Mor og far, I siger I skulle dræbe mig, men jeg er jeres datter …

“Konvertit fra islam til kristendom: ‘Mor, far, I siger, I skal dræbe mig – men jeg er jeres datter! Forstår I virkelig ikke det???”

Her er et godt eksempel på, hvilke vanskeligheder konvertitter fra islam til kristendom står over for. Selv dødstrusler. Det foregår i England. ‘Moderate’ muslimer er tilbageholdende med at fordømme det, til stor forundring for de britiske myndigheder. Ligesom alle andre embedsmænd i Vesten har de ingen anelse om, at frafald skal straffes med døden ifølge alle islamiske lovskoler.

Det skriver Robert Spencer her som indledning til følgende artikel af Alasdair Palmer i The Telegraph (min oversættelse). Fremhævelserne m.m. nedenfor er også Spencers.

Frafaldne muslimer trues fordi de er blevet kristne

Sofia Allam kunne simpelt hen ikke tro det. Hendes rare, kærlige far sad foran hende og truede med at dræbe hende. Han sagde, hun havde bragt skam og ydmygelse over ham, at hun nu var “værre end snavset på deres sko,” og at hun fortjente at dø. Hvad der havde medført denne forandring hos ham? Han havde opdaget, at hun havde forladt den muslimske tro, som han havde opdraget hende i, og var blevet en kristen.

“Han sagde, at han ikke kunne have mig i sit hus, nu jeg var blevet en Kaffir [en hånende betegnelse for en ikke-muslim. rs],” husker Sofia – som i virkeligheden hedder noget andet.

“Han sagde, jeg var fordømt for evigt. Han hånede mig helt forfærdeligt. Jeg kunne slet ikke genkende den mand som min far, som havde været så rar mod mig, da jeg voksede op.

“Min mors forvandling var endnu værre. Hun slog mig hele tiden overalt på hovedet. Hun skreg ad mig hele tiden. Mens de råbte og truede mig med døden, husker jeg, at jeg sagde til dem: “Mor og far, I siger, I skulle dræbe mig – men jeg er jeres datter! Er det overhovedet ikke gået op for jer??”

Det var det ikke. De insisterede på, at de ville have hende ud af huset. Efter tre ugers tyranni, og ligefør hendes forældre fysisk smed hende ud af huset, rejste Sofia. “De satte deres loyalitet mod islam over kærlighed til mig,” siger hun med skælvende stemme.

“Det var sådan et chok. Jeg husker, at jeg tænkte, da de fik alle mine onkler til at prøve at skræmme mig – alle disse mænd stod på række og fortalte mig, hvor forfærdelig en person jeg var, hvordan djævelen havde taget mig – jeg husker, at jeg tænkte: Hvordan kan det her ske? Fordi, det er jo ikke Lahore [i Punjab-provinsen] i Pakistan. Det her er jo Dagenham i London! Det her er Storbritannien!

Religiøs forfølgelse af den type, Sofia må lide under, bliver imidlertid mere og mere almindelig i Storbritannien i dag. Det er svært at få en præcis idé om problemets omfang, ikke mindst fordi meget få af dem, der forlader islam, er villig til at klage til politiet over den måde, de bliver behandlet på.

“At true og skræmme er uhyre almindeligt og temmelig effektivt,” siger Maryam Namazie, talsmand for Rådet af Eks-Muslimer i Storbritannien [The Council of Ex-Muslims of Britain]. Hun mener, at mange af de dødsfald, som klassificeres som “æresdrab” i virkeligheden er mord på personer, der har afsværget islam.

“Jeg bliver truet hele tiden: emails, breve, telefonopringninger,” siger hun. “Da jeg for eksempel kom hjem her i eftermiddag, ventede en dødstrussel mig på min telefonsvarer.” Hun ler nervøst.

“Masser af dem er ikke seriøse, men af og til er de. Jeg gik til politiet og anmeldte en serie trusler. De optog rapport, men det var det hele. De kontaktede mig aldrig igen.”

[…]

Men det er ikke kun ekstreme muslimske familier, som tror, at det er deres religiøse pligt at true, og endda dræbe, medlemmer, som afsværger deres religion.

“Min far kunne ikke beskrives som en ekstremist,” hævder Sofia, som nu er 31. “Vi læste i Koranen og bad regelmæssigt sammen, men han insisterede aldrig på, at jeg skulle gå islamisk klædt, og han var helt tilfreds med, at jeg gik på den lokale skole, som kun var for piger, men som ikke på nogen måde var domineret af muslimer.

Der var konflikter, da Sofias forældre prøvede at arrangere et ægteskab for hende, da hun var 18, men det virkede, som om de accepterede hendes beslutning om at ville fortsætte sin uddannelse.

