Læsningerne til 4. søndag i advent efter anden tekstrække er Es 12 fra Det gamle Testamente. Det er, hvad de frelste skal sige på “den dag.” På den dag, hvor de ikke alene har fået syndernes forladelse, men også er nået frem til fuldendelsen, hvor alle syndens følger er overvundet for de frelste, som bor på den nye jord.
Det nytestamentlige læsning er fra 2 Kor 1,18-22, som forkynder, at Guds Søn, Jesus Kristus, er opfyldelsen af alle løfterne. Prædiketeksten er Joh 3,25-36.
Anledningen (v. 25)
Anledningen til Johannes’ vidnesbyrd (se Joh 1,7, jf. til Joh 1,1-14) er en diskussion mellem Johannes’ disciple og en jøde (mange håndskrifter læser dog “jøder) om renselse (gr. katharismos). Et spørgsmål er, hvem det var, Johannes’ disciple diskuterede med. En sandsynlig tolkning er, at det er en eller nogle af dem, som Jesu disciple har døbt. Et andet er, hvad der menes med renselse. Her drejer det sig i al fald om forholdet mellem Johannes’ og Jesu virksomhed. Måske handler det også om renselse ifølge Moseloven og farisæerens traditioner.
Forholdet mellem Johannes og Jesus (v. 26)
De – enten Johannes’ disciple eller dem alle – henvender sig til Johannes, og dermed får vi også vigtige oplysninger. For det første får vi at vide, at Jesus var hos Johannes på den anden side af Jordan, dvs. på vestsiden, ved Ainon eller Ænon. Det var sikkert også der, Jesus selv blev døbt, inden Johannes blev sat i fængsel, og han selv begyndte sit såkaldte offentlige virke (Joh 3,24; Matt 4,12.17).
Johannes havde vidnet om Jesus. Jesus var tilstede midt iblandt jøderne (Joh 1,26), og han skulle komme efter Johannes som en langt værdigere skikkelse (Joh 1,27). Han var “Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29.36). Men Jesus havde også været før Johannes (Joh 1,30, idet jeg tolker perfektum gegonen om tilstand, svarende til Joh 8,58: “før Abraham blev til, er jeg”). Johannes bevidnede Jesu dåb og hans udrustning med Helligånden (Joh 1,33), ligesom han bevidnede, at Jesus var Guds Søn, sådan som han hørte det i forbindelse med Jesu dåb (Joh 1,34).
Jesus er den, “der døber med Helligånden” (Joh 1,33). Der er diskussion om, hvad der menes, men jeg er overbevist om, at det ikke er Jesu dåb til forskel fra Johannes’ dåb, altså den kristne dåb til forskel fra Johannes’ dåb. Der er tale om, at Jesus døber med Helligånden i betydningen udruster med Helligånden (sml. Joh 1,33 med ApG 1,5). Dem, der blev døbt med Johannes’ dåb, blev ikke døbt igen, for Johannes’ dåb var ikke ringere end Jesu dåb. Jesus døbte i øvrigt også selv (Joh 4,1f).
Johannes’ dåb var nemlig ikke en anden dåb end den dåb, Jesus døbte med. Mange vil indvende, at ApG 19,1-7 netop viser, at Johannes’ dåb var en anden dåb end den kristne dåb, men se her. Det var heller ikke en lovisk dåb, for Johannes skulle lære folket at kende frelsen i deres synders forladelse (jf. til Luk 1,67-80). Men det var en guddommelig ordre, at Johannes skulle døbe med omvendelsesdåben til syndernes forladelse. Og den dåb er det, Jesus siden befaler kirken at døbe med, ikke kun i Israel og af og til lidt udenfor, men blandt alle folk (Matt 28,18-20). Johannes’ Døberens tilnavn angiver altså ikke en særlig dåb, men han fik sit navn, fordi det var til ham, befalingen om at døbe med den kristne dåb blev givet først.
