Yogafaith og kristendom ‒ er det foreneligt?

En yogadyrker vendt mod solen ved solnedgang. Citat af Rie Skårhøj: "Og Yogafaith, der kan vi altså sige, at vi sammenføjer os eller sammensmelter os med Gud"

Yogafaith tror, at de bliver sammenføjet med Gud, når de dyrker yoga. Her en karakteristisk position for en yogadyrker.

På Facebook er der for tiden en heftig diskussion om Yogafaith Danmark. De diskussioner, vil jeg ikke deltage i, for jeg har ikke noget at gøre med de personer og bevægelser, der har givet anledning til diskussionerne.

Men jeg vil gerne knytte et par bemærkninger til selve fænomenet Yogafaith. Jeg har blandt andet set nogle videoer, som stifterne af Yogafaith Danmark har lagt på YouTube (se kilder til sidst).

Videoen »Hvorfor Yogafaith«

En af grundlæggerne, sociologen Rie Frilund Skårhøj, argumenterer for Yogafaith med, at vi ikke har tradition for at bekymre os om kroppen (»have fokus på kroppen«).

Den kritik er generelt forfejlet og på ét punkt i strid med kristendommens væsen.

Det legemlige ignoreres ikke i kristendommen

Kritikken er forfejlet, fordi i al fald den lutherske kristendom ikke foragter eller ignorerer legemet. Det er med legemet, den kristne gør gode gerninger, og vi har også omsorg for andres legemlige tilværelse. De ti bud ‒ forstået ret ‒ handler om vores forhold til Gud (første tavle). Men den handler også om forholdet til vores næste.

Det femte bud byder os ikke at slå ihjel, men tværtimod værne om vores næstes liv og alt, hvad der udspringer heraf. Buddet omfatter også, at vi ikke må blive vrede. Buddet omfatter altså alt, hvad der udspringer af vores syndige natur, hvad enten det er følelser som vrede eller handlinger som drab. Buddet skal imidlertid ikke kun forstås negativt, men også positivt, som Martin Luther lærte os: »Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke påfører vores næste nogen legemlig skade eller lidelse, men hjælper og støtter ham i al legemlig nød.«

Det sjette bud forbyder os at bryde ægteskabet i ord og handling, men påbyder os at elske og ære sin ægtefælle, og deri er autoriseret det ægteskabelige samliv.

Det syvende bud forbyder os at tilegne os næstens penge eller ejendom og påbyder os at hjælpe ham med at bevare og forbedre sin ejendom og vilkår. Og noget lignende gælder også det niende og tiende bud.

En kristen gør, men skal også gøre gode gerninger. Luther taler om at gøre det i kald og stand: familie, arbejde og borgerligt ombud, og hvilke opgaver, man ellers måtte have fået. Nogle af dem gøres med munden, men gode gerninger er i høj grad gerninger, traditionelt forstået.

Endelig bruger vi kroppen til at lovprise Gud med. Nogle synes, man skal hoppe og springe, men det er fint nok eller nok at synge. Kristen lovsang er og skal være en ekko af evangeliet i dets fylde, sådan som vi måske klarest møder det herhjemme hos Thomas Kingo.

Bibelen er ikke kropsfjendsk, selv om kroppen som sådan også er underlagt syndefaldet og kaldes »syndens legeme« (Rom 6,6; gengivet »bogstaveligt« i 1907-oversættelsen). Paulus taler om at disciplinere kroppen som en anden idrætsudøver (1 Kor 9,24-27). Vi gør gode gerninger med kroppen, og alt fra at dyrke marken til omsorgen for livet, ægteskabet og næstens ejendom hører med.

Man kan ikke sige, at Bibelen ellers siger meget om sport.

Omsorgen for ens familie er i høj grad kropslig. Der skal sørges for familiens kropslige behov: mad, tøj, bolig osv. Det kræver, som vi alle ved, kropslig udfoldelse, selv om det et langt stykke på vej er overtaget af hjælpemidler nu om dage.

