IM og den lutherske lære om kirken

Som man spørger, får man svar

Indre Missions generalsekretær, Jens Olesen, har åbnet IM’s blog:

Indre Mission Blog» Blogarkiv » Hvornår danner Indre Mission frikirke

Hvornår danner Indre Mission frikirke

Det svarer Jens Olesen ikke på, men anfører fire punkter, som efter hans opfattelse begrunder, at IM ikke skal danne frikirke.

Det har ellers været diskuteret i IM eller på den såkaldte højrefløj, om forholdene i folkekirken kan udvikle sig, så IM ikke kan blive. Men eventuelle kriterier for, hvornår det i givet fald skulle ske, får vi ikke i Jens Olesens indlæg. Det er også tilfældet med de fleste af dem, der diskuterer Jens Olesens indlæg i kommentarerne. Til gengæld får vi hos Jens Olesen fire argumenter for, at IM ikke skal danne frikirke.

Er Jens Olesens argumenter holdebare? Måske vil nogle mene, at Jens Olesens begrundelser ser holdbare ud. Men hvordan ser det ud, hvis vi stiller det spørgsmål, som Jens Olesen ikke stiller?
Hvordan ser det ud, hvis vi spørger, hvad Det nye Testamente lærer om at kunne blive i en kirke? Og hvordan ser det ud, hvis vi spørger, hvad de lutherske bekendelsesskrifter faktisk siger?

Disse spørgsmål bør stilles, for vi har faktisk ikke lov til at lade være med at spørge om, hvilke betingelser der hører til at være i en kirke.

Hvis vi nu spørger Jesus selv?

Det var Jesus, som i det evangelium, kærlighedens apostel skrev, siger, at hans får hører hans røst og ikke vil lytte til fremmede hyrder:

For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst, og han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst. Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.« (Joh 10,3-5)

Fårene følger hyrden, men aldrig fremmede. Dem vil de tværtimod flygte fra. Ud fra ikke mindst Johannes 10 argumenterede Luther for, at vi her har en guddommelige begrundelse for, at menigheden (lægfolket) har ret til at kalde retlærende hyrder og lærere. Når de har ret til det, skyldes det, at der er tale om en guddommelig befaling.

Men det betyder også, at menigheden har pligt til at flygte fra fremmede, som ikke i et og alt forkynder Jesu røst, dvs. Jesu lære, men deres egne eller andre menneskers påfund og lærdomme. Naturligvis skal man kalde falske hyrder til orden én eller to gange. Men ikke i årevis, og slet ikke i årtier. En sådan tålmodighed er desværre blot ulydighed, der har forklædt sig. Det er også en måde at lyve på.

Det betyder ikke, at man ikke kan begå fejl og sige eller gøre noget forkert, men de skal rettes. De skal ikke forsvares. Det skal jeg vende tilbage til. Men er det relevant at tage op? Ja, det er det, som vi skal se på nu.

Hvis vi så spørger de lutherske bekendelsesskrifter?

Den augsburgske Bekendelse accepterer ikke, at der skal være vranglærere i kirken. Med vranglærere menes i første omgang dem, der faktisk forkynder falsk, men i anden omgang er det også dem, der lærer nuværende og kommende forkyndere at forkynde falsk. Den augsburgske Bekendels, artikel 7, siger bl.a.:

Men kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig. Og til kirkens sande enhed er det tilstrækkeligt at stemme overens om evangeliets lære og sakramenternes forvaltning, og det er ikke nødvendigt overalt at have de samme menneskelige overleveringer eller kirkeskikke eller ceremonier, som er indstiftet af mennesker. Som Paulus også siger (Ef. 4.5): “Een tro, een dåb, een Gud og alles Fader” osv.

Den kirke, som den lutherske bekendelse taler om, er en kirke, som er synlig her på jorden, og som altså faktisk eksisterer: Den “er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes rettelig.” Det er faktisk den lutherske lære om kirken. Der er en kirke, som ikke er usynlig; det er med andre ord muligt at fastslå, hvor den er – og hvordan ikke er. Der skal være enighed om evangeliets lære og om forvaltningen af sakramenterne.

Måske kunne den latinske tekst, som er oversat her ovenfor, give indtryk af, at det er nok, hvis der er enighed herom på papiret. Men sådan er det ikke ment. Det vil enhver vide, som har læst blot en smule reformationshistorie. Det fremgår også af den tyske udgave af Den augsburgske Bekendelse. Den tyske udgave har nøjagtig samme autoritative status i den lutherske kirke som den latinske. Af den tyske oversættelse fremgår det helt klart, hvordan denne artikel skal forstås:

“For dette er nok til den kristne kirkes sande enhed (tysk: ‘Einigkeit’), at der prædikes uden uenighed (tysk: ‘einträchtiglich’) i overensstemmelse med den rene forståelse af evangeliet og at sakramenterne rækkes frem i overenstemmelse med det guddommelige ord” (min oversættelse).

Der skal prædikes og sakramenterne skal forvaltes efter de anførte kriterier. Det er altså ikke nok, at man på papiret er enige om en norm. Det er den faktiske virksomhed, der er tale om.

Man behøver dog ikke at være enige om alt for at være en luthersk kirke. Det fastlås udtrykkeligt, at man ikke behøver at have identiske ceremonier og riter (liturgien osv.). Forudsætningen er dog det, der er sagt i det foregående, nemlig at ceremonierne og riterne er i overensstemmelse med læren. Noget andet er i øvrigt, at man for kærlighedens og ordenens skyld bør have fælles liturgi, alterbog, salmebog osv. Men det er ikke i sig selv en betingelse.

Spørger vi den lutherske bekendelse, får vi altså det klare svar, at Kristi kirke er, hvor forkyndelsen er ren og sakramentsforvaltningen er ret. Den kirke findes altså, ikke bare i princippet, men i praksis. Havde Jens Olesen spurgt Skriften og de lutherske Bekendelsesskrifter, ville han have fået disse svar. Så havde han måttet skrive et helt andet blogindlæg.

Findes der rene kirker?

Jens Olesens indlæg har medført en livlig diskussion. Én af kommentarerne er meget principiel. Vicegeneralsekretær, cand.theol. Peter Nord Hansen anfører selv, at det er “en generel bemærkning” til debatten, som har betydning for, hvordan han vurderer andres kommentarer. Man må derfor gå ud fra, at det både er ment og tænkt, som det er skrevet. Her er Nord Hansens kommentar xx(slåfejl er rettet):

Som en generel bemærkning til debatten har jeg lyst til at sige, at jeg ikke tror på en ren kirke. Det vi mange af jer sikkert give mig ret i. Men det betyder en hel del for min vurdering af flere af indlæggene. Sagen er, at vi aldrig opnår en kirke med ren forkyndelse. Heller aldrig en kirke, hvor vi bliver og forbliver enige om alle væsentlige spørgsmål. Enhver kristen kirke på denne jord har urenhed i sig og må kæmpe imod falsk forkyndelse i egen midte. Det kan man ikke løse ved at skabe en ny menighed eller en ny kirke (min fremhævelse).

Nej, en ren kirke uden syndere og hvor der ikke er brug for at bekæmpe falsk lære får man aldrig. Der vil altid være syndere, for det er selve meningen med en kirke, at syndere skal få tilgivelse og frelse. Der kan også altid være hyklere. Det har vi ingen chance for at afsløre, førend det giver sig udslag i vranglære og/eller en ugudelig livsførsel.

Der vil også altid være nogen, der gør oprør mod Skriften og som derfor skaber splittelse. Det siger Paulus faktisk selv: “Der må jo også være partier hos jer, så man kan se, hvem af jer der er til at stole på!” (1 Kor 11,19). Det bekræftes af Det nye Testamente og af kirkehistorien.

Men hvis det blot var det, Peter Nord Hansen mente, kunne man beklage omfanget af disse problemer, men det ville ikke være noget principielt problem.

Men Peter Nord Hansen hævder i stedet noget, der er en helt anden sag: “Sagen er, at vi aldrig opnår en kirke med ren forkyndelse.” Man opnår “[h]eller aldrig en kirke, hvor vi bliver og forbliver enige om alle væsentlige spørgsmål.”

Ovenfor så vi, at Den augsburgske Bekendelse definerer kirken som de helliges forsamling, hvor evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes retteligt. Man kan dårligt forstå Peter Nord Hansen anderledes, end at han siger det modsatte. Faktisk det stikmodsatte.

Det er en påstand med vidtrækkende konsekvenser. For Peter Nord Hansen påstår altså, ja, som præst og leder lærer han andre, at det ikke kan lade sig gøre at finde et sted, hvor man kan lytte til den rene evangelium og blive betjent med sakramenterne efter Det nye Testamentes forskrifter.

Faktisk er det ikke kun en afvisning af luthersk lære, men det er også en afvisning af, at man kan leve op til Skriftens formaninger. Når apostlen Peter f.eks. siger, at “hvis nogen taler, skal han tale som Guds ord” (1 Pet 4,11), så mener vicegeneralsekretær Peter, at det kan ikke lade sig gøre. Man kan så undre sig over, at den forudsætning åbenbart må være undsluppet Jesus, apostlene og bl.a. de lutherske fædre.

Som ordineret præst har Peter Nord Hansen aflagt præsteløftet, hvori det bl.a. hedder:

Først: at jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger, med al ærefrygt og sømmelighed forvalte de hellige sakramenter efter Kristi indstiftelse, og såvel her som ved de øvrige hellige handlinger udføre alt i overensstemmelse med de for folkekirken gældende forskrifter.

Når Peter Nord Hansen ikke mener, at en kirke med en ren lære findes, benægter han faktisk såvel de lutherske bekendelsesskrifter og Skriften selv.

Og denne lutherske lære har Peter Nord Hansen som præst lovet at efterleve. Men nu hævder han i stedet, at det, som han i præsteløftet selv har skrevet under på at holde, ja, at kæmpe for, ikke kan lade sig gøre, ja, at en sådan kirke ikke eksisterer.

Peter Nord Hansen påstår dermed også, at det er er løgn, at der findes lutherske kirker, som prædiker evangeliet rent og forvalter sakramenterne ret. Det må så også gælde Augustanakirken, som jeg er medlem af. Det benægter jeg. Peter Nord Hansen må enten trække sin påstand tilbage eller føre bevis for den. Ellers er der tale om at udsprede løgne imod det 8. bud.

IM’s vranglære

Paulus lærer os som nævnt, at der vil være partidannelser (1 Kor 11,19), og vi får det bekræftet af vores kirkelige erfaringer den ene gang efter den anden.

Men at der vil være partidannelser, betyder ikke, at der bør være det, eller at det er umuligt ikke forkynde evangeliet rent og forvalte sakramenterne ret. Tværtimod. I selv samme skrift formaner Paulus indtrængende:

Men jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning. (1 Kor 1,10; 1948-oversættelsen)

Og et andet sted:

Et kættersk menneske skal du vise bort efter en første og en anden advarsel. (Tit 3,10)

At der vil være syndere og partidannelser, er ikke nogen undskyldning for at acceptere vranglære, sådan som Indre Mission gør det. Det er slet ikke nogen undskyldning for at acceptere de folkekirkelige forhold.

Ret forstået kunne jeg godt tilslutte mig, at “Enhver kristen kirke på denne jord har urenhed i sig og må kæmpe imod falsk forkyndelse i egen midte.” Men problemet er, at det forstår Peter Nord Hansen ikke på en måde, der er i overensstemmelse med Skriften.

Derfor bliver det også forkert, når han hævder, at “Det kan man ikke løse ved at skabe en ny menighed eller en ny kirke.” Det fremgår af dette:

Vi kan jo begynde med at spørge hvordan en evt. frikirke skal forholde sig til kvindelige præster, vielse af fraskilte, klar tale om frelse og fortabelse og… Her er der allerede stof til fem nye frikirker, som mener og lærer noget forskelligt, selvom det bare er folk med IM-baggrund der forsøger at finde sammen!

Det skal nok passe, at det kan danne basis for fem nye frikirker. Men hvorfor skulle IM eller andre danne eller tilslutte sig en frikirke? Det skal de jo netop, fordi Gud selv har befalet os at være i en kirke, hvor forkyndelsen er ren og forvaltningen af sakramenterne er ret, dvs. efter Jesu Kristi indstiftelse. Det burde Peter Nord Hansen have været enig i, eftersom han har selv aflagt præsteløftet. For slet ikke at tale om, at det er Skriftens egen lære. Men det er han desværre ikke.

