Hamas-leders søn bliver kristen …

En af de interessante nyheder de seneste dage er, at Massab Yousif, søn af Sheikh Hassan Yousif, har konverteret til kristendommen. Han forkaster også hele det palæstinensiske erobringsprojekt. Massab Yousif, som nu hedder Joseph, er interviewet af Avi Issacharoff i artiklen “The Prodigal Son,” som er udgivet på HaAretz.Com.

Joseph ved godt, at der er omkostninger ved at konvertere.

Jeg ved, jeg bringer mit liv i fare, og at jeg risikerer at miste min far …

Det behøver næsten ikke at stå i artiklen, at Joseph nu er i livsfare, for ikke alene konverterer han til kristendommen, men han har også undsagt det projekt, som hans familie og hans eks-religion har.

Familien benægter, at Yousif skulle have forladt islam (Family denies son of Hamas leader converted to Christianity). Om det skyldes chok over, at han er blevet kristen, at han har vendt deres sag ryggen, eller det f.eks. er et forsøg på at begrænse de skader, deres egen prestige og indflydelse påføres, er ikke til at vide. Måske alle disse grunde og flere til.

Ifølge interviewet ser der ud til at være flere grunde til Josephs konvertering. Joseph kritiserer Hamas-projektet. Islam og Koranen kunne ikke besvare de mange spørgsmål, han stillede, og de muslimer, Joseph nævner, ved åbenbart ikke meget om Gud. Modsat er kristendommen en tro, som Joseph har lært at kende, så han kan fortælle meget om den.

Men det afgørende er, at muslimerne går fortabt, mens dem, der tror på Jesus, bliver frelst. Der er nemlig kun én vej. Tro på Jesus, som ofrede sig selv på korset for os alle.

Jeg føler, at kristendommen har adskillige sider. Det er ikke kun en religion, men en tro. Jeg ser nu Gud gennem Jesus og kan fortælle om ham i dagevis uden at blive færdig, hvorimod muslimerne ikke er i stand til at sige noget som helst om Gud. Jeg betragter islam som en stor løgn. Det folk, som angiveligt repræsenterer religionen, beundrede Muhammed mere end Gud, dræbte uskyldige mennesker i islams navn, slår deres hustruer og har ingen ide om hvem Gud er. Jeg tvivler ikke på, at de vil ende i Helvede. Jeg har et budskab til dem: Der er kun én vej til Paradiset – Jesu vej, han, som ofrede sig selv på korset for os alle.

Det er derfor heller ikke så mærkeligt, at Joseph håber, hans familie vil få åbnet øjnene for Jesus og for kristendommen:

… jeg håber, han vil forstå det, og at Gud vil give ham og min familie tålmodighed og villighed til at åbne deres øjne for Jesus og for kristendommen.

Issacharoff siger endvidere, at Joseph har sit eget “korstog” og citerer ham bl.a. for følgende.

Måske vil jeg en skønne dag kunne vende tilbage til Palæstina og til Ramallah sammen med Jesus, i Guds kongedømme.

Det er i amerikansk sammenhæng ikke nogen opsigtsvækkende udtalelse. Der er så mange, der tror på et tusindårsrige, hvor Jesus og de kristne skal herske i Israel.

Der er dog flere problemer med denne forventning. Det første problem er, at man fokuserer på Israel/Palæstina. Jesus har faktisk lært os, at vi ikke længere skal fokusere på det. Man skal ifølge Johannesevangeliet kapitel 4 ikke længere tilbede Jesus noget bestemt sted, men i ånd og sandhed. Yousif er blevet til Joseph, men Israel som land og jord spiller åbenbart stadigvæk en vigtig rolle. Også selv om midlerne til at opnå herredømmet ikke er de samme (selv om visse amerikanske forfatteres forestillinger herom ikke ligefrem virker næstekærlige; se nedenfor).

Løfterne til Israel er opfyldt, men de er opfyldt i eller på Kristus og kirken. Josephs opfattelse gør Guds rige, som indtil dommedag udelukkende er en åndelig størrelse, til en (delvis) jordisk-politisk størrelse. Det er en sammenblanding af religion og politik, som faktisk har haft mange skæbnesvangre konsekvenser i historiens løb. Islam har vel faktisk deres teokratiske samfundsforståelse fra jødedommen.

Den augsburgske Bekendelse, artikel 17, afviser derimod den slags, dels fordi det bibelsk set er forkert, dels fordi der er så mange problemer forbundet dermed. I de mere spektakulære udgaver, som er vældig populære i bl.a. USA, er der ikke noget positivt at skrive om (jf. Carl E. Olson, Will Catholics Be “Left Behind”? [1]). Men man må da glæde sig over, at han ikke hader Israel.

Joseph advarer imod Hamas-ideologien, som bl.a. har sit grundlag i islam.

I jøder bør være opmærksomme: I vil aldrig, aldrig få fred med Hamas. Islam, som den ideologi, der styrer dem, vil ikke tillade dem at opnå en fredsaftale med jøderne. De tror, traditionen siger, at Profeten Muhammed kæmpede mod jøderne og at de derfor må fortsætte med at bekæmpe dem, indtil de er døde. De skal tage hævn på dem, som ikke har indvilliget i at acceptere Profeten Muhammed, som f.eks. jøderne, som i Koranen fremstilles som aber og svin. De henviser til historiske rettigheder, som er blevet taget fra dem. Efter Hamas’ opfattelse modsiger fred med Israel sharia’en og Koranen, og jøderne har ingen ret til at blive i Palæstina.

Er det begrundelsen for selvmordsangrebene?

Ja, men meget mere end det. Et helt samfund sanktionerer døden og selvmordsterroristerne. I palæstinensisk kultur bliver en selvmordsterrorist en helt, en martyr. Sheikerne [sheik betyder ‘ældre’ og bruges bl.a. om herskere og lærde] fortæller deres studerende om ‘martyrernes heltedåd,’ og det får de unge til at efterligne selvmordsbombemændene, for at opnå ære. Lad mig give dig et eksempel …

Vidste du, at Hamas var de første til at bruge selvmordsbombemændene som våben imod civile? Spørger Joseph. De er blinde og uvidende. Det er sandt, at der er gode og onde mennesker overalt, men Hamas-støtterne forstår ikke, at de bliver ledt af en ond og grusom gruppe, som hjernevasker børnene og får dem til at tro, at hvis de udfører et selvmordsangreb, kommer de i Paradis. Men ingen selvmordsbombemand vil komme i Paradis, og ingen jomfruer venter på dem, når de har udført deres angreb. De er nødt til at forstå, at islam blev skabt af mennesker, ikke af Gud.

Det er naturligvis kun én stemme, men det er dog en stemme fra en tidligere insider. Beskeden er klar: Israel vil aldrig få fred med Hamas og islam.

Den religiøse motivation for selvmordsbombemændene er svær at overse. Den begrunder ugerninger, som vi helst ikke vil tænke på, men den gør det med en løgn, der har konsekvenser for tid og evighed. Det er den diametrale modsætning til kristendommen.

Comments

  1. Dr. Spider says

    Så nåede historien også Kristeligt Dagblad: Hamas-leders søn bliver kristen.