Lidt om korstogene i dagens anledning (27. november)

“Tag korset!”

Den 27. november 1095 begyndte pave Urban 2. at opfordre til korstog på et kirkemøde i Clermont.

Historisk baggrund

Korstogene fremstilles af og til som kristnes uprovokerede angreb på fredelige muslimer. Filmen Kingdom of Heaven føjer sig ind i dette mønster med alt for mange påstande, der er helt uden basis i kendsgerningerne.

Sandheden er, at islam fra starten af, dvs. fra 622, som er år 1 i den muslimske kalender, var en krigerisk angrebsbevægelse. Forholdene for kristne og jøder var i bedste fald “tålelige” i perioder, men meget af tiden det stik modsatte.

I 1071 led det byzantinske kejserdømme et militært nederlag ved Manzikert i det østlige Anatolien (omtrent det nuværende østlige Tyrkiet). Jerusalem faldt blot 6 år senere. Skønt den muslimske hærfører lovede ikke at skade indbyggerne, dræbte hans mænd 3.000, da de var kommet ind i Jerusalem. Herefter etablerede de et sultanat i Nikæa, ganske tæt på Byzans eller Konstantinopel, den østlige kristendoms hovedsæde. Herfra truede muslimerne hele tiden byzantinerne og generede de kristne i hele det område, man just havde erobret.

Det kristne byzantinske kejserdømme omfattede før muslimernes angreb et kæmpeområde: det sydlige Italien, Nordafrika, Mellemøsten og Arabien. Nu var det ikke meget større end Grækenland, og seldsjukkerne truede det med en hurtig død.

På trods af teologiske stridigheder med vestkirken bad den nye kejser, Alexios 1. Komnenos, om hjælp.

Det var derfor, pave Urban 2. opfordrede til korstog. Man var nemlig slet ikke ukendt med islam og dens “fred.” Kun takket være Karl Martel var islam blevet nogenlunde standset i Sydfrankrig i 732: Slaget ved Poitiers (eller måske var der tale om et slag ved Tours i 733/734). Kristne i Spanien og Nordafrika, for slet ikke at tale om Arabien kendte godt muslimernes fremfærd.

Om paven også havde andre bevæggrunde til at sige ja, kan tænkes. Men anledningen var i al fald primært muslimernes angrebskrige og deres mere eller mindre brutale undertrykkelse af jøder, kristne og zarathustrere og (forsøg på) udryddelse af andre religioner, som førte til Alexios’ bøn om hjælp.

Korstogene og deres resultat

Derfor var der mange – som senere Richard 1. Løvehjerte – der ofrede store dele af deres ejendom – og ofte deres liv – på at tage korset, som det hed, dvs. tage på korstog for at komme deres medkristne i Østen til hjælp.

Muslimerne tog Konstantinopel, men først i 1453, og de forsøgte at tage Wien i både 1529 og 1683. I 1683 mislykkedes det takket være den polske konge Jan 3. Sobieski, som afværgede muslimernes angreb indtil nyeste tid: måske den 11. september, måske den 12. september 1683.

Korstogene vandt tid til Europa og betød, at man havde militær styrke til at klare sig, da det var sidste udkald nogle hundrede år senere.

Der er meget at sige om korstogene. Et af dem endte desværre i Byzans med store følger. Et andet medførte drab på mange muslimer i Jerusalem – i modstrid med den etik, korsfarerne ellers havde. Måske var tænkningen omkring det verdslige og det åndelige heller ikke helt klar. Men korstogene var på ingen måde så brutale og grusomme som muslimernes århundredlange angrebskrige. Og Saladin var i øvrigt ikke den ædle muslim, som legender og filmen Kingdom of Heaven vil have os til at tro. Han var kun “ædel” og pragmatisk, når han blev tvunget til det.

Korstogene reddede Europa fra muslimsk herredømme, så vi kunne (videre)udvikle den kultur, som vi i dag glæder os over. Eller burde glæde os over, for der er en mærkelig, ja uforståelig tendens til at rakke ned på alt, hvad der er vestligt og kristent.

Korsfarerne rejste, da der blev råbt efter hjælp. Det bør vi være taknemmelige for.