Teologi, sprog og formuleringsevne

Det sker, at jeg undrer mig over, hvordan kristne formulerer sig om det, de tror på og har oplevet. Nogle kan faktisk næsten slet ikke formulere, hvad de tror på. Andre gør det, men når de bliver kritiseret for det, de skriver, så mener de tit noget andet, som de dog ikke rigtig kan formulere – eller ikke rigtig vil formulere? Både i og udenfor teologiens verden er der mange, der er skrappe til at kritisere andre, men mere eller mindre hjælpeløse, når det kommer til at formulere, hvad de selv mener.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er der nogen, som så at sige går op i at definere og anvende læren og de teologiske begreber korrekt? Hvorfor er der andre, som konsekvent afviser udfordringen til at definere deres lære og begreber og i stedet fortsætter med brede vendinger, (meget) upræcise begreber og løse genrer? Hvorfor er der så mange, der forsvarer sig med, at det jo ikke er dogmatiske afhandlinger, så derfor kan man ikke tillade sig at kritisere de brede vendinger osv.?

Svaret er, at det har med teologi at gøre. Det er folks teologi, der kræver præcision eller tillader det modsatte.

Allerede Luther bemærkede, at der var en sammenhæng mellem, hvad man troede på, og ens evne og vilje til formulere sig. I 1518 udarbejdede han et oplæg til en akademisk diskussion i Heidelberg. Man taler om de såkaldte Heidelberg-teser. Heri Har Luther gjort systematisk rede for den korsteologi, som står meget central i Luthers reformatoriske arbejde. Som sædvanlig bør man læse det hele.

Men jeg vil her koncentrere mig om en af teserne, som handler om teologi og sprog. Det er tese 21.

Herlighedsteologen kalder dét, som er ondt, godt og dét som er godt, ondt. Korsteologen kalder tingene ved deres rene navn.

Det er en klar sag, eftersom herlighedsteologen må være ukendt med Kristus, når han er ukendt med den Gud, der er skjult i lidelser. Derfor foretrækker han gerninger fremfor lidelser, herlighed fremfor kors, styrke fremfor svaghed, visdom fremfor dårskab og i det hele taget dét, som er godt, fremfor det som er ondt. Af den slags er de, som apostlen kalder ‘fjender af Kristi kors’. De nærer nemlig et bittert had til kors og lidelser, elsker derimod gode gerninger og den herlighed, som er forbundet med dem, og således kalder de dét gode, korset er, et onde, og dét onde, gerningerne er, et gode. Det er imidlertid allerede nævnt, at det alene er i lidelser og kors, at Gud findes. Derfor siger korsets venner, at korset er af det gode og gerningerne af det onde, eftersom gerningerne tilintetgøres ved korset, og Adam korsfæstes, medens han ved gode gerninger snarere styrkes. Det er nemlig en umulighed, at man ikke skulle blive opblæst af sine gode gerninger, når man ikke først er blevet ribbet og sønderbrudt ved hjælp af lidelser og ulykker så længe, indtil man véd, at man er ingenting selv, og at gerningerne ikke er ens egne, men Guds. (Luthers Skrifter i Udvalg, bd. 1, s. 85f).

Den afdøde amerikanske teolog, Gerhard O. Forde, kommenterer på den moderne måde at se tingene på:

Siden vi er ofre og i virkeligheden ikke syndere, så er det, vi har brug for, bekræftelse og støtte, osv. Sproget glider og mister sin plads. Det bliver terapeutisk i stedet for evangelisk. Det må beskæres mere og mere, så det ikke støder folk.

I Heidelberg-tesernes tese 21 siger Luther, at korsteologen “kalder tingene ved deres rene [eller rette] navn,” mens herlighedsteologen kalder det onde godt og det gode ondt. Det formulerer den påstand, at sproget og dets rette brug i teologiske spørgsmål er et fundamentalt anliggende for korsteologen. Luthers ord siger i virkeligheden, at det har teologiske årsager, når sproget misbruges eller får lov at glide.

Når vi opererer med den antagelse, at vores sprog hele tiden må beskæres, så folk ikke bliver stødt, og så psyken aes i stedet for at sættes under anklage, så vil det naturligvis forfalde gradvis til niveauet for postkort-sentimentalitet. De ord, som kan tale om synd, lov, anklage, omvendelse, dom, vrede, straf, fortabelse, død, djævel, fordømmelse, ja, selv om korset – stort set halvdelen af ordforrådet – forsvinder ganske enkelt. De har mistet deres teologiske legitimitet og derfor deres anvendelighed som kommunikation.

En korsteolog siger, hvad en ting er. Med moderne sprogbrug: En korsteolog kalder en spade for en spade. En, som “ser alt gennem lidelse og kors,” er tvunget til at sige sandheden. Dvs., korsteologien giver teologisk mod og begrebsapparat, så sproget fortsat er anvendeligt. Uden tvivl vil det også indebære en kritisk vurdering af sproget og dets brug. Korsteologien vil faktisk erkende, at den halvdel af ordforrådet, som er forsvundet, kan være skræmmende og stødende.

Men korsteologien vil se, at det netop er korset og opstandelsen, der er det eneste svar på problemet. At fjerne eller ignorere problemet er derimod ikke nogen løsning. (Gerhard O. Forde, On Being a Theologian of the Cross, 1997, s. x-xi; min oversættelse).

Ét af de spørgsmål, som Luther behandler, er viljen. Det vender han tilbage til i skriftet Om den trælbundne vilje fra 1525. Luther anså selv dette skrift for et hovedværk, for heri gør han op med Erasmus’ forsvar for viljens frihed. Det er ikke tilfældigt, at Luther igen og igen må kritisere den lærde Erasmus for sproglig og argumentativ uklarhed og uformåenhed. Herlighedsteologi ofrer sproget og den sproglige kompetence, selv hos lærde mennesker som Erasmus.

Det gør herlighedsteologien også i dag. Argumenterne slipper op, og man forfalder til floskelagtige undskyldninger og bortforklaringer som: “Det kan jeg ikke se!” eller “Jeg havde ikke til hensigt at skrive en teologisk eller dogmatisk korrekt prædiken.” Men det er kun den ene halvdel af ordforrådet, der slipper op. Den rene lære kan man ikke håndtere, men man kan altid håndtere kravet om ikke at anklage, ikke at støde og at være “fair.” Man må ikke være negativ, hvad der i øvrigt bare betyder, at man ikke vil kritiseres.

Sådan er Luthers mere akademiske arbejder så relevant i dag som dengang. Måske det er derfor, så mange “lutherske” teologer ikke læser så meget af Luther?