Hvem er HERREN (Mark 1,1-3)?

Denne note handler om nogle overvejelser jeg har gjort mig om spørgsmålet: »Hvem er HERREN« i begyndelsen af Markusevangeliet.

Noten er affødt af at man på Facebook kan melde sig til en gruppe »Læs Markus« og være med til at kigge på Markusevangeliet i løbet af fire måneder. Indimellem falder jeg over noget der fortjener en lidt længere note end Facebook-formatet måske lægger op til. De kommer her ‒ helt usystematisk uden de store faglige studier. Her i den første uge er det Markusevangeliet kapitel 1 (Mark 1).

Indledningen til Markusevangeliet

Markus er »evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn«. Jesus er fornavn, Kristus er egentlig ikke et navn, men en betegnelse, et adjektiv der betyder »salvet«. Jesus er »den salvede«, dén salvede som GT mange gange har sagt skulle komme. »Guds Søn« kunne vel for de første læsere betyde så mange ting, men som med al litteratur er det gode spørgsmål hvad Markus mente. Gud er den eneste Gud der findes. Han er en levende person på samme måde som Jesus er en levende person. Jesus kalder Gud for sin far (Mark 14,36), mens Gud kalder Jesus for »sin elskede søn« (Mark 1,11).

Esajas-citatet

Det jeg i denne lille note vil koncentrere mig om, er imidlertid de næste to vers:

Som der står skrevet hos profeten Esajas: »Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej. Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!«

Fotografi af den udrullede 2100 år gamle skriftrulle med teksten fra profeten Esajas. Skriftrullen er en af Dødehavsteksterne og blev kopieret i det 2. årh. Profeten Esajas er relevant for at forstå hvem er Herren.
Esajas-skriftrullen, en af Dødehavsteksterne. Indholdet er fra ca. 700 før Kristus, selve håndskriftet fra det 2. århundrede før Kristus.

»Som der står skrevet« angiver klart at det som Markus er ved at fortælle om Johannes og Jesus, er hvad profeten Esajas fortalte om ca. 700 år tidligere. Det ældste overleverede håndskrift til Esajas blev (af)skrevet over 100 år før Johannes’ og Jesu tid. Vi skal uden tvivl forstå citatet således at det er en opfyldelse af profetien hos blandt andet Esajas at Johannes og Jesus træder frem.

Profeten Esajas gengiver et ord af Gud: »Se, jeg sender min engel foran dig osv.« Engel kunne ‒ og burde sikkert ‒ have været oversat med »sendebud«. Han skal bane vejen, dvs. han skal forberede en vej. Det vil han gøre ude i ørkenen. Her råber Johannes, for ham er det der er tale om: »Ban Herrens vej«.

Hvem er Herren?

Ordet Herren

Det er som sagt et citat fra Esajas kapitel 40 (Es 40,3). Nu kan »Herren« også betyde flere ting. Det kunne være den bestemte form af det ord der betyder ‘herre’ i betydningen en der ejer noget eller har myndighed. Men det er det ikke her, for selvom man ikke umiddelbart kan se forskel på græsk, kan man på hebraisk, og her skriver Esajas »HERREN«, dvs. egennavnet HERREN. På hebraisk er det bogstaverne JHVH. 1992-oversættelsen oversætter nogle gange JHVH med »Jahve«, men af en eller anden grund ikke her i Es 40,3. Ikke desto mindre er det egennavnet HERREN. Vi møder det i Første Mosebog: »Gud HERREN« (første gang i 1 Mos 2,4) og senere bare »HERREN« (de to første gange i 1 Mos 4,1.3).

