Imam: Gør grin med vores Gud og vi svarer med terror

En imam antyder, at man kan undgå terror, hvis man ikke gør grin med islam. Det presser terroristerne til det.

Skal man gøre grin med islam? Nej, det skal man ikke. Islam er faktisk al for alvorlig en sag at gøre grin med.

Men der er forskel på at gøre grin med islam og så falde pladask på maven for muslimerne og deres retorik. Der er brug for en klar afstandtagen til den opfattelse af forholdet mellem religion og politik, som imamen har. Der er også brug for en klar religiøs eller teologisk afstandtagen til islam.

A propos retorik, skal man naturligvis tage i betragtning, at man har forskellige måder at formulere sig på. Måske mener den imam, som Netavisen 180grader omtaler, det ikke helt så slemt, som det lyder. Men det er stadig 100 % uacceptabelt blot antydningsvist at true med terror, hvis man gør grin med islam eller endda håner og spotter islam. Ingen af de grunde, imamen stiller op med, er holdbare.

Imamen er heller ikke tilfreds med pressen. Men han og hans meningsfæller gør det heller ikke nemt at være presse. I stedet for at true med terror skulle imamen måske lære at tage konstruktivt ansvar for både uddannelse og integration i et demokratisk samfund.

Men hvad gør man, hvis ens (forståelse af ens) religion ikke reelt giver en lov til en sådan integration?