FN fordømmer “ærekrænkelse” af religion

Ifølge Jyllands-Posten 26. marts 2009 meddeler Ritzau, at FN-forum har vedtaget en “religionsresolution”:

Et forum i FN vedtog i dag en resolution, der fordømmer “ærekrænkelse” af religion som et brud på menneskerettighederne, selv om der er udbredt bekymring for, at den kan anvendes til at retfærdiggøre censur og begrænsninger af ytringsfriheden i muslimske lande.

Resolutionen er ikke bindende, men der kan ikke være tvivl om, at den ikke er rettet mod muslimernes kritik og ærekrænkelse af jødedom, kristendom og andre religioner. Den skal tværtimod beskytte islam mod kritik.

Jøderne, som ikke bryder sig om det kristne kors – den jødiske rabbiner med ansvar for Grædemuren ønsker ifølge Kristeligt Dagblad, at paven ikke skal bære det kristne kors, når han besøger Grædemuren – endsige om den kristne tro og lære om Jesus som Kristus/Messias, kunne måske bruge resolutionen til at undertrykke den kristne bekendelse. Eller de kunne anklage islam for ærekrænkelse af jødedommen (og kristendommen med, når vi nu er i gang). For ikke alene er der talrige misforståelser af jødedom og kristendom i islam, men det er jo tydeligt for enhver, at islam og mange muslimer tænker og udtrykker sig alt andet end positivt om jødedom og jøder.

Det ville naturligvis gøre enhver religiøs tale “ærekrænkende”. Men det er jo selvfølgelig ikke meningen.

Resolutionen og de talrige andre tiltag fra muslimers side på at undertrykke kritik af islam og muslimer er en del af den islamiske religionskamp, for ikke at sige religionskrig. Hvor kristendommen ikke kan og ikke vil udbrede den ene rette kristne tro med militær magt – det kan slet ikke lade sig gøre – forholder det sig helt anderledes med islam. Islam taler ikke om troen som en gave, Helligånden skænker og skaber ved forkyndelsen af lov og evangelium. Islam er underkastelse, og midlerne er anderledes slagkraftige.

En afgørende forskel er, at islam derfor ikke viger tilbage for at true for at udbrede islam. Truslerne kan være direkte eller indirekte. Religionsresolutionen er måske ikke formelt bindende, men det er et eksempel på slet skjulte trusler. Islamkritikere skal nu undertrykkes med juridisk pres. Og der er altså en hel del, der gerne vil være islam behjælpelig med det.

Den vestlige verden og ikke mindst kristne bør ikke blot være på vagt, men imødegå denne resolution og strategien bag på enhver måde. For den vil skade forkyndelsen af det kristne evangelium. Den vil også undergrave de vestlige samfund. Men mange er grænseløst naive og tiltror de islamiske strateger den samme holdning, som de kender fra de allerfleste kristne, ja, fra de allerfleste vestlige. Man tænker godt om andre, man vil gerne finde kompromiser, og man regner med, at de andre respekterer en selv.

Det kan kun skyldes et overfladisk eller fejlagtigt kendskab til islam. Hvis man ikke var uvidende eller lukkede øjnene for den viden, man har, ville man vende en sådan religionsresolution mod de islamiske propagandister. Så ville man sige til dem: Ja, vi er ikke helt uenige i denne resolution. I kan derfor se frem til så mange anklager for ærekrænkelse, at I vil få nok at lave med at forsvare jer de næste 100 år.

Som kristen er islams behandling af jøder og kristne dybt ærekrænkende. Dertil kommer, at islams manglende skelnen mellem religion og politik, mellem det verdslige regimente og det åndelige regimente ikke kun er dårlig teologi, men det er også ødelæggende for den vestlige verden.

Der er nok at tage fat på.