Israel og religion

Få lande vækker følelser som Israel. I den ene ende af skalaen er der nogle, der nærer et intenst had mod Israel og ønsker at slette eller få Israel slettet fra landkortet og måske endda få jøderne fjernet fra jordens overflade. Andre anser statens Israels oprettelse for at være noget af det glædeligste, der er sket i det 20. århundrede, både af politiske og religiøse grunde.

Had til Israel

De såkaldte palæstinensere, som i virkeligheden for flertallet vedkommende “blot” er arabere, hader Israel. Mange har direkte lært at hade Israel fra barnsben (se her).. Nu er Det palæstinensiske Selvstyre så indgået en aftale i Annapolis. Det skete på et møde, hvor Israel helt uforståeligt accepterede at indtage en rolle som den, de sorte måtte spille i Sydafrika. Man blev gjort til undermennesker, dhimmier, som det hedder, når ikke-muslimer underkaster sig muslimer.

Begge parter siger, man vil arbejde på at nå fred. De nuværende magthavere er Hamas, som regnes for mere yderliggående, “radikale,” end Fatah. Nu fejrer Fatah, at de har eksisteret i 43 år. De har i den anledning offentliggjort en poster, som er godkendt af Fatah-ledelse (se mere her).

På dette kort (som jeg har hentet her) er hele Israel væk. Israel er altså angivet som palæstinensisk område. Samtidig ser man – på højkant – en maskinpistol. Det symboliserer helt klart den væbnede kamp mod Israel. Ikke ligefrem signaler om fred.

Denne tvetungede tale om fred og væbnet kamp på samme tid kunne sikkert tolkes som pression i forbindelse med fredsforhandlingerne. Men den kan også tolkes som udtryk for Taqiyya. Man siger et over for sine fjender og noget andet i andre sammenhænge. Her er det
dog ikke særlig hemmeligt.

Det er derfor snarere udtryk for, at man med aftalen i Annapolis opfatter kampen mod Israel som vundet. Vesten har valgt side, og man behøver ikke lægge skjul på sine hensigter med Israel. Læg i den forbindelse mærke til Arafats hovedbeklædning, som på kortet dækker Israel. Det symboliserer “palæstinensisk” nationalisme (se Keffiyeh).

Alligevel vil en lang række lande give milliarder til Det palæstinensiske Selvstyre (se her).

Det er blevet (alt for) normalt, at man i Vesten undskylder for fortidens synder, som man ikke selv har begået. Men når man tager den muslimske retorik og ideologi i betragtning – som den fx kommer til udtryk ifølge skriftet Nazi Roots nævnt oven for – så må man virkelig undre sig over, at Vesten ingen betingelser stiller til Det palæstinensiske Selvstyre.

Man kan virkelig også undre sig over, at de rige arabiske oliestater ikke selv kan finansiere Det palæstinensiske Selvstyre. Men man mener, Vesten bør betale. Det gør Vesten så og bekræfter dermed muslimerne i deres overherre-mentalitet.

Men noget tyder også på, at ulandshjælpen direkte eller indirekte anvendes til angreb på Israel. Daniel Pipes har skrevet om, at der er en tæt sammenhæng mellem hjælp til “palæstinenserne” og drab på israelere: “Finansiere palæstinenserne? Dårlig idé.” Han bygger på Steven Stotskys “Correlating Palestinian Aid and Homicides 2000-2007.” Her er et af Stotskys diagrammer.

Israels egne problemer

Man kan ikke fortænke Israel og jøderne i at være skeptiske over for såvel muslimer som Vesten. Når alt kommer til alt, har jøderne været vant til at have i bedste fald tålelige forhold. Men Holocaust kan, vil og skal aldrig glemmes.

Alligevel kan man frygte, at det lige præcist er, hvad der er ved at ske. Aftalen i Annapolis ligner mere en prisgivelse af Israel end begyndelsen til nogen varig fred. Hvordan skal man også kunne tro “palæstinenserne,” hvis religion giver dem lov til at lyve om og over for Israel? Med aftalen i Annapolis har jøderne fået endnu flere grunde til at mistro såvel “palæstinenserne” som amerikanerne. (En anden vurdering af Annapolis-mødet kan du læse her).

Jeg er ubetinget tilhænger af et selvstændigt og superstærkt Israel. Jeg er overbevist om, at jøderne ellers ikke vil være garanteret et fristed på denne jord. Alle lande burde støtte Israels selvstændighed og sikkerhed. Man bør stille skarpe spørgsmål til de lande, der ikke vil det.

Israel bør lige som alle andre lande kunne forbyde enhver totalitær ideologi. Det bør ikke spille nogen rolle, om en ideologi kalder sig eller måske ligefrem er en religion. Ethvert land bør kunne værne sig mod totalitære bevægelser, og ingen totalitære organisationer bør kunne forlange anerkendelse og eksistensret med henvisning til, at de er en religion.

Men alle andre religioner bør være tilladt, hvis de ellers opfører sig anstændigt.

Israel selv har et problem. Der er skrappe regler for kristen mission i Israel. Selv om det på en måde er forståeligt, når man tænker på jødernes erfaringer med kristne gennem tiden, så er denne diskrimination ikke noget, der bidrager positivt til opfattelsen af Israel. Det gør det heller ikke, når man er to år om at anerkende en kirkeleder (se “Forsinket anerkendelse af kirke-patriarik“).

Det drejer sig ikke blot om lovgivning og administration. Det drejer sig også om, hvad der sker i praksis. Messianske menigheder har store problemer. De tvinges ud af deres lokaler (se “Messiansk menighed tvunget ud af sine lokaler“).

Den katolske patriark, Michel Sabbah, har kritiseret Israel for at diskriminere de religiøse mindretal, fordi Israel har erklæret sig selv for en jødisk stat (se her og her) . Det har affødt skarpe protester (se her). Men det svækker unægtelig kritikken, at Sabbah selv repræsenterer en religiøs stat.

Man kan ikke lade være at spørge sig selv, om det hænger sammen med, at katolicismen – i modsætning til luthersk lære – har en forestilling om kirken som en politisk magt på jorden.

Det jødiske Anti Defamation League hævder, at “I kontrast til mange andre religiøse stater nyder alle Israels borgere, jøder og ikke-jøder, de privilegier, det er at bo i et moderne demokrati med religionsfrihed og lovfæstede rettigheder.” Det lyder en smule hult, når man ser på fakta.

Staten Israel burde vel kunne bevare sin jødiske identitet, men samtidig samarbejde med alle, der principielt og i virkeligheden vil respektere Israel og samarbejde med dem om fred og frihed.

En god begyndelse vil under alle omstændigheder være, at alle lande og kirker erklærer deres uforbeholdne støtte til Israel som en selvstændig stat, der har ret og pligt til at sørge for fred og sikkerhed for sine borgere.

Julen handler om en helt anden slags fred. Det er den fred med Gud, som mennesker får gennem evangeliet om deres synders forladelse for Jesu Kristi skyld.

Men selv om julen handler om denne fred, skal det ikke mangle på ønsker om fred på jord i almindelig verdslig, politisk forstand. Denne fred består blot ikke i underkastelse under totalitære regimer. Uanset hvilken der måtte være tale om.