For svært at komme tilbage til folkekirken?

Fuldt stop-skilt

Alle indmeldelser tilladt uden videre?

For en måneds tid siden kunne man læse i Jyllands-Posten, at det er svært at komme tilbage til folkekirken. Man kan ikke “bare” melde sig ind, hvis man har meldt sig ud. Man skal til en samtale med præsten. Biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev Stift, mener, at en skriftlig erklæring med en underskrift må være nok.

Vi går jo heller ikke ud blandt øvrige folkekirkemedlemmer og tager temperaturen på deres tro.

Sognepræst Jens Kvinst fra Aabenraa er enig.

Jeg kan ikke og vil ikke være dommer over folks tro.

En anden sognepræst, Uffe Vestergaard Pedersen, synes dog, det ville være synd at afskaffe disse samtaler, for

Jeg får en lejlighed til at høre, hvad de ved om den kirke, de gerne vil genindtræde i, og de kan stille spørgsmål til mig.

Sygdom og brug for læge

Hvordan tager man en temperatur på en tro? Det er et billede eller en metafor, der ingen præcis mening har, og som derfor kan tolkes, som man ønsker. Man kan altid lægge noget i billedet, som man ikke ønsker at gøre, eller som ikke kan lade sig gøre.

Nu tager folk normalt deres egen temperatur, men er de for dårlige til det, f.eks. på et sygehus, kan andre blive nødt til at hjælpe med det. Men forudsætningen for, at man selv kan gøre det, er jo, at der er enighed om kriterierne, og at der er en pålidelig målemetode.

Det er i virkeligheden ikke så dårligt valgt et billede. Man tager temperaturen for at få et første indtryk af, om personen er syg – man kan godt være syg, selv om man ikke har feber. Kirken er også et hospital. Jesus Kristus selv sagde:

De raske har ikke brug for en læge, men de syge. (Matt 9,12)

Har man meldt sig ud, skal man altså ikke forvente, at kirkens “læger” vil stille selv de simpleste spørgsmål til dem, de får som patienter. Man kan håbe, at disse “læger” ved lidt mere om, hvad de skal stille op, hvis folk kommer og siger, at de er syge. Men de vil ikke lære folk, hvad der hører til et sundt åndeligt liv, dvs. hvordan man omgås ansvarligt med det faktum, at alle mennesker lider af syndens sygdom og vil dø af den med evige konsekvenser, hvis ikke de hører og tror evangeliet.

Dommer

Jens Kvist bruger et andet billede: at være dommer over folks tro. En dommer skal træffe afgørelser, når der opstår uenigheder, som folk eller virksomheder ikke selv kan løse. En dommer skal også fælde dom eller frifinde, hvis der er tale om forbrydelser, som samfundet har vedtaget, er ulovlige. Men i begge tilfælde skal dommeren afklare, om han har kompetence til at dømme i sagen, hvad grundlaget for en sag er og hvilke konkrete forhold der gør sig gældende. Det kan godt være temmelig kompliceret, når lovgivningen eller aftalerne er detaljerede og/eller upræcist formulerede.

En præst er faktisk sat til at frifinde eller domfælde. Jesus formulerede det således:

Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen (Matt 18,18)

Men det ville være lige så uprofessionelt, hvis en præst slyngede om sig med sådanne “domme” uden at kende retsgrundlaget, som hvis en verdslig dommer gjorde det. En præst skal kende Guds lov: De ti bud, men i modsætning til dommeren skal han også kende evangeliet.

Skal en præst så dømme over troen? Kan han? Nej, en præst kan i modsætning til Gud selv faktisk ikke afgøre med sikkerhed, om folk tror. Folk kan sige, at de tror, men lyve. På den anden side kan et menneske selv vise, at man er vantro.

Hvad kan en præst, hvad skal en præst? En præst skal sørge for, at medlemmerne kender Guds lov og Guds evangelium. Det svarer faktisk til indholdet i Luthers lille katekismus og dens fem-seks dele. De ti bud og de korte, præcise forklaringer til dem lærer os Guds lov. Præsten kan tjekke, om vi også forstår at bruge dem på os selv. Kriteriet på en god anvendelse er, at vi erkender vores synd, når Guds bud oplyser vores liv og samvittighed.

Trosbekendelsen og forklaringerne til den og gennemgangen af dåb og nadver er den nødvendige indføring i evangeliet, som alle kristne skal kende. Vil man optages i en kirke eller, om man vil, indlægges på et åndeligt hospital, må man kunne disse få ting – eller indvillige i at få dem lært.

Præsten kan ikke tjekke, om man man tror, men han kan tjekke, om man kender De ti bud, Troen, Dåben, Nadveren og Fadervor, som er en enkel bøn for kristne.

En præst, der hverken kan eller vil være dommer over folks tro, kan mene noget rigtigt, nemlig at han ikke kan afgøre, hvem der i sandhed tror. Men som regel mener han noget forkert, for flosklen bruges som regel til at afvise, at præsten skal udspørge mennesker, der vil optages som eller allerede er medlemmer, om deres tro.

Kan man ikke selv tage temperaturen eller afgøre, om man kender De ti bud og evangeliet? Jo, akkurat som man helt konkret selv kan tage sin temperatur, blot man følger en ordentlig procedure og bruger pålidelige måleinstrumenter (termometer), kan man også prøve sig selv, som det hedder. Man kan bruge Luthers lille katekismus eller lignende til at tjekke, om man kender De ti bud og evangeliet. Sommetider kan det hænde, at man kan tvivle på sin egen tro. Det løser man ikke ved at skue endnu mere ind i sit eget hjerte, men ved at gå til skriftemål, bekende ens synd, også tvivlen, og få hørt den frikendende dom for Jesu Kristi skyld.

Præsten skal ikke overhøre folk hver uge, men i stedet sikre sig, at de har lært de grundlæggende ting og høre dem i, om de stadig kan dem og vil stå ved dem. Så kan de, om man så må sige, selv tage deres åndelige temperatur. De kan prøve sig selv, som Paulus siger i 1 Korintherbrev 11.

Et (kommende) medlem bør sikre sig, at en præst ved, hvad han skal spørge om og lære sine medlemmer (sognebørn). Ellers vil han eller hun heller ikke få den nødvendige åndelige lægehjælp til at leve et sundt åndeligt liv.

Det er altså ikke for svært, men alt for let at komme tilbage til folkekirken, for det virker, som om de allerfleste præster har opgivet – eller er helt uvidende om – hvordan en præst yder åndelig omsorg, sjælesorg, over for medlemmerne.