Konkordieformelen – i dagens anledning (21-08-2007)

Til grundig, varig enighed i kirken er det fremfor al nødvendigt, at man har en sammenfattende begrebsmæssig formulering, som er enstemmig godkendt, og som er et kort sammendrag ud fra Guds Ord af den lære, som de kirker, der har den samme kristne religion, bekender sig til. Til dette formål har også den gamle kirke haft sine bestemte symboler [bekendelsesskrifter, kirkeligt autoriserede, forpligtende sammenfatninger af den kristne tros indhold, jf. SDE]. Da imidlertid denne sammenfatning af læren ikke skal hvile på private skrifter, men på bøger, som er skrevet, godkendt og antaget i de kirkers navn, som bekender sig til den samme lære og religion, har vi med hjerte og mund erklæret over for hinanden, at vi ikke vil lave eller antage en særskilt eller ny bekendelse af vores tro. Vi vil derimod bekende os til de offentlige, almene skrifter, som i alle kirker af Den augsburgske Bekendelse altid og på alle steder er anerkendt og brugt som symboler eller fælles bekendelser, før splittelsen opstod blandt dem, som bekendte sig til Den augsburgske Bekendelse, og så længe man i enighed overalt holdt fast ved Guds Ords rene lære, sådan som den salige Dr. Luther har forklaret den.” (overs. efter Konkordieboken, red. J. O. Mæland, Oslo 1985, s. 423; min fremhævelse).

Konkordieformelen blev underskrevet 21. august 1577, altså for 430 år siden. Dermed afsluttedes en række teologiske stridigheder blandt lutheranere og med andre, der gerne ville foregive at være lutheranere. Man afgrænsede sig bl.a. over for calvinisme og filippisme (opkaldt efter den vranglære, som Philipp Melanchthon desværre indførte).

Konkordieformelen slår fast, hvilke skrifter der udgør den lutherske kirkes læregrundlag. Kort sagt: Bibelen og alt i alt ti skrifter, fordi disse er i overensstemmelse med Bibelen. De tre oldkirkelige trosbekendelser, Den (uforandrede) augsburgske Bekendelse fra 1530, Forsvarsskriftet (Apologien) for Den augsburgske Bekendelse fra 1531, Luthers schmalkaldiske Artikler fra 1537 og tillægget hertil med navnet Traktaten om pavens magt og overhøjhed fra samme år. Foruden Konkordieformelen fra 1577 også Luthers Lille og Store Katekismus fra 1529. De var “som den ‘lægmandsbibel,’ hvor alt det er sammenfattet, som behandles udførlig i Den hellige Skrift, og som en kristen behøver at vide til sin sjæls salighed” (Konkordieboken, s. 389).

Det var væsentlig for at opnå en ægte enighed, at der var klarhed over, hvad man lærte og ikke lærte. Det burde være en selvfølge, men de reformerte (zwinglianere og calvinister) og desværre også Melanchthon selv forsøgte gang på gang at finde på formuleringer, der kunne give ikke-luthersk lære hjemstedsret i lutherske kirker. Derfor hedder det i Konkordieformelen:

For at bevare den rene lære og for at beholde en grundig, varig og gudvelbehagelig enighed i kirken, er det nødvendigt, at ikke blot den rene, frelsende lære fremstilles, men også, at modstanderne, som lærer anderledes, bliver tilbagevist (1 Tim 3 [v. 9]; 2 Tim 2 [v. 24; 2 Tim 3 [v. 16]). For trofaste hyrder bør, som Luther siger, gøre begge dele, nemlig at vogte fårene eller give dem føde og værne dem ulvene, så de kan flygte fra de fremmede røster (Joh 10 [v. 12-16.27], og skille det gode fra det værdiløse (Jer 15 [v. 19]) (s. 426).

Nogle vil påstå, at det skaber splid, når man ikke alene skriver, hvad man tror, lærer og bekender, men også tilbageviser dem, der lærer anderledes. I dag følger mange den tilgang, som ligger bag fx Leuenberg-konkordien. Her ser man på det, der (tilsyneladende) forener, og ignorerer det, der adskiller. Det er godt nok at gøre det, hvis det drejer sig om politik. Men det dur ikke, når der er tale om den frelsende lære og sand kirkelig enighed. Sand enighed bygger ikke på vage og åbne eller endog tvetydige formuleringer, men på den klare lære, som Skriften indeholder. Derfor – og for troens skyld – må også den falske lære afvises.

Konkordieformelen blev i løbet af kort tid underskrevet af flere end 8.000 teologer, præster og menighedsrepræsentanter. Det var en gudgivet og velsignet enighed. Siden har Konkordiebogen, som man som regel kalder de ti lutherske bekendelsesskrifter, været grundlag for og middel til at opnå og bevare sand kirkelig enighed.

Ret beset bør kun kirker, der er i overensstemmelse med Konkordiebogens lære, kaldes lutherske. Det drejer sig efterhånden kun om få lutherske kirker, for i dag ønsker man ikke en sand kirkelig enighed, som klart bekender, hvad man lærer og hvad man ikke lærer. Nogle gange er det sikkert udtryk for, at man reelt ikke tilslutter sig den lutherske lære og dermed Skriftens klare lære. Andre gange er det desværre udtryk for dovenskab. Det er lettere at lade fem være lige. Uanset grunden har det tragiske konsekvenser, ikke blot for den kirkelige enighed, men også for den forkyndelse, der lyder, og dermed for menneskers tro.

Men de lutherske kirker, der trods al modstand holder fast ved den rene lære, glæder sig over og tilslutter sig den bekendelse, som nu har lydt i 430 år, takket være Konkordieformelen.