Herren i Anden Mosebog

I Anden Mosebog kan vi iagttage noget interessant. Først omtales »HERRENs engel« (2 Mos 3,2), men et par vers senere står der at »Gud« råbte til ham inde fra busken, og det begrundes tilmed med at »HERREN så« (2 Mos 3,4). Hele afsnittet benytter forskellige betegnelser for Gud, men altså bl.a. »HERRENs engel«, »HERREN« og »Gud«. Nogle forskere mener at det skyldes at forskellige udgaver af beretningen er blevet skrevet sammen af en inkompetent skriver. Men GT er også litteratur ‒ tilmed god litteratur. De forskellige betegnelser er brugt bevidst med en hensigt, nemlig den at fortælle hvem det egentlig er Moses mødte. Allerede her i Mosebøgerne pirres vores nysgerrig. Hvem er den »HERRENs engel« der også er »HERREN« og »Gud« selv?

Salme 110

Esajas selv har ikke ladt os uden antydninger ‒ faktisk er der flere steder mere end antydninger, men det må blive en anden god gang. Vi finder det også i f.eks. Salme 110. Jesus tager det sted op i Mark 12,35ff. Kristus er både »Davids søn« og »Davids herre«, ja, »HERREN« (Sl 110,1.2.4) og »herre« (Sl 110,5). Hvordan kan det lade sig gøre?

HERREN i Markus 1,1-3

Tilbage i Mark 1,1-3 kan vi gentage spørgsmålet. Hvordan kan Markus bruge et sted der handler om »HERREN« og »HERRENs engel« om Johannes og Jesus, Guds Søn? Er HERREN navnet på Faderen eller Sønnen? Eller er det sådan at HERREN kan bruges både om Sønnen, altså Guds Søn der fødes tre måneder senere end Johannes, og om »Gud«. Og spørger vi så hvem denne »Gud« er, så vil svaret være at det sommetider er den treenige Gud: »Gud sagde: ›Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!‹ « (Gen. 1,26), sommetider Gud til forskel fra Guds Søn.

Den norske bibelforsker Sverre Aalen skabte udtrykket »jahvistisk kristologi«. Det betyder en beskrivelse eller lære om Kristus som benytter sig af beskrivelsen af JHVH eller Jahve i GT. I Johannesevangeliet læser vi mange gange om »Faderen« og »Sønnen« ‒ mest prægnant i Joh 10,30: »Jeg og Faderen er ét.«

Så hvem er HERREN?

Men selvom det er mere indirekte formuleret, så er meningen med Mark 1,1‒3 ikke bare at sige at Jesus er guddommelig, men at han er HERREN ‒ forstået på den rigtige måde. Og Johannes ‒ Johannes Døberen ‒ skulle bane vejen for ham.

Det Nye Testamente på nudansk (Den Nye Aftale II)

Filosofien bag Det Nye Testamente på nudansk (Den Nye Aftale)

Bibelselskabet – og andre, der udgiver samme slags gengivelser ‒ mener, man skal tage til efterretning, at folk synes, Bibelen er svær at læse i de almindelige oversættelser. Derfor skal man have en oversættelse, der gør den så nem at læse som muligt. Bibelselskabets påstand er, at det er tilfældet med Den Nye Aftale ‒ Det Nye Testamente på nudansk.

Det kan der siges meget til. Man kunne fx sige, at det var bedre, om man fik lært at forstå, hvad Bibelen egentlig siger. Det burde også ske i skolerne. Det er da underligt, at vi bor i et land, hvor der har været kristendom i over 1000 år. Men folk flest antages ikke at kunne forstå teksten. Så de må have en lettere udgave ‒ så skidt med, at den ikke fremmer en rigtig og dyb forståelse af Bibelens tekst.

Gad vide, hvad man ville sige, hvis man oversatte litterære hovedværker på den måde? Ringenes Herre gengivet med et ordforråd, der passer til triviallitteratur? Var der nogen, der sagde kulturel dovenskab?

Forstå uden særlige forudsætninger?

Det Nye Testamente på nudansk med titlen Den Nye Aftale er ikke så videnskabelig, som den burde være.
Det Nye Testamente på nudansk har en særegen og problematisk forståelse af, hvordan Bibelens budskab kan og skal formidles.