Hvad Peter Nord Hansen her åbent indrømmer, er, at der ikke alene ikke er enighed i IM, men at der åbenbart heller ikke kan blive det.

Forholdet mellem sand og vrang forkyndelse går ikke mellem dem og os. Det går langt ind i vort eget hjerte. Derfor vil enhver frikirke så lille, ren og afgrænset den end måtte blive skulle kæmpe med ukrudt i egen midte. Sådan er den kristnes kirkes vilkår i denne verden. Det synes jeg bibelens vidnesbyrd bekræfter på alle måder. Det samme gør vores lutherske bekendelse, når den tale om kirkens vilkår.

Ja, en lille frikirke må kæmpe med ukrudt i egen midt, og det må en stor frikirke også. Men Indre Mission kæmper ikke, men har accepteret, at der er uenighed om læren. Eftersom Peter Nord Hansen har anført sin kommentar til Jens Olesens oprindelige indlæg, må man regne med, at han er enig med Jens Olesen.

Det betyder følgende: Skulle IM’erne danne frikirke på luthersk basis, dvs. med enighed om læren og sakramentsforvaltningen i teori og praksis, så ville det føre til fem frikirker. Det ønsker IM ikke. Man underbygger det med en – falsk – påstand om, at det heller ikke kan lade sig gøre. Derfor ender man med at ville bevare IM. Et IM, som der ikke er enige om ganske fundamentale lærespørgsmål. Det gør faktisk IM til en klub, en separatistisk bevægelse, som ikke vil være retlærende.

De lærespørgsmål, Peter Nord hansen nævner, handler nemlig om fundamentale trosartikler: skabelseslæren og læren om embedet (kvindelige præster), om den kristne frihed, som man principielt træder under fode ved i alle tilfælde at nægte at vie en fraskilt, og om frelse og fortabelse. Skønt der i Skriften overhovedet ikke gives nogen som helst begrundelse for ikke tale klart – tværtimod – accepterer IM uenighed herom. Det er ikke luthersk, og det er heller ikke i overensstemmelse med Det nye Testamente.

Sådan er den kristnes kirkes vilkår i denne verden. Det synes jeg bibelens vidnesbyrd bekræfter på alle måder. Det samme gør vores lutherske bekendelse, når den tale om kirkens vilkår.

Ja og nej. De lutherske bekendelsesskrifter taler om, at der er onde og hyklere i kirken. Det gør de bl.a., når de slår fast, at man kan benytte sakramenterne, selv om de forvaltes af hyklere og onde (Den augsburgske Bekendelse, artikel 8). Men gælder det læren, bekræfter den lutherske bekendelse ikke Peter Nord Hansens påstand. Peter Nord Hansen modsiger direkte den lutherske bekendelse.

Skal praksis være i orden?

Lad mig vende tilbage til det med praksis. For kan man sådan stille krav om, at praksis også skal være i orden? Er det ikke læren, der er det vigtige? Og folkekirkens lære er der da ikke noget i vejen med?

Folkekirkens lære er – eller i al fald var – i orden på papiret. Underskrivelsen af den tværkirkelige Leuenberg Konkordie i 2001 stiller dog meget alvorlige spørgsmålstegn ved dette. Men den folkekirkelige praksis er i al fald ikke i orden.

Men som vi kan se i Joh 10,3-5, taler Jesus ikke om, hvad man læser i officielle papirer, men derimod om, hvad man hører. Det, man hører, er selvfølgelig prædikenen, men det er også, hvad der ellers bliver sagt og gjort i gudstjenesten, i kirkelig undervisning og i sjælesorg.

Er det, man hører ikke i orden, skal man ikke lytte. Man skal naturligvis protestere og bekende sandheden, sådan som Luther og hans trosfæller gjorde på reformationstiden. Men man skal ikke fortsætte med, hvad der i realiteten er tomme protester i årevis … årtier … århundreder. Den slags er desværre (selv)bedrag. Det er også at bede får om at lade ulve i fåreklæder være hyrde for dem. Det er ikke sande hyrder, der beder får om den slags.

