Når Luther og pietismen skævvrides

Jeg sad og surfede lidt på diverse hjemmesider og faldt over følgende citat i Indre Missions Tidende:

Jeg tror ikke, Luther selv troede, at han havde “grebet Gud” fuldstændigt – derfor vil jeg også glæde mig over og lære af det, som jeg ser, Gud har velsignet andre med at gribe, lutheranere som ikke-lutheranere. Ikke mindst også fordi der er mange, der bekender sig som lutheranere, som jeg har meget lidt til fælles med, og mange frikirkefolk, jeg nok er uenige med, men som jeg alligevel har meget til fælles med.

Det er underordnet, hvem der har skrevet læserbrevet, for det kunne være så mange. Citatet begynder med noget, der er helt rigtigt, men fortsætter ad et spor, som Luther under ingen omstændigheder ville have erklæret sig enig i. Tværtimod.

Luther troede naturligvis ikke, at han havde “grebet Gud” “fuldstændigt”. Men Luther var fuldstændig sikker på, at hans læremæssige bekendelse var sand og ville blive fuldt ud anerkendt på dommedag af Kristus selv. På samme måde var Luther slet ikke i tvivl om, at der også var vranglære, som ikke ville blive anerkendt, og som var ekstremt farlig for det åndelige liv, hvis det ikke var direkte udtryk for frafald. Med andre ord er henvisningen til Luther i forbindelse med en accept af ikke-luthersk lære aldeles uluthersk.

Luther var en principiel tilhænger af at bruge vores forstand, så længe den var en hjælper og ikke udartede til det, vi kunne kalde fornuft. Så længe forstanden eller filosofien var hjælperedskaber, var Luther for. Luther ville derfor også anholde det første “derfor” i citatet ovenfor. For det første begrunder ikke det sidste. Luther vidste så udmærket, at der er forskel på at gribe Gud og at bekende, hvad Skriften lærer. Men når man bare skal bruge Luthers navn som alibi for sin egen sag, behøver man jo ikke hænge sig i den slags “småting”.

Læserbrevsskribenten mener, der er mange, der bekender sig som lutheranere, som han har meget lidt til fælles med, mens han omvendt har meget til fælles med frikirkefolk. Nu fremgår det ikke rigtigt, hvad han tænker på. Men det er jo rigtigt, at de fleste, der kalder sig lutheranere – faktisk de allerfleste af disse – ikke er lutheranere, hvis man vurderer dem ud fra de lutherske bekendelsesskrifter. Og hvad skulle man ellers vurdere ud fra?

Nogle numre tidligere skrev en stud.theol. i et læserbrev, at bevægelser som Indre Mission har været gode til at få nåden til at stå i centrum.

Faktisk så gode, at man ofte er kommet til at underprioritere, at Bibelen også taler virkelig stærkt om den kristnes efterfølgelse og discipelskab.

Det vil jeg tillade mig at stille et meget stort spørgsmålstegn ved. Det er snarere karakteristisk, at man har talt meget om helliggørelsen og det kristne liv gennem tiden. Og det er i al fald karakteristisk, at man ikke har holdt fast ved hele den lutherske lære. Det kan enhver forvisse sig om ved at læse om de to bevægelsers historie og sammenligne med Den augsburgske Bekendelse og Luthers lille katemismus.

Pietismen, som gennemsyrer såvel Indre Mission som Luthersk Mission, har netop svært ved at skelne ret mellem lov og evangelium. Man har aldrig kæmpet for den rene lære i alle trosartikler. Luthersk Mission har fx haft svært ved at få dåben forkyndt, sådan som Ny Testamente gør det. Og man ignorerede eller endog foragtede det embede, man trods alt brugte, når børnene skulle døbes. Indre Mission havde ofte store vanskeligheder med det samme embede, men fastholdt, at man præsterne skulle døbe og tage en til nadver. Når Anders Stubkjær kunne gå til sin sognepræst for at bede om at komme til alters tre gange i stedet for to gange om året – men ellers gik man gerne i kirke andre steder, fordi de læremæssigt ikke var enige og på det menneskelige plan også havde et dårligt forhold, så er det udtryk for den samme åndelige rod. Til gengæld har det ofte været afgørende for at kunne blive regnet med, at man levede på ganske bestemte måder.

Det er trist, når man forsøger at styrke sine kæpheste med løsrevne citater og påstande. Sidstnævnte læserbrev hopper også uden videre fra at rose Luther til at kritisere de pietistiske bevægelser, han selv er udrundet af. Luther havde faktisk meget at sige om forholdet mellem tro og gode gerninger. Og det er bestemt ikke Luthers lære herom, man finder i vore dages bevægelser, der lader sig inspirerere fra alle verdenshjørner uden at bekymre sig om det, der udgjorde det helt centrale og uopgivelige i kristendommen.

PS: Ovenstående læserbreve var reaktioner på en artikel om luthersk lære og Evangelisk Alliance.