Prædiketeksten til 19. søndag efter Trinitatis er Mark 2,1-12.
Sl 103,1-3 kunne stå som overskrift:
Af David.
Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal prise hans hellige navn.
Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger!
Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme.
Sammenhængen
Hvis man ser på Mark 2,1-12 i lyset af de foregående afsnit, tegner der sig følgende billede: Jesus har uddrevet en uren ånd, helbredt Peters svigermor og mange andre syge, åbenbaret sin læremæssige myndighed, og kaldet disciple til at følge sig. Alt dette peger i retning af, at han er en helt unik person, sådan som det også fremgår af Jesu dåb og fristelse.
Efterfølgende beretter Markus om Levis/Matthæus’ kaldelse, og vi hører, at Jesus ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere (Mark 2,13-17). Det er ikke tilfældigt, at Jesus viser, at han har magt til at tilgive syndere umiddelbart inden, han kalder en kommende apostel. For selv om apostlene også helbredte, skulle de dog først og fremmest forkynde evangeliet om syndernes forladelse (Luk 24,47).
Videre kan man sige, at denne beretning peger frem mod evangeliets højdepunkt. Jesu helbredelser tjener bl.a. til at vise, at han har magt til at forlade syndere. Men Jesu udtrykkelige irettesættelse af de skriftkloge i form af denne “magtdemonstration” skaber også en fortællemæssig spænding, idet de skriftkloge enten må bøje sig for Jesus eller forsøge at få Jesus dømt til døden for at prætendere at være Gud(s Søn). Da Jesus senere foretager endnu en helbredelse, skriver Markus, at “da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel” (Mark 3,6).
Jesus er blevet kendt (v. 1-2a)
Der er gået nogle (få) dage, og i Kapernaum, hvor Jesus nu bor (Matt 4,13), har man allerede fået information om, hvad Jesus har gjort og sagt. Nu er han hjemme igen, og så vil folk hen og høre Jesus. Der er kommet mange, flere end der er plads til inden døre.
Jesus forkynder evangeliet (v. 2b)
Jesus forkynder ordet for dem. Dermed mener Markus “Guds evangelium” (Mark 1,14). Det evangelium, Jesus forkynder, er det samme som Johannes Døberens (sml. med Matt 3,2 og Matt 4,17). I bredere forstand er det lov og evangelium, han forkynder. Fordi Adam og Eva og deres efterkommere har syndet, forkyndte Gud et løfte. Siden har Guds talerør forkyndt det samme budskab. Som Natan skal de forkynde: “Du er manden!” (2 Sam 12,7). Og når synderen har erkendt og bekendt sin synd, skal tilgivelsen lyde: “Da sagde David til Natan: ‘Jeg har syndet mod Herren.’ Natan svarede David: ‘Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø.'” (2 Sam 12,13).
Gennem Det gamle Testamente åbenbares mere og mere om evangeliet, ikke mindst i Es 53. Men dengang var tiden endnu ikke inde; først århundreder efter opfyldes profetierne. Fra begyndelsen er der fokus på evangeliet. Allerede inden Jesus fødes, kommer englen til Josef og forkynder om Maria og hendes søn, som er undfanget ved Helligånden: “Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21).
Også da Jesus var spæd, lyder profetien om Johannes, hans forløber, og ham selv (se bl.a. Luk 1,67-80). Johannes skulle “lære [Guds] folk at kende frelsen i deres synders forladelse” (Luk 1,77), og det samme skulle altså Jesus. Men Jesus skulle mere end blot forkynde. Han skulle dø, så han kunne frelse. Han var “Guds frelse, som Han havde beredt for alle folk” sang Simeon (Luk 2,30). Profetinden Anna “priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning” (Luk 2,38).
Men først mange år senere var tiden kommet, hvor Johannes skulle træde frem. Og da han havde fuldført sin tjeneste og var blevet fængslet, trådte Jesus offentligt frem. Budskabet var det samme, men nu handlede det ikke om ham, der skulle bane vejen for Herren (Mark 1,2f), men om Herren selv. Gennem sine ord og gerninger åbenbarer Jesus, hvem han er. Midt i evangeliet kan disciplen og apostlen Peter derfor bekende, at Jesus er mere end en profet, ja, han er “Kristus” (Mark 8,29).
Som Johannes forkyndte Jesus, så de kunne lære frelsen i deres synders forladelse at kende.
