Indviet vin?

Sognepræst Allan Graugaard og hans hustru Bente bestyrer en brevkasse i Indre Missions Tidende. I nr. 21 besvarer de et spørgsmål om nadveren. Spørgeren føler, at sakramentet mister sin betydning, når præsten blot henter vin ude i kirkelokalerne og hælder i uden at indvie vinen.

Der er ingen tvivl om, at Graugaards ønsker at svare sjælesørgerisk. Men det er alligevel ikke noget tilfredsstillende svar, de giver.

Måske kan man godt blande lidt, ja, endda noget uindviet vin i indviet vin. Men det er ikke nogen udelt god skik, netop fordi det kan gøre nadvergæsterne usikre på, om de nu får indviet vin eller ej. Men en lutheraner vil ikke hælde vin i en praktisk taget tom kalk uden at indvie den nye vin. Derfor burde Graugaards have taget afstand, ja, skarpt afstand fra disse præsters praksis.

Begyndelsen af svaret ser ud til at til at give spørgerens præster ret i, at der altid vil være en dråbe tilbage. Men senere anbefaler de dog, at man undgår, at det kommer til at se ud, som om man uddeler uindviet vin. De taler om, at det vil være “en god orden at indvie” det vin, som ikke måtte have været på alteret under indstiftelsesordene.

Graugaards svar er stærkt utilfredsstillende. For det første fordi de i realiteten godkender, at man kan udgive ikke-indviet vin for at være indviet (selv om de ikke mener, det er “god orden.”) Og for det andet, fordi de gør det til nadvergæsternes ansvar at tro, at man får det åndelige udbytte af sakramentet, som Jesus ønsker.

Det er slet og ret åndelig mishandling af menigheden. For det første lægger man ansvaret over på nadvergæsterne og lader deres tanker bære nadveren i stedet for omvendt. Det kan jo på sigt underminere troen. For det andet er det særligt alvorligt, hvis nogle af nadvergæsterne er anfægtede. For dem kan det ligefrem betyde, at de lades i stikken her og nu.

Indviet vin

Tak for de overvejelser om den rette indvielse af nadverelementerne, som du deler med os. Vi må erkende, at der ikke er en helt ensartet praksis i de ting. Der findes heller ikke bindende regler for, hvordan nøjagtigt man bør gøre. Så du kan ikke gøre meget andet end at tage sagen op og drøfte den med rette vedkommende, som du har gjort.

Jeg forstår ikke, hvordan Graugaards når fra, at der ikke er nogen ensartet praksis eller bindende regler, til, at man kun kan tale med “rette vedkommende.”

Som lutheranere lærer vi, at praksis er eller skal være en funktion af læren, dvs. man skal indrette sin praksis således, at læren forkyndes så rent og klart som muligt. Det betyder ikke, at man altid kan angive én bestemt praksis. Men det betyder bestemt heller ikke, at alt er op til præsten, der forestår nadveren.

Du fik det svar, at der altid vil være en dråbe tilbage af den indviede vin. Det skal du lægge mærke til, for det er faktisk rigtigt.

Nej, det er ganske enkelt ikke rigtigt. Hvis der kun er én dråbe vin tilbage, er der i praksis ikke noget tilbage. Det er vildledning og i realiteten at anvende uindviet vin, når man hævder, at denne ene dråbe skulle indvie resten. Præsterne, som spørgeren refererer til, forvalter ikke nadveren efter Kristi indstiftelse. Senere i Graugaards svar fremgår det, at de egentlig synes, man ikke bør gøre som spørgerens præster. Det er langt bedre end deres indledende bemærkning. I så vigtig en sag burde man sandelig svare klarere og mere konsistent.

Spørgerens præster opfører sig, så man skulle tro, de i virkeligheden er calvinister eller reformerte. Det er måske ikke så overraskende, eftersom folkekirken har meldt sig ind i Leuenberg Kirkefællesskabet, som accepterer den reformerte vranglære.

Det er sørgeligt, men i realiteten også vildledende, når Graugaards i begyndelsen synes at bakke op om disse præsters svar. Luther ville ikke tøve med at sende sådanne præster hen til zwinglianerne, hvor de hører hjemme.

Mange præster har den praksis, at de indvier det brød, de supplerer med, men vinen supplerer man uden videre fra kanden. Man sørger bare for at gøre det i god tid, inden det indviede er brugt op. Så vil det altid blande sig, så alle altergæster får del i den indviede nadvervin.

