Myre-kirke – eller fugle-kirke?

En myre-kirke

Stud.theol. Simon Thidemann skriver på Studentersiden i Menighedsfakultetets kontaktorgan, MF bladet, juni 2007, s. 6, om en kirke, som han har overvejet at starte. Han ønsker sikkert ikke at starte den kirke, han omtaler, men at pege på noget, han opfatter som et problem i (nogle af?) de kirker, han kender.

“Den nye kirke, som jeg overvejer at starte, skal have mottoet: ”Se på myren, dovenkrop! – der er ikke noget bedre at fordrive tiden med på en dejlig solskinsdag…”. Der skal ikke være noget
udvalg. Der skal ikke være seminarer. Der skal ikke være lederkurser. Der skal til gengæld være gudstjeneste! Der skal være tid og plads til at tjene Gud. Der skal være tid og plads til at tjene
sin familie og venner. Der skal være tid og plads til at være lys i verden.

“Og ja, jeg ved godt, at kirken efter fem år vil bryde sammen i et anarkistisk kaos. Men det kan være, at der ud af det kan vokse noget nyt op, som har fundet balancen mellem for lidt og for
meget.” Således altså Simon Thidemann, studerende ved MF.

En forråds- eller fugle-kirke

Nu skriver Thidemann ikke om, hvad han forstår ved gudstjeneste. Men det er interessant at sammenligne Thidemanns ønske med Den augsburgske Bekendelse. Her læres og bekendes det i artikel 1-5, at Gud har indstiftet et embede til med ordet og nådemidlerne som instrumenter at skænke Helligånden, som skaber den retfærdiggørende tro, når og hvor Gud vil. Det er i egentlig forstand gudstjeneste.

I Skriften fremhæves myrerne, ikke blot fordi de er flittige, men fordi de er et folk uden styrke og selv samler føde om sommeren (Ordsp 30,25).

Men til forskel fra myrerne er det ikke os selv, der skal samle forrådet i kirken. Kristus har gjort alt rede, og i kirken er det “kun” præsterne opgave at uddele det, der allerede er gjort rede. Ganske vist er denne tjeneste ikke uden slid. Tværtimod. Men det er dog Kristus selv, der sørger for al forrådet. Vi skal – i den sammenhæng – ikke være og gøre andet end at være som fugle, som Gud sørger for.

Gode gerninger

Den efterfølgende artikel i Den augsburgske Bekendelse (artikel 6) handler om gode gerninger. Den retfærdiggørende tro bør frembringe gode frugter, gode gerninger, men man bliver ikke helt eller delvist frelst på grund af disse gerninger. De skal gøres, fordi det er Guds vilje.

Gode gerninger defineres ikke i artikel 6, men i artikel 20, hvor der henvises til de lutherske teologers offentliggjorte værker om De ti bud. De ti bud underviser om, hvad hver enkelt skal gøre. Man taler ofte om (Luthers lære om) kald og stand. Hvad Gud har kaldet os til, og hvad der hører til vores kald, dvs. hvilket arbejde, vi har, og den position, vi har i vores jordiske fællesskab, ikke mindst at være far og mor. Ordet ‘stand’ bruger vi jo ikke rigtig mere, bortset fra i ord som ‘præstestand.’ Evangeliet kalder os ikke væk fra kald og stand, men sender tilgivne syndere ud og tjene i kald og stand.

Når man aflægger sin bekendelse af, at man for sine synders skyld har brug for at få sine synders forladelse og derfor gør flittig brug af de midler, Gud har forordnet til at forlade synder, så er man lys i verden. Jo mere man konkretiserer – fx ved at gøre brug af Luthers udlægning af De ti bud, Trosbekendelsen og Fadervor – jo mere er man lys og salt i verden.

Organisation og ledelse!?

Nu kan en organisation, som en kirke også er, ikke klare sig uden organisering og ledelse. For lidt dur ikke. Men bliver det vigtigere end evangeliet og de gode gerninger i kald og stand, så er der virkelig brug for at gribe ind. For meget dur heller ikke.

Men det kan være lettere sagt end gjort, for det moderne (over)fokus på organisation og ledelse og møder og rapporter i en uendelighed skyldes stærke kræfter. Nogle af dem kommer fra udviklingen i samfundet. Andre kommer i virkeligheden fra en helt anden forståelse af kirke og gode gerninger, end den jeg har nævnt ovenfor.