De fire mænd og den lamme (v. 3)
“Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand,” skriver Markus. Hvorfor kom de med den lamme? Det skriver Markus ikke direkte. Det sker ikke så sjældent nu om dage, at man regner med, at de selvfølgelig kom med manden, for at Jesus skulle helbrede ham. Det er en meget nærliggende tolkning, når man tager hensyn til, hvad Jesus har gjort.
Alligevel er der grund til at lægge mærke, at Markus umiddelbart efter kaldelsen af de første disciple (1,16-20) beretter, at Jesus underviste i Kapernaums synagoge (1,21). Jesu undervisning var ikke, som de var vant til. “Og de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge” (1,22).
Jesu efterfølgende uddrivelse af den urene ånd understreger, at Jesus ikke blot havde ord, men “myndighed,” dvs. en bemyndigelse og en magt, som han altså brugte i praksis (1,27).
Senere sagde Jesus, at han ville gå til landsbyerne i området, for, som han sagde, “det er derfor, jeg er draget ud” (1,38). En helbredt spedalsk prædikede også “ordet” (1,45).
Der er altså helt klart grund til at lægge mærke til, at Jesus uddrev dæmoner og urene ånder. Det har faktisk en særlig fremtrædende plads hos Markus. Men Jesu prædikenvirksomhed skal ikke glemmes.
Så hvorfor kom den lamme og de fire mænd? Kom de, fordi de troede, at Jesus kunne helbrede ham? Eller kom de, fordi de ville have syndernes forladelse?
Væk med hindringerne (v. 4)
Denne mand og de fire, der bar ham – mandbærere kunne man vel kalde dem – lod sig ikke hindre af de mange mennesker, der var samlet. Deres ærinde var for vigtig. Hvad var deres hensigt?
Jesus ser deres tro (v. 5a)
Hvad deres hensigt var, får vi ikke direkte at vide. Men vi ved, at Jesus så “deres tro.” Der er ingen grund til at gøre denne tro spekulativ. Deres tro bygger på det, de havde lært og læst i Skriften, og det, de havde hørt om Jesus. Der er ingen grund til at benægte, at det omfattede eller i al fald også omfattede en tro på, at Jesus kunne tilgive.
Johannes har jo forkyndt, så “hele Judæa og alle Jerusalems indbyggere” kom ud til ham og blev døbt, “idet de bekendte deres synder” (Mark 1,5). Han prædikede også om ham, der skulle komme bagefter (1,7f), dvs. om Herren (jf. 1,2f).
Efter at Jesus blev døbt og var blevet fristet, prædikede han og gjorde mange undere (som ovenfor anført). For Israels folk, som havde Det gamle Testamente, burde det slet ikke være vanskeligt at regne ud, at Jesus var Messias.
Der er altså al mulig grund til at regne denne tro for genuin. Det er en tro, der ikke alene stoler på Guds Ord, men kommer til Guds Ord for hjælp.
Jesus ser deres tro (v. 5a)
Det næste spørgsmål er da, hvis tro Jesus ser. Nogle antager, at det er de fire mænds tro, for det er dem, har båret manden hen til Jesus. Det skulle i så fald være dem, der har taget initiativ til at hjælpe den lamme. Men der er egentlig intet, der nødvendiggør den tolkning. Der er heller ingen grund til at tro, at den lamme er blind og døv, så han intet har hørt om Jesus.
Tværtimod er der god grund til at slutte, at troen er de fire mænds og – især – den lamme mands. For Jesus henvender sig til ham og tilgiver ham hans synd.
Tilgivelse (v. 5b)
Jesus kalder manden “søn.” Egentlig er det ordet “barn,” men meningen er næppe, at det er et lamt barn. Ordet er snarere brugt, fordi Jesus anerkender hans tro og ser ham som barn i Guds rige.
Jesus siger til den lamme, ikke til alle fem: “Dine synder tilgives dig.” Ordet ‘dine’ er nemlig fremhævet ved sin ordstilling. Selv om der var mange mennesker, blev den lamme ikke modløs, så han bad sine bærere om at tage ham hjem igen. Han ville frem til Jesus.
Måske giver Jesus ham ikke, hvad han først og fremmest kom efter. Uanset om det nu gælder i dette konkrete tilfælde eller ej, er det i al fald sådan, at Jesus ikke altid helbredte dengang – og heller ikke altid gør det i dag. Men mange mennesker bliver hjulpet og helbredt af Gud også i dag, men det sker gennem dem, Gud har kaldet til at gøre det i deres daglige gerning.