Det er ikke nok, at præsterne mener, at vinen er indviet. Præsterne skal bære sig ad, så to hensyn er varetaget. For det første skal vinen rent faktisk være indviet (eller konsekreret). Det gør man ved at velsigne brød og vin med Jesu ord (jf. 1 Kor 10,16f). Det er bestemt ikke tilfældet, når man lader indvielsen foretage af en dråbe indviet vin i kalken i stedet for at lade Kristi Ord gøre det.

For det andet skal præsterne drage omsorg for, at menigheden ved, at vinen er indviet. Det gør man ikke på den måde, Graugaards godkender. Tværtimod.

Sakramentet mister ikke sin betydning ved den fremgangsmåde. Man kan nok personligt føle, at kraften i sakramentet bliver »fortyndet« ved det. Men da må man tænke på, at betydningen ikke ligger i mængden, man får, men i ordene, som ledsager de indviede elementer.

Læst i sin sammenhæng kan man ikke rigtig se, om Graugaards her udtaler sig om den praksis, spørgerens præster har, eller om de kun tænker på de situationer, hvor præsterne supplerer med vin fra kanden på alteret i god tid, inden det indviede vin slipper op. Det burde Graugaards have gjort fuldstændig klart.

Principielt er det en helt ufattelig dårlig vejledning, hvis en præst antyder, endsige godkender, at det er i orden at gøre, som spørgerens præster gør.

Sakramentets betydning er nemlig ikke uafhængig af, om brødet og vinen er indviet. Tværtimod. Troen bæres af, at sakramentets evangelium forkyndes, bl.a. ved brug af indstiftelsesordene.

Men troen bæres også af, at det indviede brød og vin så rent faktisk er Jesu legeme og blod, som han udgød og gav hen for vore synder og for vor skyld.

At foregøgle spørgeren og IMT’s læsere, at sakramentet ikke mister sin betydning, er ikke i overensstemmelse med den lære, lutheranere bekender sig til.

Det er også helt uacceptabelt, hvis man vil løse “problemet” ved at bede nadvergæsterne “tænke” på en bestemt måde frem for at forlange som en selvfølgelig sag, at alle præster sørger for, at al brød og vin er indviet, så ingen behøver at blive i tvivl om sakramentet og dets betydning.

Det var en helt anden sag, hvis præsten bare tog uindviet brød og vin og fortsatte uddelingen med det, når det indviede var sluppet op. Så var der grund til at føle, at sakramentet mistede sin betydning.

Hvis Bente og Allan Graugaard i afsnittet forud kun taler om dem, der hælder mere uindviet vin i det indviede i god tid, så er det et stykke på vej “en helt anden sag.” Men hvis de principielt også medtager dem, der gør det, når der kun er en dråbe indviet vin tilbage, så er det ikke en helt anden sag. Det er blot en anden måde at formulere samme sag på, når man tager spørgerens spørgsmål i betragtning.

Derfor bør præsten naturligvis undgå, at det kan komme til at se ud på den måde. Bl.a. ved at sørge for, at der er tilstrækkeligt med vin på alteret til hele uddelingen. Skulle det undtagelsesvist blive nødvendigt at hente ekstra ind, ville det være en god orden at indvie det. Det må ikke være sådan, at nogle nadvergæster føler, der bliver sjusket med det.

Præsten bør helt sikkert undgå, at en eneste nadvergæst kan blive i tvivl. Det gør man ved at sørge for, at hvert eneste oblat er velsignet, og ved at sørge for, at al vin er indviet.

Det burde man gøre ved at efter-indvie eller efter-konsekrere. Ikke mindst i en tid, hvor den lutherske lære om sakramenterne benægtes, omtolkes eller “blot” ignoreres, bør man gøre alt, hvad man kan, for at den lutherske lære forkyndes i ord og praksis.

Det har præsterne i spørgerens brev bestemt ikke gjort. Graugaards kunne også have svaret meget bedre og klarere. Den praksis, spørgeren omtaler, burde i al fald afvises uden omsvøb. De burde have forklaret, hvorfor det er vigtigt, at al brød og vin er indviet, og hvorfor det er vigtigt, at dette forkyndes klart og tydeligt for tilhørerne.