Men naturligvis har det videre konsekvenser. Som det fremgår af efterordet, har formålet med Den Nye Aftale (DNA) været »at få en oversættelse af Det Nye Testamente som man kan forstå uden særlige forudsætninger, og som derfor kan være et godt sted at begynde når man vil vide noget om kristendom« (s. 517).

Som ovenfor antydet, skal en oversættelse nu tilpasses de forudsætninger, man mener, folk har. Man kan i høj grad diskutere, om forudsætningen er korrekt. Jeg mener ikke, at man burde henvise folk til at læse hele Det nye Testamente, hvis de gerne vil vide noget om kristendommen. Ikke fordi det i princippet er et dårligt forslag. Men det er et ineffektivt forslag. Det er bedre at lære dem de grundlæggende ting: Luthersk lille Katekismus.

Vil man derefter hjælpe folk til at læse Det nye Testamente eller Bibelen, burde man i stedet for en oversættelse, der i virkeligheden er unøjagtig/​misvisende/​forkert, have lavet en bibeludgave med forklarende noter og ordentlige introduktioner.

Bibelen kan skam forstås, hvis den er oversat korrekt. Men det betyder nu ikke, at man ikke kan have brug for konkret viden og forklaringer ‒ især om den indre sammenhæng. Nogle afsnit kræver mere forklaring end andre.

Dertil kommer, at Bibelen grundlæggende ikke er forstået, førend man forstår, at den har to forskellige budskaber. For det første lærer den os, hvad Gud kræver af os. Det gælder især, hvis vi vil forsøge at opfylde Guds bud selv. For det andet lærer den os, hvad Gud gjorde for at tilvejebringe den retfærdighed, vi ikke selv kan stille med. Denne rette forståelse af henholdsvis lov og evangelium er helt central i den lutherske lære, men som vi ser i Det Nye Testamente, er det ikke altid, at selv bibellærde nåede frem til denne forståelse.

Er Det Nye Testamente på nudansk en videnskabelig oversættelse?

Slagordene står i kø. DNA-folkene skriver nemlig, at »Præmisser og grundlag for oversættelsen … har været: 1) det skal være en videnskabelig oversættelse af den græske grundtekst« (s. 517). Hvad menes der med en videnskabelig oversættelse? Skal det betyde andet, end at oversætterne og de øvrige medarbejdere mener, at de har faglige forudsætninger for arbejdet, må det jo betyde, at man for det første gør sit yderste for at forstå ordene korrekt og præcist, og at man for det andet gør sit yderste for at gengive meningen så præcist som muligt på dansk med tanke på læsere, der vil gøre sig de største anstrengelser for at erhverve sig de nødvendige forudsætninger for at forstå indholdet. Hvad skulle en videnskabelig oversættelse ellers være?

En videnskabelig oversættelse er ikke nødvendigvis – og i praksis faktisk ikke – en oversættelse, man kan forstå uden særlige forudsætninger. Det er en oversættelse, der kan forstås med de nødvendige forudsætninger. Den Nye Aftale: Det Nye Testamente på nudansk er ikke altid præcis, og det fremmer desværre ikke den korrekte forståelse hos læsere uden særlige forudsætninger. Tværtimod.

Ifølge efterordet, at man har fundet en gruppe af mennesker, der til sammen har de nødvendige kvalifikationer. Jeg kan kun konstatere, at jeg ikke er enig i resultatet.

Enkelt og mundret sprog uden fagsprog

DNA fortsætter: »2) den skal holdes i et enkelt og mundret dansk der kendes af de fleste, og kun i begrænset omfang bruge hvad man kan kalde fagsprog« (s. 517). Men det er jo ikke en videnskabelig oversættelse. En videnskabelig oversættelse må jo betyde, at man tilstræber at gengive indhold, stil og struktur så præcist, som det nu er muligt. Er der svære eller sjældne ord, så må de jo gengives med svære eller sjældne ord, hvis disse ord nu engang er svære eller sjældne på dansk, og ellers forklares i noter. Men for DNA-oversætterne går det muliges kunst ikke på at gengive grundteksten bedst muligt, men at anvende så meget af »et enkelt og mundret dansk der kendes af de fleste«.

