Ny indvandring, samme retorik – pseudoforskning

Religionssociologen Brian Arly Jacobsen er blevet Ph.D. Han

undersøgt den politiske debat i Folketinget i forhold til jødiske immigranter i perioden 1903-1945 med den tilsvarende debat om muslimske immigranter i 1967-2005.

Helt fejl tager Arly Jacobsen jo ikke:

– I debatten om immigranter er det ikke tilfældigt, at betegnelsen fremmedarbejder i årenes løb er afløst af betegnelsen muslim. På Christiansborg afsøger man, hvad der anses for det største problem. Tidligere var det gruppens placering på arbejdsmarkedet, men i dag er det den religiøse anderledeshed, som både betragtes som hæmmende for integrationen og et nationalt sikkerhedsproblem, forklarer han.

Dansk religionssociologisk forskning kan altså konkludere, at “den religiøse anderledes” er hæmmende for integrationen og et nationalt sikkerhedsproblem. I al fald ifølge politikerne på Christiansborg. Nu kan man have sine mistanker om, at Arly Jacobsen ikke er enig.

Arly Jacobsen bagatelliserer nemlig den nutidige diskussion. Han taler om “negative generaliseringer,” men i hvert fald i interviewet fremgår det ikke, om der er grundlag herfor. Det mener han næppe, for det er ikke politisk korrekt på Bjerget, dvs. i universitetsverdenen, at mene det.

Sammenligningen af jøder og muslimer er helt grotesk.

– I begge tilfælde er det tydeligt, at politikere har haft svært ved at forholde sig til en religionspraksis, der ikke var taget højde for før, og en immigrantgruppe, man betragtede som mindre civiliseret, siger Brian Arly Jacobsen.

Det første er uden tvivl rigtigt. Det er der eksempler på snart sagt hver dag. Senest gælder det debatten om Fadervor, som politikerne ikke kan håndtere, fordi de ikke tør give kristendommen forrang.

Måske betragtede man jøderne som mindre civiliserede som gruppe. Det kan meget vel være udslag af antisemitisme, ikke mindst i den periode, Arly Jacobsen undersøger. Men hvordan kan man undgå at få mistanke om, at muslimerne står fremmede og afvisende over for den vestlige civilisation, når man ser deres angreb på den igen og igen, stort set over hele verden?

Om Arly Jacobsen skriver sådan i sin Ph.D., fremgår ikke. Men det er under alle omstændigheder et eksempel på en uholdbar sammenligning. Man må abstrahere så meget og se så meget bort fra, om man stadig beskriver virkeligheden, at det ikke længere giver mening. Arly Jacobsens forskning er politisk – og altså virkelighedsfjern.

Men man skal ikke komme og sige, at Arly Jacobsen ikke har grundlag for sine påstande.

Som eksempel nævner han, at der er en klar parallel mellem debatten i begyndelsen af det 20. århundrede om den jødiske slagtemetode schæchtning og den tilsvarende debat om muslimsk rituel slagtning, som har verseret siden 1980’erne.

Det forekommer mig, at der er tale om en parallel, der nok er gyldig, men ikke repræsentativ. Hvor det i forhold til jøderne er en af de større uenigheder, så er den muslimske rituelle slagning af en helt anden karakter. For jøderne drejer det sig om en bestemt opfattelse af blodet, som har med sjælen at gøre (1 Mosebog 9,4f). Selvfølgelig har det konsekvenser, men de er overskuelige, og handler bl.a. om slagteprocedure.

Anderledes er det med den muslimske rituelle slagtning. Den er en lille del af en altomfattende skelnen mellem rent og urent, som ikke kun forsøges påtvunget muslimer, men også alle andre – med henvisning til, at man skal tage hensyn og ikke f.eks. få børn til at føle sig udenfor. For at muslimske børn ikke skal føle sig udenfor, må alle andre bøje sig for den muslimske lære om rent og urent. Det er med andre ord shari’a, der er tale om, og som får lov at brede sig, fordi muslimerne kræver det, og fordi folk som Arly Jacobsen problematiserer modstanden herimod. Er man imod udbredelsen af den muslimske lære om rent og urent, er man indirekte sat i bås med dem, der kritiserede jøderne.

Måske har Arly Jacobsen forstand på sociologi, men religion ser det ikke ud til, at han har forstand på. Om han har forstand på, hvad videnskab er, må der ud fra denne artikel også stilles spørgsmålstegn ved.