“Jeg går ikke”

Identifikation

Jeg går ikke,” proklamerer vicegeneralsekretær Peter Nord Hansen, den højest placerede teolog blandt Indre Missions ansatte. Som man har sagt i årevis, skal man “smides ud.”

Men hvorfor så blogge om det, når det ikke er nyt? Det skyldes den teologiske afmagring, som Nord Hansen afslører. Der er nemlig flere udsagn, der er så upræcise, at de må karakteriseres som for tynd teologi.

For det første har Nord Hansen ikke “meldt sig ind” i folkekirken, hævder han. Det har han nu faktisk. Folkekirken har medlemmer. Døbte kan optages efter nærmere regler. Udøbte optages som medlemmer ved dåb. Nord Hansen er derfor meldt ind. Hans forældre gjorde det på hans vegne. De svarede blot på hans vegne, så derfor er det faktisk Nord Hansen, der har meldt sig ind. Han kan også melde sig ud igen – hvis han vil.

For det andet har vicegeneralsekretæren en ny forklaring, en begrundelse, jeg ikke tidligere har lagt mærke til som forklaring på, at han ikke går. Han er “født ind i folkekirken.”  “Her blev jeg også døbt til at høre Jesus til,” fortsætter han. Det er en mager begrundelse, altså “mager” i den negative betydning.

Hvis Nord Hansen med “født” tænker på genfødelsen i dåben (Joh 3,1ff; Tit 3,4-7), så ville det være rigtigt, at han er “født” ind i, ja, i al fald født ind i Guds kirke. Om man også kan sige, at han på den måde er “født” ind i folkekirken, er et helt andet spørgsmål. Normalt formulerer man sig ikke på den måde. Spørgsmålet er også, om Nord Hansen ikke med sit ordvalg tænker på den legemlige fødsel. Det giver blot et andet problem, for man fødes ikke ind i folkekirken, som man i Sverige indtil for nylig fødtes ind i Svenska Kyrkan. Men er det det, Nord Hansen mener, så må han jo åbenbart mene, at det er hedninge, der fødes ind i kirken, for han nævner dåben efterfølgende. Væk er dåben, væk er Helligåndens gerning  i dåbens og genfødselsens bad (Tit 3,4-7; 1 Kor 12,13), når det gælder at blive født ind i kirken. Nu er det dem, der af natur er vredens børn, der åbenbart fødes ind i kirken. Men hertil er at sige, at dem, der af natur er vredens børn, godt kan komme ind i Guds rige. Men det kan kun ske ved dåb og tro, dvs. genfødelse og fornyelse ved Helligånden. Folkekirken derimod kan man åbenbart komme ind i og blive i som hedning. Hvis Nord Hansen ikke mener det – og det plejer man i de kredse ikke at mene – så er det en meget mærkelig sprogbrug. Måske det skyldes det anliggende, Nord Hansen er ude i?

Man kan også komme ind i det danske folk som hedning. Måske er det derfor, Nord Hansen synes, det er en god parallel. Men målt med Guds egen målestok, “kanon,” er det en meget tynd parallel, faktisk helt uholdbar.

For det tredje vil vicegeneralsekretæren ikke skifte borgerskab, hverken når det gælder det danske folk eller “hans” kirke. Glemt er åbenbart, at Paulus taler om borgerskab i det himmelske (Fil 3,20), i Guds kirke, ikke i en eller andens kirke. Den slags teologiske restriktioner er blæst væk. Om man har borgerskab i det himmelske, er faktisk noget, man kan miste. I modsætning til det danske statsborgerskab, er der faktisk grænser, når det gælder Guds rige. Som det fremgår af bl.a. Matt 18,15-18; 1 Kor 5 og Tit 3,10f, kan det ifølge Bibelen ske både af etiske og læremæssige grunde.

