Religion eller landets love?

Et israelsk eksempel

Et parlamentsmedlem i Israel – medlem af Knesset – ved navn Aryeh Eldad har ifølge Israel National News haft en offentlig diskussion med Israels første arabiske minister, Raleb Majadle. Han er minister for videnskab, kultur og sport og således også for Tempelbjerget, hvor moskeen ligger.

I diskussionen mellem de to fremgår det klart, at skønt Majadle er minister i staten Israel, sætter han sin tro højere end landets love. Israelsk lov gælder ikke på Tempelbjerget, sagde den arabiske og muslimske minister. “Nu skal jeg sige min mening: Før jeg er minister og medlem af regeringen er jeg først og fremmest person, borger og muslim [min fremhævelse]. Med al skyldig respekt for loven, loven skal respektere religionen, personen og borgeren og beskytte ham, og ikke det modsatte, gøre ham til slave,” forklarede han. “Derfor siger jeg klart: Al-Aqsa, Al-Haram al-Sharif [som Tempelbjerget kaldes af muslimerne – red. af Israel National News] er ikke omfattet af israelsk lov.” Eldad har klaget over ministeren.

Et dansk eksempel?

Det interessante er selvfølgelig, hvad andre muslimer, fx Asmaa Abdol-Hamid, vil sige, hvis hun bliver indkaldt som stedfortræder for Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, som jo åbenbart selv bryder lovene, hvis hun ikke bryder sig om dem.

Forholdet mellem religion og myndighederne

Nu er det sådan, at evangelisk-luthersk kristendom skelner mellem det verdslige og det åndelige regimente. Man skal adlyde landets love og myndigheder. Med mindre man direkte synder mod Gud ved at gøre det. Hvis lovene fx forbyder at tale om Kristus, har en lutheraner lov til at bryde loven (ApG 5,28f).

Hvad er så forskellen på islam og (evangelisk-luthersk) kristendom? Den afgørende forskel er, at de to regimenter ikke som princip skal være identiske ifølge kristendommen, men har hver deres opgave. Det åndelige regimente skal forkynde evangeliet, og ingen kan tvinges til at tro. Derfor ingen heller tvinges til at “tro” eller underkaste sig kristendommen. Det verdslige regimente skal sørge for ro, orden og nødvendige fælles opgaver i samfundet uden at gøre sig til en totalitær, åndelig magt. Dvs. uden at begynde at spille gud.

Principielt hverken kan eller vil islam skelne mellem de to regimenter. Et ikke-islamisk politisk styre er derfor per definition kun midlertidig (jf. også her). Mange muslimer i ikke-islamiske lande vil dog anerkende de love, som deres land har – i al fald tilsyneladende og så længe de er i mindretal.

Hvor civil ulydighed er (bør være) absolut sidste udvej for en (evangelisk-luthersk) kristen, skelner islam ikke mellem det åndelige og det verdslige, mellem religion og politik, mellem kirke og samfund. Konflikt mellem islam og et ikke-islamisk samfund er derfor nærmest en selvfølge, hvis ellers islam har kræfter nok.

Den muslimske minister Majadle vil ikke respektere israelsk lov, ikke engang som minister. Hvor mange andre vil heller ikke, når det kommer til stykket? Hvis uklarhed opstår herom, er det indlysende, at man bør undersøge sagen nærmere. Man bør udspørge eventuelle, potentielle medlemmer af folketinget, om de vil respektere grundloven. Og som med så mange andre sager, bør intervieweren naturligvis vide, hvad man snakker om.

Og ja: Der er også ikke-religiøse politiske ideologier, der på samme måde tillader eller kræver, at deres tilhængere arbejder på at omstyrte samfundet.

Se også “Israel’s first Arab minister says Islamic law supersedes Israeli law (arkiv).”