Fagsprog vil man ikke have. Men måske burde man overveje, om ikke Det nye Testamente såvel som Det gamle Testamente faktisk i sig selv indeholder et slags fagsprog. Et fagsprog har mange årsager, men en af dem er, at man skal kunne henvise til et begreb eller et kompleks af begreber med et enkelt ord eller to, så kommunikationen lettes. Det gør alle tekster, der handler om noget bestemt på et vist niveau. Vi bruger faktisk alle sammen sådanne fagord, men om de føles svære, afhænger af, om vi har lært, hvad de betyder. Har man ikke, forstår man ikke (nok); har man, forstår man meget bedre. Det letter altså ikke, men hæmmer kommunikationen, hvis man med (sproglig) vold og magt vil undgå sådanne begreber og samleord. Så vi kender alle sammen fagord, fordi de indgår i vores hverdag, og i DNA-oversættelsen kan man heller ikke helt undgå fagord: discipel, farisæer, saddukæer og denar.

Lad os tage et konkret eksempel: DNA nævner ordet ‘testamente’ (diathêkê, gr. διαθήκη) og siger, at dette ord »ikke alene er noget man skriver før man dør, men også en aftale, eller med et andet bibelord, en pagt« (s. 518). Ordet ‘testamente’ er et fagord, som er i almindelig brug. De fleste ved, hvad et testamente er, eller kan få det forklaret. Men ordene aftale og pagt er også fagord; de betyder blot ikke det samme som ordet testamente, faktisk slet ikke det samme. Det har derfor grundlæggende konsekvenser for, hvad man kan få ud af oversættelsen, om man bruger det ene eller det andet fagord, ja, om man lægger den ene eller den anden forståelse af de tekster, hvori disse ord forekommer, til grund (hvilket jeg har skrevet mere om i indlægget »Den Nye Aftale (I)«).

DNA’s tredje krav: »3) oversættelsen skal være meningsbaseret« (s. 517). Ja, hvad ellers? Men pointen er jo, at man har en forestilling om, at man så at sige kan afkode ordenes betydning, stilen og strukturen i den græske tekst og så gengive »meningen« på dansk med andre ord, i et vist omfang med andre strukturer og stile. Intentionen er måske god nok, men de nytestamentlige skrifter er faktisk blevet til på et bestemt tidspunkt et bestemt sted. Alt for ofte ender det som med ovenstående eksempel med, at man får lavet en »meningsbaseret« oversættelse, som afspejler så meget eller så lidt, som den enkelt oversætter(gruppe) nu har forstået eller tror, at læserne af oversættelsen kan forstå eller kan forstå uden nogen særlig indsats.

Er nettet en pålidelig reference for nudansk?

Som med Bibelen På Hverdansk misbruger man Luther, som om Luther mente, at Bibelens mening skulle rette sig efter torvet eller køkkenet. Man glemmer, at Luther havde brugt år af sit liv til at studere indholdet i Skriften, inden han gav sig til at oversætte. Man glemmer måske også, at Luther havde betydeligt større kompetencer på alle områder end dem, der generelt oversætter nu om dage.

DNA’s oversættere har brugt nettet som reference, ikke snakken i køkkenet eller på torvet. Nok findes der meget på nettet, men det, der findes på nettet, afspejler ikke alt, hvad der kan siges og forstås, og afspejler ikke alle de måder, man kan formulere noget på, ligesom man ikke nødvendigvis skal forvente at finde alle stillejer på nettet.

