Kamp om teologisk faglighed

Carsten Riis’ forslag

Den 26. september 2008 bragte Kristeligt Dagblad en kronik af Carsten Riis, der er dekan for Det teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet. Han foreslog, at man skulle droppe latin og græsk. Den var meget besynderlig at læse, eftersom de to statslige fakulteter netop havde anmodet om at få latin og græsk tilbage i gymnasiet. Riis og hans fakultet ville også have lov at slække på kravet til historie. Det første er klogt, det andet ikke.

Landets to teologiske fakulteter vil derfor have ministeriet til at slække på adgangskravene om historie på højt niveau til teologiuddannelsen. Samtidig ønsker fakulteterne de klassiske sprogfag latin og græsk genindført i landets gymnasier. (Teologi-studier vil have hjælp til at vende krise, 17.9.2008).

Ris fra Mogens Müller

Man måtte forvente, at Riis ville møde kritik, også stærk kritik. Mogens Müller sagde, hvad han skulle i en kronik nogle dage senere (Teologer skal have redskaberne i orden, 30.2.2008). En anelse overraskende er det, at Müller direkte definerer teologi som et professionsstudium. Som sådant er det dog stadig noget bestemt, skriver han. Det har han principielt ret i. Desværre er vi ikke enige om, hvad dette bestemte er. Müller afviser verbalinspirationen og følger med oplysningstiden en principielt ubeviselig idé om, at man skal holde sig til den “oprindelige mening,” “dvs. hvad de menneskelige forfattere havde skrevet bundet af deres tids forestillingsverden.”

Det er jeg stærkt kritisk over for. For vi kender ikke deres forestillingsverden, med mindre vi vil anvende litteratur, som i al fald ikke deler Bibelens forestillingsverden. Derudover har vi kun Bibelen som kontekst for Bibelen. Afvisningen heraf giver frit slag for dem, der vil bruge en kritisk konstrueret historiefremstilling og/eller en sociologisk bestemt historiefortælling.

Nye alliancer

I dag er der så besked fra lektor Carsten Vang, Menighedsfakultetet (Teologistudium uden tre fjerdedele af Bibelen?), professor Steffen Kjeldgaard-Pedersen (Fremtidens teologer. Nye planer udtynder studiet til ukendelighed), og et fælles indlæg fra professor Niels Peter Lemche, Københavns Universitet, og lektor Nicolai Winther-Nielsen, Dansk Bibel-Institut m.m. (Akademisk teologi fordrer hebraisk).

Det sidste er noget af en overraskelse. Det er også temmelig besynderligt at se dem i fællesskab henvise til sola scriptura: “Der pilles afgørende ved det reformatoriske princip om sola scriptura, hvis fremtidens præster ikke kan læse Bibelen på de sprog, som den er skrevet på.” Sjovere var det at se beskeden til Kjeld Holm om, at man kan studere idehistorie, hvis man ikke vil skaffe sig et akademisk kendskab til de tekster, der er grundlaget for en evangelisk-luthersk præst. Tilsvarende med bemærkningen om, at “de teologisk uddannede dele af præsteskabet og bispekollegiet” sikkert vil gøre indsigelse!

Menighedsrådene kræver dårligere uddannelse

Det møder man derimod ikke umiddelbart fra Landsforeningen af Menighedsråd:

Hos Landsforeningen af Menighedsråd forstår formand Inge Lise Pedersen ikke de teologiske uddannelsers melding.

– Det er et forslag, der fuldstændig er taget ud af den blå luft. Det er en from drøm, der ikke kan lade sig gøre, siger Inge Lise Pedersen, der i stedet gerne havde set, at teologiuddannelserne slækkede på deres krav til de studerendes kundskaber i latin og græsk.

– Der er selvfølgelig mange teologistuderende, der kommer til at bruge latin og græsk. Men der er altså også andre, der ikke får brug for de fag i fremtiden, siger hun.

