Snedronningen eller Den korsfæstede og opstandne

Hvad skal vi forvente?

For nogle uger siden kunne man i Indre Missions Tidende læse om “møderne” i Indre Mission. Der var en artikel i anledning af en bog “Gode møder kan blive endnu bedre,” skrevet af Sprint, Carsten Korholm Poulsen. I et interview siger han:

Det gør mig bange at se de steder, hvor missionsfolk bliver ved med ikke at forvente noget, og så får det, de forventer. Jeg tænker, at de ikke får tilstrækkelig føde fra Gud, at han ikke når tilstrækkelig igennem til dem. De skulle gerne vokse i deres kristenliv, men måske kan han ikke engang holde dem i live, hvis deres største ønske er vedligeholdelse.

Det drejer sig ikke om at lave de store forkromede møder, men at de arbejder med møderne og tænker: Hvad kan vi gøre for, at Gud kan komme endnu mere til. Den længsel efter at Gud har noget mere til os, skulle man helst ikke slippe.

Har mødeformen noget med det at gøre? Ja, det tror jeg. Har indholdet i forkyndelsen noget med det at gøre? Ja, det tror jeg. Er der en sammenhæng mellem de to ting? Ja, det tror jeg. Og problemet er det samme, som mange såkaldte frikirker har.

Lad mig begynde med at sige, at det er helt legitimt kun at forkynde evangeliet, forstået bredt som både Guds lov, der afslører synd og fordømmer, og evangeliet, der uddeler syndernes forladelse (jf. f.eks. Luk 24,47).

Missionsbevægelserne, som man kalder dem, opstod i Danmark ved, at man i protest mod præster, der var blevet rationalistiske og derfor ikke forkyndte evangeliet i det hele taget. Det var der (mange) eksempler på, men jeg gad nok vide, om ikke også der var tale om, at man ville have en bestemt type kristendom med en bestemt type møder.

Det er det i al fald blevet til senere. For det, der formentlig opstod i protest mod en kirke, der ignorerede evangeliet og uevangeliske prædikanter, er gået hen og blevet “standard.”

Hvad er det, der gør, at nogle tilsyneladende kan anklages for at forvente for lidt eller slet ikke forvente noget? Det kan hænge sammen med, at “møder” sætter fokus det forkerte sted.

Kristi befalinger

Det nye Testamente befaler som nævnt, at der prædikes omvendelse til syndernes forladelse. Men hvordan? Det fremgår af to væsentlige befalinger af vor Herre Jesus selv.

Den ene er at gøre alle folk til hans disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og ved at oplære dem til at bevare og holde alt det, som han har befalet (Matt 28,18-20). Det fremgår af Ef 5,26, at det faktisk er Jesus selv, der virker i dåben: Han helliger kirken “ved at rense den i badet med vand ved ordet.” Helligånden virker også som den, der genføder og fornyer i dåben (Tit 3,5).

Den anden befaling er befaling til at holde nadver. “Gør dette,” sagde Jesus (Luk 22,19). Det er helt grundlæggende befalingen til at holde nadvergudstjeneste. Skal Jesu blod og legeme uddeles, må Jesus, sand Gud og sandt menneske, naturligvis være til stede. Det vil han netop også være (Matt 18,20; 28,20).

Ud af dette er der igennem tiden vokset en gudstjeneste med Ordet og Nadveren som det centrale. Den historiske, lutherske gudstjeneste fastholder det.

IM’s mødeforståelse

Hvis jeg skal dømme ud fra de årtier, jeg er kommet i Indre Mission, og fra, hvad jeg har læst derom, så er det mit helt klare indtryk, at man ikke tænker på møderne som gudstjenester. Langt fra, faktisk.

Det skyldes ikke kun, at man mener, at der hører en præst til en gudstjeneste. Hvad de i øvrigt har ret i. Det skyldes langt mere, at man helt fundamentalt har svært ved at fastholde, hvad nogle måske nok vil mene i teorien eller teologien.

Nogle vil nok mene, at det er Kristus, der virker gennem sit ord, og at det er evangeliet, der er Guds kraft til frelse. En del vil også mene, at det er vigtigt, at evangeliet forkyndes rent (men bliver ret sure, hvis det antydes, at det ikke altid sker, i al fald, hvis man siger det om deres eget missionshus).

Men det, at man i bedste fald placerer Guds virke i dåb og nadver henne i kirken, smitter den forståelse, man i øvrigt har af “møderne.”

Man kan så begynde at tale om gode eller dårlige møder, om gode møder, der kan blive bedre, eller møder, der er dårlige, uden at det rigtigt kommer frem, om det skyldes mødeformen eller selve forkyndelsen. Man skal tænke:

Hvad kan vi gøre for, at Gud kan komme endnu mere til.

Men artiklen forsømmer det at gå ordentlig ind på det, der virkelig lader Gud komme til.

Vedligehold?

Undervisningskonsulenten polemiserer mod dem, der kun har forventninger til “vedligeholdelse,” som han kalder det. Vel kan vi uanset alder og erfaring vokse i tro og erkendelse. Men der er også noget, som vi aldrig bliver færdige med.

Vi bliver aldrig færdige med at modtage syndernes forladelse i dette liv, fordi vi lige til vores dødsstund vil synde, ja, fordi vi lige til vores dødsstund er syndere. Synden, døden og Djævelen er ikke ufarlige fjender – og slet ikke harmløse og underholdende, som det ellers kunne fremgå (se slutningen af artiklen). Tværtimod.

