Grosbøller og Det første bud

Grosbøller stadig i embede

Grosbøll er gået af, men mange af hans meningsfæller, “grosbøllerne,” er der stadigvæk.

Forvaltningsret og fodfejl

Grosbøll var suspenderet en tid, men blev ikke stillet for en gejstlig læredomstol. Der var vist begået forvaltningsretlige fejl på bispekontoret i Hillerød. Efter at han tredje gang gentog præsteløftet, kunne han genoptage sit arbejde. Selv mente han ikke, at han havde skiftet mening. Man måtte undre sig over, hvad han så mente med præsteløftet.

Sagen afslørede, at biskopperne og deres ansatte ikke alle havde den fornødne kompetence. På den måde kan man godt kalde det for dårlig ledelse.

Grosbøll selv fremstod ikke just som en troværdig præst. Det var der en del, der kunne se – flittige kirkegængere eller ej. Desværre var der også nogen, som ikke kunne se det, fordi de faldt i svime over Grosbølls teologiske tågesnak. Det er der stadigvæk. Nogle af dem er endog teologer og/eller præster.

Det virkelige problem

Dårlig ledelse, manglende eller mangelfuld juridisk rådgivning eller den personlige utroværdighed skjulte et problem, der er langt alvorligere: Overhovedet at overlade en prædikestol til en, der fornægter den treenige Gud og hans frelsesværk, er at aflægge en klar “bekendelse.” Men en klar bekendelse, som fornægter såvel Gud som den bekendelse, som Grosbøll og hans menighed ellers på papiret skulle forestille at tilslutte sig.

Det første bud og afgudsdyrkelse

Vi skal frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting, lærer Det første Bud os ifølge Luthers lille Katekismus. Det står i en af de bekendelsesskrifter, som var hans egen bekendelse. Hvis man da ellers skulle bedømme det ud fra det præsteløfte, som Grosbøll højt og helligt aflagde ved indgangen til sin præstetjeneste, og som han siden åbenbart var villig til at aflægge igen. Men det skal man åbenlyst ikke. Hvad næppe nogen var i tvivl om.

At frygte og elske Gud og stole på ham over alle ting når man kun frem til ved forkyndelse af lov og evangelium, sådan som Skriften lærer os.

Vil man forkynde ud fra menneskelige lærdomme – mennesketanker – så har Jesus selv sagt, at det er en forgæves gudsdyrkelse (Matt 15). Men en forgæves gudsdyrkelse er ikke blot fravær af den sande gudsdyrkelse, selv om det også er det.

Det er først og fremmest en manglende Guds-tjeneste for os. Det betyder, at Gud ikke kommer og tjener os med de “værktøjer”, som han bruger til at frelse og trøste os med. Og som han bruger til at lære folk, at de er syndere, så de overhovedet kan høre evangeliet.

Men fordi falsk lære og forkyndelse betyder, at der ingen Guds-tjeneste er for kirkegængerne, så er det afgudsdyrkelse. En sådan kult vanærer Gud og hans ord og bedrager mennesker.

Det virkeligt forbløffende i Grosbøll-sagen var, at så mange i folkekirken ikke så og ikke ser, at det er Gud og gudstjenesten, der vanæres og ødelægges.

Årsagen hertil er sikkert mange, men en væsentlig årsag er uden tvivl, at man igennem årtier har vænnet sig til, at lærespørgsmål ikke er så vigtige. I al fald ikke så vigtige som etiske spørgsmål, som dog nu også bliver mindre og mindre vigtige.

Først blev menneskers livsførelse vigtigere end Guds ord, og nu har vi den naturlige konsekvens: Guds ord har heller ikke nogen betydning. Derfor kan folkekirken ikke finde ud af at sætte grænser for ret meget. Det smitter naturligt nok ud i samfundet.