at de lutherske bekendelsesskrifter tolker Skriften korrekt. Så kan man jo heller ikke undre sig over, at man kan give plads for både katolikker og metodister, pentekostale og Frelsens Hær.

At se eller ikke se

Økumenisk pris

Kirkelig og teologisk pluralisme er – i bedste fald – konfessionelt selvmord. Ikke så underligt, at en repræsentant for pinsebevægelsen glæder sig (s. 17). Det er heller ikke så underligt, at Norges kristne råd har givet Menighetsfakultetet (og Ansgarskolen) årets økumeniske pris. De kan nemlig se, hvad det er, der foregår på Menighetsfakultetet.

Hvad skal man dog sige?

Måske kan Menighetsfakultetets teologer ikke selv se, hvad der foregår, og så er de inkompetente. Ellers også kan de, men vil ikke sige det. Hvad skal man dog kalde det?

Updated: August 2nd, 2008