Det legemlige og frelsen

Men på et punkt er Rie Skårhøjs påstand ikke heldig. Den er dels unuanceret, dels helt forkert. Den er unuanceret, fordi den slet ikke tager hensyn til, at Kristus blev menneske og på korset vandt syndernes forladelse til os ved legemligt at dø. Også her har det legemlige en vigtig betydning.

Det legemlige har også en vigtig rolle, når det gælder, hvordan frelsen bringes til os. Her mangler Rie Skårhøj igen præcision, idet det legemlige og skaberværket spiller en central rolle, for så vidt angår Kristus og nådemidlerne. Men dertil kommer, at Skårhøj har en helt forkert forståelse, nemlig når det drejer sig om vores opgave.

Kristus vandt frelsen til os på korset, men han uddelte ikke syndernes forladelse på korset. Det sker gennem forkyndelsen, dels gennem ordet alene, dels gennem ordet forbundet med hhv. vand (dåben) og brød og vin (nadveren). I nadveren kommer den opstandne Kristus til os med sit blod og legeme. Man kan sige det på den måde, at Kristus bruger noget, der hører skaberværket til (vand; brød og vin), som bærer af syndsforladelsens ord.

Vores gerninger har derimod ingen rolle i den sammenhæng. De gode gerninger gør ikke nogen til kristen. Nådemidlerne ‒ Ordet (evangeliet), dåb og nadver samt skriftemålet, hvor syndernes forladelse uddeles til den enkelte via håndspålæggelse, når det sker i overensstemmelse med Kristi befaling ‒ er de midler, Gud har givet os til at gøre folk kristne med. Gud uddeler syndernes forladelse gennem ord, der kommer til os via lydbølgerne og via vand, brød og vind. Kroppen er ikke ignoreret.

Men det er vigtigt at holde sig klart, at man ikke bliver kristen af de gerninger, man gør, men at man som kristen gør ‒ og skal gøre ‒ gode gerninger.

Det er altså ikke vores gerninger, der fører os til Gud, eller bevarer os hos Gud. Her er det brugen af nådemidlerne ‒ mest omfattende i den kristne gudstjeneste, hvor nadveren altid hører til, og hvor dåben som hovedregel skal foregå. Rie Skårhøj mangler tilsyneladende helt forståelse herfor og viser i al fald slet ingen forståelse for det i sine videoer.

Er der brug for »moralprædikener« om kroppen?

OK. Men skal prædikanterne så prædike mere om kroppen, som Rie Skårhøj efterlyser? Det er ikke så entydigt at svare på. Rie Skårhøjs eget svar er meget »lovisk« eller »moraliserende«. Menneskers kropslige vilkår er meget forskellige. Skårhøj siger, at kroppen er en gave fra Gud. Det er bestemt rigtigt. Kroppen er Guds tempel, siger hun, og hvis hun mener, at det er et tempel for Helligånden, er det korrekt (1 Kor 6,19).

Men hvordan skal vi bruge kroppen? For Rie Skårhøj er Yoga i en (måske) afhinduiseret udgave svaret. Yoga er vigtigt, siger Skårhøj i videoen »Hvorfor Yogafaith?«, fordi det »hjælper os til at passe på os selv, så vi kan passe på andre«. Det er vigtigt, siger hun, at vi ikke bare tyer til at ligge i sofaen, for det får man smerter af, og man bliver måske overvægtig af det ‒ »fordi vi er rent og skært dovne«. Så er det svært at gøre noget for andre.

Den del af Rie Skårhøjs præsentation handler om, hvad vi skal gøre. Det er ikke evangelium, men lov. Men det er desværre også lovisk. Lovisk vil sige, at loven ikke forkyndes, så den afslører synden, men så man kan eller i al fald næsten kan opfylde den. Man bliver dermed fastholdt i vrangforestillingen om, at man kan gøre noget som helst for at blive frelst. Denne vrangforestilling er faktisk vantro. At Skårhøjs præsentation er formuleret lovisk, ses af, at man ‒ med rette ‒ kan have indvendinger, og det ses også af, at præsentationen er formuleret på en måde, så man kan leve op til det. Men ret lovforkyndelse handler som sagt om at afsløre, at vi er syndere, der har brug for evangeliet. Ikke om at moralisere over for andre. I øvrigt er Rie Skårhøjs forståelse af sundhed og sygdom ikke særlig nuanceret, men det må vente til en anden gang og måske til andre mere kloge hoveder.