Ordet retfærdig i Det Nye Testamente på nudansk

Med al respekt er de overvejelser, DNA kommer med i efterordet, uholdbare. »Derimod bruger man i dag ikke ordet ‘retfærdig’ hvis man vil sige om nogen at de opfører sig som de skal ‒ at de har en ret færd. Men det er faktisk det ordet ›retfærdig‹ betyder i den græske grundtekst for Det Nye Testamente. … Vi har oversat det til ›gøre som man skal‹ og tilsvarende« (s. 518).

Men sådan er det ikke alle steder. Når DNA så skal gengive sådanne steder, så må de gribe til gendigtning, som fx i Gal 3,11. Her har 1992-oversættelsen: »Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for ›den retfærdige skal leve af tro‹.« DNA gendigter: »Meningen er ikke at Gud accepterer nogen fordi de overholder Loven. Det er klart, for der står i Skriften: ›Den der er accepteret af Gud, har sit livsgrundlag i troen‹.«

Skal man virkelig forstå, hvad det vil sige at være retfærdig, skal man lære, at de krav, Gud stiller til os i først og fremmest De ti bud, afslører, at alle er syndere, dvs. at der ikke findes en eneste retfærdig (Rom 3,10). Modsat har Jesus Kristus sonet al synd, og Gud gør den retfærdig, som tror på Kristus (Rom 3,26). Denne gøren retfærdig er en dom: Gud afsiger dom om, at den anklagede er retfærdig i henhold til det retsgrundlag, der gælder ved den himmelske domstol. Det er ens tro, der regnes en til retfærdighed (Rom 4,3), men dog ikke en hvilken som helst tro, men en tro på ham, der gør den ugudelige retfærdighed (Rom 4,5).

Selv om man måske kan hævde, at det er alt dette, der ligger i oversættelsen »den der er accepteret af Gud, har sit livsgrundlag i troen«, så er problemet, at denne gengivelse også kan betyde så meget andet. Så ikke alene er det en såkaldt fri gengivelse, men også denne gengivelse kræver i virkeligheden en udførlig forklaring, hvis den ikke skal kunne forstås på mange forskellige – forkerte – måder.

Paulus skriver, at »den retfærdige skal leve af tro« (Rom 1,17). Det handler ikke om, at de har »en ret færd«, som DNA-oversætterne påstår. Tværtimod, for sådanne mennesker findes jo ikke. Det var, hvad Luther opdagede, og derfor var det ham alt om at gøre, at det blev formidlet i tale og skrift, herunder også bibeloversættelser af så høj en kvalitet som muligt.

Om den trælbundne vilje. Eller om påstande og faste meninger

Luthers Om den trælbundne vilje er et frontalt angreb på tanken om, at alle vel har lidt ret, og at man ikke kan være helt sikker på, at man selv har helt ret. Luther gør også op med, at vi med lidt hjælp kan vælge at blive kristne. Om den trælbundne vilje er følgelig et opgør med størstedelen af moderne teologi, selv om skriftet er næsten 500 år gammelt. Luther forsvarer »Nåden alene« og »Skriften alene«. Derfor angriber han Erasmus, som undergraver disse kerneprincipper i den kristne lære.

Fra Om den trælbundne vilje

Et af de centrale steder i Om den trælbundne vilje lyder:

»Det er nemlig ikke en kristens sind ikke at værdsætte påstande. Han skal tværtimod værdsætte påstande. Ellers kan han ikke være en kristen.«

Dermed menes, skriver Luther, »konstant at holde sig til, bekræfte, bekende, forsvare og holde uovervindelig fast ved (sine påstande).« Det gælder naturligvis ikke alt (2 Tim 2,23; Tit 3,9), men »alt det, som er os overgivet af Gud i Den hellige Skrift« (egen overs.).

