Ja, Helligånden arbejder stadig, men …

Kristeligt Dagblad har i anledning af pinsen bl.a. et interview med præst i Vejle Pinsekirke, Tonny Jacobsen. Han er også formand for FrikirkeNet.

– Helligånden arbejder stadig | kristendom.dk

Helligånden fortsætter sit virke på jorden i dag.

Ja, det er sandt, men der er et men. Det men drejer sig om, hvoran Helligånden virker. Helligånden blev givet til apostlene på pinsedag (se evt. mere her: “Faderen “vil give jer en anden talsmand” [Pinsedag – Joh 14,15-21]“). Apostlene fik Helligånden synligt og kunne derefter tale i sprog, de ikke før kunne tale.

Det var egentlig ikke en overraskelse, som Tonny Jacobsen siger. Johannes Døberen havde lært jøderne, at Jesus skulle komme og døbe med Helligånden og ild (Matt 3,16; Mark 1,8; Luk 3,16; Joh 1,33). Jesus selv underviste disciplene om det før sin himmelfart (ApG 1,5).

Tonny Jacobsen siger i øvrigt, at “som Jesus siger, så blæser Ånden hvorhen, den vil.” Men gør Jesus det?

Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden. (Joh 3,8)

Det, Jesus siger, er vel snarere, at Ånden virker, selv om vi ikke kan se det, og at det er årsagen til, at et menneske bliver genfødt. Helligånden virker ikke ud i det blå, men “ved ordet,” som Paulus skriver i Ef 5,26.

Ånden virker i det hele taget ikke uden midler, for ingen af os har fået de løfter, som apostlene fik. Helligånden hjalp nemlig apostlene på en måde, der ikke gælder andre.

Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. (Joh 14,26).

Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige. (1 Kor 2,13)

Men virker Ånden så stadig? Ja, det gør Han. Men han gør virker gennem midler eller ‘værktøjer,’ så at sige. Det er nemlig Helligånden, der gennem Ordet skal overbevise om synd, retfærdighed og dom (Joh 16,8-11). Helligånden gives endvidere til dem, som tror evangeliet og får syndernes forladelse (ApG 2,38). Han driver os til at gøre gode gerninger (Rom 8,3f). Han genføder og fornyer også i dåben (Tit 3,4-7).

For at vi kan nå til denne tro, er der indstiftet et embede til at lære evangeliet og meddele sakramenterne. For gennem ordet og sakramenterne som midler skænkes Helligånden, der virker tro, hvor og når det behager Gud, hos dem, som hører evangeliet om, at Gud ikke for vore fortjenesters skyld, men for Kristi skyld retfærdiggør dem, der tror, at de tages til nåde for Kristi skyld. Gal. 3.14: For at vi kunne få Åndens forjættelse (dvs. Ånden, som var forjættet os) ved troen.

De fordømmer gendøberne og andre, som mener, at mennesker kan få Helligånden uden noget ydre ord ved deres egne forberedelser og gerninger. (Den augsburgske Bekendelse, artikel 5; min fremhævelse).

Derimod har vi ikke noget løfte om, at vi skal blive fyldt af Helligånden på samme måde som apostlene på Pinsedag. Derfor kan og skal vi heller ikke “bede Helligånden om at fylde os på samme måde som i pinsen,” som Tonny Jacobsen ellers siger.

Faktisk er der i Det nye Testamente intet, der antyder, at der skal være tungetale nu om dage. Nogle har lettere ved at lære nye sprog end andre, og det er godt for missionen. Den særlige udrustning med Helligånden blev formidlet af apostlene og ikke af andre (ApG 8,18f; se mere i Douglas Judisch, An Evaluation of Claims to the Charismatic Gifts). Når der åbenbart var mange, der havde disse særlige åndelige gaver i Korinth, var det utvivlsomt, fordi Paulus havde været der og formidlet dem, sådan som han også gjorde i Efesus (ApG 19,6; se mere her: “Apostlenes Gerninger 19,1-7“).

Det er sørgeligt, når man vil søge grundlaget for sit åndelige liv andre steder end i Guds ord og Guds gerning i dåb og nadver.

Det er endnu sørgeligere, når man skævvrider Bibelens teologi for at begrunde det.

Comments

  1. Hvordan vil din sjælesørgeriske vejledning lyde til et menneske, som har oplevet at få tungetale som noget udefra kommende i forbindelse med et studie af bibelen, og ikke til en karismatisk "oplevelse"?

  2. Dr. Spids says

    Kære Frovin

    Tak for din kommentar eller spørgsmål. Dit spørgsmål er jo i virkeligheden – det tror jeg egentlig også, du selv ved – meget komplekst.

    Nu vil jeg tro, at du selv regner dig for en vejleder, siden du skal rejse til udlandet inden længe. Jeg er beæret over, at du vil spørge mig til råds i sådan en vanskelig sag, men også glad for, at du gerne vil have en luthersk tilgang med i rygsækken.

