Harrison ny præsident for Missourisynoden

Missourisynoden, som officielt hedder “The Luther Church—Missouri Synod” og forkortes LCMS, har fået ny præsident og nyt præsidium.

Den 48-årige Matthew C. Harrison blev valgt forleden som erstatning for den nuværende præsident, dr. Gerald B. Kieschnick (som jeg senest har blogget om her). Matthew Harrison har de seneste næsten ti år været administrerende direktør i LCMS World Relief and Human Care, LCMS’ nødhjælpsorganisation. Han er kendt for at være en dygtig administrator og en dygtig teolog. Langt vigtigere er, at Harrison ønsker enhed omkring Guds Ord og intet andet.

Konservative håber, at der nu vil blive ryddet op i den læremæssigt og etisk stærkt splittede kirke, men forudser, at det i givet fald vil kræve en stor og langvarig indsats.

Der er ingen tvivl om, at det ikke vil blive let. Vranglærende præster, især fra samme generation som Kieschnick skal underkastes læretugt, så man kan få gjort op med accepten af vranglære. Det er ikke kun over for Kieschnick og hans tilhængere, det bliver en udfordring.

Organisationskulturen i LCMS skal ændres. Et eksempel er, at Kieschnicks fløj straks taler om “forsoning” og konfliktløsning. Man må virkelig håbe, at der er nogle, der så at sige bare har fulgt med Kieschnick og hans fløj, men har gjort det, fordi de har været svage. Men der er også en hel del andre, som enten må opgive deres vranglære eller deres embeder. Dertil kommer en nødvendig oprydning blandt forskellige organisationer, som officielt eller uofficielt er tilknyttet LCMS eller Kieschnick-fløjen. Problemets omfang fremgår f.eks. af, at Kieschnick fik 527 stemmer, mens Harrison fik 643.

LCMS kan ikke afskedige præster, men de kan ekskludere de menigheder, der accepterer vranglære og vranglærende præster.

Matthew Harrison har fået følgeskab af et nyt præsidium – der er fem vicepræsidenter. Vurderingen blandt iagttagere er, at præsidiet er relativt homogent.

Måske er der håb for Missourisynoden, men det vil kræve en ekstraordinært stor indsats af den nye ledelse.

Læs mere her: