Indvandreres tillid til kirken?

Kristeligt Dagblad meddeler:

Toneangivende præster og konsulenter i folkekirkens integrationsarbejde frygter, at politiets rydning natten til i torsdags af Brorsons Kirke vil betyde et tillidsbrud mellem kirken og flygtninge og indvandrere.

Claus Vincents og Kristeligt Dagblad har bl.a. selvudnævnt indvandrer- og sognepræst i Apostelkirken på Vesterbro Niels Nymann Eriksen og netværkskoordinator ved Tværkulturelt Center, Birthe Munck-Fairwood, til at være blandt disse “toneangivende præster og konsulenter.”

Men hvorfor kan det føre til et tillidsbrud? Det kan det jo bl.a., hvis man bliver ved med at udsprede usandhederne om, at der findes noget, der hedder kirkeasyl, dvs. at kirkerne skulle være rum, hvor samfundets love er sat ud af kraft, og hvor myndighederne ikke må komme. Sådan er det ikke, og har ikke været det i Danmark siden reformationen.

Det er nemlig grundlæggende, at Guds rige og kejserens rige holdes adskilt. Disse toneangivende præster og konsulent – sekunderet af Kristeligt Dagblad – blander dem derimod sammen. Det er mere end problematisk, for de har hverken lovgivende eller udøvende magt i samfundet. Og i kirken har de kun den magt, som lov og evangelium giver. Det betyder helt præcist, at de ikke har nogen magt til at foreskrive, hvordan samfundet skal opføre sig, så længe kirken kan holde gudstjeneste og skriftemål og undervise, som de har pligt til.

Det burde en præst som Nymann Eriksen vide, for han har selv skrevet under på, at det er sådan. Dels er det helt fundamentalt i Det nye Testamente (se Matthæusevangeliet 22,15-22). Dels siges det helt klart i Den augsburgske Bekendelse (se “Kirkebygninger er ikke undtaget fra loven“).

Det er en ulykke for vores samfund og for de berørte kirker, at så mange vil gå den vej, som de romersk-katolske (pavedømmet), de reformerte og nu også de ikke-længere-lutherske folkekirkepræster går. De blander alle den kirkelige og den verdslige myndighed sammen til skade for begge.

Når de også – mere end almindelig godt hjulpet af godhedsindustrien og politikere ikke kun fra socialistisk hold, men desværre fra alt for store dele af det politiske spektrum – går ud og proklamere denne vranglære, så skaber de falske forventninger, som efterfølgende ødelægger deres arbejde. De mister tillid, hedder det nu.

De ligger, som de selv har redt. Heldigvis, for det ville være en alvorlig ulykke for vort land og folk, hvis disse toneangivende skal bestemme, hvordan samfundet skal benytte sin magt,

PS: Hvorfor er det i øvrigt, at muslimer vil søge såkaldt “kirkeasyl” i en kirke, som de ellers ikke vil være medlemmer af? Hvorfor synes mange præster og visse menighedsråd, at det er helt naturligt?