Når bare det virker … Eller: Når muslimer beskytter … (2)

Så er det tid til en opfølgning på Når muslimer beskytter …. Kristeligt Dagblad har 4. august 2008 en opfølgning, skrevet af journalist Nanna Schelde. Hun interviewer de to muslimske vagter fra Libanon samt sognepræst Niels Hviid. De to muslimer “sørger for, at det ikke bliver lavet indbrud eller hærværk under gudstjenesten.”

Nuværende biskop i Lolland-Falster Stift, Steen Skovsgaard, stod for ansættelsen af de to første vagter. Han forsvarede ansættelsen i en artikel i Kristeligt Dagblad så langt tilbage som 12. juli 2003 (i en periode, hvor jeg ikke læste Kristeligt Dagblad). Han undrer sig over, at lokalpolitikere i Århus ville stoppe den gratis ordning, bl.a. med kritik af Fædregruppen.

Vi i Gellerup Kirke kender naturligvis ikke Fædregruppen indefra. Vi ved ikke noget om den interne organisering. Men vi ved, at de har været til stor hjælp og glæde for os. De er ikke bare gratis vagter. De er vores muslimske skytsengle, som skaber tryghed og glæde i kirken. Og det er da fantastisk, næsten ironisk, og i hvert fald mere end en tanke værd. For tænk dog, at vi holder gudstjeneste under muslimsk beskyttelse! (De muslimske skytsengle)

Skovsgaard syntes, det var fantastisk! Han har dog ret i, at det er mere end en tanke værd. Men det er næppe de samme tanker, vi gør os. Skovsgaard gik nemlig i rette med dem, der kritiserede ordningen.

Det kan man selvfølgelig vælge at beklage, og det skal da heller ikke skjules eller benægtes, at baggrunden er trist og kedelig. Det er kedeligt, at vi har en verden (for det er jo ikke kun i Gellerup!), hvor det er nødvendigt med vagter og overvågning, og hvor ikke engang kirken længere er fredet område. Men i stedet for at flygte fra problemerne eller forbande virkeligheden, så lad os da glæde os over, at der er hjælp at hente. Hjælpen kommer ikke til os udefra. Den kommer fra området. Fra fædrene selv. Det er det helt konkrete resultat af aktiveringsordningen for Gellerup Kirke: Vi får et nyttigt samarbejde og hjælp fra en ny og uventet side!

Hjælpen kommer fra fædre, som vel at mærke har styr – særdeles godt styr – på deres piger, men tilsyneladende ikke kan styre deres drenge. Med mindre man bliver ansat til det. Skovsgaard kan have mere ret i, at de holdt og holder “gudstjeneste under muslimsk beskyttelse.” Det er måske ikke hjælp udefra, rent geografisk, men det er det i høj grad kulturelt og religiøst.

Det er, som jeg tidligere har nævnt, et problem, når det er øvrigheden opgave at holde ro og orden, hvis indbyggerne ikke selv formår at efterleve det fjerde bud, som pålægger os mennesker (ikke kun kristne) at elske, ære og adlyde vores forældre og øvrigheden.

Men det er også problematisk af en anden grund. For det er, som det også antydes, ikke kun i Gellerup eller i vores tid, at der er problemer med muslimerne. Og det er heller ikke kun i Gellerup eller i vores tid, at muslimerne gerne hjælper med at løse disse problemer – for en tid, i al fald.

Steen Skovsgaard misbruger i øvrigt Johannesevangeliet 4, som handler om den samaritanske kvinde, der giver Jesus vand.

Og i den forbindelse er der endnu en af de nytestamentlige beretninger, som vi kan spejle os i: nemlig beretningen fra Johannesevangeliet kap. fire om Jesu møde med den samaritanske kvinde ved brønden. Det var jo i grunden også et mærkeligt møde, hvor der blev vendt op og ned på mange ting. Jesus gik ikke uden om den fremmede kvinde, men valgte at sætte sig ned ved brønden og snakke med hende. Men samtalen kommer først i stand, efter at Jesus har bedt hende om noget vand. Han er tørstig, og han har brug for hendes hjælp.

Det er også en del af vores situation som kirke og som menighed i forhold til disse muslimske skytsengle: Vi har kort og godt brug for dem og deres hjælp. Vi har brug for deres særlige evner. Ikke deres store muskler, for de er i sandhedens interesse slet ikke det, man vil kalde for ‘bodyguards’. De er såmænd bare Walid og Nabil, to ganske almindelige mænd fra Libanon.

