Hvad er en kirke?

I Udfordringen kan man denne uge læse følgende i artiklen “Der er brug for mange flere forskellige kirker“:

Folkekirkens gudstjeneste er naturligvis udmærket, men det kunne være, at der var så mange forskellige mennesketyper og temperamenter i de pågældende kommuner, at udbuddet gerne måtte være en smule større.

Hvis man ud fra dette citat spørger, hvordan Svend Løbner definerer, hvad en kirke er, må man nærmest få det indtryk, at kirker skal betjene forskellige mennesketyper og temperamenter, og at det derfor er ganske udmærket, at der er forskellige kirker. Ja, det fremgår tydeligt af artiklen, at det er slemt, når der ikke er frikirker: “Hvad værre er, der er også en del fastlandskommuner, der er temmelig magre i udbuddet.”

Men hvad er en kirke? “Kirken er de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret,” siger Den augsburgske Bekendelse. Evangeliet og sakramenterne er ikke kirkens ejendom, som man kan skalte og valte med, men Kristi gaver, som skal forkyndes og forvaltes.

Men hvorfor er der så opstået forskellige kirker? Fordi man ikke har kunnet enes om, hvad det rene evangelium er og hvordan sakramenterne (derfor) skal forvaltes. Men man var enige om, at lærespørgsmål – teologien – var vigtige. Man måtte være enige. De forskellige kirker har altså historisk set været nødvendige, men ikke ønskelige.

Men allerede Luther mødte hos Zwingli en anden ånd. Zwingli kunne ikke forstå, at det skulle være så vigtigt at være enig i alle lærespørgsmål. Han kunne godt anerkende Luther, selv om denne ikke kunne anerkende Zwingli. Zwinglis ånd har siden taget magten i store dele af kirkelivet overalt i verden. Men selv Zwingli ville dog være med til at fokusere på læren, selv om han i virkeligheden legitimerede, at kirker kan have forskellig lære.

Svend Løber siger nu, at det direkte er ønskeligt med flere forskellige kirker. Måske mener han i virkeligheden, at det er ønskeligt med ikke-lutherske kirker. Nogen særlig lærebevidsthed er det ikke udtryk for. Han siger i virkeligheden, at det ikke betyder så meget – måske ikke noget i det hele taget – hvad der forkyndes osv.

Til gengæld er det åbenbart vigtigt med det psykologiske: mennesketyper og temperamenter. Det virker, som om Løbner ikke engang spørger, om man burde være enige. I stedet handler det om at ramme så bredt psykologisk som muligt. Den psykologiske bredde har erstattet det teologiske krav om sandhed.

Det har sin pris. En sådan forståelse af, hvad kirke er, opgiver ikke bare kirkens “almindelighed” (jf. “Vi tror på én, hellig og almindelig kirke”). Det medfører også, at lov og evangelium ikke får lov at være styrende. Mennesketyper og temperamenter erstatter synd og nåde – måske letgennemskueligt, måske på en måde, så det er svært at opdage. Men det er det, der sker.

Man flytter fokus fra Kristi gaver: evangeliet og sakramenterne til mennesketyper og temperamenter. Det er ikke en kirke, der defineres på den måde, men en forening. Eller måske skal man bruge et andet ord: Forretning. I en anden artikel af Svend Løbner bruges en mellemrubrik: “Magert sortiment.” Der tales også om “vareudbuddet.” Det tyder jo på, at Løbner tænker på “kirken” som en branche med mange forretninger. Det er måske meget rammende, når det kommer til stykket. Retlærende lutherske kirker som Augustanakirken i Århus hører blot ikke med. En kirke kan nemlig slet ikke forstås på den måde.

Luther siger i De schmalkaldiske Artikler: “For et syvårs barn ved, Gud være lovet, hvad kirken er, nemlig de hellige troende og fårene, der hører deres hyrdes røst” (III,12; overs. E. Bennetzen). Fordi dét er kirken, kan det aldrig være ligegyldigt, hvad der forkyndes. Derimod er det underordnet, hvordan det sker. Det er under-ordnet, nemlig under, at læren skal være ren og sakramentsforvaltningen skal være ret.

Faktisk mangler der alternativer til folkekirken. Men det hjælper ikke at gå til det store flertal – stort set alle – af de alternativer, som Løbner gennemgår. Det hjælper desværre heller ikke at gå til folkekirken. Ikke hvis man vil finde en kirke, hvor evangeliet læres og forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret. Ikke hvis man vil finde en kirke, hvor man lytter til Hyrdens røst.

Undersøgelsen, som artiklen præsenterer, baserer sig på en undersøgelse fra Nyhedsbrevet Søndag Morgen. Nyhedsbrevet Søndag Morgen udgives af Svend Løbner selv. Artiklen er altså (også) reklame for hans nyhedsbrev.

Så meget desto mere interessant er det naturligvis, at undersøgelsen om de manglende alternativer til folkekirken har en klar “frikirkelig” tendens, både i indhold og formulering. Det kan i praksis komme til at fungere som skjult propaganda for en “frikirkelig” teologi, eftersom de fleste medier ikke har nogen særlig viden om det kirkelige område.