Men det var ikke alle, der havde fået fat i denne indre sammenhæng mellem Johannes, hans tjeneste og Jesus. Johannes’ disciple og måske også den eller dem, de diskuterede med, kommer til ham og siger, at Jesus, som Johannes har vidnet om, han døber selv, via sine egne disciple (jf. Joh 4,1f). Og “alle kommer til ham,” siger de til ham.
Johannes bebrejder dem ikke, at de endnu ikke har forstået forholdet mellem Johannes og Jesus, men giver sig til at undervise dem om det.
Fortolkere som Kretzmann forstår tilsyneladende forholdet mellem Johannes’ og Jesu dåb anderledes. Kretzmann mener, at Johannes’ disciple snarere burde have været overrasket over, at Johannes fortsatte med at døbe, efter at Jesus var kommet.
Johannes’ opgave er givet af Gud (v. 27)
Den opgave, Johannes har fået, har han ikke taget selv, for det kan et menneske slet ikke. Han har derimod fået den givet fra Himmelen. Succes er heller ikke noget, man selv skaber, men noget, man får givet fra Himmelen. Tilsyneladende var Johannes’ tjeneste en succes, men det varede ikke længe, førend de fleste ændrede mening om ham, Johannes havde forkyndt om.
Der er en fundamental forskel på Johannes, som har fået sin tjeneste fra Himmelen, og Jesus, som er Gud (jf. Joh 1,1). Dermed er det også klart, at Johannes og hans disciple ikke skal være misundelige, men tværtimod glæde sig over deres tjeneste og over Jesu nærvær. For også det er givet fra Himmelen (således Kretzmann).
Johannes og Jesus, Messias (v. 28f)
Johannes minder sine disciple om, at de jo selv har været øjenvidner til, hvad han har sagt om Jesus og sig selv. For det første er Johannes selv ikke “Kristus,” dvs. den salvede frelser, som Det gamle Testamente har lovet. Ham, der er både konge i det rige, der etableres med evangeliet, præst i og med, at han bærer og soner alles synd, og profet, ja, mere end en profet, fordi han taler de ord, som hans Faders har lært ham (jf. f.eks. Joh 8,28).
Johannes siger derimod, at han er udsendt forud for ham. Eftersom Johannes er sendt for at bane Herrens veje (jf. om Es 40 her), forstår Johannes altså også Messias som Herren. Messias er ikke blot et særligt udrustet menneske. Han er Gud og menneske i én person.
Nu har Johannes forklaret, hvem Jesus er. Så går han videre og forklarer hvem han selv er. Johannes sammenligner i v. 29 sig selv med ‘brudgommens ven.’ Brudgommens ven var en slags mellemmand, der hjalp med at arrangere brylluppet. Derfor havde han også en fremtrædende plads ved selve brylluppet. Johannes har netop denne opgave. Hans forkyndelse og forvaltningen af dåben bringer Kristus og Kristi menighed sammen. For alle, der bekender deres synd og får dem tilgivet i forbindelse med dåben, jo bliver en del af Kristi menighed.
Det er ikke Johannes selv, der har bruden, men Jesus. Det er altså ikke Johannes, men Jesus, der er brudgommen. Johannes er “bare” denne “brudgommens ven.” Men som den, der har hjulpet med at bringe Kristus og Kristi brud sammen, står han naturligvis og glæder sig inderligt over brudgommens stemme. Den stemme, som han hører, fordi brudgommen nu er der (sprogligt set er 1992-oversættelsen lidt fri, men meningen er god nok!).
Johannes kan derfor lige ud konkludere og sige, at denne hans glæde, dvs. det at stå og glæde sig inderligt over brudgommen, er (blevet gjort) fuldkommen. Glæden er ikke bare undervejs, men den er så stor, som den kan blive! Hvis det gælder for Johannes selv, skal hans disciple ikke være skinsyge på Jesus.
Det, som Johannes siger om sig selv i v. 30, gælder derfor enhver, der er “brudgommens ven.” Enhver, der har til opgave, at forkynde og lære: prædikanterne i kirken, forældre i hjemmet, må altså huske, at det er Jesus, der har bruden.
Men som Johannes glædede sig, må hver “brudgommens ven” også glæde sig over at være redskab. Med Paulus’ ord: “hvis nogen attrår et tilsynsembede, da er det en skøn gerning, han har lyst til” (1 Tim 3,1). Tilsynsembedet er jo det embede, man har, når man skal se til med menigheden med evangeliet (jf. til Luk 1,67-80).
Johannes’ svar gør altså helt klart, at Johannes hverken kan eller vil stille sig i vejen for Jesus på nogen måde. Johannes er hverken Jesu rival eller jaloux på ham (Kretzmann). Tværtimod er hele hans tjeneste at berede vej for Jesus. Det samme gælder altså alle prædikanter osv.
Den himmelske og den jordiske (v. 31)
I v. 31 slår Johannes fast, at Jesus er kommet “ovenfra,” dvs. fra Himmelen, hvor Faderen har født ham før tiderne (jf. til juledags prædiketekst: Joh 1,1-14). Jesus er derfor “over alle.” Han er jo Gud (Joh 1,1). Som Gud, som Gud og menneske, er han al-mægtig, al-vidende osv., også selv om han ofte afstod fra at bruge sine guddommelige egenskaber i tiden fra undfangelsen og til opstandelsen.
Johannes derimod er af jorden og “taler af jorden.” Det betyder ikke, at Johannes taler uden himmelsk autoritet, når han taler som profet. Det betyder derimod, at han ikke taler med sin egen autoritet i modsætning til Jesus, der som Gud og menneske taler med himmelsk autoritet. Dvs. han taler med sin egen guddommelige autoritet.
Jesus afvises af alle (v. 32)
Jesus aflægger sit vidnesbyrd om, hvad han har hørt og set i det himmelske, men ingen vil tage imod. Generelt tror ingen på ham. De afviser hans guddommelighed og hans guddommelige budskab (jf. Joh 1,10f).
Dem, der tager imod, vidner, at Gud er sanddru (v. 33)
Men der er nogle, der tager imod Kristi vidnesbyrd. Den, der gør det, sætter så at sige sit segl under dette vidnesbyrd for at bekræfte, at det er ægte, og bekræfter dermed, “at Gud er sanddru.” Gud taler sandt, når han lader budene lyde og dermed afslører synden. Han taler sandt, når han lader evangeliet lyde og dermed tilgiver syndere.
Kristus forkynder både lov og evangelium i ord og handling. Selve inkarnationen: Jesu undfangelse ved Helligånden og fødsel af jomfru Maria, er en forkyndelse af vores synd og behov for frelse, og det er en forkyndelse af, hvad Gud gør for at frelse.
Afviser man dette dobbeltsidige budskab, bekræfter man ikke, at Gud er sanddru. Man benægter, at han er det. Man gør faktisk Gud til en løgner.
Guds udsending (v. 34)
Ham, Gud har udsendt, taler Guds ord. Det begrunder Johannes med, at Gud ikke giver Ånden efter mål (jf. måske Sl 45,7). Vi behøver altså ikke tvivle på, men kan tværtimod stole sikkert på, at Kristus taler sandt i alle ting. Det samme gælder profeterne, når de taler Guds Ord, altså også Johannes selv. Og det gælder apostlene, når de siden skal tale og skrive Guds Ord. Ånden har givet dem, hvad de skulle tale og skrive. Men Jesus har fået Ånden uden begrænsning, også uden tidslig begrænsning. Han har ikke fået en smule hjælp fra Ånden, men har – som den menneskeblevne – fået hele Ånden til evig tid. Som Guds Søn fra evighed har han haft Ånden fra evig tid.
Kretzmann understreger, at Jesus modtager Ånden uden begrænsning. Ånden er derfor ikke kun Faderens, men også Sønnens. Det begrunder “filioque” i Den nikænske Trosbekendelse: Ånden udgår fra Faderen og fra Sønnen.
Forholdet mellem Faderen og Sønnen (v. 35)
Her forklarer Johannes først, at Faderen elsker Sønnen. Sådan har deres forhold været fra evige tider, og sådan vil det altid være. Selv da Faderens forbandelse ramte Sønnen, fordi han bar al verdens synd, elskede Faderen sin Søn som Søn, men lod sin vrede ramme ham som den, der i alles sted bar al verdens synd og sonede den (1 Joh 2,2).
Af kærlighed har Faderen også givet alt i Sønnens hånd. Som Guds Søn i evighed havde han alt, men som den menneskeblevne, som Marias Søn, fik han alt fra Faderen. Derfor kan han give liv, ja, alt, hvad han selv ejer og har, til sin brud.
Evigt liv eller Guds vrede (v. 36)
Den, der tager imod Kristi ord og dermed Guds egne ord, og tror det, har evigt liv. Det menneske kommer ikke for dommen, men er allerede gået fra døden og til livet, som Jesus senere siger: “Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh 5,24).
Men den, der ikke tror, er “ulydig mod Sønnen“. Vantro er ulydighed. Ja, vantro er synd, for Helligånden skal overbevise “om synd: at de ikke tror på mig” (Joh 16,9).
Det har konsekvenser nu og i evigheden. For den ulydige, vantro, “skal ikke se livet.” Det betyder, at man ikke skal se og opleve livet. Den ulydige får ikke del i det evige liv.
Tværtimod. “Guds vrede forbliver over ham.” Det er tragisk, for synden er nu sonet og alle er derfor retfærdiggjort: “det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser” (2 Kor 5,19; jf. Rom 4,25; se hertil Seth Erlandsson, red. Rättfärdiggörelsen. Uppsala: Stiftelsen Biblicum, 1974). Men det kommer ikke den vantro og ulydige til gode. Uden tro frelses vi ikke, skønt Kristus har gjort alt rede.
Over den ulydige og vantro “forbliver” (gr. menei) Guds vrede. Det betyder uden tvivl, at den ulydige og vantro ikke frelses fra Guds vrede på dommedag. Det er jo “Jesus, der frier eller redder os fra den kommende vrede” (1 Thess 1,10).
Men denne vrede er dog allerede nu over den ulydige og vantro. Det er der mange, der ikke vil acceptere. De vælger at råbe højt om Guds uretfærdighed og grusomhed osv. Det er der endog såkaldte kristne, der gør. Men: De kunne også have valgt at proklamere evangeliet, den rene lære, med højere og tydeligere røst. Men sandheden er, at “loven udvirker [eller fremkalder] vrede” (Rom 4,15). Og det vil den også gøre på dommedag for enhver, som ikke har bøjet sig for loven og omvendt sig ved evangeliet.
Dem, som virkelig er “brudgommens ven” fortier ikke loven og Guds vrede. De forkynder loven og Guds vrede, så loven kan gøre sin nødvendige gerning. Men de forkynder endnu klarere og højere evangeliet, så mennesker kan tro og bekræfte, at Gud er sanddru.
Adventstid er bodstid
Denne tekst til 4. søndag i advent er altså endnu en tekst, som forkynder om, hvad adventstid og bodstid er. Det er intet andet end at være en “brudgommens ven.” Det er ikke andet end at være en Johannes Døber, som bringer brudgom og brud sammen ved at forkynde lov og evangelium og således forberede bruden, menigheden, på at møde brudgommen!
Hver eneste, som hører, tror og bliver døbt, bliver føjet ind i denne menighed. Det er nemlig sådan, det sker. Som Luther lærer os, “Jeg tror, at jeg ikke af egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig ved evangeliet, har oplyst mig med sine gaver, har helliget og opholdt mig i den rette tro, ligesom han kalder, samler, oplyser og helliger hele den kristne menighed på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den rette, ene tro. I denne kristne menighed forlader han dagligt mig og alle troende al synd rigelig og vil på den yderste dag opvække mig og alle døde og i Kristus give mig og alle troende et evigt liv. Det er vist og sandt.”
Må Gud bevare denne ene, rette tro og velsigne dem, der forkynder evangeliet rent og purt og forvalter sakramenterne efter Kristi indstiftelse, så også det bliver en ren forkyndelse af loven og – først og fremmest – evangeliet!