IMT-artikel i strid med luthersk lære om boden

I Indre Missions Tidende kunne man for en tre uger siden læse en artikel med overskriften “Forligelsens tjenste.” Forfatterinden var Hanne Frøkjær-Jensen. Emnet var 2 Kor 5,20: “Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!

Hanne Frøkjær-Jensen har dog hverken forstået 2 Kor 5,20 eller Den augsburgske Bekendelses lære om boden og prædikeembedet. Den augsburgske Bekendelse taler nemlig om boden.

Den augsburgske Bekendelse og Det nye Testamente om boden

Boden eller den daglige omvendelse består nemlig af to ting. For det første den anger eller frygt for Gud, som loven skaber i samvittigheden, når man får afsløret sin synd. For det andet troen på evangeliet og syndernes forladelse (absolutionen).

Om boden hedder det således i Den augsburgske Bekendelse, artikel 12:

… Men boden består egentlig af disse to stykker: det ene er sønderknuselsen eller den angst, som indjages samvittigheden, når man er kommet til erkendelse af synden; det andet er troen, som opstår ud af evangeliet eller ved afløsningen, som tror, at synderne forlades for Kristi skyld, og som trøster samvittigheden og frier fra angsten. Dernæst bør der følge gode gerninger, som er bodens frugter.

Artikel 12 er en sammenfatning af, hvad Paulus lærer klart og tydeligt, særligt i Romerbrevet og Galaterbrevet. Loven skal skabe syndserkendelse, men kan og skal heller ikke mere end det.

Evangeliet derimod er for den, som loven har virket i. “Hvad skal vi gøre,” som jerusalemitterne spurgte apostlen Peter pinsedag (ApG 2,37). “Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave,” var hans svar (ApG 2,38).

En helt anden forståelse

Men den forståelse ligger ikke bag Hanne Frøkjær-Jensens artikel. I stedet tager hun udgangspunkt i en armensk ærkebiskop. Man kan jo håbe, at det er hendes kærlighed til Armenien, der har taget magten. Som så at sige har gjort hende blind.

Man kan ganske vist undre sig over, at den kan skubbe hendes kristne lære til side. For forhåbentlig er der ikke tale om, at Frøkjær-Jensen bevidst har forladt den lutherske lære.

I det følgende vil jeg forsøge at anvende lidt øjensalve, så Hanne Frøkjær-Jensen kan komme til at se lidt bedre. Det er der i al fald brug, uanset hvad årsagen til hendes blindhed måtte være.

Vi skal arbejde på at bringe to parter sammen. Det siger sig selv, at det kræver mindst lige så megen takt og indføling, for at det skal lykkes. Når vi står over for mennesker, som ikke lever i troen på Kristus, så er det om at tale godt om ham til disse mennesker. Det nytter ikke noget at starte med at tale om alt det, som er imod hans vilje og under hans dom. Det får ikke nogen til at ønske at nærme sig til ham.

Forinden har Hanne Frøkjær-Jensen nævnt, at den armenske biskops samtaler med Moshe Dayan og muftien, muslimernes overhoved i Jerusalem, krævede “takt og indføling over for begge parter.”

Nej, forligelsens tjeneste har som sin første opgave at indbyde et menneske til at møde Guds kærlighed.

Gud elsker dig, Gud hører bøn, Jesus forstår dig, og du kan tale med ham. Det er noget af det, man med sandhed kan sige til mennesker. For det er det, Gud først og fremmest vil, at mennesker skal vide om ham, for at det dog kunne ske, at de søgte ham på en eller anden måde.

Gå Guds ærinde
Men forligelsens tjeneste er en tjeneste mellem to parter. Vi må gå Guds kærlighedsærinde over for mennesker, og så må vi gå det nødstedte menneskes ærinde over for Gud.

Det gør vi ved at gå i forbøn for dette menneske. Bede om, at Gud vil forbarme sig og på forskellig måde lade sit kald nå ham eller hende.

Ja, men hvad så med syndens alvor og fortabelsens mulighed, skal det da ikke siges klart. Jo, men det er ikke dér, forligelsens tjeneste begynder. Det sker med kærlighedens udstrakte hånd. Det har både Jesus og apostlene lært os. Alvoren skal nok gå op for den, der kommer i nærkontakt med Gud.