Distancering

Nu kunne man næsten tro, at alt må være i orden i folkekirken. Især når man betænker, hvor mange steder – altså steder i Bibelen – der advarer mod at være og arbejde sammen med falske profeter og vranglærere i kirkelige sammenhænge.

Vicegeneralsekretær Nord Hansen indrømmer imidlertid, at der “er sagt og skrevet og gjort meget i kirken, som [han] bestemt ikke kan tage medansvar for.” Han må vel mene folkekirken, i al fald også folkekirken. Folkekirkens ord og handlinger er i modstrid med, hvad de burde være. Igen er der en underlig upræcis skelnen mellem kirken, altså folkekirken, og og Kirken, Guds rige. Adskilligt af det, der sker i folkekirken, har ikke noget med Guds kirke at gøre.

Medskyldig, ikke uskyldig

Man skulle dog tro, at en præst som Nord Hansen så var medansvarlig for det, der sker i den kirke, som han er præst i, for så vidt han står under en biskops tilsyn. Men det mener han – måske – ikke selv.

Jeg er forpligtet på kirkens grundlag: Bibelen og bekendelsen. Ingen kan tvinge mig til at forkynde eller tro eller handle imod det, jeg har i Skriften og vor kirkes bekendelse.

Nord Hansen har ret i, at han er forpligtet på kirkens grundlag: Bibelen og bekendelsen.

Det er faktisk også sandt, at ingen kan tvinge ham til at forkynde eller tro eller handle imod dette grundlag. Han gør det frivilligt. Han kunne nemlig vælge at gøre noget andet.

Selv har han en anden opfattelse af sagens alvor. Han behøver ikke gå.

Når jeg fastholder, at jeg ikke overvejer at gå, betyder det ikke, at jeg er parat til at acceptere eller at tilslutte mig noget, som har Bibel og bekendelse imod sig.

Dette citat må betyde, at han ikke mener at acceptere eller tilslutte sig noget, Bibelen og bekendelsen har imod sig. Hvis der vedtages noget, der er i strid med Bibelen og bekendelsen, så er han “ikke forpligtet” på det og behøver derfor ikke gå.

Det ville måske kunne forsvares, hvis Bibelen og bekendelsen ikke udtalte sig om, hvad man skal gøre, hvis en kirkes ord og handlinger er i strid med Kristi befalinger. Det er blot ikke tilfældet.

Såvel Bibelen som bekendelsen har helt klare udsagn om, hvad der er nødvendigt for at være i kirke sammen. Man skal tage sig i agt for falske profeter (Matt 7,15). Man skal holde sig fra vranglærere, der “skaber splittelse og fører andre til fald” (Rom 16,17; se også skriftstederne nævnt ovenfor).

Det står i skærende kontrast til påstanden om ikke at være parat til at acceptere eller tilslutte sig noget, som har Bibel og bekendelse imod sig. Kontrasten kan eksistere, fordi det er så svært at forstå for både vicegeneralsekretæren som så mange andre i og uden for Indre Mission. De foruroliges af ord og handlinger, som selv vantro ikke vovede at sige og gøre for nogle få generationer siden. Men uroen fører ikke til handling, for alvoren går ikke op for dem. Men det er en kendsgerning, at handlinger, der er i strid med Bibelen og bekendelsen, nu får deres egne ritualer eller rituelle velsignelser. Men der sker ikke noget. Man går ikke. Man forstår ikke. Eller også vil man ikke drage konsekvensen. I stedet opfinder man sine egne grænser og skubber alt det, man ikke kan eller vil forstå/acceptere, over på den anden side.

Hvem kan hjælpe?

Men når man ikke er forpligtet på noget, i realiteten heller ikke på Bibelen og bekendelsen, så går det alt sammen. Så behøver man ikke gå. Måske man er lam, når det kommer til stykket? Man burde følge eksemplet fra et andet menneske med lammelse og lytte til det ord, der kan gøre et menneske gående.

Update: Indlægget er redigeret 4. juli 2010.