    Nu kunne man måske forestiller sig nogen, der ville stille et sådant spørgsmål, fordi de i virkeligheden er uenige. Det er jo set før, at man stiller tilsyneladende uskyldige spørgsmål for at sætte folk på prøve. Hvis folk spørger for i virkeligheden at forsvare, at Gud i dag giver tungetale og profetiens nådegave (forstået som andet end nådegave til at bruge en solid teologisk uddannelse til at være prædikant, dvs. lærer og hyrde), så må man se på Skriftens lære om det. Vil man ikke anerkende Skriftens lære, så må man gå hver til sit.

    Men vi lutheranere vil advare imod disse “nådegaver,” dvs. efter-apostolisk profeti og tungetale. Der er mange problemer forbundet med dem, men et alvorligt åndeligt problem er, hvis man mere eller mindre bygger sin tro, sin kristne identitet og måske også en kristen tjeneste på dem. Et andet er, når ens lære (ens forståelse af kristendommen) har en struktur, hvor tungetale m.m. er vigtig eller måske endda fundamental. Dette “struktur”-problem er alvorlig nok, og det er tager lang tid at rette op, fordi der i realiteten er tale om at skulle aflære ganske meget, som folk tror, er sandt. Og så skal man have bygget op igen. Der er områder af teologien, disse mennesker slet ikke eller stort set ikke kender. Og der er flere eller færre sider af de områder, de kender, som de ikke kender godt nok.

    I realiten er den opgave, man står over for, ganske omfattende. Mindre end en egentlig kateketisk gennemgang rækker ikke. Gælder det teologer o.lign., er det måske snarere sådan, at man må gennemgå alle bekendelsesskrifterne.

    Men naturligvis er det jo ikke alle, der så at sige propaganderer for tungetalen. Så som lærer og hyrde kan man jo komme ud for, at der er “almindelige” kristne, som mener at have fået en sådan tungetalens nådegave – sådan som du måske nævner i dit spørgsmål.

    Men de har ikke mindre brug for at lære den grundlæggende katekese, som vi finder den i Luthers lille katekismus. Måske har de deltaget i kristendomsoplæring, men de har hverken forstået retfærdiggørelseslæren eller læren om embedet, ordet og sakramenterne. Deres forståelse af lov og evangelium er tit ikke på plads.

    Hvis ikke man forstår dette helt grundlæggende, så vil man ikke lære at forstå, hvorfor man skal lægge tungetale på hylden.

    Men selv om man har lært at forstå eller er på vej til at forstå den grundlæggende katekese, så kan der måske godt være specifikke problemer med tungetalen, bl.a. fordi det følelsesmæssigt er stærkt forankret hos mange, som har oplevet dette fænomen.

    Når det gælder dem, der fejlagtigt mener at have fået tungetalens nådegave, må man helt konkret vejlede og undervise dem. Det kræver faktisk tålmodighed og indfølelsesevne, for der kan ofte være mange teologiske problemer involveret, ligesom det kan være drastisk følelsesmæssigt at få noget anfægtet eller revet væk, som man ellers har bygget på.

    Hvis vi ikke har noget sikkert løfte, endsige noget løfte, om et givet fænomen, så må vi jo begynde fra bunden. Vores syndige natur gør, at vi ikke skal stole på, hvad vi selv tænker, tror, føler eller har oplevet. Det er ikke engang noget bevis, at man har haft en åndelig oplevelse i sin læsning af Skriften. Det lader sig som bekendt gøre at læse Skriften med et slør for øjnene. Der er ingen vej ud om at lære at se, hvordan vores egen natur spiller ind og hvor usikkert vores bedømmelser af den slags er. Der er ikke nogen vej uden om at lære at forstå, at man kan blive forført til at tro, at noget er givet af Gud, skønt det ikke er det. Hvis man ikke vil lære det, har man ikke rigtig lært, hvad det vil sige at være en synder. I stedet for noget hos os selv må vi alle læres op til at bygge vores tro og kristenliv på Skriftens klare lære og det, som Gud gør for os gennem Ordet og sakramenterne. Skal vi yde sand sjælesorg, må det altid være en konkret anvendelse af lov og evangelium, også i denne sag. Folks forståelse af kristendommen og folks religiøse oplevelser må ind under Skriftens ord, inden under lov og evangelium.

    Det kan tage tid at oplære kristne. Er der tale om kristne, som har svært ved at gribe, hvad Skriften lærer, så må man tålmodigt prædike og undervise – både generelt og specielt om det, de har problemer med.

    Men under ingen omstændigheder har man lov til at tillade kristne at propagandere for noget, der er forkert. Man har heller ikke lov at begrænse andre kristnes sande evangeliske frihed, f.eks. ved at antyde, at man skulle være eller blive en bedre kristen, hvis man talte i tunger. Man har heller ikke lov til at opfordre andre til at søge sådanne åndelige oplevelser som f.eks. tungetale. Det er sværmeri.

    Jeg er ikke i tvivl om, at man må vejlede kristne, der mener at have fået tungetale, til at ophøre med det og i stedet søge opbyggelse i ordet og den evangeliske lære. På samme måde må man opfordre dem til at søge og praktisere de nådegaver, som Skriften klart lærer os, hører til i kirken til alle tider. Den største er kærlighedens nådegave, og den opfylder vi, når vi gør de gode gerninger, som Gud lærer os i De ti bud.

  3. Tak for dit svar.