En præsts og en kirkes pligter – i lyset af Grosbøll-sagen

Indledning

Fredag d. 13. juni 2003 bragte Kristeligt Dagblad en kommentar i Kristeligt Dagblad med titlen “Præstens pligter”. Augsburgske havde planer om at bringe denne kommentar, men med en konkretisering af, hvilke konsekvenser det bør få i den aktuelle situation for dem, der i praksis vil stå fast på Bibel og Bekendelse. Grosbøll har taget sin afsked, men indlægget har principiel betydning og bringes derfor.

Kristeligt Dagblad havde i øvrigt følgende fremhævelse: “Holder han sig indenfor, er hans embedsvirksomhed ikke hans egen, men i virkeligheden Kristi egen virksomhed”.

Hvad er en præst?

Menighedsrådsformanden i Taarbæk raser over suspensionen af sognepræst Thorkild Grosbøll, for han passer godt til sognet, lyder det fra Lars Heilesen. Hvor mange andre, der vil udtrykke sig på den måde i en så højprofileret en sag, ved jeg ikke. Men selve den underliggende tankegang er måske alligevel ikke så sjælden i danske sogne.

Problemet er blot, at denne opfattelse af, hvad en præst skal være, er i modstrid med, hvad en præst egentlig er. En præst får betroet på Kristi vegne at tilgive synd og at fastholde, dvs. ikke-tilgive, synd. Det lærer vi bl.a. af det, Jesus siger i Johannesevangeliet 20,19-23. En præst skal derfor handle 100% efter de anvisninger, Kristus har givet ham gennem Bibelen, og han har desuden forpligtet sig til at forstå, tolke og udlægge Bibelen korrekt, dvs. i overensstemmelse med folkekirkens Bekendelsesskrifter, herunder trosbekendelsen, Luthers lille katekismus og den augsburgske trosbekendelse. Går han udenfor de anvisninger, han der har fået, er hans embedsvirksomhed ugyldig. Holder han sig indenfor, er hans embedsvirksomhed ikke hans egen, men i virkeligheden Kristi egen virksomhed.

En ambassadør kan, hvis han er i overensstemmelse med regeringens politik og beslutninger, forpligte Danmark med sin underskrift og indgå aftaler på Danmarks vegne eller nægte det. Han er en befuldmægtiget repræsentant. Handler han derimod uden mandat eller i modstrid hermed, dvs. i strid med sin regerings politik og beslutninger, så vil han uden videre blive hjemkaldt eller afsat. Det er positivt, at der nu er tilløb til at fjerne de værste eksempler på præster, der heller ikke er i overensstemmelse med Ham, de repræsenterer. Folkekirken har dog stadigvæk en tolerance, der er alt for stor. Vil man mon tage fat på det bagefter?

Taarbæk-sagen giver anledning til at belære ikke bare præsterne, men også biskopperne og menighedsrådene om, at præsten på grund af det embede, han har, ikke skal være i overensstemmelse, i større eller mindre omfang, med menighedsrådets og sognets holdninger, men derimod med Ham, som sender ham, og med Bibelen og Bekendelsen som autoritative normer for præstens virksomhed. Det burde være en selvfølge, at menighedsrådene tilslutter sig dette.

En ambassadør bliver formentlig afsat eller forflyttet, hvis han går uden for sit mandat. Selvfølgelig, for ellers kan man jo ikke regne med aftaler, der indgås mellem forskellige lande(s regeringer). Nu ville det være helt forkert at anskue forholdet mellem Gud og mennesker som et forhandlings- eller kontraktforhold. Men et menneske bør jo kunne stole på præstens forkyndelse og ikke mindst kunne have tillid til, at

  • præsten taler sandt og har den fornødne bemyndigelse, når han enten tilgiver syndere deres synd på Guds vegne eller fastholder synden (utilgivet) på Guds vegne, der hvor en person ikke vil have syndstilgivelse, men bare syndstilladelse

  • præsten til prompt og prikke udfører den tjeneste, han har fået, og at han følger de forskrifter, der foreligger, når sådanne foreligger

  • præsten er fuldt ud fortrolig med, hvad hans Herre mener og ikke mener, og selvfølgelig tilslutter sig dette

Thorkild Grosbøll (som nu har fået sin afsked efter ansøgning) kan ikke anses for at være en kristen præst, for han har offentligt undsagt selv de mest fundamentale af troens artikler.

Grosbølls oprindelige foresatte, biskop Lise-Lotte Rebel, forsøgte vel at gøre noget ved sagen. Det er derimod mere uklart, om daværende biskop Jan Lindhardt, som overtog tilsynet, reelt gjorde noget ved Grosbølls vranglære.

Alt i alt har folkekirken derfor endnu engang fejlet at aflægge den bekendelse, som man med rette bør forvente af en kirke, der som sit officielle grundlag nævner Bibel og de lutherske Bekendelsesskrifter.

En række præster og teologer skrev i 2003 under på et krav om, at sagen skulle tages op igen. Men det var i virkeligheden alt for lidt. Hvad der virkeligt var brug for, var en kirke, der ville bekende sig til Den treenige Gud og derfor også fordømme Grosbølls frafald fra den kristne tro og biskoppens falske forsvar for Grosbøll.

Det er nemlig ikke biskopper, provster, præster, menighedsråd og det er heller ikke sådanne universitets”teologer” eller andre såkaldte “teologer”, der ikke fatter en åndelig stavelse af Bibelen og Bekendelsesskrifterne, der afgør, skal afgøre eller endsige kan afgøre, hvad der er kristendom og hvad en kristen præst skal bekende og lære.

Det er Skriften og dén alene, der skal afgøre dette. Det er der foreløbigt ikke mange, der har fremført. Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at alle disse lærde folk ikke kan finde ud af, hvad en præst er. Det er derfor desværre heller ikke så overraskende, at alle disse folkekirkelige ansatte og støtter ikke kan finde ud af, hvad en præst som en selvfølgelighed bør bekende og lære.

Om en præst kan have svært ved altid at tro alt, hvad Gud siger, er ikke så underligt, det er jo ét af syndefaldets følger. Men at præsten ikke, som han har lovet og fået guddommelig ordre på, kan bekende og lære det, som Skriften siger, netop for at hans menighed og han selv skal kunne få skænket tilliden og tro til Gud og Hans Ord, det er der ingen undskyldning for.

Om en præst ikke selv kan se, at han ikke alene er utroværdig, men utro mod sin Herre, det kan der jo være forskellige forklaringer på. Men at hans foresatte ikke hjælper ham til det og tilsyneladende ikke engang kan hjælpe ham til det, er helt uacceptabelt.

Når en kirke, der i princippet – som luthersk kirke – skulle være en bekendelseskirke, ikke bekender den sande tro og ikke prompte afviser en åbenlys og grov bespottelse af den sande lære, er den ikke en bekendelseskirke. Ja, man må alvorligt overveje, om der overhovedet er tale om en kristen kirke, når Kristus og Hans Ord i den grad ringeagtes og ignoreres.