Rie Skårhøj peger ikke kun på »undertræning« osv. i sofaen, men  også på faren i selvfornægtelse, faren i at sige, at vi kan tilbede Gud ved at sige nej til alt, hvad der er godt og smager godt. Det har hun ret i, som vi ser i 1 Tim 4,3. Men det ændrer ikke på, at det er moraliserende, ikke kristen lovforkyndelse.

Vi skal passe på os selv, derom kan de fleste nok blive enige. Men hvordan gør vi det? Rie Skårhøj mener, vi gør det ved at dyrke yoga i en tak til Gud og med en tak til Gud for vores krop. Men hvorfor yoga? Jo, det er svaret på undertræning, dem, der bare ligger i sofaen. Det handler om øvelse og selvdisciplin. Men Skårhøj nævner selv, at det er underordnet, om det er yoga eller ej.

Jeg kan faktisk ikke se i denne video, hvorfor hun mener, at netop yoga skal bruges til at give øvelse og selvdisciplin, men det bliver tydeligere, når man ser på en anden video, Skårhøj har lagt ud på Yogafaiths YouTube-kanal.

Videoen »Yoga og kristendom – Kan det hænge sammen?«

I denne video vil Rie Skårhøj imødegå, at yoga (nødvendigvis) leder yogadyrkeren i fordærv eller medfører, at yogadyrkeren kommer under indflydelse af »noget dårligt« (ca. 0:28), hvilket i øvrigt er en underligt upræcis formulering. Det gør man ikke nødvendigvis (ca. 0:33), siger Skårhøj. Hun fortsætter med at sige, at yoga primært betyder at sammensmelte eller sammenføje nogle ting (ca. 0:39).

»Og Yogafaith, der kan vi altså sige, at vi sammenføjer os eller sammensmelter os med Gud« (http://screencast.com/t/w0ftmHTNi).

Uanset hvad Rie Skårhøj ellers siger om yoga, så er denne formulering central ‒ og afslørende. Skårhøj opfatter yoga som et middel til at blive sammensmeltet med Gud. Heri ligger et gudsbegreb, der på flere måder er i direkte modsætning til det kristne gudsbegreb, og der er ikke blot tale om en mangelfuld forståelse af frelseslæren, men om en direkte modsætning til den.

Gudsbegrebet ikke kristent

For det første kan man slet ikke tale om at blive »sammensmeltet med« Gud, og da slet ikke i den forstand, yoga forstår det. Ganske vist står der i Ny Testamente, at Gud i fuldendelsen, dvs. ved Kristi genkomst, skal blive »alt i alle« (eller måske bedre: »alt for alle«) (1 Kor 15,28), men det har slet ikke den betydning, Skårhøj forudsætter. Stedet handler om, at i fuldendelsen, på dommedag, vil Gud selv sørge for alt, hvad vi har brug for. Det er et ensidigt indgreb fra Guds side til den tid. Bortset herfra er den tanke, som Skårhøj formulerer, i modstrid med den kristne lære om Gud.

Yogafaith i strid med frelseslæren

For det andet er Skårhøjs udsagn i modstrid med læren om frelsen. Vi kan ikke gøre noget som helst for at bringe os selv nærmere Gud eller bringe os selv nærmere frelsen. Det er faktisk den grundlæggende forskel på sand kristendom og alle (andre) religioner. Gud kommer os nær ved evangeliet (nådemidlerne), han opsøger os, han finder os, han skaber troen i os ved nådemidlerne, og ikke på nogen anden måde. Ved troen bor Kristus (Rom 8,10; Ef 3,17) og Helligånden (Rom 8,9.11; 1 Kor 3,16; 2 Tim 1,14) i os eller i vores hjerter, men troen kommer alene af Kristi ord, der forkyndes af dem, der er sendt (Rom 10,14-17).

Konsekvensen af vranglære om frelsen

Det evangelium, der virker frelse, har et ganske bestemt indhold. Hele Galaterbrevet er en skarp advarsel mod at forlade det sande og rene evangelium. Budbringerne af et falsk evangelium forbandes (Gal 1,8f). I Galaterbrevet er det særligt lovgerninger, Paulus fordømmer. Lovgerninger står i modsætning til at høre i tro (Gal 3,5). I Galaterbrevet er det omskærelsen, det handler om, men der er så mange andre ting, der kan være lovgerninger. Alt, hvad vi selv finder på, er lovgerninger. Det er derfor, det er vigtigt ikke at ændre på det budskab, Gud har givet som frelsesmiddel, og det er årsagen til, at man ikke må ændre på dåben og nadveren som indstiftet af Gud/Kristus. Vil man indføre lovgerninger, skal man holde hele loven, hvilket intet menneske kan (Gal 5,2-4).

»Den mindste smule surdej gennemsyrer hele dejen. (Gal 5,9)«

Som det fremgår af citatet fra Gal 5,9, skal der kun en lille smule surdej til for at gennemsyre hele dejen. Sådan er det også med lovgerninger, uanset om man selv måtte mene, at det blot supplerer kristendommen. Yogafaith er i strid med læren om frelsen, og det gennemsyrer ens tro og ødelægger den.

Paulus siger, at »alt, hvad der ikke er af tro, er synd« (Rom 14,23). Dermed er ikke sagt, at det ikke kan være gode gerninger i menneskelig forstand (Matt 7,11). Men det, der dybest set, er synd, fordi det ikke er af tro, kan ikke bringe os nærmere Gud, men blot øge vores skyld.

Yogafaith og kristendom er modsætninger

Med den forståelse af yoga(faith), som Rie Skårhøj har, kan der ikke være andre svar, end at yoga og kristendom ikke hænger sammen, men er hinandens modsætning.

Selv siger Rie Skårhøj, at det er intentionen, der afgør, om yoga er religiøs eller ej. Vurderet ud fra den kristne lære selv må yoga og altså yogafaith i Skårhøjs forståelse karakteriseres som religiøs, også selv om hun i øvrigt siger mange rigtige ting om den kristne tro. Når det gælder, hvordan syndernes forladelse bringes til os, er Rie Skårhøjs forståelse af kristendommen mangelfuld, ja faktisk undergravende for den kristne tro.

Det er altså ikke afgørende, om yoga indeholder hinduistiske tankeelementer eller ej – hvilket diskuteres rundt omkring. Det er den anvendelse, Skårhøj selv taler for, der gør, at yogafaith bliver en modsætning til kristendommen.

Er yoga i sig selv helt neutralt?

Det mener Skårhøj, men man må i al fald sige, at det er en dårlig idé at bruge elementer fra en hedensk religion. Det er ikke at tage hensyn til nyomvendtes svage samvittigheder (jf. den rolle, offerkød spillede i antikken ifølge 1 Kor 8‒10).

Det er heller ikke en tilstrækkelig argumentation, hvis man vil pege på, at kristen mission ofte har gjort brug af elementer fra andre religioner gennem tiden. Det afhænger helt af, om kristendommen bliver ændret derved, eller om folk bliver ledt tilbage til hedenske religioner ved det. Ikke al kontekstualisering er lige god: Yogafaith er for eksempel ikke. Den er både i sin form og i sin tankegang i strid med kristendommen.

Er Yogafaith en indgang til kristendommen for yogadyrkere?

Rie Skårhøj vil »evangelisere« og drage folk ind i Yogafaith, men det er en dårlig idé, som det turde fremgå af ovenstående. For loven skal jo afsløre synd, men Skårhøjs lovforståelse er mangelfuld og risikabel. Hvis man bliver overbevist om, at yogaen (dvs. det, man selv gør eller kan bidrage med at gøre), kan bevirke, at man sammenføjer sig eller sammensmelter sig med Gud, så er det faktisk forkert på to måder: Man bliver bildt ind, at man får et ret gudsforhold, hvilket man faktisk ikke får, og man får sværere ved at lære den sande, retlærende kristendom at kende. Man bliver så at sige »vaccineret« mod ret kristendom – selv om en ret forkyndelse af lov og evangelium også kan omvende sådanne folk. Yogafaith er altså snarere en vej væk fra sand kristendom end et skridt i retningen af sand kristendom. Her bør man lytte til, hvad Paulus skriver i Galaterbrevet.

De elementer af sand kristendom, Yogafaith-samlingerne måtte indeholde, kan selvfølgelig virke efter hensigten. Men der er en stor risiko for, at de i stedet bliver hørt og forstået i yoga-konteksten eller i en almenreligiøs kontekst, så de bliver omtolket og misforstået og dermed skaber en »tro«, der ikke frelser. Især når man rent konkret dyrker eller skal til at dyrke yoga, må man påregne, at de ord, der bliver sagt, vil blive forstået ud fra det, man foretager sig sammen.

Ro og tid til at fokusere?

Der er et langt bedre alternativ til Yogafaith. En traditionel luthersk gudstjeneste giver nemlig ro og tid til at fokusere. Der foregår kun én ting under prædikenen: nemlig ordets forkyndelse. Og nadveren, hvori Kristus kommer til os med sit legeme og blod i, med og under det indviede brød og vin, foregår på en måde, så dét og ikke noget andet er i centrum (med mindre der er musik m.m., som fjerner opmærksomheden herfra, hvad der jo er en del steder – men det er rent ud sagt også en uskik).

Den fysiske træning må så foregå på andre tidspunkter, men det er der også rig lejlighed til. Det er blot vigtigt, at den ikke er religiøs.

Videoen »Yogafaith – Hvad kan man bruge det til?«

Elise Bang er medstifter af Yogafaith Danmark. Hun taler grundlæggende på samme måde om Yogafaith som Rie Skårhøj i videoen »Yogafaith – hvad kan man bruge det til«.

Uden yoga havde Elise Bang ikke været her (ca. 2:56), siger hun. Men det i sig selv gør jo ikke Yogafaith til en god idé. Hun hævder, at man med garanti vil få det bedre (ca. 4:20). Yogafaith gør, at man får den relation til Gud, som den enkelte har brug for (ca. 5:00), siger Elise Bang. Hun er altså grundlæggende i overensstemmelse med Rie Skårhøj, men sætter det måske lidt mere på spidsen.

Konklusion

Stifterne af Yogafaith har sikkert gode hensigter og forsøger at værne sig mod uacceptable sider af yoga.

Rie Frilund Skårhøj skriver på Facebook, at »I yogafaith tror vi på Bibelen og på Jesus Kristus som Guds søn, død for vores synder og opstået for at vi kan få evigt liv.« (https://goo.gl/FZFIV0). Det er fint nok, men jo ikke særlig detaljeret.

Men som sagt er problemet ikke deres forståelse af disse grundlæggende frelseshandlinger, men af, hvordan frugten heraf ‒ syndernes forladelse ‒ bringes til den enkelte af os. Her forveksler de, hvad Gud gør gennem evangeliet og forvaltningen af evangeliet/nådemidlerne, med, hvad de selv kan gøre. Det står dermed i direkte modsætning til kristendommens lære herom.

Trods de sikkert gode hensigter er Yogafaith ikke nogen god idé, og der må advares imod Yogafaith, ligesom der må advares mod alle andre »udgaver« af kristendommen, hvor man i større eller mindre grad erstatter forvaltningen af nådemidlerne med selvvalgte midler.

Kilder

»Hvorfor Yogafaith« : https://www.youtube.com/watch?v=j15pXugNoxI

»Yoga og kristendom – kan det hænge sammen?« : https://www.youtube.com/watch?v=XcZl-hLiI2k

»Flowserie – Yogafaith« : https://www.youtube.com/watch?v=XSev0JiEK3k

Hjemmesiden HvadErKristendom med Luthers lille Katekismus : http://www.HvadErKristendom.dk