Derfor er der vitterligt brug for at få syndernes forladelse, ikke blot uge efter uge, men dag efter dag. Der er brug for at få repeteret evangeliet, ikke bare søndag efter søndag, men dag for dag. Det er derfor, Luther anbefaler, at man hver dag bruger katekismen, ligesom han selv gjorde, skønt han var doktor i teologi osv. Men spørgsmålet er: Hvordan skal det ske? Eller som det – lidt misforståeligt – udtrykkes i artiklen:

Hvordan kommer Gud til?

Det gør Gud, dersom evangeliet forkyndes i overensstemmelse med den rene lære og hvis sakramenterne forvaltes ret, dvs. efter Kristi indstiftelse.

Men IM forvalter slet ikke sakramenterne. Efter min erfaring forkyndes der også kun sporadisk om dåb og nadver, måske fordi mange talere har en fornemmelse af, at det egentlig hører hjemme i kirken, hvor man holder dåb og nadver.

Forkyndes der alligevel om dåb og nadver, må det medgives, at det bliver lidt teoretisk og rumsligt fjernt, når man nu aldrig døber og holder nadver.

Om det er derfor, at man har svært ved at fastholde, at det er Guds virke i Ord og sakramenter, eller der blot er tale om to parallelle forhold, kan man diskutere. Jeg tror ikke, det blot er parallelle forhold. Det skyldes tværtimod, at IM’s mødeform og selvforståelse ikke er den lutherske kirkes selvforståelse.

Engang forstod man måske sig selv som private dagligstuemøder, men det er længe siden. I praksis kommer man til at forstå sig selv som en sakramentsløs kirke. Derfor kan man heller ikke tale om gudstjenester, men må tale om “møder.”

Den manglende fokus på – og alt for ofte manglende forståelse for – at det er Gud, der virker gennem Ordet og sakramenterne kan ikke modvirkes ved blot at tale om bedre møder. Den kan kun modvirkes ved at indrette mødeformen efter teologien.

Det er formentlig det virkelige problem. Indre Mission kan ikke begynde at holde gudstjenester. Det ville gøre IM til en kirke, og det ønsker man ikke. I stedet bliver IM en pseudo-kirke, som enten træder i stedet for folkekirken eller supplerer folkekirken.

Kirkekaffe?

Nu har vi faktisk selv kirkekaffe i min egen kirke. Men det er nu mest, fordi det giver en god ramme om at få snakket med hinanden og med gæster, hvis de ellers bliver.

»Der er mange, der er aktive med at lave kaffe, men samtidig agter de det ikke, for det er ikke åndeligt. Den vil jeg godt ud over. Vi kan bruge kaffen bevidst i planlægningen af et møde, for vi skal lave hele møder for hele mennesker. De mennesker, der kommer, er ikke bare sjæle med to ører,« fortæller Sprint.

Jeg er lige ved at få den tanke, at kirkekaffen erstatter nadveren. Men sådan tænker Sprint ikke.

En luthersk gudstjeneste behøver ikke kaffe for at være for hele mennesker. Det er nemlig hele mennesker, der synder og har brug for tilgivelse. Det er hele mennesker, der bliver sendt ud for at tjene deres næste.

Det er også hele mennesker, der med deres ører hører Guds Ord. Det er hele mennesker, der døbes i dåben.

Men frem for alt er der i forbindelse med nadveren tale om et hele menneske. For det første var det Guds Søn, der var blevet kød, som led og døde for os mennesker af kød og blod. Det var derfor, Guds Søn selv måtte antage kød og blod (Hebr 2,14).

For det andet uddeles Jesu legeme og blod, som han ofrede på korseet for os og for vor frelses skyld.

For det tredje gives det til os, så vi virkelig får Jesu legeme og blod i munden, omend vi ikke spiser og drikker på en kapernaistisk måde, men på en overnaturlig, himmelsk måde, på grund af den sakramentale union mellem Kristi legeme og blod og brødet og vin (jf. Konkordieformelen, Epitomen, VII.15).

Men i gudstjenesten er vi mest optaget af sjælen eller det nye menneske, for det er det nye menneske, der skal gøre gode gerninger for andre mennesker af kød og blod.

Guds-tjeneste eller god atmosfære

Sprint giver et eksempel på, hvordan han tænker om “bedre møder”:

»I Børkop IM og Brejning IM arrangerer vi nogle fælles udadrettede aftener, hvor vi tænker kaffen og bordpynten ind i aftenens tema. En aften var temaet ’Narnia’, og vi fik iskrystaller, som snedronningen serverede. Det løsner stemningen op, og det giver en god atmosfære.«

Snedronningen leverer den gode atmosfære? Jeg troede ellers, Snedronningen (Den hvide Heks) var en af de onde, for ikke at sige: Den onde, som nok dræber Aslan, men efterfølgende selv bliver dræbt af Aslan, som dermed gør en ende på hendes regime. Sikken en illustration.

Jeg foretrækker langt virkelighedens Stedfortræder, som skal komme for at gøre en ende på Djævelens regime og holde dom og levende og døde.

Nogle vil blive dømt til fortabelse, men de, der har fået deres synders forladelse ved tro på Kristus, skal få evigt liv, symboliseret ved Lammets bryllupsfest. Den bryllupsfest er egentlig allerede begyndt, for allerede ved nadverbordet deltager vi i den himmelske fest, hvor Kristus uddeler sit sande legeme og blod, hvormed han gjorde fyldest for alle vore synder. Dét er gudstjeneste: Guds tjeneste for os.