Én forklaring kunne jo være, at præsterne er for dårlige til at gøre brug af den faglige viden, som de forhåbentlig har tilegnet sig. Det kunne også tænkes, at mange undlader at gøre brug af deres viden, fordi den enten ikke passer til det, de skal forkynde, eller ikke passer dem, de forkynder for. Der kan være flere forklaringer.

Nedskæring i andres fag?

Gammeltestamentleren Carsten Vang åbner dog for, at man kan nedskrive kravene til latin, og i stedet, antydes det, bruge mere tid på hebraisk. Der er altid kamp om timerne! Kravet om højniveau i historie udpeges som en del af forklaringen på den ringe søgning til de teologiske uddannelsessteder.

Problemer med forudsætninger

I min optik er der ingen tvivl om, at teologistudierne lider under, at sprog- og historieundervisning er blevet nedprioriteret i folkeskolen og gymnasiet.

Men der er også andre problemer. Jeg tror, at der er problemer med selvforståelsen både i folkekirken og på de teologiske uddannelsesinstitutioner (jf. indlægget “Birthe Rønn Hornbech og Menighedsfakultetet“).

Læger og præster

Bl.a. professor Steffen Kjeldgaard-Pedersen kritiserer, at man begynder at nedskrive kravene til fagligheden.

Herefter sammenligner han med lægerne. Det synes jeg, er en god sammenligning, men hvad indebærer det?

Fremtidens teologer. Nye planer udtynder studiet til ukendelighed | Kristeligt Dagblad

Det er dette ideal og denne teologiske faglighed, som Århus-dekanen nu vil lade fare. Ved at afskaffe hebraisk og latin som obligatoriske sprog. Og ved at åbne mulighed for, at cand.theol.-titlen kan tildeles på baggrund af kun to års teologiske studier, eller faktisk mindre. Virkeliggøres Århus-dekanens planer, vil man for fremtiden ikke ane, hvilken faglighed en cand.theol. kommer med.

Det har professoren ret i. Men ved man det nu? Mit indtryk fra en del år i den teologiske branche er, at det er meget diffust, hvilken teologisk faglighed kandidaterne har og anvender.

Der er naturligvis en grund til, at de to statsfakulteter nu har konkurrence fra institutioner, som henter kvalitetsstempler fra Storbritannien. Heri ligger ikke kun en kritik af det faktiske niveau, men der ligger (eller lå) en kritik af den faglighed, man ønsker at opnå.

Engang var Luther-studier således prioriteret højt, og derfor var latin og tysk naturligvis vigtige fag. Men perspektiverne skifter – åbenbart.

Det er naturligvis helt utilfredsstillende. Tænk, hvis noget lignende blev tilfældet for for eksempel kandidater i medicin. Hvem ville så turde gå til lægen? Det forventes, at en læge kan sin anatomi, fysiologi og patologi. Selvfølgelig. På samme måde går man ud fra, at en teolog kan læse Bibelens bøger på grundsprogene, har et solidt kendskab til kirkehistorien og er i stand til at tænke og tale om kristendommen i nutiden. Prøv at spørge i miljøerne: i skolen, på universitetet eller ude i folkekirkens sogne. Alle steder er det denne teologiske faglighed, som forventes. Og med rette. Men det skal altså være slut nu, hvis det går som planlagt i Århus.

Som nævnt er sammenligningen med lægerne en god sammenligning. Oftest er det sådan, at man går til lægen, fordi man er syg eller er bange for at være det. Vi forventer, at lægerne skal kunne diagnosticere sygdommen og iværksætte en behandling, der virker.

Findes den ikke, så forventer vi, at lægerne (og deres medarbejdere) kan fortælle os sandheden på en ordentlig måde.

I stigende grad er det sådan, at lægerne (og mange andre) informerer os om, hvad vi risikere at kunne komme til at fejle, og hvad vi skal gøre for at forebygge sygdomme. Det er helt i sin orden, så længe der er fagligt grundlag for det.

I en luthersk forståelse – som, indrømmet, har meget trange kår – gælder det også, at man skal kunne diagnosticere og iværksætte behandling. Men der er afgørende forskelle.