Man skal heller ikke acceptere en kirkeret, der ikke er i overensstemmelse med den rene lære. Det gjorde Luther heller ikke. Han brændte nemlig ikke alene pavens bandbulle den 10. december 1520, men også kirkeretten. Dermed proklamerede Luther egentlig, at han stod udenfor den pavekirkelige kirkeorganisation (se mere i Ægte samtale kræver respekt for fakta).

Man skal heller ikke prøve at lukke ørerne. Det kan ellers nok godt lade sig gøre. Men det store problem med det, er jo, at vi har brug for at høre. Vi har brug for at høre en sand forkyndelse af lov og evangelium. For troens og frelsens skyld.

Skal vi virkelig?

Men, vil nogen spørge, betyder det meget, hvis man er lidt sløv til at efterleve Jesu ord? Det, man i virkeligheden siger, er, om vi virkelig skal gøre, hvad Jesus siger. Svaret er, for det første, at Jesus er sand Gud og sandt menneske. Det er altså ulydighed mod Jesu Kristi guddommelig befaling ikke at adlyde. Ja, det er ulydighed mod Kristus, vores Herre og Gud.

Nogle vil måske tænke, at vi også synder mod andre befalinger, f.eks. mod De ti bud. Det er jo sandt. Men man hverken kan eller skal forsvare, at nogle vil synde imod De ti bud med vilje. Det skal tværtimod kaldes, hvad det er: Synd imod den hellige Gud. Synd, der kan tilgives. Vil man ikke bekende synden og modtage syndernes forladelse, dvs. gøre bod, så skal synden ifølge Kristi befaling ikke tilgives, men fastholdes, som der faktisk står i Joh 20,23.

Er det alvorligt?

Nogle vil nu nok mene, at f.eks. IM går lidt på kompromis. Men selv om de gerne så, det ikke var “nødvendigt,” så mener de ikke, at det er “farligt,” og i al fald ikke syndigt. Men er det sandt?

Lad os spørge Jesus igen. Jesus sagde nemlig også følgende (det har faktisk lige været prædiketekst):

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie” (Joh 8,31f).

Det er jo klart nok, at man er Jesu discipel, hvis man bliver i hans ord. Og så lover Jesus, at vi skal lære sandheden at kende og blive frie. Der er ganske vist nogle, der som jøderne slet ikke mener, at de har behov for at blive frie, for de har aldrig været trælle for nogen, slet ikke for synden. Dem vil vi lade være i denne sammenhæng, for det er ikke kristen lære.

Her vil vi i stedet spørge: Har det konsekvenser, hvis man ikke bliver i Jesu ord? Svaret er ubehageligt, for det er et ja. Men er svaret til at komme uden om? Nej, det er det jo ikke. Jesus selv lærer os, at hvis man bliver i Jesu ord, er man virkelig hans disciple. Men hvis man ikke gør det, så er man ikke hans disciple.

Det har drastiske konsekvenser ikke at blive i Jesu ord, for så bliver man ikke virkelig fri. For uden Jesu ord lærer man ikke sandheden at kende. Der er ikke andet end Jesu ord, der kan lære os, at vi er syndere. Der er ikke andet end Jesu ord, som kan lære os evangeliets lære, som Helligånden anvender til at skænke os den retfærdiggørende tro.

Derfor er det faktisk alvorligt. Ja, det er faktisk meget vanskeligt at komme uden om, at det har betydning for ens frelse, hvis man ikke bliver i Jesu ord.

Et andet sted advarer Jesus mod at spotte Helligånden. Det er åndeligt farligt at stå Helligånden imod, når han vil overbevise om synd, retfærdighed og dom. Synd er der tilgivelse for, så længe man hører Helligåndens kald til omvendelse og tro. Men vil man ikke lytte til Helligånden, når han afslører synd, og på den måde spotter Ham, så er der ingen hjælp (Mark 3,28f).

Det samme gælder ikke mindre, når det gælder forkyndelsen. Det gælder faktisk mere.

Kan man da ikke blive frelst i en vranglærende kirke?

Men vil mange straks sige: Kan man ikke blive frelst uden at komme i en retlærende kirke? Har Luther ikke selv lært os det? Jo, men det er også Luther, der insisterede på, at læren, forkyndelsen og sakramentsforvaltningen skal være i orden.