Skovsgaard og Gellerup sogne er ikke Jesus. Og de to muslimer er bestemt ikke den samaritanske kvinde. Det kan godt være, at Walid og Nabil var/er to ganske almindelige mænd. Men de er en del af et historisk kendt system, der godt nok også er almindeligt, men også særdeles ubehageligt for de kristne og andre, der har “fået” brug for “beskyttelse.”

Sognepræst Niels Hviid forsvarer stadig ordningen. Man skulle tro, disse præster var oplært hos socialisterne.

Intet tyder på, det har med religion at gøre. Det er gemen berigelseskriminalitet, og politiet tror ikke engang, det er folk fra området, der begår den. Vi havde indbrud i kirkens kælderetage omkring nytår, hvor der blev stjålet computere og digitalkamera. Samme dag var der indbrud i fem andre institutioner her i Gellerup, primært vuggestuer og børnehaver, siger han.

Niels Hviid mener ikke, det har med religion at gøre, fordi det også gik ud over primært vuggestuer og børnehaver. Men er det et argument for, at det ikke har at gøre med religion? Kunne det ikke have med religion at gøre alligevel? Er det kun kirken, mange muslimer ikke kan lide? Nej, det er det ikke. Det gælder mange institutioner i vores samfund. Muslimerne bryder sig lige så lidt om vuggestuer og børnehaver som om kirken.

Det er heller ikke sikkert, at alle problemer skal forstås i lyset af en eller anden form for religiøs krigsførelse, selv om nogle argumenterer for, at det er tilfældet. Ikke uden slagkraft.

Men derfor kan man ikke frikende religionen for at have en betydning. Det kan nemlig sagtens tænkes, at der er kulturelle årsager, årsager fra en kultur, som i høj grad er bestemt af islam.

Jeg tror desværre gerne på, at sognepræst Niels Hviid ikke kan se det. Det er kendt fra andre sammenhænge, at ofrene overtager gerningsmændenes perspektiv. Men Hviid nøjes ikke med det.

Det er i stedet hans teori, at nogen er ude på at tegne et fjendebillede.

– Spørgsmålet er, hvor længe folk her i området kan holde til al den mistillid, der bliver vist dem. Det er i forvejen en presset befolkningsgruppe. Jeg tror, den kritiske holdning til de nydanske vagter skyldes uvidenhed. Det er svært udefra at se sagens rette sammenhæng, siger sognepræsten.

Ja, bare angrib budbringerne. De ser fjender, hvor der ingen er, mener han. De står og kigger udefra, og så kan man naturligvis ikke så let “se sagens rette sammenhæng.”

Det er manipulerende, for man kan lige så godt hævde, at der er ting, der bedst ses og forstås udefra, netop udefra. F.eks. er det ikke altid let for folk, der er medlemmer af en sekt eller som er ofre for en psykopat, at gennemskue deres egen situation. Tværtimod.

Sognepræst Niels Hviid går snarere gerningsmændenes ærinde, når han i virkeligheden forsvarer ugerningerne med, at det skyldes den mistillid, der bliver vist dem. Hvis det er tilfældet, så skulle Hviid overveje ganske alvorligt, hvordan disse mennesker har det. Måske er der en nøgle her, som kunne hjælpe ham til at forstå deres situation, indefra, vel at mærke.

Han mener, det generer folk, at de som muslimer får løn af en kristen kirke.

– Folk tror, det er rigtig løn. Og nogen ville hellere have, at det var kristne, der arbejdede her. Men vi får mellem 1800 og 2000 kroner om måneden for at være her, så vi er her næsten frivilligt, siger han og hentyder til de 20 kroner i timen, som Gellerup Kirke betaler. Resten er lønrefusion fra kommunen.

Ja, der er helt sikkert nogen, der – ikke med urette – er generet af det. Men der er sikkert andre, som synes, det er et problem – et stort problem, at de indirekte får den største del af deres “løn” fra kommunen.

Det er også retorisk manipulation, når de to muslimer siger, at de er der “næsten frivilligt.” De er der naturligvis helt frivilligt. De får det, der i deres situation svarer til fuld løn. Fra det offentlige. Uden den store arbejdsindsats, kunne man næsten tro.

Men det virker alt sammen.

Næsten, i al fald. For der er altså enkelte, der ikke lader sig overbevise om, at det er en god ordning.