Men måske valgte Jesus at forkynde for ham, at hans synder tilgives, selv om den lamme og mandbærerne først og fremmest tænkte på noget andet.
Men det er nu mindst lige så nærliggende at lade fokus være på deres tro på, at Jesus kan forlade syndere. Hverken synd eller tilgivelse er jo noget, vi først lærer om i Det nye Testamente. For at nævne nogle få steder:
- Gud er nådig og barmhjertig, hedder det ofte i Det gamle Testamente (2 Mos 34,6; 2 Krøn 30,9; Neh 9,17.31; Sl 86,15; 103,8; 111,4; 112,4; 116,5; 145,8; Joel 2,13; Jon 4,2).
- “Han tilgiver al din skyld, helbreder alle dine sygdomme,” står der i Sl 103,3.
- “Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner skyld,” skrev David.
Og som nævnt var det ifølge englen Gabriel og Simeon derfor, Jesus kom.
Der kan siges meget om at være handicappet, som den lamme mand var. Men det var dog en lidelse, der skulle få ende (jf. Es 35,5f).
Med synden var det anderledes. Uden tilgivelse var det ikke “lykke” eller “salighed,” der ventede ham, men det modsatte: forbandelse og fortabelse. Men nu blev den lammes synd tilgivet, og han var “lykkelig” eller “salig.” Sådan forkyndte Jesus evangeliet, “ordet,” konkret for dette menneske.
Sådan forkyndes syndernes forladelse også konkret for enkeltmennesker i skriftemålet. Det kunne der sagtens holdes en god, ja, en rigtig god prædiken over.
De skriftkloges anklage (v. 6)
De skriftkloge skulle forestille at kende Det gamle Testamente. Men de var mildt sagt ikke begejstret for, at Jesus tilgav den lammes mands synder. De sagde det dog ikke højt. De tænkte det bare. Det var en alvorlig anklage, de rettede mod Jesus og hans barmhjertighed.
“Denne mand spotter Gud,” tænkte de. ‘Denne mand’ var ikke ment positivt. For der er kun én, der kan tilgive: Gud selv. Så ‘denne mand’ gør sig til noget han ikke er, tænkte de skriftkloge. Aldeles fejlagtigt. Men noget havde de jo ret i: Kun Gud kan tilgive. F.eks. skriver Esajas, at “Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser” (Es 43,25). Og hos Daniel hedder det, at “barmhjertigheden og tilgivelsen tilhører Herren vor Gud” (Dan 9,9). Og Natan svarede jo David, at “Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø” (2 Sam 12,13).
Men i modsætning til, hvad disse skriftkloge tænkte, betød det ikke, at Jesus ikke kunne tilgive.
Tværtimod. Johannes Døberen skulle jo bane vejen for “Herren”. Dvs. for Gud. Og det er Ham, der nu har tilgivet den lamme. De skriftkloge burde vide bedre. Og ikke længe efter gjorde Jesus det klart for dem, at de ikke ustraffet kunne benægte det, som fremgik af, hvad Jesus sagde og gjorde (se Mark 3,20-30).
Lige siden er det Jesus, der har tilgivet syndere. For hans menighed har fået myndighed til at tilgive syndere – på Kristi vegne (jf. 2 Kor 5,18-20). Det er den myndighed, som forældre benytter sig af, når de tilgiver deres børn, når de har syndet. Det er den myndighed, vi hver især benytter os af, når vi tilgiver en, der har syndet mod os.
Men særligt har menighedens lærere og hyrder fået myndighed til at forvalte denne myndighed eller magt, nøglemagten, i kirken (Joh 20,19-23; det er særligt 1. søndag efter påske, at det er temaet. Se i øvrigt Hans Tausens prædiken over denne tekst her).
De skriftkloge glædede sig ikke over, at en synder var tilgivet. Måske var de jaloux på ham, der åbenlyst lærte med større myndighed end dem (jf. Mark 1,22). Måske kunne de slet ikke forestille sig, at Kristus skulle være nådig og barmhjertig. For sådan tænkte de egentlig ikke selv om Gud, når det kom til stykket. De mente jo, at Kristus skulle jo drive romerne ud. Ikke gå rundt og prædike og helbrede.
Jesus læser tanker (v. 8)
Jesus erkendte ‘straks’ i sin ånd, hvad de tænkte, og siger det til dem. Han siger udtrykkeligt til dem med ord: “Hvorfor tænker I dette i jeres hjerter?” Her sidder de skriftkloge og gør Jesus til en synder, ja, til en, der spotter Gud. Og så får de at vide, at Han ved, hvad de lige har tænkt.
De kunne jo ikke benægte det. Så derfor er der grund til at overveje, hvad det fortæller os, ikke bare om de skriftkloge, men også om Jesus selv. Kun Gud kan nemlig vide, hvad der foregår i et menneskes hjerte.
“Jeg, Herren, udforsker hjertet og ransager nyrerne,” får vi at vide hos profeten Jeremias (Jer 17,10; se også fx Sl 7,10; 26,2; Jer 11,20; 20,12 og Åb 2,23). Det er ikke en trussel for den, der har bekendt sin synd og fået den tilgivet. Men for den, der ikke er tilgivet, er det en trussel. Hos Jeremias fortsætter Herren med at sige, at “Jeg giver enhver efter hans færd og efter hans gerninger” (Jer 17,10). I den græske oversættelse af Salme 94 bruges endog det navneord, som svarer til udsagnsordet ‘tænke’ i Mark 2,8. “Herren kender menneskers tanker, han ved, at de er tomme” (Sl 94,10). I det hele taget er Sl 94 en salme, der er værd at læse i den sammenhæng.
Jesu afsløring af, hvad de tænkte, viser derfor, at han er Gud. De skriftkloge burde jo følgelig have konkluderet, at Jesus kan tilgive.
Jesus fører bevis for sin myndighed til at tilgive (v. 9-12a)
Først nu i vers 9 møder vi tanken om at helbrede. Det er afgørende at lægge mærke til, at helbredelsen ikke er det vigtigste, men kun tjener som et ydre bevis på det, der er vigtigere: At Jesus kan tilgive synd, ja, at Jesus lige har tilgivet synd.
Jesus spørger de skriftkloge – og dermed spørger han alle de andre, der er til stede. Samt os, der læser og hører evangeliet. Vi skal tænke over spørgsmålet. Hvad er lettest? Ja, for et syndigt menneske er det lige svært. Hvad er ord om tilgivelse værd, hvis Gud ikke tilgiver? Og hvem magter at gøre en lam rask blot ved at tale til ham?
Men bag dette spørgsmål ligger et dybere: For Gud bærer nok over med de synder, der er begået, og lader dem ustraffet (jf. Rom 3,25), men han vil ikke for altid lade det være sådan. Synden og synderen skal straffes, og det bliver han. Hvordan kan et menneske, ja, hvordan kan Gud så tilgive?
Det spørgsmål har fået sit svar i både Det gamle og Det nye Testamente. Og svarene fik historisk dækning, da Jesus bar al verdens synd – op på korset.
Derfor var det sværest for Jesus at sige: “dine synder er forladt,” for det kostede ham døden på korset. I virkeligheden måtte Jesus dybest set også dø for at kunne helbrede, for også sygdom er jo en følge af syndefaldet.
Men naturligvis er der også en anden dimension. Det er lettest at sige, at den lammes synder er tilgivet, for det kan ingen se.
Derfor helbredte Jesus den lamme. Ikke bare for at hjælpe ham. Det var også for at hjælpe de skriftkloge og dem, der tænkte på samme måde som dem, til erkendelse af deres synd. De får at se, at de tog fejl. Jesus håbede uden tvivl, at de ville omvende sig. Og han blev ved at formane dem til omvendelse. For han ønskede ikke, at de skulle gå fortabt. Nej, Gud “vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden” (1 Tim 2,4). Men det sker altså ved forkyndelsen af omvendelse til syndernes forladelse.
Men først og fremmest helbredte Jesus alligevel for at hjælpe os, hjælpe os til at tro, at det er sandt, at han er Gud, at han kan tilgive og at han faktisk tilgiver.
Menneskesønnen (v. 10)
Man plejer gerne at dele Menneskesøns-udsagnene op i tre. Nogle handler om genkomsten (parusien). Nogle handler om Jesu lidelse, død og opstandelse. Andre handler om Jesu jordeliv, og det han sagde og gjorde her på jorden. Mark 2,10 er et eksempel herpå.
Jeg er imidlertid overbevist om, at Menneskesønnen henviser til Dan 7,13: “Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn; han kom hen til den gamle af dage og blev ført frem for ham.” Han ikke bare så ud som en menneskesøn, dvs. som et menneske. Han var det. Tidligere i Dan 7 hører vi om Daniels syn, om konge(dømmer), som beskrives som vilddyr, fordi de er gudløse og gudfjendtlige mennesker. Menneskesønnen beskrives som et menneske, ikke bare fordi han er et menneske, men fordi han er et menneske, der frygter Gud.
Om ham står der, at han “kom med himlens skyer” (Dan 7,13). Det er ellers kun Gud, der kommer i/på/med himlens skyer. For det er den måde, hvorpå Gud åbenbarer sig for mennesker. Menneskesønnen er derfor ikke blot et gudfrygtigt menneske, men han er også guddommelig.
Når Jesus bruger udtrykket Menneskesønnen, er det for at identificere sig med Daniels ‘en, der så ud som en menneskesøn/et menneske’. Det er Ham, der nu viser, at han har myndighed til at tilgive. Senere skal han komme igen. For dem, der har fået deres synders forladelse, bliver det en glædelig begivenhed. For resten bliver det det modsatte.
Denne Menneskesøn er den samme som Kristus. Det fremgår af Jesu eget svar til ypperstepræsten i Mark 14,61f.
Når Jesus kalder sig Menneskesønnen, identificerer Jesus sig altså med Ham, der skal komme igen og dømme levende og døde. Der er et vældigt evangelium i det. Den synd, som er tilgivet efter bemyndigelse fra Menneskesønnen, som er sand Gud og sandt menneske, og som bar al verdens synd, vil naturligvis ikke blive straffet på dommedag. Som det lød til Peter – og dermed til de andre apostle: “hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene” (Matt 16,19).
Helbredelse ved ord og lovprisning (v. 11f)
Jesus helbredte den lamme – i øvrigt med sit ord. “For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der,” skriver salmisten i Sl 33,9. Her handler det om skabelsen: “Ved Herrens ord blev himlen skabt, hele dens mangfoldighed ved et pust fra hans mund” (Sl 33,6). Det er den samme magt, Jesus brugte på den lamme.
Men pointen i denne prædiketekst er altså, at Jesu ord om at tilgive den lamme virker det, som de taler om. Det anskueliggør Jesus til opbyggelse for os.
Ikke så underligt, at de tilstedeværende blev ekstremt forbløffet. Men dog ikke mere, end at de priste Gud og sagde, at de aldrig havde set noget sådant. Det var usædvanligt, men de havde Det gamle Testamente, og derfor – og fordi de allerede havde hørt om Jesus og hørt ham prædike – vidste de, at det var Gud, de skulle prise.
Et par supplerende bemærkninger
Sygdom og synd
Jesus helbreder den lamme og tilgiver hans synder. Men man kan ikke direkte sige, at Markus her berører forholdet mellem sygdom og synd eller mellem helbredelse og syndsforladelse. Men bibelteologisk er forholdet jo, at det er syndefaldet, der har ført til sygdom og død, for sygdom er jo i og for sig blot dødens begyndelse.
Derimod kan man sige, at Markus rejser spørgsmålet om forholdet mellem Jesus og synd/sygdom ved at berette om, at Jesus helbreder og tilgiver synder.
Esajas 53
Det er et tema, der allerede findes i Es 53 om Herrens tjener. Herrens tjener bærer såvel synd (v. 5) som sygdom og lidelser (v. 4). Ifølge Esajas skal døden (25,8; 26,19), enhver sygdom (33,24), sorg og smerte (35,10; 51,11 og 65,12) ophøre, når Herren kommer. Forudsætningen herfor er – teologisk analyseret – Herrens tjeners stedfortrædende lidelse og død (Es 53,4f).
Såvel Jesu helbredelser som syndsforladelser foregriber altså Gudsrigets endelige komme og er derfor et legitimt tegn på Gudsriget (jf. f.eks. ApG). Synd, sygdom og død skal altså ikke findes på den nye jord (jf. Es 65f) eller i det herliggjorte ny Jerusalem – i modsætning til udenfor (jf. Es 66,24).
Helbredelsen af den lamme mand og syndstilgivelsen er altså tegn på Gudsrigets tilstedeværelse, forstået som en foregribelse af helbredelsen på Herrens dag. Det er dog helt afgørende at understrege, at foregribelse ikke betyder, at det er på skrømt eller uvirkeligt. Den lamme blev virkelig helbredt, og Jesus tilgav ham faktisk.