Enhver, som ved tro er tilregnet Jesu retfærdighed, bliver frelst. Og vi afviser bestemt ikke, at de kan findes i vranglærende kirker som f.eks. folkekirken.

Men lad os vende spørgsmålet om: Har vi ret til ud fra ovennævnte bibelsteder at love nogen, at de kan ignorere Kristi ord og så være sikker på at blive frelst? Har vi ret til at lære nogen, at menneskers undskyldninger eller direkte vranglære betyder mere end hvad Kristus selv siger?

Og kan det virkelig tjene som en undskyldning for at blive i årevis, ja, i årtier, i en vranglærende kirke?

Nej, det kan det kun, hvis Jesus i virkeligheden ikke mener, hvad han siger, eller hvis vi har frihed til at være ligeglad med, hvad Jesus siger. Ingen af delene er tilfældet. Så ens åndelige liv er i bedste fald i fare, hvis man vælger at leve i ulydighed mod Jesu ord og lære.

Andre vil spørge: Går vi fortabt, hvis vi bliver i en kirke, hvor der er fremmede hyrder, som forkynder med en fremmed røst? Måske ikke, men er det ikke en farlig vej?

Paulus forbander dem, der forkynder et andet evangelium (Gal 1,6-9), ja, som blot ændrer evangeliet, som der direkte står i Gal 1,7. “Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen,” skriver Paulus i Gal 5,9. Man skal altså ikke tro, at vranglære ikke er farligt. Det gennemsyrer det hele. Det er altså så farligt, at Paulus forbander dem, som ikke forkynder det rene evangelium.

Surdejen er altså lige så farlig for vort åndelige liv, som gift i maden er for vores kroppe. Og konsekvenserne er af en helt anden slags. Om vores kroppe dør, kan vi dog leve evigt, hvis vi dør i troen på vor Herre Jesus Kristus. Men hvis vi dør uden den rette tro, hvis vi dør, fordi vranglære har slået vores tro ihjel, så betyder det evig fordømmelse i helvede. Endnu mere tragisk er det, hvis vi tror, vi har en ret tro, men i virkeligheden ikke har det, fordi vi har lyttet til falsk forkyndelse så længe, vi ikke længere kan skelne.

Så selv om man kan blive frelst, så kan man bestemt ikke sige til folk, at det er åndeligt ufarligt. Tværtimod.

Hvorfor ikke rette op?

Indre Mission følger altså ikke Skriften og de lutherske Bekendelsesskrifter. Ovenfor har vi set, at den lutherske lære direkte ignoreres og fornægtes. Det er en alvorlig sag, for det er jo ikke bare Jesu ord, men Jesus Kristus, Gud og menneske, som man er ulydig imod.

Det er endnu alvorligere, når det er lærere og ledere, der giver udtryk for vranglære. Dem, der har fået meget givet, skal også afkræves meget: “Mine brødre, kun få af jer skal være lærere; I ved, at vi får en særlig hård dom” (Jak 3,1).

Uanset hvad man kalder det, er det ikke at blive i Jesu ord, når man selv bestemmer, hvordan Jesu ord skal forstås. Så lytter man jo reelt ikke til hyrdens røst.

Jesus befalede os at gøre alle folk til hans disciple ved at lære dem at holde alt, hvad han befalede (Matt 28,18-20). Det triste og sørgelige faktum er, at IM hverken vil lære folk alt, hvad Jesus har befalet, eller lære dem at holde det.

Hvis man kan ignorere Jesu ord, skønt han er sand Gud og sandt menneske, så er det vel ikke så underligt, at man også kan ignorere Paulus. Han er jo “bare” Jesu apostel.

Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem! (Rom 16,17)

Jeg håber og beder til, at IM og andre tilsvarende organisationer vil rette op. Vende om.

Men vil man fortsat omtolke eller direkte benægte vor Herre Jesu Kristi klare ord, så man kan lige så godt blive i folkekirken. Det gør alligevel ingen forskel.

Men dem, som stadig kan og vil høre Jesu røst og ønsker at følge ham, må jo så gå derhen, hvor Jesu røst lyder. De må jo så følge Paulus’ befaling og holde sig fra dem, der skaber splittelse og fører andre til fald ved deres vranglære.