Ret kirkeligt samarbejde/fællesskab

N.P. Grunnet og andre lutherske kirker

I midten af det 20. århundrede havde Den evangelisk-lutherske Frikirke i Danmark (ELFK) en præst, der hed Walther Michael. I anledningen af Frikirkens 100-års-jubilæum blev der udgivet et jubilæumsskrift med en artikel af Michael. Den blev også udgivet i en bog om danske frikirker. Jubilæumsskriftet handlede især om stifteren Niels Pedersen Grunnet. Frikirken var lille, fra starten næppe mere end omkring 20 personer.

I sin ensomhed og isolation i Danmark søgte Grunnet at knytte forbin­delser med ægte lutherske samfund i udlandet. Han bad sin søn, der den gang var ansat en boghandel, om at se efter i kataloger fra Tyskland, om der ikke skulle findes tidsskrifter eller bøger fra en tysk luthersk frikirke. Han fandt et nr. af menighedsbladet fra den evangelisk-lutherske frikirke i Sachsen, Tyskland. N.P. Grunnet syntes udmærket om bladet, og det resulterede i, at han kom i forbindelse med den tyske frikirkes præsi­dent, som inviterede ham til Tyskland. Om Grunnets første besøg fortæller den daværende kirkepræsident, at Grunnet kom sent om aftenen til Planitz (Sachsen), men han gik med det samme i gang med at drøfte lærespørgsmål, og det varede til langt ud på natten. Næste morgen spurgte dr. O. Willkomm, den tyske kirkepræsident, ham, hvorfor han ikke først havde hvilet. Herpå svarede N.P. Grunnet: ‘Hvis jeg havde konstateret, at I her i Tyskland ikke fører ret luthersk lære, var jeg omgående rejst tilbage til Danmark, for der har jeg nok at slås med.’ Men Grunnet blev, og det blev indledningen til et endnu varende venskab med den tyske frikirke. Der blev oprettet nadver- og kirkefællesskab mellem de to kirker. Dette skete i året 1882. Gennem den tyske frikirke kom den danske frikirke i forbindelse med »Lutheran Church-Missouri Synod«, det næststørste lutherske kirkesamfund i Amerika. Missourisynoden træder ligesom den danske og den tyske frikirke ind for den gamle, ægte lutherdom, og således var det ikke underligt, at der optoges et internationalt, økumenisk kirkearbejde på den luther­ske kirkes grund. Både den tyske og den amerikanske kirke har stået den danske kirke bi med råd og dåd, og fællesskabet består den dag i dag. Den danske frikirke har altid haft åbent hjerte for et sandt kirkeligt fælles-arbejde og økumenik; ganske vist stiller den på grund af skriften det krav, at det må ske udfra enighed i lærespørgsmålet (Efes. 4, 3-5; Joh. 8, 31-32). (Walther J. Michael, “Den Evangelisk-Lutherske Frikirke”, i Danmarks Frikirker, red. F. Bredahl Petersen. København, Evangelieforlaget, 1954. Citatet er fra s. 249f og er let moderniseret)

Efter N.P. Grunnet og W.J. Michael

Den tyske frikirke sluttede sig senere sammen med andre lutherske frikirker og blev til Selbständige Evangelisch-Lutherische Kirche (SELK). Måske var det derved, at der kom vranglære ind i kirken. I 1995 konstaterede ELFK i samarbejde med søsterkirker, at SELK accepterede vranglære, bl.a. i forståelsen af skabelsen. Det protesterede man imod. Officielt har man derfor ikke praktiseret nadverfællesskab siden 1995, men man har på den anden side ikke ophævet kirkefællesskabet.

Missourisynoden, som man fik kontakt med gennem den tyske frikirke, har forandret sig og kan i dag ikke kaldes en retlærende kirke eller synode. Evangelikal og karismatisk teologi har trængt sig dybt ind. Man praktiserer ikke længere, at der skal være fuld enighed om den rene lære og den rette sakramentsforvaltning, før man erklærer kirkefællesskab. Missourisynoden er således i kirkefællesskab med kirker, som ELFK og tidligere skandinaviske søsterkirker ikke kan og vil være i kirkefællesskab med. Missourisynoden er derfor anledning til, at ELFK indirekte har fået kirkefællesskab med kirker, man ikke ønsker at være i kirkefællesskab med.

ELFK vurderet med N.P. Grunnets og W.J. Michaels øjne

N.P. Grunnet, ELFK’s stifter, ville aldrig have accepteret at oprette kirkefællesskab med SELK og Missourisynoden, som de ser ud i dag. For de fører ikke ret luthersk lære, og har ikke gjort det i årevis, ja, årtier for Missourisynodens vedkommende. Især er der ikke vilje til at afsætte de præster, præsteskolelærere og teologer, som ikke i et og alt bekender den rette lære.

Pastor Walther J. Michael ville utvivlsomt heller ikke have accepteret det. Men han nåede formentlig aldrig at forholde sig til det, for på det tidspunkt, hvor han døde, havde udlændige næppe mulighed for at opdage, at der var teologer og præster i Missourisynoden, som ikke delte synodens lære. Men den undskyldning gælder ikke i dag, hvor man næsten kan følge med fra time til time.

Ud fra sin egen historie og officielle bekendelse må man derfor konstatere, at ELFK er angrebet af den syge, som alle eks-lutherske kirker er angrebet af. Man siger ét, men gør noget andet. Dermed svigter man den lutherske lære, dvs. evangeliets rene lære, som den læres og bekendes i Konkordiebogen. Se fx Joh 8,31f og Ef 4,3-5, som W.J. Michael henviser til. Men man svigter altså også N.P. Grunnet og W.J. Michael og dermed sin egen historie. Man kan ikke anklage ELFK for at være folke-kirkelig, men nogen luthersk bekendelseskirke er den heller ikke.