For det første er det ikke kun dette liv, der står på spil. Det gælder evigheden. Alle mennesker er faktisk dødssyge, ja, døde, når vi ser på det ud fra evighedsperspektivet.

En præst må derfor gøre en del ud af at informere om de åndelige patienters reelle tilstand. Her er der i øvrigt det problem, at der er ekstremt mange kvaksalvere på spil. Man undervurdere sygdommens alvor og tilbyder alverdens pseudo-mediciner. De får stor hjælp af medier, mange almindelige læger, samt, desværre, mange præster og teologer. Fordi mange ikke får sandheden at høre eller ikke vil lytte til den, er der også mange, der ikke opsøger nogen behandling. Det gælder faktisk de fleste. På det åndelige område er der en stor folkeepidemi.

Ingen bryder sig om læger, der ikke ved, hvad de har med at gøre. Men folk ikke blot finder sig i, men forlanger tit præster, der ikke alene lyver om folks reelle tilstand, men som også er temmelig rustne på, hvordan sygdommen skal behandles. Hvis de da ikke er direkte fejluddannede.

Det er nemlig et stort problem, at man ikke vil lære det, der skal til for at blive en ordentlig præst, en ordentlig sjælelæge. Det kræver kendskab til sprog: de bibelske sprog, latin og tysk. De to sidste ikke mindst, fordi de mest betydelige teologer skrev på tysk og latin. Det gælder således Martin Luther, Philipp Melanchthon, Martin Chemnitz og mange flere. Reformationstidens vigtigste skrifter: Luthers skrifter og Konkordiebogen fremsætter læren om medicinen mod den sygdom, ja, åndelige tilstand af død, som vi af naturen lider af.

Den rette og rene lære om evangeliet er helt afgørende, hvis man skal kunne stille noget op. Derfor er det en katastrofe, når man nedskriver kravene.

Nye discipliner?

Det er tragisk, at mange vil bruge mere og mere tid på det, der til syvende og sidst er fokuseret på patienternes mentale tilstand, almen-psykologisk set. Religionspsykologi beskæftiger sig med religiøse menneskers psykologi. Retorik bliver meget nemt til et spørgsmål om, hvad der virker, dvs. man fokuserer på, hvad der psykologisk påvirker folk. Det er ikke nogen tilfældighed, når det trænger den klassiske teologi ud.

Naturligvis er der ikke noget galt med retorik – eller med logik. Tværtimod. Det ville uden tvivl gavne, hvis man lærte noget mere af det. Helst allerede i grundskolen. Lærer man at tænke og argumentere klart, lærer man at fremstille evangeliet klart og præcist, har man allerede lært meget.

Men skal man modsat lære en masse teorier, der i virkeligheden er menneskepåfuld og -opspind, så er der ikke noget at sige til, at man også skal lære kommunikation. Det kræver jo en hel del at få folk til at bøje knæ for en eller anden teolog, der kun har sin egen autoritet at henvise til. Luther behøvede ikke den slags, for han kunne henvise til Skriftens klare og simple ord.

Internationalisering?

Professor Kjeldgaard-Pedersen advarer:

Århus-dekanen forklarer selv, at det, man vil i Århus, allerede er gennemført ved andre internationale universiteter, men desværre glemmer han at fortælle, at resultatet mange steder har været en faktisk opløsning af teologien som fag og en deroute for de teologiske fakulteter.

Så sandt som det er sagt, hvilket man kan forvisse sig om ved at se, hvordan det står til mange steder i USA. Retfærdigvis må det siges, at der også er andre forklaringer på den udvikling.

Spørgsmålet er dog, om det kun er noget, der er sket internationalt. Måske er det allerede langt fremskredent i de danske og øvrige skandinaviske teologiuddannelser? Det tror jeg desværre.

Måske er det også et indirekte spark til de nye aktører inden for teologisk uddannelse?

Kommentarer

  1. Dr. Spider mener: