›Menneskesønnen‹, som er en betegnelse der bruges to gange i Markusevangeliet kapitel 2 om Jesus, rummer en dybde man nemt kan overse hvis man ikke undersøger betegnelsens gammeltestamentlige baggrund.
Menneskesønnen i Mark 2
Markusevangeliet kapitel 2 rummer fire afsnit der hhv. handler om helbredelsen af en lam (2,1-12), kaldelse af Matthæus, her kaldet Levi (2,13-17), diskussion om faste (2,18-22) og arbejde på sabbatten (2,23-28). Men ligesom med indledning i Mark 1,1-3 rummer den gammeltestamentlige baggrund nogle dybder fortæller os hvem Jesus egentlig er.
Jesus tilgiver en lam mand hans synder, men for at bevise at han har bemyndigelse til det, helbreder han ham også. Det sker med ordene: »Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« (2,10).
Den allerførste gang Jesus bruger betegnelsen, handler det altså først og fremmest om myndigheden til at tilgive syndere ‒ en myndighed der egentlig tilhører Gud. Han kan uddelegere denne myndighed. De skriftkloge ‒ altså dem der var lærd i bl.a. bibelskrifterne ‒ forstod det også på den måde. »Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« (Mark 2,7). De mente derfor at han var en gudsbespotter, for at Gud skulle være blevet menneske, var uden for deres forestillingsevne ‒ uanset deres bibelstudier og uanset deres lærdom. Men Jesus svarede ved at helbrede en lam. Også det at helbrede var ifølge GT egentlig noget der tilkom Gud at gøre (Job 5,18; Sl 103,3; 2 Mos 15,26; 23,25). Jesus udfordrede dem altså igen, men nu på en måde hvor de uafviseligt måtte erkende at han gjorde hvad han sagde.
Menneskesønnen i resten af Markusevangeliet
Hvem er denne »Menneskesøn«? Det har der været stor diskussion om fordi Jesus bruger betegnelsen om sig selv adskillige gange. Lad os lige se på en oversigt: Menneskesønnen
- har bemyndigelse eller magt til at tilgive synd (2,10)
- er herre over sabbatten og kan bestemme hvad man må eller ikke må (2,28)
- skal lide, forkastes af de jødiske ledere og lærde, slås ihjel, men opstå på tredjedagen (8,31, jf. 9,12.31; 10,33; 14,41), opstå fra de døde (9,9)
- skal tage afstand fra nogle på dommedag (8,38)
- skal tjene og give sit liv som løsesum for mange (10,45)
- komme »i skyerne med megen magt og herlighed« (13,26 og 14,62)
- »gå bort« i overensstemmelse med GT og forrådes (14,21) ‒ dog ikke uden konsekvenser for den der forråder ham
Som det fremgår, møder vi først udtrykket i Mark 2 hvor det handler om Jesu myndighed, men derefter først i kapitel 8. Disciplene og de 12 apostle har fulgtes med Jesus og lært ham at kende, også selvom de ikke helt forstod endnu hvad de havde lært. Det fremgår meget tydeligt da Jesus i kapitel 8 begynder at fortælle om at han skal lide, forkastes, forrådes, overgives til syndere og hedninger, dø, men derefter opstå. Apostlen Peter tog ham til side for at irettesætte ham (8,31-32a; 8,31b-32), hvilket fører til en yderst skarp irettesættelse: »Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.« (Mk. 8,33).
Menneskesønnen i Dan 7,13
Rent sprogligt betyder ›menneskesønnen‹ egentlig ›en der tilhører kategorien menneske‹, ligesom en ›lysets søn‹ er et menneske der hører til lyset. Det gør det efter alt at dømme også i Dan 7,13f hvor Daniel ser ›en der så ud som en menneskesøn‹ eller ›en der så ud som et menneske‹. Der er tale om et menneske, men det er et menneske der kom ›med himlens skyer‹ (Dan 7,13). Det er ikke hvem som helst der gør det. I GT er det faktisk Gud der kommer på den måde ‒ faktisk kun Gud. Dan 7,13 handler altså om et menneske der kommer på den måde Gud selv kommer på ‒ et menneske der optræder som Gud. Forklaringen er at han faktisk er både Gud og menneske. Ligesom det gælder Davids søn og HERREN i bl.a. 2 Mos 3, Sl 110 og Es 40 (jf. Hvem er HERREN (Mark 1,1-3)?).
Og Jesus og Markus kendte helt sikkert Dan 7,13f, for Mark 13,26 og 14,62 refererer til stedet.
Menneskesønnen ‒ en spændingsfyldt betegnelse
Men det er egentlig netop det der gør betegnelsen så spændingsfyldt. Menneskesønnen har myndighed og skal komme i/med/på himlens skyer efter at han givet sit liv til løsesum for mange, som vi ser i Mark 10,45. Frivilligt underkaster han sig den dybeste fornedrelse for at give sit liv som løsesum for mange, men engang skal han træde frem i al sin guddommelige herlighed og myndighed.
Det var meget for Peter første gang han hørte det, og selv ville han ikke dele kår med Jesus, men forrådte ham da det kom til stykket. Men det ændrede ikke på at han og apostlene siden hen forstod hvad de egentlig havde lært. Også at han kom for at give sit liv som løsesum for mange ‒ også for apostlene der forrådte ham.