[…]

“Hun konfronterede mig en morgen og spurgte: ‘Er du stadig muslim?’ Jeg var nødt til at fortælle sandheden: At det troede jeg ikke, jeg var. Fra det øjeblik forstødte hun mig egentlig. Og min far var chokeret og bedrøvet. Men sandheden var, at mine forældre opførte sig over for mig, som om de mente, det var meget bedre, hvis jeg var død.”

De fleste ledende muslimer i Storbritannien er helt klare i deres fordømmelse af de britiske muslimske forældre, som truer med at dræbe deres børn for at forlade islam.

Ibrahim Mogra, fra Det muslimske Råd i Storbritannien – The Muslim Council of Britain – siger, at det en absolut vanærende adfærd. I Storbritannien har ingen muslim ret til at skade så meget som et hår på en, der beslutter sig for at forlade islam.”

Inayat Bunglawala, som også er talsmand for Det muslimske Råd i Storbritannien, hævder, at en sådan adfærd i Storbritannien er “forfærdelig og helt forkert. Politiet skulle slå hårdt ned på den.”

Men alligevel er der en betydelig del af de britiske muslimer, der tror, at en sådan adfærd ikke alene er rigtig, men en religiøs forpligtelse. En undersøgelse foretaget af tænketanken Policy Exchange viste f.eks., at 36 % af de unge muslimer tror, at de, som forlader islam, bør dræbes.

Der er en betragtelig støtte for denne opfattelse i Koranen og i andre hellige islamiske tekster. Det kan forklare, hvorfor 7 ud af 57 islamiske stater i verden i dag har en lov, der straffer muslimer, som forlader islam, med døden.

Det tal kan snart ske at stige. Pakistan overvejer for tiden et lovforslag, som fastsætter dødstraf for frafaldne mænd og fængselsstraf for frafaldne kvinder.

Som tingenes tilstand er nu, tager almindelige pakistanerne loven i deres egen hånd og dræber frafaldne muslimer. Det samme sker i Tyrkiet, hvor to mennesker blev dræbt tidligere på året, fordi “de havde vendt sig bort fra islam.”

Patrick Sookhdeo var født muslim, men konverterede senere til kristendom. Han er nu international direktør for Barnabas-fonden. Det er en organisation som har til formål at forske i og forbedre forholdene for kristne, som lever i lande, der er fjendtlige over for de kristnes religion.

Han gør opmærksom på, at “alle fire sunni-islamiske lovskoler, såvel som de forskellige Shia-lovskoler, kræver dødsstraf for frafald. De fleste muslimske lærde siger, at den muslimske religiøse lov – shari’a – kræver dødsstraf for frafald.”

“I 2004 indkaldte Prins Charles til et møde med ledende muslimer for at diskutere problemet,” tilføjer Dr. Sookhdeo. “Jeg var tilstede. Alle de muslimske ledere på dette møde var enige om, at straffen ifølge shari’a er døden. Man havde håbet, at de ville udsende en offentlig erklæring, som tog afstand fra denne lære, men det gjorde ingen af dem.”

Utilbøjeligheden til at fordømme shari’a er udbredt. Jeg bad for eksempel Mr. Bunglawala om at fordømme de islamiske stater, som har gennemtvunget dødsstraf for frafald. Det gjorde han ikke, kom blot med den bemærkning, at “det var et indre anliggende for disse stater” …

Comments

  1. Men naturligvis vil muslimer tage del i samfundsdebatten. En afhopper fra en af de såkaldte ekstremistiske bevægelser undskylder over for Danmark og opfordrer muslimerne til at tage del i spørgsmål, der angår hele den nationale politik. “For den her nation er jeres hjem,” siger han.

    Den danske imam Abdul Wahid Pedersen havde en tilsvarende opfordring og gav som eksempel:

    “Jeg har længe ærgret mig over, at jeg ikke lod min stemme høre i debatten om de inhumane danske svinetransporter til Rusland. Hvorlod sagde jeg ikke noget? Selv om jeg som muslim ikke spiser svinekød, mener jeg helt klart, at grise har rettigheder. Som muslimer bør vi også bekymre os om grises rettigheder.”

    Se mere i Berlingske på http://www.b.dk/danmark/britisk-muslim-undskyld-danmark

    Grise er helt klart også noget af det vigtigste, vi gerne vil høre muslimer udtale sig om.

  2. Læg i øvrigt mærke til, at talsmændene kun fordømmer drab på frafaldne muslimer i Storbritannien og ikke udtaler sig principielt. Hvis muslimer har flertal, hvad mener de så, hvis de selv kan bestemme?