Om den trælbundne vilje – et svar til Erasmus fra Rotterdam

Luthers Om den trælbundne vilje (lat. De servo arbitrio) var Luthers svar til Erasmus af Rotterdam, Desiderius Erasmus. Erasmus havde i sit skrift De libero arbitrio diatribe sive collatio, udgivet året før, i 1524, argumenteret for, at vi mennesker havde en fri vilje til at vælge mellem ondt og godt, også efter syndefaldet, i åndelige spørgsmål. For Luther var det ikke bare en akademisk diskussion, men først og fremmest et spørgsmål, der var helt fundamental for, hvordan vi bliver frelst.

Om den trælbundne vilje – Et af Luthers hovedværker

Forsiden af Dr. Martin Luthers De servo arbitrio, Om den trælbundne vilje, udgivet i 1525 som svar til Erasmus af Rotterdam, som påstod, at vi har en fri vilje, også når det gælder frelsen
Martin Luthers De servo arbitrio, et af Luthers hovedværker, blev udgivet i 1525 som et svar til Erasmus af Rotterdam, som mente, at vi også, når det gælder frelsen, har en fri vilje.

Luther skrev som bekendt mange skrifter. Selv mente han, at skriftet Om den trælbundne vilje sammen med Den store Katekismus hørte til dem, han helst vedkendte sig. Om den trælbundne vilje er som nævnt Luthers opgør med humanisten Erasmus. Erasmus lærte viljens frihed, dvs. han mente, at mennesket af natur har mulighed for at nærme sig eller tilslutte sig nåden og altså bidrage til eller samarbejde om sin omvendelse. Denne lære er ekstremt udbredt i vore dage. Om den trælbundne vilje burde derfor være pligtpensum for alle. Enten bør man læse den selv, eller også bør man have formidlet indholdet af dette hovedværk. I realiteten var Erasmusʼ position en fornægtelse af sola gratia og dermed af forudbestemmelseslæren og retfærdiggørelseslæren.

Erasmus afviste også, at der findes en absolut sandhed i alle lærespørgsmål, som fx om viljens frihed eller trældom, og han afviste, at denne kan formuleres klart og præcist. Han ønskede at være skeptiker, hvor det var muligt, men mente det var muligt på områder, hvor Luther absolut ikke mente det.

Begge Erasmus’ meninger må for frelsens skyld afvises, mente Luther ‒ og beviste det ud fra Skriften. I denne blog skal det i det følgende dreje sig om de læremæssige påstande eller faste meninger.

Skriftbelæg

Luther henviser bl.a. til Rom 10,10: »med munden bekender man til frelse.« Egentlig står der, at med munden sam-siger man til frelse, dvs. man siger det samme, som Gud har åbenbaret. Selv om ordet ikke bruges i Matt 16,16ff, finder vi Peters sam-sigen der. Peters svar er nemlig ikke noget, mennesker har fundet på, men det har Gud åbenbaret (16,17). Sådan er det nemlig med evangeliet, som Kristus bygger sin kirke på (16,18), og som han bygger sin kirke med (Rom 1,16f). Jesus bygger ikke sin kirke på mennesket Peter, men på indholdet af hans bekendelse: det åbenbarede evangelium om Kristus, den levende Guds Søn.

Skal de kristne sam-sige eller bekende, hvad Gud har sagt, skal forkyndelse og undervisning naturligvis være i overensstemmelse med Guds Ord. »Taler nogen, skal han tale som Guds ord,« som det hedder i 1907-oversættelsen af 1 Pet 4,11.

Havde det været rigtigt, at det ikke er muligt at nå til ‒ eller rettere: få ‒ faste, sikre meninger, ville ikke alene bekendelsen, men også Kristi kirke være bygget på sand, der kan skride. Men det er kirken ikke.

Usikre og skeptiske meninger i lærespørgsmål forudsætter i virkeligheden, at Skriften ikke er klar, sikker og pålidelig. Det burde egentlig slet ikke være nødvendig at begrunde over for kristne, at Skriften er klar og tilstrækkelig, for så er frelsen jo usikker. I virkeligheden betyder det også, at det ikke er Gud, der virker gennem Sit Ord. Så kunne man håbe, at menneskers ord virker, men det er der ingen belæg for. Tværtimod siger Skriften tydeligt, at det er Skriften og evangeliet, der er Guds kraft.

Sandhed og løgn

Skriftens tale om sandhed og løgn forudsætter, at det er muligt at afgøre, hvilke læremæssige påstande eller meninger, der er sande. Men »Herrens ord er rene, sølv, der er lutret i diglen i jorden, renset syv gange,« skriver salmisten (Sl 12,7). Derfor gælder det, at »I evighed, Herre, står dit ord fast i himlen« (Sl 119,89). Og sådan ser en kristen på det, for »Dit ord er gennemlutret, og din tjener elsker det« (Sl 119,140).

Menneskene derimod »taler løgn til hinanden med glatte læber og tvedelt hjerte« (Sl 12,3). Det er naturligvis løgn, når man udgiver noget for at være Guds Ord, selv om det ikke er det. Det er også anti-apostolisk, for Peters befaling er klar nok: »Taler nogen, skal han tale som Guds ord.«

Evangeliet frelser

Det er evangeliet, der er Guds kraft til frelse (Rom 1,16f; 1 Kor 1,17ff; 2 Tim 3,15). Det er derfor ødelæggende for muligheden for at blive frelst, hvis man med slangen siger »Har Gud virkelig sagt?«

Men måske nogle vil sige, at der er en kerne, som der står fast. Så drejer spørgsmålet sig ikke om, hvor vidt man kan sige noget fast og sikkert, men derimod om, hvad der er fast og sikkert. Nogle vil begrænse det til ikke meget mere, end at Jesus er død for os syndere. Men i virkeligheden handler også den påstand om, at man ikke mener, at Skriften er klar og tilstrækkelig. Man blander sin egen fornuft ind og afviser Skriftens klare udsagn.

Men trosbekendelserne ‒ de tre oldkirkelige og de reformatoriske ‒ slår fast, at der er mange flere trosartikler i det ene evangelium end den blotte konstatering af Jesu stedfortrædende død. I hvert enkelt tilfælde henvises der til de skriftsteder, som giver det faste og sikre grundlag for læren.

Klare for os?

Men én ting er, vil nogle sige, at Skriften er klar, men er den også klar for os? Her vil mange sige, at moderne erkendelsesteori og erfaringen har lært os, at man ikke kan nå en sikker viden om noget som helst. Man tager altså udgangspunkt i os mennesker og hævder, at sikker viden ikke er mulig.

Luther har en ganske anden tilgang. Han henviser til Skriften, som siger: »Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti« (Sl 119,105). Guds ord, Skriften, er altså ikke noget, som vi skal prøve at finde klarhed i uden at kunne. Skriften er ikke kun klar, men den oplyser. Den er en lygte, og den er et lys.

Så sandt Guds ord indeholder Guds klare løfter, som i sig selv skaber troen hos den, der er vantro og/eller tvivler (1 Mos 15,1-6; Rom 4; Rom 10,8ff; Gal 4), så sandt er Skriften klar, og så sandt er det muligt at nå til en sikker erkendelse af Skriftens lære. »Du er mit skjul og mit skjold, jeg sætter mit håb til dit ord,« skriver salmisten (Sl 119,114; jf. Sl 119,49.74.81.147).

Derfor kan en kristen ikke være skeptiker som Erasmus eller de (post)moderne kloge hoveder. Om dem hedder det tværtimod: »Du forkaster alle, der forvilder sig fra dine love, deres svig fører til falskhed« (Sl 119,118). Her betyder »dine love« ikke bare Guds bud, men Hans bestemmelser og regler. Det er lov og evangelium, der er tale om, ikke loven alene. At gøre Skriften uklar er at forvilde sig bort fra Skriften. Det er et svig, der fører til falskhed, og sådanne »kloge hoveder« har ikke Guds accept.