Hvad er der galt?

Parallellen mellem den armenske ærkebiskop og præstetjenesten er vildledende fra begyndelsen.

Hele citatet af Hanne Frøkjær-Jensen er gennemsyret af, at hun ignorerer to meget afgørende forhold. For det første, at ingen vil søge Gud, med mindre Gud selv kalder. For det andet, at Gud kalder på en bestemt måde, nemlig gennem omvendelsesforkyndelse, dvs. gennem forkyndelse af loven, der skal skabe syndserkendelse og sønderknuselse i samvittigheden, og evangeliet, der trøster den samvittighed, som loven har sønderknust. Evangeliet er endvidere et ganske bestemt budskab. Det handler ganske rigtigt om, at Gud elsker verden, men han elskede en syndig verden, og derfor lagde han hele denne verdens dom oven på sin søn. Først når man ved omvendelse, dåb og tro er blevet et Guds barn, kan man bede ret til Gud. Hanne Frøkjær-Jensen erstatter Guds gerning i lov og evangelium med, at mennesker “på en eller anden måde” skal komme til at søge Gud. Det er spekulation.

Men citatet indeholder endnu en tanke, som meget vel kan være både forkert og farlig. Ikke alene skal “vi” gå “Guds kærlighedsærinde over for mennesker.” Vi må også “gå det nødstedte menneskes ærinde over for Gud.” Vi skal “gå i forbøn for dette mennske. Bede om, at Gud vil forbarme sig ….” Hanne Frøkjær-Jensen forestiller sig altså, at vores tjeneste må til, for at Gud kan forbarme sig.

I bedste fald er det meget uklart tænkt og skrevet. I værste fald gør det mellemmændenes tjeneste til en del af frelsesgrundlaget.

Paulus tænker helt anderledes. Han taler om, at “vi” – apostle, evangelister, lærere og hyrder, som alle indehaver prædikeembedet – “er udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi  beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!”

Der er overhovedet ikke tale om at gå nogens ærinde over for Gud, som om Gud skulle overtales. Tværtimod, prædikanterne prædiker i Kristi sted og på Kristi vegne. Gud har allerede fuldt og helt anerkendt Kristi stedfortrædende lidelse og død for os. På den baggrund virker den treenige Gud gennem forkyndelsen af lov og evangelium. Evangeliet er virkelig Guds kraft til frelse. Det er et budskab fra den treenige Gud til mennesker.

Det er helt i orden at bede om, at Gud vil velsigne ordets tjeneste, men vi kan bede en sådan bøn, fordi vi ved, at der ikke er noget, han hellere vil. Ja, fordi vi ved, at det gør han faktisk. For han vil, at alle skal frelses (1 Tim 2,4; 2 Pet 3,9).

Ja, men hvad så med syndens alvor og fortabelsens mulighed, skal det da ikke siges klart. Jo, men det er ikke dér, forligelsens tjeneste begynder. Det sker med kærlighedens udstrakte hånd. Det har både Jesus og apostlene lært os. Alvoren skal nok gå op for den, der kommer i nærkontakt med Gud.

Det har Jesus og apostlene faktisk ikke lært os. Hanne Frøkjær-Jensen antyder, at der er en modsætning mellem kærlighed og forligelsens budskab på den ene side og tale om syndens alvor og fortabelsens mulighed på den anden side. Det har Hanne Frøkjær-Jensen ikke lært af Skriften. Der er ingen modsætning, som det også ses af f.eks. Joh 3,16.

Gud lader sin lov forkynde, fordi han er hellig, men også fordi han er kærlig, for han ønsker nemlig, at vi skal erkende vores synd, så vi tror evangeliet tager imod syndernes forladelse.

Det er rigtig ærgerligt, at IMT bringer en artikel, der rammer så fatalt ved siden af. Det kan godt være, at det er blevet en meget almindelig forståelse af, hvad evangeliserende forkyndelse går ud på. Men det er ikke, hvad Det nye Testamente eller Den augsburgske Bekendelse lærer.

Det er faktisk heller ikke, hvad jeg i sin tid lærte i prædikenlære af en dygtig sognepræst fra Fur. I øvrigt mens præstefru Hanne sad ved siden af og lyttede med.