Forener bønnen?

Indre Missions formand: Bønnen forener på tværs af konfessioner

Bønnen forener os, skrev Indre Missions formand, sognpræst Anders Dalgaard, i anledning af Evangelisk Alliance-bedeugen i januar. Temaet var “Gud er nær!”

Formanden bruger et gammelt ord: konfession, dvs. bekendelse: “Og netop fordi det hedder Evangelisk Alliance bedeuge, har man været samlet på tværs af kirkelige konfessioner.” Formand Dalgaard skriver endvidere, at Indre Mission ønsker at være en del af dette alliance-fællesskab. “Det gør vi, fordi bønnen forener os, og fordi Gud har knyttet store løfter til at bede i Jesus navn” (min fremhævelse).

Men er det virkelig bønnen, der forener? Og hvor er de løfter, som handler om at bede på tværs af kirkelige konfessioner?

Den evangelisk-lutherske konfession

Indre Mission er jo officielt en organisation, der bygger på den evangelisk-lutherske konfession: bekendelse. Dermed bekender Indre Mission – i al fald officielt eller på papiret – den teologi, der findes i de lutherske bekendelsesskrifter.

Hvad er det, der forener ifølge Indre Missions konfession? Det svarer Den evangelisk-lutherske Bekendelse på. Det, der forener alle sande kristne, er den retfærdiggørende tro, men den er der ingen, der kan se. Det, man derimod kan se eller høre, er den bekendelse og forkyndelse, som en kirke har. Hvor bekendelsen er ret – ikke bare på papiret – men i forkyndelsen, tror vi, at der også findes sande kristne. Det gør vi, fordi det er forkyndelsen af det rene evangelium, der skaber denne tro. Det er det grundlæggende i Den augsburgske Bekendelse.

Det kan godt være, der faktisk er kristne andre steder, for så vidt Guds ord også findes andre steder, selv om den er blandet med vranglære. Men falsk lære fører til fortabelse, så er der kristne disse steder, er de der på trods af denne vranglære, som er en reel fare for dem.

En evangelisk-luthersk kristen tror, lærer og bekender, at Gud skænker frelse gennem Ordet og sakramenterne. Det har vi Guds løfte til os om.

Men vi har ikke kun dette løfte. Vi har også en guddommelig befaling om, at evangeliet skal forkyndes rent og sakramenterne skal forvaltes ret. Det har Gud befalet, netop fordi Han kommer os nær, ja, kommer til os ved og i dette ord.

Tilsvarende har vi en guddommelig befaling til at holde os fra dem, der ikke forkynder evangeliet rent og forvalter sakramenterne ret. Det fremgår af mange steder i Skriften. Rom 16,17 er et af disse steder: “Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem!”

Derfor siger en evangelisk-luthersk kristen ikke ja til at bede på tværs af kirkelige konfessioner. For det tjener ikke evangeliet, og det er imod Guds befaling. At det så ikke betyder, at en evangelisk-luthersk kristen siger nej til at bede med alle ikke-lutherske under alle forhold, er en anden sag, men det har ikke noget at gøre med de arrangementer, som formand Dalgaard skriver om.

Vejen til en sand og gudvelbehagelig enhed

Jesus selv beder sin Fader om at holde sine disciple fast ved hans navn, det som Faderen har givet ham, for at de kan være ét ligesom Faderen og Sønnen (Joh 17,11). Men det hverken skal eller kan forstås løsrevet fra f.eks. Joh 8,31: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple.”

Gud vil gerne opfylde bønnen om enhed, men han gør det gennem forkyndelsen af den rene lære og den rette forvaltning af sakramenterne. Dét er der knyttet store løfter til. I Ef 4,3ff taler Paulus om Åndens enhed, dvs. den enhed, Ånden skænker og skaber gennem Ordet og sakramenterne. Det har vi et løfte om, for troen kommer af det, som høres, og det kommer ved Kristi ord, siger Paulus (Rom 10,17). Og evangeliet er en Guds kraft til frelse, siger Paulus også (Rom 1,16). Ja, Skrifterne har kraft til at gøre os vise til frelse (2 Tim 3,15).

Vil man derfor skabe enhed, så går vejen dertil gennem at blive enige om bekendelsen. Ikke ved mere eller mindre at lade som ingenting og bare bede sammen på et grundlag, der i virkeligheden ikke findes.

Gud har derimod ikke knyttet løfter til at opføre sig ulydigt. Vil man bede sammen med vranglærere, har det ikke noget løfte om bønhørelse. Men en bøn, der ikke (med rette) bedes i tillid til Guds løfte, er ikke nogen ret, kristen bøn, som Gud har lovet at høre.

Det hjælper således ikke, at man tror, man bliver bønhørt, fordi man selv beder, eller fordi man beder sammen med mange andre eller mange flere end normalt. Det er lige så forkert som at tro, at man bliver bønhørt for at bede mange ord, hvilket ifølge Jesus er hedenskab (Matt 6,7).

Nej, kristen bøn er bøn i Jesu navn (Joh 14,13), dvs. i tro på ham og hans løfter og omsorg. “Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.” (Matt 6,8).

Eller som Luther skriver i Den lille Katekismus til “Vor Fader, du som er i himlene”: “Gud vil dermed indbyde os til at tro, at han er vor rette Fader og vi hans rette børn, for at vi trygt og med fuld tillid skal bede ham, som kære børn beder deres kære fader”

Og til bønnen “Helliget blive dit navn,” skriver Luther: “Hvorledes sker det? Når Guds ord læres klart og rent, og vi som Guds børn også lever helligt efter det. Hjælp os dertil, kære Fader i Himmelen! Men den, som lærer og lever anderledes, end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn hos os. Bevar os derfra, himmelske Fader!”

Derfor er det ikke sådan, at bønnen forener. Det er faktisk heller ikke sådan, at der er knyttet (store) løfter til at bede med kristne fra andre konfessioner.

Næste år bør Indre Missions formand i stedet skrive en leder, hvori han advarer mod at holde møder, også bedemøder, på tværs af konfessioner. Men inden kan han gerne skrive en leder, som holder sig til Luthers bibelske vejledning om bøn.

Comments

  1. Dr. Spids says

    Se debatten på Bønsfællesskab

  2. Selnecker says

    Citat: "Derfor siger en evangelisk-luthersk kristen ikke ja til at bede på tværs af kirkelige konfessioner. For det tjener ikke evangeliet, og det er imod Guds befaling. At det så ikke betyder, at en evangelisk-luthersk kristen siger nej til at bede med alle ikke-lutherske under alle forhold, er en anden sag, men det har ikke noget at gøre med de arrangementer, som formand Dalgaard skriver om."

    Under hvilke forhold kan en evangelisk-luthersk kristen sige ja til at bede med ikke-lutherske?

  3. Under hvilke forhold kan en evangelisk-luthersk kristen sige ja til at bede med ikke-lutherske?

    Jeg ønsker ikke at opstille en liste over sådanne forhold. Så længe fælles bøn ikke reelt er udtryk for kirkefællesskab, må man overveje, om man kan gøre det. Man kan altså – f.eks. – godt bede bordbøn og takke Gud for maden sammen, hvis man ellers beder til den samme Gud.