Når man er træt af Luther

Mikkel Lodahls kritik af Lone Nørgaard

Mikkel Lodahl, BA i religionsvidenskab og idéhistorie, kritiserede for nogen tid siden Lone Nørgaard i Kristeligt Dagblad. Hans indlæg viser, at der er god grund til at være konkret, når man skriver og diskuterer.

Hold nu op med at dæmonisere islam (Kristeligt Dagblad)

Man kan konstatere, at Nørgaard er træt af at få hevet jødedommen frem, når hun kritiserer islam. Det findes der en nem måde til at undgå: Lad være med at hænge kritikken af islam op på, at islam er en lovreligion. Jødedommen trækkes kun frem for netop at vise, at lovreligioner sagtens kan eksistere i sekulære samfund.

Berettiget og uberettiget

Lodahls kritik er ikke helt uberettiget. I en bestemt forstand er alle andre religioner end kristendommen lovreligioner, som har mere eller mindre rigoristiske regler, som man skal overholde for at blive frelst.

Jødedom har vist, at den kan eksistere i sekulære samfund. Men der er også retninger inden for jødedommen, som har svært ved dette. Der er nogle (få), der mener, at Israel skal være et teokrati. Uden for Israel er det ikke noget problem, for der vist kun et forsvindende lille antal jøder, der drømmer om at indføre et sådant teokrati andre steder i verden.

Anderledes forholder det sig med muslimer. Det er et empirisk faktum, som Lodahl ignorerer. Det er her, det har konsekvenser, at Lodahl ikke er konkret. Ser man på de konkrete forhold, er der også andre meget store forskelle. Ikke-jøder, “fremmede,” kunne bo i Israel og skulle ifølge Det gamle Testamente behandles ordentligt.

Islam har på den anden side nok en vis “beskyttelse” af kristne og jøder, men ikke af andre religioners udøvere. Og praksis har vist, at kristne og jøder bestemt ikke kan regne med denne beskyttelse. Dertil kommer, at praksis også viser, at muslimer ikke er tilfreds med sekulære eller kristne stater i det hele taget.

Alt i alt er Lodahls kritik derfor fejlagtig, omend en del af kritikken er berettiget.

Lodahl træt af Jesu ord “Giv kejseren hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er”

Lodahl fortsætter:

Hvor Nørgaard er træt af jødedommen, er jeg træt af Jesu ord ”Giv kejseren hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” Disse trækkes konstant frem for at bevise, at kristendommen altid har været sekulær i sin ideologi. Man glemmer bekvemt 2000 års katolsk historie, Calvins teokratiske tilbøjeligheder og Luthers bekendelse til den verdslige magt, når han for eksempel låner autoritet til at slå bondeoprørere ned som hunde.

Lodahls berettigede kritik

Toregimentelæren findes i Det nye Testamente, hos Luther og i de lutherske kirkers lære. Når lutheranere taler om “kristendommen,” er det altså eller burde i al fald være den rette lære, der menes. Nu er mange i Danmark tilbøjelige til at sætte lighedstegn mellem folkekirken og kristendom.

Lodahl kritiserer 2000 års katolsk historie. Det gør han ret i, for den katolske kirke har netop ikke nogen toregimentelære. Det samme gælder også Calvins teokratiske lære.

Lodahls kritik af Luther

Lodahl kritiserer også, at Luther lånte autoritet til at slå bondeoprørerne ned. Det må betyde, at Lodahl støtter, at man kan gøre voldelig oprør for at indføre en slags paradis på jord. Luther havde tidligere formanet fyrsterne til at behandle deres undersåtter ordentligt. Men det er helt korrekt, at han i 1525 anbefalede, at bondeoprøret skulle slås ned. Øvrigheden er nemlig givet af Gud.

Hvad bondeoprørerne egentlig krævede

Bønderne mente derimod, at alt i samfundslivet skulle styres efter Guds Ord. Det havde de ikke lært af Luther, men snarere af det erfaringsmæssige tætte forhold mellem kirke og samfund, og af folk som englænderen John Wycliffe, tjekken Jan Hus og schweizeren Huldrych Zwingli. Disse var dog ikke revolutionære. Det var derimod tyskeren Thomas Müntzer, som påberåbte sig særlige åbenbaringer og blev årsag til, at fyrstehærene nedkæmpede bondehæren i 1525. Müntzer ville oprette Guds rige her på jorden (se Luthers Skrifter i Udvalg, bind 3: Evangelium og samfundsliv, s. 211-258).

Konkret ville disse oprørere med vold og magt gøre op med alt, hvad der ikke direkte var påbudt i Skriften. De ville begrænse øvrighedens ret til at opkræve skat; tiende skulle administreres af kirken, men kvægtiende helt afskaffes, fordi kvæg angiveligt er skabt til fri afbenyttelse. De forlangte endvidere at blive “frie” med henvisning til Kristi frelsergerning, ligesom de forlangte kun at skulle adlyde budene og elske Gud og deres næste. I realiteten benægtede de, at de skulle adlyde øvrigheden. De angreb ret til jagt og fiskeri, og forlangte, at man skulle kunne skaffe sig træ til eget forbrug uden betaling. De mente også, der blev forlangt for meget af dem og forlangte en justering af deres rentebyrde. De afviste nye love. Endelig gjorde de op med, hvad der i praksis var livegenskab, og afviste at skulle svare fæsteafgift. Fyrsternes ret til at arve fæsteres og livegnes personlige ejendom afvistes også. Kravene var langt på vej forårsaget af store og langvarige forandringer i samfundet, men var bl.a. også et forsøg på at komme af med romerretten og få genindført/bevaret den germanske sædvaneret.

Luthers vejledning og kritik af bøndernes krav

Hvis de var kommet igennem med alle disse krav, ville samfundet være brudt totalt sammen. Ja, også kirken ville blive ødelagt, som Luther skrev. Nu hævdede de selv i den sidste af deres tolv artikler, at de ville træde tilbage, hvis deres krav kunne vises at være imod Guds Ord. I sit svar tager Luther udgangspunkt heri og viser artikel for artikel, at bønderne tager fejl. Desværre fik det dem ikke til at opgive deres krav. Tværtimod organiseredes en oprørshær.

Luthers kritik af fyrsterne

Luther skrev udtrykkeligt, at fyrsterne og mange af kirkens mænd kun havde dem selv at takke, fordi de ikke adlød og værnede evangeliet eller behandlede deres undersåtter ordentlig. Luther var ikke uenig i en hel del af kritikken og foreslog, at man fik en slags voldgift.

Luthers kritik af bønderne

Det var nødvendigt for Luther at tale bønderne imod. De henviste til ham og spurgte om hans mening. Den fik de derfor. Først og fremmest fordi det var katastrofalt, at de misbrugte evangeliet til sociale og politiske formål. Men Luther frygtede også en ødelæggende borgerkrig, som begge parter ville være skyld i.

Luther irettesatte bønderne, fordi de ville gøre oprør imod Skriftens befaling, og dét tilmed med henvisning til Kristi lov og den kristne ret, som tværtimod burde lære dem at tåle og udholde alt.

Senere oprør mod det bestående samfund

Siden har der været andre oprør, der ikke blev slået ned. Den franske revolution og de socialistiske revolutioner i mange lande er eksempler på det. Lodahl vælger her side til fordel for en politisk holdning, som tillader samfundsomstyrtende oprør. I socialistiske, nationalsocialistiske og fascistiske lande har det kostet op mod 100 millioner mennesker livet i det 20. århundrede. Revolutionære opstande har altid været onde. Det er Lodahl træt af. Det er lutheranere heldigvis ikke.