Islam, terror og frihed

En svensk tegners Muhammed-tegning har udløst en reaktion fra al-Qaida. Ikke overraskende har den også på ny sat gang i diskussionen herhjemme.

Ravn Olesen efterspørger religionsfrihed

Jens Ravn Olesen påpeger i artiklen “Debatten om religionsfrihed halter,” at det ikke kun var muslimske, men også liberale og internationalistiske kræfter i både Danmark og den vestlige verden, der gjorde Muhammed-tegningerne til en international sag.

En resolution fra FN’s Menneskeretsråd opfordrede alle FN-medlemmer til at gøre det strafbart at fornærme islam. Det er, påpeger Ravn Olesen, langt værre, end at en egyptisk ambassadør stiller krav. I sit indhold er det et krav om at afskaffe ytringsfriheden.

Ravn Olesen spørger efter, hvorfor FN’s demokratiske medlemsstater ikke har kæmpet for ytringsfriheden og religionsfrihed. “At krænke islam blot for at krænke og demonstrere ytringsfrihed er ufrugtbart, men målt med et forbud mod alle andre religioner end islam er det ikke en sag, der burde kræve FN’s fordømmelse. Her bør den politiske korrekthed dog vist revidere sit moralske øjemål,” slutter Ravn Olesen.

Johannes Adamsen efterlyser koran-kritik

I debatindlægget “Mangelfuld terrorforklaring,” Kristeligt Dagblad, 14. september 2007, kritiserer religionshistorikeren, Ph.D. Johannes Adamsen, med rette chefredaktør Erik Bjerager (se “Islamisk trussel“, Kristeligt Dagblad, 11. september 2007) for at hævde, at alle terrorister er muslimer. Der findes også statsterrorisme og en lang række ekstremistiske organisationer.

Men som Adamsen medgiver, “er der i disse år mildest talt højkonjunktur i islamistisk begrundet selvmordsterrorisme. Og det kan ikke alene forklares med politiske og sociokulturelle forhold, men også ideologiske/religiøse skal inddrages.” Det gælder ikke mindst, når terroristerne begrunder deres terror med islam. Adamsen mener, at de muslimske terrorister også har politiske begrundelser. Hvad Bjerager nu også gør.

Interessantere er, at Adamsen som parallel anfører, at den kristne kirke begrundede “inkvisition, autodafeer og (delvis) heksebrænding med kristendom.” Et selvkritisk blik klargjorde efterhånden det ukristelige i disse handlinger, mener Adamsen. Ja, “problemet er bare, at de fleste muslimer såvel som kristne i perioder har ligget langt fra deres religions centrum.” Adamsen bruger sikkert ordet autodafe om henrettelser på bålet.

Adamsen har helt ret i, at der var problemer i forhold til “kristendommens centrum,” eller ret kristen lære, som jeg hellere vil formulere det. Problemet er ikke, at det ud fra en principiel, teologisk betragtning er forkert med dødsstraf. En øvrighed bærer ifølge ret kristen lære sværdet (Rom 13,4). Problemet med inkvisitionen var snarere, at man sammenblandede det verdslige og det åndelige regimente. Og i øvrigt at man ikke gav de anklagede den retssikkerhed, som de burde have efter almindelig romersk (kirke)ret (se Jan Guillou. Heksenes forsvarere: En historisk reportage. 3. udgave. Århus: Modtryk, 2004). Opgøret med inkvisition, kætter- og heksebrændinger var et berettiget opgør, for det fulgte ikke af kristendommen.

Men derefter efterspørger Adamsen en Koran-kritik: “det virkelig interessante er, hvornår og hvordan de får en Koran-kritik, som kan begrunde en afstandtagen til de voldelige – jeg gentager voldelige, ikke terroristiske – udfald i skriftet.”

Efter min mening er der ikke nogen egentlig parallel. Opgøret med inkvisition osv. kunne og blev foretaget ikke ved at ændre på Bibelens lære, men ved at tage den alvorligt. Den bibel-kritik, som Adamsen åbenbart forestiller sig som parallel, er sikkert den såkaldte historisk-kritiske bibelvidenskab. Den har ganske rigtigt ført til fundamentale ændringer i manges opfattelsen af, hvad kristendom er. Den er for Adamsen åbenbart en selvfølgelighed.

Det kunne se ud, som om Adamsen faktisk tror, at islam vil få en sådan Koran-kritik. Det er jeg ikke så sikker på – af mange grunde, som må vente til en anden gang (se evt. »Problemet er ikke ekstremisme«). Men hvad ville der ske, hvis islam fik et sådan mere menneskevenligt ansigt?

Dr. Gene Edward Veith om en attraktiv islam

Noget i den retning skriver dr. Gene Edward Veith om i sin blogartikel “Islam going church growth.”

“Islam har nu en tv-evangelist, Amr Khaled, med millioner af fans. Han prædiker en munter, anti-terroristisk udgave af islam. Han taler ikke kun på tv, men i store haller, hvor hans budskab vises på gigantiske skærme. Han holder prædikener med humor, og han giver tips fra Koranen til et succesrigt liv. Den egyptiske prædikant er for tiden på en prædiken-turné i USA. Han kaldes den muslimske Joel Osteen [en berømt amerikansk tv-evangelist].

“Med andre ord har Amr Khaled taget kirkevækstbevægelsens og amerikansk evangelikalismes taktik i brug for at sprede islam!

“Faktisk lyder det, som denne artikel beskriver, præcist som det, der sker i mange angiveligt kristne kirker! Mens vi burde påskønne hans ikke-morderiske tilgang til sin religion …, kunne det være, at denne venligere og mildere islam ganske enkelt slår an i vores kultur. Og kirkerne, hvoraf mange har udvandet deres kristendom til en sukkersød læskedrik, kan være ilde udrustet til at gøre noget som helst ved det.” Skriver altså dr. Veith.

Der er mange, der synes at være ligeglade med, at sådan noget skulle ske. Eller som (måske næsten) vil byde en sådan udvikling velkommen også i Danmark.

Men en “attraktiv” islam à la Amr Khaleds er ikke kun en trussel mod ret kristendom – det er der så meget, der er – men det vil også give samfundsmæssige problemer. Ikke engang en udvandet islam vil ophøre med at sammenblande det verdslige og det åndelige regimente. Vi skal ikke forvente os et fundamentalt opgør med islam som en religion, der er lovisk, politisk og universel. Men selv om nogle muslimer kunne gennemføre en sådan forvandling, er det usandsynligt, at alle ville gøre det. En islam à la Amr Khaled – en islam light, om man vil – vil bane vejen for en islam, som næppe vil have forståelse for ytringsfrihed, religionskritik og religionsfrihed.

Man skal naturligvis ikke forbyde islam. Terror, drab og vold – også islamistisk – er allerede forbudt. Men hvorfor dog give afkald på den frihed, som vi allerede har? Islam skal modsiges og gen- og bortdrives med det kristne evangelium i kirkerne og en sund politisk og national værdisæt i samfundet. Vil muslimer forlange deres værdi- og regelsæt gennemført i samfundet, er der sikkert mulighed for det – andre steder.