En norsk Grosbøll og andre kvaksalvere

Under overskriften En norsk Grosbøll-sag skriver Kristeligt Dagblad den 17. juli 2008 om Helge Hognestad. Der er egentlig ikke nogen særlig grund til, at kronikken skal komme lige nu, for intet af det, kronikøren, Jens Steensberg, skriver, er nyt. Men det er jo agurketid. Her er så et eksempel, ikke på en krum agurk, der dog er en agurk, men på noget, der gives ud for at være en agurk, men i virkeligheden er giftigt slangekød.

At Jesus døde for vore synder er en historisk tanke, som tjente mennesker, da den blev til, men som i dag holder mennesker fast i noget fortidigt. Jesus døde og blev korsfæstet, fordi det lys, der strålede fra ham, var for stærkt for dem, som havde magten i datidens samfund. At blive kristen er ikke at sige ja til en række opfattelser og sandheder, som andre har udtænkt, men at orientere sit liv ud fra det, Jesus talte om og viede sit liv.

Det meste af, hvad Steensberg skriver, er slet ikke sandt. Sandt er dog, at Jesus faktisk døde. Grunden til, at Jesus døde, var nemlig, at vi mennesker er syndere, som kun kan imødese Guds dom og evige fordømmelse. Med mindre altså Gud greb ind og sendte sin egen søn for at lide, dø og opstå i vores sted.

Det kan man så som kronikøren vælge at udsætte for en magtretorisk bagatellisering. Det fjerner hverken synden eller skylden hos kronikøren eller nogen som helst anden.

Sandt er det dog også, at det at blive kristen ikke er “at sige ja til en række opfattelser og sandheder, som andre har udtænkt.” At blive kristen vil nemlig sige, at Gud griber ind ved at lade evangeliet forkynde, så Helligånden kan skænke troen på Bibelens evangelium. Den tro regner Gud os til retfærdighed. Alt, hvad man ellers vil kalde kristendom, er det slet ikke.

Kronikøren tror, han kan klare frisag over for Gud – han vil jo dog regnes for en kristen – ved “at orientere sit liv ud fra det, Jesus talte om og viede sit liv.” Det er intet andet end gerningsretfærdighed. Det frelser ingen.

Engang kom en rig ung mand til Jesus for at få at vide, hvad han skulle gøre for at være sikker på at blive frelst. Jesus måtte lære ham, at han intet kunne gøre selv. Tværtimod var hans problem, at han ikke frygtede og elskede Gud og stolede på ham over alle ting. Dagens kronikør ligner den unge mand, men er betydeligt frækkere. For han vil irettesætte Jesus og Jesu apostle og belære dem om, hvad sand kristendom er.

MED HENSYN TIL morgendagens kirke læner Hognestad sig stærkt op ad Spong, der forretter gudstjenester uden at lade sig anfægte af liturgiens sprog. Ordene opfatter han som poesi, symboler eller oplysende udtryk, som vore forgængere brugte for at udtrykke de dybeste længsler. For Hognestad vil gudstjenesten først og fremmest være en fejring af gudsnærværet. Dåben vil synliggøre den evige forbindelse mellem mennesket og det guddommelige. Og nadveren vil udtrykke en genkendelse og bekræftelse (ihukommelse) af Kristusbevidstheden i ens indre.

Det, som ifølge Skriften og den lutherske lære er midler, hvorved Kristus virkeligt formidler sin egen og Helligåndens nærvær, gøres nu til tale og handlinger, som i virkeligheden blot er menneskelig selvforgudelse. “Gudsnærværet,” der er tale om, kan kun være nærværet af det menneske, der tror, at det er blevet guddommelig. Den ene, sande Guds nærvær kan det nemlig ikke være, for han er kun der, hvor Hans Ord forkyndes rent og sakramenterne forvaltes efter hans befaling.

Helge Hognestad udtrykker sig på baggrund af sine mange års solide teologiske overvejelser mere forsigtigt og mindre provokerende end Thorkild Grosbøll. Men deres ærinde er grundlæggende det samme. For os andre minder Hognestad og Grosbølls overvejelser os om, at det må gå an at kalde sig kristen uden bogstaveligt at kunne tilslutte sig de etablerede kirkers sakramenter og trosbekendelser. Det afgørende bliver efter fattig evne at søge at følge i Jesu fodspor.

Det er ikke kun Hognestad, der udtrykker sig forsigtigt. Det er slet ikke usædvanligt, at der først er kættere, der udtaler sig meget bastant – af og til decideret dumt – og som derfor bliver smidt ud. Dernæst kommer der en række andre kættere, der egentlig mener det samme, men som blot udtrykker sig smartere, så de ikke så let afsløres. Derfor får de lov til at drive deres dødelige virksomhed i længere tid.

Kronikøren mener, det afgørende er “efter fattig evne at søge at følge i Jesu fodspor.”

Det lyder hårdt at skulle sige det, men det er løgn og bedrag. For den sande Jesus, som har åbenbaret sig og som har sørget for, at vi har en ufejlbarlig åbenbaring, Bibelen, lærte os, at vi skal lære at holde alt, hvad han har befalet.

Det inkluderer evangeliet, dåben og nadveren. Hvis vi ikke bliver i hans ord, er vi nemlig slet ikke hans disciple, siger han i Johannesevangeliet kapitel 8 (Joh 8,31f).

Steensberg er en kvaksalver. Grosbøll var en kvaksalver, som selv verdslige journalister kunne afsløre. Hognestad og mange andre med ham er bedragere og kvaksalvere, der nok har fine “papirer” og retoriske evner, der pakker alt ind i vendinger, som nutidens mennesker uden ordentlig viden om kristendom åbenbart ikke kan afsløre. Men dødbringende kvaksalvere er det alligevel.

Vil man gøre sig den ulejlighed at læse bare nogen få sider i Luthers lille Katekismus, som er en udmærket indføring i kristendom – sand kristendom, så er det dog såre let at afsløre disse bedragere og kvaksalvere.


Læs mere i “Grosbølls udgang(spunkt),” hvor der også er links til mine indlæg om Grosbøll.

Comments

  1. Godt og skarpt indlæg du har her. Det er også interessant at lægge mærke til den ignorante holdning som Jens Steensberg viser med sætningen:
    "At Jesus døde for vore synder er en historisk tanke, som tjente mennesker, da den blev til, men som i dag holder mennesker fast i noget fortidigt."
    For han vælger dermed at overse gnosticisterne fra samme tid som urkirken, som kunne finde på at komme med lignende udtalelser. Med andre ord, så er der ikke noget nyt under solen. Jens Steensberg og andre ser ofte sig selv som fornyere af troen. Men deres tanker er ikke andet end afprøvet liberalteologi som ikke har nogen frelseskraft.