IM-missionær: Frygt for nazisme skyldtes uvidenhed

Lige præcis sådan står der ikke i Ugens kommentar i IMT 2008 nr. 29/30. Men Asbjørn Asmussen skriver imidlertid lige så unuanceret om frygt for muslimerne.

Frygt bygger i de fleste tilfælde på uvidenhed. De mennesker, vi frygter, er for det meste mennesker vi ikke kender. Det gælder også muslimerne. Islamisternes had og frygt mod de kristne bygger for de flestes vedkommende på uvidenhed. Ligesom vi kristnes frygt for muslimerne gør det. Derfor er det vigtigt, at vi taler sammen.

Begynder i os

Din og min kamp mod religiøs fanatisme og terror begynder i vores eget møde med anderledes troende mennesker – i vores baghave, på vores egen arbejdsplads eller hos grønthandleren.

De fleste terrorister er vokset op i et miljø af had og forenklede fjendebilleder. Og den slags har vi alle sammen ansvar for at hjælpe med at nedbryde. Så længe vi møder vores medmennesker med mistænksomhed og foragt, så er vi også med til at holde liv i religiøs terrorisme!

Had og frygt

Måske bygger frygt i mange tilfælde på uvidenhed, men deraf kan man ikke slutte, at frygt altid gør det. Man kan heller ikke vende argumentationen rundt og sige, at mangel på frygt skyldes uvidenhed, selv om det faktisk af og til er tilfældet.

De fleste mennesker er faktisk i stand til at skelne mellem en gruppe og enkeltindivider og mellem gruppens og enkeltindividernes værdier. Man kan ikke automatisk forudsætte, at alle enkelte medlemmer af en gruppe tilslutter sig gruppens værdier eller ideologi.

På den anden side er det jo heller ikke sådan, at enkeltpersoner ikke er påvirket af gruppens værdier eller ideologi. Det er de nemlig, men i varierende grad, bl.a. afhængig af, hvor stærk gruppens ideologi sætter sig igennem, f.eks. i tilfælde af konflikter.

Det er faktisk ikke rigtigt, at islamisternes had og frygt mod de kristne for de flestes vedkommende bygger på uvidenhed. Hvis de frygter kristne (kulturer), gør de det ofte med rette, ikke fordi de kristne er voldelige, men fordi de kristne har et stærkt evangelium og/eller fordi den vestlige kultur har en stærk økonomisk og videnskabelig kraft.

Det er heller ikke rigtigt at pålægge enkeltmennesker eller f.eks. en gruppe som Indre Mission skylden for islamisk terrorisme. En sådan påstand må enten skyldes uvidenhed om, hvordan Muhammed, der er muslimerne store forbillede, har lært og praktiseret, eller det må skyldes, at man lukker øjnene. Lukker øjnene for, at et centralt religiøst mål for islam og dermed for enhver muslim, der tager sin islam alvorligt, er, at islam skal være den eneste religion og bestemme stort set alt i familie, samfund og den religiøse verden. Lukker øjnene for, hvilken rolle (ønske om) magt spiller i den virkelige verden.

Islamisternes had findes også hos højtuddannede i Vesten og skyldes i høj grad deres egen kultur, som grundlæggende er præget af islam. For islam er en stærk kulturpåvirkende ideologi, der omfatter alle sider af tilværelsen. Og fordi den helt specifikt ikke lærer muslimerne at elske deres fjender. Man kan altid pege på undtagelser, heldigvis mange undtagelser i form af enkeltindivider, men det er virkelighedsfornægtelse, hvis man påstår, at man visse steder i Danmark ikke kan se tydelige tegn på en anden kultur, der ikke elsker sine fjender, endsige sine ikke-muslimske naboer. Det turde være overflødigt at nævne, at der er og har været mange sådanne steder rundt om i verden, hvor islam har fået magt.

Elsk og driv mission med åbne øjne

Bibelen lærer os ikke, at vi skal benægte, at der menneskeligt talt kan være grund til frygt. Tværtimod må kristne nærmest forvente, at de kan blive hånet, spottet og forfulgt. Bliver man det, fordi man er kristen og bekender sin tro, og ikke fordi man er en forbryder, der f.eks. laver opstand i gaderne, så priser Jesus en salig.

I 2 Korintherbrev 4 skriver Paulus, at han og de øvrige prædikanter prædikede, skønt de gjorde det med livet som indsats. Det kunne de gøre, fordi de troede på opstandelsen.

Luther selv var heller ikke naiv, men skrev, at “tager de vort liv, godt, ære, barn og viv, lad fare i Guds navn, dem bringer det ej gavn, Guds rige vi beholder” (Gl DS 295 v. 4). Ja, Guds rige beholder vi, hvis vi da ellers tror evangeliet.

Jesus priser enhver salig, ikke kun prædikanterne, når de bekender Kristus og hans lære (Matt 5,10-11). Så ovenstående gælder alle kristne.

Så behøver vi ikke frygte

Men vi behøver heller ikke lukke øjnene for de ting, der på det menneskelige plan giver grund til at frygte. Så kan vi forkynde loven og evangeliet. Det kan og skal man gøre uden at pådutte folk ansvar eller skylden for religiøs fanatisme og terror. Lod man være med at pådutte folk et ansvar, de ikke har, ville det måske endog i sig selv være at fjerne en smule religiøs fanatisme.

Skeln mellem private og samfundet

En alvorlig misforståelse går imidlertid ud på, at fordi vi som kristne skal elske vore fjender og bede for dem, der forfølger os, så skal samfundet, især et såkaldt “kristent” samfund, også finde sig i uret og overgreb.

Men sådan er det overhovedet ikke. Øvrigheden har fået sit sværd og skal holde det onde nede (Rom 13). Det er heller ikke kærlighed at finde sig i uret og overgreb mod andre. Det er ikke kærligt mod dem, man således svigter og udsætter for voldsmænd af den ene eller anden slags (se i øvrigt mere herom i De dannede klassers nysprog og socialisternes svigt).

Ironisk nok bidrager denne misforståelse til, at enkeltpersoner, ja, grupper, har grund til at frygte, fordi man i årevis har undskyldt kriminalitet. Ikke kun hos visse indvandrergrupper, men også hos visse grupper af danskere.

Skal det kunne lade sig gøre at holde det onde nede i et samfund og fremme ægte næstekærlighed, dvs. sådan som Jesus lærte os det, inkl. læren om øvrighedens sværd, så er der en række forudsætninger, der skal være til stede. Blandt disse forudsætninger er helt sikkert, at den enkelte skal elske sine fjender, også den muslimske fjende, som i fatal grad træller under deres afgud.

Men der er også mange andre. Dem burde også Indre Mission(s ansatte) fremme, i stedet for at tegne rosenrøde og virkelighedsfjerne billeder.

Så skal det endelig også siges, at hvis kristne ville stå ved det fjerde bud og toregimentelæren, så ville man forkynde lydighed mod øvrigheden (myndighederne). Det ville ikke alene bidrage til at sætte tingene på plads i samfundslivet, men det ville også være en lovforkyndelse, som Helligånden kan virke syndserkendelse gennem – også blandt muslimer.

Den ville blot ikke være så “politisk korrekt” som Asbjørn Asmussens påstand om, at man holder liv i religiøs terrorisme, hvis man møder mennesker “med mistænksomhed og foragt.”

Realisme ønskes

Asbjørn Asmussen ved, at der “er meget stor forskel på islam og kristendom.” Men spørgsmålet er nu, om han i virkeligheden ved, hvor stor forskellen er. Eller måske rettere, om han i virkeligheden tør se det i øjnene.

Men det må ikke forhindre os i at tale sammen. Prøve at forstå hinanden. Måske vil vi så opdage, at muslimer er lige så forskellige som kristne. Måske vil vi opdage, at vores muslimske nabo også er et menneske med sin egen livshistorie, sine glæder og sorger. Og måske opdager vore muslimske venner også, at vi faktisk kan have mange gode ting til fælles.

Måske kan det komme så vidt, at jeg opdager, at jeg som kristen har mere til fælles med min muslimsk troende nabo, end jeg har med min ikke-religiøse pæredanske arbejdskollega!

Ja, prøve … måske … måske … måske … måske … måske …

Om det skyldes uvidenhed eller virkelighedsfornægtelse,  ved jeg ikke. Men hvordan kan man sige, at man har mere til fælles med “en muslimsk troende nabo” end  med ens “ikke-religiøse pæredanske arbejdskollega”?

Det kan man kun, hvis man er uvidende om eller ignorerer, hvad islam rent faktisk lærer om bl.a. Muhammed selv. Det kan man kun, hvis man ignorerer, at islam er en lovreligion, der på visse områder har værdier, der tilsyneladende er identiske med kristendommen.

Det kan man kun, hvis man ser bort fra, at gode gerninger efter kristen lære kun er gode gerninger, hvis de er gjort i tro på Jesus Kristus, Gud og menneske. Den tro afviser islam – meget bestemt.

Det kan man også kun, hvis man ser bort fra de mange religiøst-bestemte kulturelle træk, der alt andet end udspringer af sand kristendom og sand næstekærlighed.

Man kan jo håbe, at det ikke er den indremissionske pietisme, der gør, at man ikke kan se denne forskel. Men forskellen er der.

Naturligvis er der muslimer, der i virkeligheden ikke deler islams tro og værdier. Men der er længere imellem dem, end Asbjørn Asmussen tror. Det er langt sværere at løbe fra den kultur, som islam giver muslimerne, også dem, der ikke er meget bevidste muslimer. Det er en af grundene til, at der er så få muslimer, der tager afstand fra islams krav om magt og overhøjhed. Islams holdning til dem, der gør det, er en anden grund.

Asbjørn Asmussens drømmerier og forsøg på at påføre andre dårlig samvittighed på et falsk grundlag rammer derfor helt ved siden af. De gør, at han ikke får fokuseret på det, som kristen lære virkelig siger om forfølgelse og opstandelsestro ind i denne situation. Og de gør, at han blot får (især) ikke-kristne til at lægge afstand til, hvad de tror, er kristendom og kristne værdier. Akkurat som det er sket så tit, især siden før Anden verdenskrig.