Omsorg og det store tag-selv-bord

Omsorg er ikke et nyt kodeord. Det har været på dagsordenen i mange år. Dels formaner apostlen Paulus de kristne til omsorg for hinanden, dels har særligt den psykologisk inspirerede sjælesorgstænkning peget på behovet for omsorg. Omsorg var temaet på Indre Missions lederkonference 2009 (lk09, som det opfindsomt kaldes). Man får et levende indtryk af konferencestemningen i Anette Ingemansens artikel “Over tusinde ledere på omsorgskonference“.

Artiklen slutter med dels at sammenligne konferencen om omsorg med et måltid, dels at omtale nadverfejringen.

Lederkonferencen blev et kæmpe måltid med mange forskellige retter, så der var noget for alle. Og det lagde folk mærke til.

“Styrken ved denne konference er, at der er noget, som alle kan bruge og tage med hjem,” lød det igen og igen.

Det er der ikke i sig selv noget galt i.

Derfor blev det en helt speciel oplevelse, at alle ledere deltog i et særligt måltid, inden de drog hjem med ny styrke og inspiration til omsorgsarbejdet lokalt.

Indre Missions Lederkonference blev afsluttet søndag eftermiddag med en gudstjeneste, hvor nadveren blev fejret på den måde, at alle spiste og drak Jesu legeme og blod på samme tid.

Med præstens ord som en stærk ramme: “Hos Gud er der omsorg for dig.”

Hvordan viser Gud sin omsorg her? Det sker ikke ved at sørge for den enkelte. Præsten har altså ikke uddelt Jesu Kristi legeme og blod til hver enkelt. Han er ellers sat til at sørge for at give sine medtjenere mad i rette tid (Luk 12,41-44) og være forvalter over Guds hemmeligheder (1 Kor 4,1f).

Gud har bestemt omsorg for ikke blot dem, der tror på Jesus Kristus, men også for alle andre (Matt 5,45). Men den ypperligste og vigtigste omsorg er den, der har at gøre med vores åndelige liv. Denne omsorg er ikke kun for præster. Vi skal have omsorg for hinanden (1 Kor 12,25), trøste hinanden (f.eks. 1 Thess 4,18; 5,11), formane hinanden (Gal 6,1; Hebr 3,13) og bære hinandens byrder (Gal 6,2).

Men vigtigst er dog den omsorg, der vises os, hvor Gud lader uddele syndernes forladelse. Det sker først og fremmest, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes. Her skal man vises individuel omsorg. Her tages man til bords, én og én. Her skal præsten kende hver enkelt og give den enkelte, hvad man har brug for. Denne guddommelige omsorg, som Kristi stedfortrædere skal yde Kristi venner, lægger ikke op til, at alle skal spise og drikke på samme tid.

Tværtimod kunne det give det indtryk, at det er ved at spise og drikke på samme tid, at man har et fællesskab. Men sådan er det ikke. Det kristne fællesskab er et fællesskab i Kristus. Dette fællesskab består på tværs af tid og rum. Den består i et fællesskab om et rent og rent forkyndt evangelium og ret forvaltede sakramenter. Den består derfor også i et fællesskab om den rette bekendelse, som vokser ud af det rene evangelium. Det rette fællesskab har altså sit centrum og sit fokus på den rene lære og den rette sakramentsforvaltning. Derfor er det sørgeligt og udtryk for utilstrækkelig omsorg, når man skifter fokus til deltagerne og deres samtidige spisen og drikken. Og så på en lederkonference. Men det måske meget symptomatisk, at den megen fokus på vores omsorg.

Og så nævner jeg ikke noget om stand-up og rap søndag morgen, hvor man ellers traditionelt holder gudstjeneste.

Efter bibelsk og luthersk tankegang skal man forkynde lov og evangelium, hvis man vil have mere omsorg, dvs. flere gode gerninger. For man kan opfordre alt det, man vil, til at yde omsorg. Men kraften til at gøre det kommer ikke fra loven eller formaningen. Den kommer fra evangeliet og Helligånden, som Gud giver i gave til dem, der tror på evangeliet om syndernes forladelse.