Lovsangsgudstjeneste

Pastor Kurt Hering, Trinity Lutheran Church, Layton, Utah har skrevet et e-mailindlæg om lovsangsgudstjeneste, som jeg her bringer i oversættelse med hans tilladelse

Spørgsmålet om lovsangsgudstjeneste er et spørgsmål om afgudsdyrkelse.

»Moderne lovsangsgudstjeneste,« som fordømmes, er ikke blot en ændring af sproget, så folk kan forstå og således lære og få deres tro næret. Det er heller ikke blot et spørgsmål om akkompagnement. Det er et spørgsmål om fokus, dvs. hvem gør hvad for hvem. Det er derfor et anliggende, som er uløseligt forbundet med Bekendelsesskrifternes centrale artikel om, hvordan et menneske bliver retfærdiggjort.

Sand gudstjeneste, Guds-tjeneste, er det, som er centreret på netop det, som Gud selv har identificeret som det, der bringer frelse, så en synder bliver retfærdiggjort.

»Lovsangsgudstjeneste« er det, som har sit centrum i og først og fremmest fokuserer på at få Guds opmærksomhed og stimulere ham til at handle, ved at man udtrykker sin lidenskab i en tilbedelse, som udgår fra menneskets hjerte fremfor fra Guds befaling. Det er ensbetydende med afgudsdyrkelse.

Kampråbet, som forener dem, der går ind for »lovsangsgudstjeneste,« og som de bruger til at retfærdiggøre alt, hvad de gør, og til at lukke enhver diskussion, lyder noget i denne retning: “Gud ønsker bare en tilbedelse, som er oprigtig. Det betyder ikke noget, hvordan, eller hvor, eller med hvem vi tilbeder, så længe det bare kommer fra hjertet. Så jeg ønsker bare at prise Ham, der er stor, med hele mit hjerte, så Han og alle andre kan vide, hvor meget jeg elsker ham – og jeg kan bare ikke med ceremonier, man skal lære udenad, og med den gamle liturgiske musik, der lyder som en klagesang.

Se, det er jo præcist, hvad hedningerne gør, ikke? Det er også, hvad guldkalven handlede om – om at vælge og opføre et sted og/eller en metode til tilbedelse, som er en anden end den, som Herren selv har bestemt.

I Edens have var der kun ét sted, som Herren så at sige forbød at bruge at bruge til tilbedelse. Efter at have valgt netop det sted, lever vi nu i en verden, hvori Herren har bestemt ét og kun ét sted, hvor han kan findes og hvor man kan få fællesskab med ham med ganske bestemte midler – det sted, hvor Ordet og sakramenterne er. Det er ikke et sted, som mennesket kan vælge ud fra, hvad han i sit hjerte finder bedst, alvorligst, og bedst til at lokke ikke-troende/ikke-medlemmer ind, hvor man tilbeder. Hvis det sidste var tilfældet, så skulle vi tilbede gennem koncerter, karaoke-arrangementer, kordanse med seksuelle undertoner, drama og videoer.

Nej, stedet med Ord og sakramenter er ikke et sted, ikke noget sted, hvor individualisme og menneskelig kreativitet indtager scenen for at stige op til Gud, vinke ham ned og få hans opmærksomhed. Det er ikke et sted, som skal fikses op med underholdning for at gøre det mere indtagende for dem, som ellers ikke ville komme. Det er tværtimod det sted, hvor Gud bøjer sig ned til alteret for at give os Kristi legeme og forene os med Ham i Himmeriget.